Det skal nok gå

Af
| Årgang 70 (1995-1996) nr. 06 - side 181-181

Tiden æder sig langsomt ind i kulturbyåret. For hver måned øges udbuddene, henvendelserne og informationsmaterialet. Det er lige- som at operere på Internettet: Man skal vide, hvad man vil have for ikke at drukne i information. Frasortering er det første og største arbejde, som må gøres. Siden surfer man rundt i (først og fremmest Københavns) kultur-space og prøver at holde sig bare nogenlunde velorienteret.

Det positive ved dagens situation er ikke kun, at der elementært sker så meget, det er også, at der rent faktisk er så megen kvalitet blandt udbuddene. Komponistforeningens Biennale har været en fornøjelse (markedsføringen taler vi om en anden gang), skæve Kulturby 96-arrangementer har givet den kulturpessimistiske ånd fingeren. I den ny musik fornemmer man, at de kommende år kan gå hen og blive en ny guldalder for udøvende og skabende kunstnere. Det skrives vel vidende, at det lyder som teksten i en reklamefolder for dansk musik, der skal sælges til udlandet. Det er ikke hensigten.

For selvom man forsøger at holde sin kritiske fane højt og aktivere den skeptiske og panderynkende mine, så kan iagttageren dog ikke komme uden om at give situationsberetningen en optimistisk tone. Det skyldes, at musikerne er blevet meget bedre i de seneste år og det skyldes, at de unge komponister nu er så dygtige form- og indholdsskabere at det er værd at bemærke. Og for publikum er den 'langsomme' kunst blevet det sidste område, der er fritaget for hektisk pulseren, den sidste bastion for åndelig selvudfoldelse, et muligt tilflugtsted for de erkendelser der tager bolig i den ny musik.

Den historiske situation kunne godt resultere i nye værker, der vil være i stand til at sende lysglimt tilbage til nøgleværker fra 70erne: Nørgårds 3. Symfoni, Nørholms 4. Symfoni Modskabelse, Gudmundsen-Holmgreens Symfoni Antifoni, Abrahamsens Winternacht. En kollega tog engang sine internationale briller på og sagde mindre pæne ting om ny dansk musik. Den karakteristik holder ikke længere. Selv med de nye internationale briller kan der godt være grund til lidt national 'afstivning': Vi fastholder nu det brede udsyn, det internationale udblik, hvilket indholdet af dette nummer er et blandt mange beviser på. Et andet aktuelt vidnesbyrd om viljen til at orientere sig og knytte personlige og professionelle forbindelser til personer og institutioner ude i verden, kan være, at vi her på redaktionen i den seneste tid har mødt adskillige mennesker, som er mærket af, at Toru Takemitsu ikke længere skal udtrykke sin kunst i musik.

Den opbyggelige historie må der også være plads til. Solstrålehistorien må munde ud i, at det nytter noget at gøre noget for at nogle har de rigtige betingelser for at arbejde seriøst. De kulturpolitiske implikationer kan så diskuteres. Det gør komponisten og formanden for tremands-udvalget i Statens Kunstfond, John Frandsen i dette nummer. Han efterlyser en debat om kriterierne for tildeling af midler til den skabende kunst. Kulturminister Jytte Hilden fortsætter diskussionen i næste nummer, i forlængelse af Frandsens klare udmelding. Talerlisten er ikke lukket, det er ikke nogen privat slåskamp, bidrag gerne med indlæg i debatten.

Den æstetiske diskurs fattes heller ikke. Vel, Cage og Stockhausen er ikke ubekendte navne for dette blads læsere, men der må være en grund til, at deres værker stadig har aktualitet for vores måde at tænke musik på. Deres radikalitet og tænkning kan endnu bruges, når der skal stilles relevante spørgsmål i nye æstetiske teoridannelser.