At komponere en festival

Det er tre komponister med erfaring og meninger, der står bag tilrettelæggelsen af den

3. komponistbiennale (2.-17. marts). Biennalen, der også er en del af Kulturby 96s aktiviteter, er arrangeret af Niels Marthinsen, Niels Rosing-Schow og Mogens Winkel Holm. Her fortæller de, hvordan man kan lave en festival for den ny musik. Nøgleordene er professionalisme, iscenesættelse og modet til at turde

»Når man laver festivaler - også ude i den vide verden - er man ofte alt for frygtsomme. Man tør ikke sige: 'Kom og se! Her satser vi virkelig på noget!' Vi vover imidlertid at påstå, at vi her laver noget, som er anderledes. Vi har turdet satse med denne her festival!«, lyder det fra Mogens Winkel Holm, formand for Dansk Komponistforening og en af de tre ildsjæle bag den danske komponistbiennale.

Modet til at gøre noget anderledes, til at vælge til og fra, var en afgørende ingrediens, da de samme tre komponister for to år siden arrangerede Nordiske Musikdage i København - og gjorde begivenheden til en publikumssucces. Dengang var der med musikanmelderen Jens Brinckers ord »fuldt hus i ghettoen«. Der var simpelthen udsolgte huse til en del af koncerterne med den ellers så indemurede ny musik. En ny og forfriskende situation. Nu vil trekløveret gentage successen:

»Dengang fik vi fat i en god idé, og den har vi nu forsøgt at udbygge«, siger Mogens Winkel Holm: »Vi har simpelthen forsøgt at skabe helheder. Alt for ofte har man ople-vet, at festivaler af denne her art bliver et gedemarked, hvor tingene ikke hænger sammen. Vi synes derimod, det er en kunstnerisk proces at lave sådan en festival - det er ikke en pligtopgave, en fri-stil, vi er blevet bedt om at udfylde. Det håber vi også vil komme ud over rampen, når festivalen kører.«

Om tilrettelæggelsen siger Niels Marthinsen:

»Noget, som vi startede med under de Nordiske Musikdage, og som vi har arbejdet videre med her, er at at designe de forskellige kon-certer. Frem for bare at sige: 'Vi har fire værker for strygekvartet, fint, så får vi fat i en strygekvartet, og så har vi en koncert' - så prøver vi i stedet at sige: 'Nu har vi altså nogle værker, så lad os prøve at se, om vi ikke kan få sammentænkt dem i en kunstnerisk helhed.' Det gælder både værkerne imellem, men så sandelig også de rammer, som man sætter værkerne sammen i. Det har vi så haft en chance for, fordi biennalen i år modsat tidligere er samlet ét sted, i Den Anden Operas sal, som er en teatersal med lysloft osv. Vi griber ikke ind i musikken. Det enkelte værk får selvfølgelig lov til at stå urørt, men rammen om-kring det, musikernes tøj, lyssætningen etc. prøver vi at arrangere, så den iscenesætter oplevelsen bedst muligt.«

»Vi har valgt at lave, hvad vi kalder 'tableau-koncerter'«, forklarer Niels Rosing-Schow, »hvor vi i samarbejde med en scenograf iscenesætter musikken med lys og rekvisitter. Vi udnytter simpelthen rummet og prøver at skabe magi omkring fremførelsen af musikken. Desuden har vi så, som overordnet tema, så vidt muligt ønsket at sætte de unge komponister over for de gamle - under bestemte, strukturerende over-skrifter, fx 'det poetiske'. Det kom vi ganske langt med - men vi har også bevidst brudt princippet nogle enkelte steder, hvor vi omvendt har sat nogle kontraster over for hinanden. Vi håber på, at værkerne på denne måde kan belyse hinanden, så man som tilhører ved hver koncert får mulighed for at gå ind i en verden, en stemning.

Masser af prøver

Men en festival af sådanne dimensioner bliver naturligvis ikke til uden en kontravægt til visionerne i form af hårdt benarbejde og en solid portion pragmatik. Niels Rosing-Schow fortæller videre:

»Når vi har iscenesat koncerterne, er det fordi vi regner med, at et nysgerrigt publikum gerne vil opleve musikken på denne måde. Vi vil både have fat i det etablerede publikum og i den ny generation af nysgerrige, unge mennesker. Det samme har vi haft i tankerne ved udformningen af billedsproget i plakaten, der er ret utraditionelt i forhold til det, der har været ved tidligere komponistbiennaler. Her udnytter vi også de erfaringer, Den Anden Opera har gjort med at få et nyt, ungt publikum i tale.«

Mogens Winkel Holm, der har arrangeret musikfestivaler gennem en menneskealder, betoner, at visioner absolut ikke gør det alene. Professionalisme er for ham et afgørende stikord:

»Når jeg har rejst rundt i Europa til festivaler, har jeg oplevet, at det ikke altid gøres professionelt nok. Det er ikke rehearset, det er ikke sat på plads. Her har vi lavet en scene-teknisk plan og en prøveplan til hver enkelt koncert, der svarer til prøveplanen på et teater. Hver dag er fyldt ud, så der fx er en arrangementsprøve om formiddagen, der er belysningsprøve - det skal man have god tid til, det er noget man altid glemmer - der er en musikalsk prøve i det hele taget, og så er der generalprøve på hver koncert. Og så først kommer selve koncerten!«

Hvad rammerne angår, lægger Mogens Winkel Holm ikke skjul på, at Københavns status af europæisk Kulturby i 1996 har været en afgø-rende faktor i tilrettelæggelsen af dette års komponistbiennale, som både i sit omfang og i sin internationale orientering langt overgår de foregående:

»Naturligvis har det betydet meget, at København er kulturby i 1996. Der er også i år trykt en programbog på engelsk, og der inviteres gæster fra udlandet, som skal følge festivalen. Dertil kommer selvfølgelig, at Dansk Komponistforening - som jo i øvrigt også støtter biennalen med et pænt beløb, nemlig fra foreningens Koda-midler til nationale og kulturelle formål - naturligvis bør vise flaget ved en lejlighed som Kulturby 96.« (Biennalen får 1 million kr. i tilskud fra Kulturby 96, red.).

Desuden har komponistbiennalen i år et særligt, nordisk islæt:

»Det har vi haft aftalt med Kulturby 96 lige fra begyndelsen. Det er jo også meget smart, fordi der er Nordisk Råds Session i København i den første uge af biennalen, så vi regner med, at der kommer en masse gæster fra Nor-disk Råd. Ministre, kulturpolitikere osv. Derfor har vi også valgt at invitere de fremragende sinfoniettaensembler, der findes rundt omkring i Norden - og det er faktisk lykkedes, hele vejen rundt, så vi kan stille med en virkelig flot buket af kammerensembler - foruden Bergens Symfoniorkester.«

Men antallet af danske komponister, der er repræsenteret på biennalen, er ikke blevet indskrænket af den grund:

»Tværtimod. Der har aldrig været så mange danske komponister med før«, forsikrer Mogens Winkel Holm og Niels Marthinsen. Men de indrømmer, at der i år er en større overvægt af kendte, etablerede komponistnavne, end der har været ved de to foregående komponistbiennaler i 1990 og 1992.

»Det hænger jo nok sammen med, at vi valgte at sætte os ned med en hel masse partiturer og så vælge værker ud efter kvalitet og efter de sammenhænge, der måtte være imellem dem, når vi prøvede at designe de enkelte koncertbegivenheder - og knap så meget har gået efter, at alle skulle med«, siger Niels Marthinsen: »Alligevel er vi kommet op på en 60-70 forskellige komponistnavne. At det så for nogle kan se ud, som om det er de mere kendte, der er blevet valgt ud, det hænger jo også sammen med, at vi i forbindelse med bien-nalens tema, 'unge komponister 1960-1996', har taget fat i musik af de gamle, fra dengang de var unge. Selvfølgelig er Bent Sørensen som noget særligt sat på programmet hele tre gange - han modtager jo Nordisk Råds Musikpris ved denne lejlighed.«

En udemokratisk festival

På spørgsmålet om, hvorvidt den tematiske sammenstilling af dagens unge komponister og de unge af i går afslører nogle særlige, dominerende tendenser i den unge komponistgeneration anno 1996, svarer Niels Marthinsen:

»Det vil vi forhåbentlig kunne komme til at opdage i løbet af denne festival - netop fordi koncerterne på årets biennale sætter de unge komponister i perspektiv, ved at sætte deres værker sammen med musik af de ældre komponister fra dengang de var unge. Det giver os mulighed for at se, om de unge er blevet kedeligere siden dengang. Eller om de gamle bare var nogle fuskere, der gik og rodede med nogle fortænkte eksperimenter, eller hvordan det egentlig er!«, griner Niels Marthinsen.

»I øvrigt har vi, som endnu et udvælgelseskriterium, prøvet at lade de kendte komponister være repræsenteret ved mindre kendte værker. Af Hans Abrahamsen skal der fx spilles et sjældent hørt værk for tre fløjter, hans Blomstersange fra 1973, ved koncerten den 4. marts. Det er så programsat sammen med musik af mindre kendte komponister som Eva Noer Kondrup og Indra Rise.«

Mogens Winkel Holm: »Jeg synes, det er sjovt at se, hvor mange komponister der faktisk er kommet med. Men det har altså ikke været sådan, at vi har siddet og sagt: 'Nu er det Dansk Komponistforening, der spytter penge i dette her, så skal vi også have rigtigt mange af vores medlemmer med.' Vi gjorde noget helt andet. Vi satte os ned og tænkte: 'Hvad handler den om, den danske musik fra de sidste 35 år?' Nogen har været dybt eksperimenterende, fra Gunnar Berg til Ivar Frounberg. Benhård, spændende modernistisk musik. Andre repræsenterer ny enkelhed, der var typisk for dansk musik i 1970'erne, mens andre igen er surrealistiske, fx Poul Ruders, Karl Aage Rasmussen og Ilja Bergh.

På den måde nåede vi frem til en 12-13 overskrifter, 'handlinger', om du vil. Og så prøvede vi at se, ud fra partiturerne: Hvem kan vi putte i dén boks, dén meningsfyldte kasse? - Vi betragter altså koncerterne som forestillinger, der handler om noget. - Da vi så gik tilbage og kiggede på det, efter vi havde til-rettelagt det, opdagede vi, at vi havde i alt 66 forskellige danske komponister med, så vidt jeg husker - men det er altså et helt tilfælde, at vi faktisk har fået så mange forskellige folk med - og det er jo ret morsomt. Men naturligvis, vi kommer ikke uden om, at det i bund og grund er en udemokratisk ledet festival, denne her, fordi vi tre har siddet fuldstændigt suverænt og plukket ud. - Så man kan nemt tænke sig, at nogen får ondt et vist sted, og vi er da også parat til bukse-vand. På den anden side mener vi ikke, sådan en festival kan laves på grundlag af afstemninger i plenum. Det er en kunstnerisk proces.«