Slag i luften

Det er nogle gevaldige slag Hasse Poulsen afleverer i efterhånden en del numre af DMT. At de desværre bliver til slag i luften hænger sammen med, at hans punch - bedøvende som den kan være, for et kortere øjeblik - afleveres uden den for andre debattører gældende 'hæmning': At der refereres til virkeligheden! Når man befrier sig for denne ærgerlige binding kan man gi' sin lige venstre et ordentligt drøn derudaf ...

Og det går da nogenlunde at slippe for regningen, når Hasse Poulsen fordømmer fx symfoniorkestrene og deres satans disciplin og nodetroskab (skønt han, trods alle disse konserverede akademismer, alligevel formår at opfatte min 5. symfoni som »pragtfuldt kaotisk«).

Hasse Poulsens fugleperspektiv på den vestlige musik er så ubelastet af indsigt, at ingen orker at tage til genmæle.

Til regnskab stilles han først, når han - som i DMT nr. 3, 1995/96 - lader sådanne gratis generaliseringer vige for konkret kritik. For selvom subjektive vurderinger jo er den gode kritiks livsnerve - mod hvilke den lige så subjektive kunstner hverken kan eller bør 'forsvare sig' - så beror et kritisk, offentligt udsagn dog på et grundlag af fakta. Hvis en kritiker - som Hasse Poulsen gør det - funderer sin kritik på nogle påstande, som ikke holder, bliver de hårdtslående kritiske bravader til, netop, slag i luften. Dette gælder Hasse Poulsens kritik af Circus City på flere områder.

Mens Gert Sørensen vil tage sig af at korrigere Hasse Poulsen-forvrængninger mht. den påståede manipulation af mine indspilninger, må jeg nødvendigvis selv tage luften ud af hans meget betonede, og ofte (lidt fantasiløst) gentagne, mantra om min konstante bevarelse af kontrollen - 'kontrol', der udelukker den herlige uforudsigelighed med dens sandsynlige katastrofer, men også mulige paradiser.

De følgende ord mht. min kontrol af Circus Citys to indspilninger (á ca. en halv times varighed): 'Klangen(e)' kan hvert øjeblik komme fra 2 synthesizerkilder, 'mixet' eller 'splittet', operative via mine tryk på becifrede tangenter. Tilsammen udgør de 88 forskellige, ofte af mig selv tilvirkede, 'klange'. Når jeg skriver ordet i anførselstegn, er det fordi, ordet 'klang' unægteligt er statisk i dets associationer, hvorimod de af mig - på den analoge Jupiter 8 - producerede klange ofte inddrager tids-udviklinger hen over adskillige sekunder, ja op til minutter med konstant varierende klangudfoldelser.

Pointen i dette er, at udvælgelsen af 1-2 af disse ofte nærmest zoo-logisk-artede klangvæsener sker i lynets hast, og p.gr.a. det uoverskuelige antal taster tilfældigt, mens jeg spiller! Jeg siger - på spejderære! - sandheden, når jeg erklærer, at jeg hin aften absolut ingen anelse havde om arten af det klanglige vilddyr, der blev sluppet ud, når jeg trykkede på én eller flere taltaster! (Hvilket skete hyppigt, som enhver kan bekræfte, der har lyttet til cd'en.)

Hvis man så vil kalde min spontane baksen med dét klangvæsen der, hver gang nyt, blev sat ud til de allerede tilstedeværende, piftende, hylende eller eksploderende væsener - hvis alt det skal kaldes 'kontrol' (negativt ladet: Ulevende, regelret, akademisk etc.) så må jeg høfligt trække mig tilbage fra diskussionen, for så er ordet blevet et totalt intetsigende dækker-alt-ord for ethvert forsøg på at omgås virkelighedens hændelser.

Men det mener Hasse Poulsen sikkert heller ikke - han har bare ikke gidet at sætte sig ind i sagen, hvad mit spil angår (- eller som Gert Sørensen i det følgende vil redegøre for - hvad manipulationerne med mine indspilninger angår) og han har dumdristigt 'intellektualiseret' et indtryk han, som enhver anden, har så hjerteligt ret til at have.

Per Nørgård