Kulturministeriet som monstrøst palads for alt og ingenting

Af
| Årgang 70 (1995-1996) nr. 06 - side 190-193

Komponisten John Frandsen er formand for Kunstfondens tonekunstudvalg. Hans periode er egentlig ophørt, men på grund af de uløste problemer omkring dannelsen af et nyt tremandsudvalg, har

Kulturministeren bedt det afgående udvalg om at blive siddende indtil en ny struktur er etableret. Her skriver John Frandsen om vigtigheden af at få en afklaring af, hvilke vilkår vi vil byde den skabende kunst.

»Kunst er det, man ikke kan. Hvis man kunne, var det jo ingen kunst...«

Denne herlige Storm P'ske definition var i grunden ganske dækkende før i tiden, da 'god kunst' næsten var synonymt med 'god smag', og da et begreb som kunstnerisk kvalitet var en relativt veldefineret størrelse. Det var dengang, man skulle beherske sin harmonilære og sit kontrapunkt for med rette at turde kalde sig komponist. Man skulle kunne sit håndværk.

Den tids avantgarde lod sig kende på sin ganske vist antitetiske, men dog helt igennem indforståede måde at forholde sig til den overleverede tradition på. Det var simpelthen kunstnerens opgave at finde sin plads i historien - at videreudvikle arvesølvet.

Stockhausen formulerede det fx som et krav til den seriøse tonekunstner at komponere »nie erhörte Klänge«. Hvis man skal kunne gøre det, forudsætter det jo i det mindste, at man har hørt de allerede eksisterende. I dag kan enhver 14-års knægt med markedets billigste synthesizer lave »nie erhörte Klänge«. Computerne skriver noder ud, ligeså hurtigt som vi kan nå at spille dem ind. Der er blevet meget, meget kortere fra den kreative tanke til en formulering af den.

Det har selvfølgelig betydet et tab af privilegier for den lille veluddannede enklave, der tidligere havde en slags monopol på at be-tragte sig som 'rigtige' kunstnere. Og det er vist godt nok! Men det har også gjort det betydeligt vanskeligere at blive enige om, hvad der er god kunst. Der er ikke længere kon-sensus om kunstnerisk kvalitet. Hvem har ydet det største bidrag til amerikansk kultur: Walt Whitman eller Walt Disney? Når den slags slagsmål skal tages (og det skal de oftere og oftere), så må man starte med at skændes om selve præmisserne for diskussionen.

Det moderne samfund er præget af pluralisme og mangel på fælles værdinormer. Det kan man begræde, hvis man vil - men det er en omstændighed, man er nødt til at forholde sig til.

Manglen på en sådan fælles forståelse af, hvad kunst og kultur er, har gjort det mere og mere påkrævet at foretage en afgrænsning af kunstbegrebet.

Da Kulturministeriet blev op-rettet i 60erne blev 'kultur' opfattet som blot et andet ord for 'kunst'. Sådan er det ikke længere. I dag er alt kultur. Begrebet er blevet ud-vandet i en grad, der i praksis gør det meningsløst: Slipsemode, blom-sterbinding, spisevaner, linedans, sprog, fester, fodbold - altsammen bærer det etiketten 'kultur'. Eller som vores kulturminister frejdigt proklamerede ved sin tiltræden: »Kultur er både mågestel og morgenbajere.«

En så bred definition af begrebet gør det ubrugeligt. Med den forståelse står Kulturministeriet i fare for at ende som et monstrøst palads for alt og ingenting.

Desværre er det en udvikling, der på mange måder synes at være udtryk for et bevidst politisk valg - og her tænkes ikke kun på sidste efterårs umulige debat om, hvorvidt kogekunsten også skal på finansloven. Der ofres i disse år megen opmærksomhed (og mange, mange støttekroner) på kulturelle begivenheder. Den store byfest, der for tiden løber af stabelen under navnet Kulturby 96, har fx fået en hel milliard at lege med. Det er næsten 20 gange så stort et beløb, som det, der årligt fordeles igennem Statens Kunstfond til hele den skabende kunst i Danmark.

Skævvridningen af balancen mellem støtte til kunstnerisk pro-duktion og til kunst- og kulturformidling bliver stedse mere påfaldende. Ifølge Kulturministerens egne opgørelser udgør støtten til den skabende kunst blot 3% af det samlede kulturbudget. Med andre ord: Vi administrerer, underviser, formidler og bygger kulturpaladser for mere end 30 gange så meget, som der ofres på skabelsen af det, det hele handler om.

Misforholdet er tydeligt helt ned på det individuelle plan. En lektor med speciale i Inger Christensens forfatterskab kan se frem til en tryg tilværelse som offentligt ansat tjenestemand med økonomisk sik-kerhed resten af sine dage for såvel terminerne som lørdagens culotte og cru bourgeois - Inger Christensen selv må leve af spinkle forlagsindtægter og biblioteksafgifter (Danmark er et lille sprogområde, og lyrikere har aldrig været store sællerter...) suppleret med den statslige nådegave: En plads på finansloven, dvs. en årlig ydelse på max. 110.000 kr.

På den baggrund virkede sidste års ministerielle frontalangreb på netop de livsvarige ydelser ualmindelig groft og kynisk. Over halvdelen af landets bedste kunstnere lever i forvejen på et eksistensminimum og er for manges vedkommende tvunget til at supplere deres indkomst ved arbejde, der kun har perifær eller undertiden slet ingen relevans i forhold til deres kunstneriske skaben.

Det var Jytte Hildens hensigt at bruge de sparede finanslovsmidler til nye fem-årige 'arbejdsro-legater', stipendier, som efter ansøgning kunne tildeles kunstnere, der måske tidligere havde haft et tre-årigt stipendium, og som nu befandt sig i gang med en opgave eller et projekt, der strakte sig over nogle år. I sig selv en sympatisk idé - et sådant behov er utvivlsomt tilstede. Men at realisere et sådant tiltag på bekostning af en ordning, som i forvejen kun er en helt utilstrækkelig håndsrækning til landets ypperste, er aldeles urimeligt. Bagved det forslag ligger imidlertid en tendens, som det er værd at være opmærksom på og kritisk overfor; nemlig et ønske om at gøre den statslige støtte mere 'fleksibel' og 'dynamisk'. Disse to ord indtager en sikker topplacering på kulturministerens liste over plus-ord. Eller som Pyrus sang i julekalenderen: »Jeg vil ha' gang i den, sang i den, mere rammasjang og tju-bang i den!«

Kunstnerisk kvalitet lader sig imidlertid ikke måle på antallet af værker eller deltagelse i spektakulære projekter. En høj produktivitet er ikke i sig selv ensbetydende med god kunst. Det lyder så indlysende, men er det ikke - i dagens flimrende og begivenhedsfikserede mediebillede er der en udpræget tilbøjelighed til at falde på halen for dem, der ytrer sig højt og klart og hele tiden. De fleste gode kunstnere har arbejdsmæssige kriser og perioder med indadvendt vegeteren. Det er for dem en forudsætning for, at nye ideer kan vokse sig store og stærke. Netop i sådanne perioder er økonomisk støtte af afgørende betydning. Det er ligesom med al anden vækst. En klog gartner går jo heller ikke ud og fælder alle sine træer, bare fordi de taber bladene om efteråret.

Afklaring af vilkår

Der er brug for en støtteordning, der på den ene side giver gode betingelser til vækstlaget - den side af sagen ofres ganske god opmærksomhed for tiden - og på den anden side giver vedvarende arbejdsro og mulighed for koncentration og fordybelse til landets kunstneriske 'superliga'.

Det er tilsyneladende begreberne 'livsvarigt' og 'på finansloven', der udgør den folkelige anstødssten. Sagligt har modviljen ingen holdepunkter: Netop mens diskussionerne var allerhedest besluttede Folketinget fra den ene dag til den anden at bevilge 700 mill. kr. til en ombygning af Det Kgl. Teater. Et sådant beløb ville række til mere end 25 års livsvarige ydelser!

Hvis modviljen mod ordningen således nærmest er et spørgsmål om terminologi, kunne man måske i stedet forestille sig, at der forsøgsvis oprettes et antal æresprofessorater - tjenestemandslignende stillinger uden anden forpligtelse end den at fortsætte sin individuelle kunstneriske løbebane. Ligesom ved tildeling af livsvarig ydelse skulle en sådan ordning alene bero på en kvalitetsvurdering. Men til forskel fra denne skulle beløbet udgøre et anstændigt eksistensgrundlag. Så behøvede de store kunstnere ikke at slide sig selv op med anmelderi, foredragsvirksomhed, undervisning eller andet bor-gerligt arbejde.

Der er i allerhøjeste grad behov for en afklaring af, hvilke skabelsesvilkår, vi vil byde den skabende kunst. For en debat, der sigter mod at formulere en aktiv og progressiv kunstpolitik.

Kunstnerens situation i dag ligner forskerens. Den seriøse kunst er en erkendelsesmæssig forskning, en sansning og efterprøvning af åndelige, dunkle, religiøse, ja måske endda okkulte sandheder om det at være menneske. En leg med ritualer, myter og betydninger. Undertiden ligefrem en revolution af hele vores eksistensgrundlag.

Ligesom den videnskabelige grundforskning kræver kunstnerisk produktion arbejdsro, reflektion og tid, tid, tid. Også tid til fejlslutninger og misforståelser. Næppe nogen politiker ved sine fulde fem ville drømme om at anfægte værdien og nødvendigheden af den samfundsmæssige ressource, som udgøres af den videnskabelige grundforskning. Heller ikke selvom dens resultater ikke altid lader sig anvende lige her og nu.

Ligeså selvfølgeligt burde det være, at samfundet ikke kan und-være kunsten. Især ikke i et lille land som vores. Det er nødvendigt for at fastholde vores nationale identitet, at der tænkes og skrives på dansk, at der tegnes, males og komponeres udfra danske forudsætninger. Det er den afgørende begrundelse for, at kunsten skal støttes. Ikke for kunstnernes blå øjnes skyld, men for landets.

Den samfundsmæssige værdi af kunstnerisk produktion lader sig ikke umiddelbart måle - hverken i seertal, praktiske anvendelsesmuligheder eller andre objektive para-metre. Kunsthistorien er fuld af fortællinger om store kunstnere, der først er blevet bedømt efter fortjeneste lang tid efter deres død. Van Gogh solgte ikke et eneste billede i sin levetid - havde det stået til en dansk Fremskridtsparti-politiker, var han blevet betragtet som socialnasser og sat til at tapetsere i stedet for.

Kunsten lever uden for nu'ets snævre tidsperspektiv: Bach, Shakespeare og Leonardo da Vinci opleves stadig som universelle, deres budskab har den dag i dag appel til os. Hvor mange politiske budskaber fra 1600-tallet kan man sige det samme om?

Om en kunstner har bud til eftertiden (til evigheden?) afgøres heller ikke altid af kontinuiteten i livsværket. En komponist som Carl Orff skrev et utal af værker, som ingen længere gider spille. Han var - målt på gennemsnittet af sin produktion - ikke nogen stor kunst-ner. Men han ramte plet én eneste gang: hans Carmina Burana er elsket og opført overalt. Det ene værk har sikret ham udødelighed, og uden det ville verden have været fattigere. Alene det gør, at hans hele liv som kunstner i eftertidens lys har været umagen værd. Og investeringen værd.

Betingelsesløs støtte

Det handler kort sagt om at skabe gunstige vækstbetingelser for nye tanker og erkendelser. At gøde den åndelige muldjord. Det er af afgørende betydning, at støtten gives betingelsesløst, uden specificerede krav til den enkelte kunstners modydelse. Det er altid kunstneren selv, der er berettiget til at definere sin opgave. Kunstnere har det som nattergalen i H. C. Andersens historie: De synger ikke smukt, hvis de er buret inde - selv ikke i et forgyldt bur. Den havemand, der stiller sine blomster og buske betingelser, før han giver sig til at vande dem, er en nar!

Men det er ligeså vigtigt, at al støtte gives ud fra en omhyggelig kvalitetsvurdering - og ikke ud fra øjeblikkelige politiske eller samfundsmæssige modestrømninger. Når det i Kulturministeriets debatoplæg (det såkaldte 'Krydspunkt') sidste efterår lidt bekymret konstateredes, at »befolkningens behov og ønsker ikke altid harmonerer med kulturpolitikkens evne til at skifte sigte, retning og tyngde«, så er der grund til at være på vagt. En politik, der fremmer en virkelig fornyende og eksperimenterende kunst, kan ikke føres under hensyntagen til befolkningens ønsker, uanset hvor demokratisk og tilforladelig en sådan synsvinkel tager sig ud.

Verdens bedste kunstfond

Der er brug for at stå fast på en snæver forståelse af begrebet 'kunstnerisk kvalitet'. Da Kunstfondloven i sin tid blev til, var man sig dette forhold meget bevidst, og grunden til, at denne ordning sta-dig fortjener prædikatet 'verdens bedste kunstfond', er, at man den-gang var forudseende nok til at skabe en struktur, der sikrer, at det til enhver tid er kunstnerne selv, der afgør, hvad der er godt og skidt. En sådan vurdering vil i sagens natur altid være subjektiv. Derfor er disse afgørelser overladt til selvstændige, sagkyndige udvalg, som skiftes ud hvert tredie år. Det er den ordning, vi kalder 'armslængdeprincippet', en fremragende ordning, som sikrer, at der er vand-tætte skodder mellem den bevilgende myndighed (det politiske niveau) og dem, der uddeler pengene.

Også den hovedhjørnesten i dansk kunstpolitik er muligvis under angreb. I ly af det røgslør, som dannede sig under sidste års hidsige diskussioner om livsvarige ydelser, om kokke på finansloven og om ceremonimestre og andet godt-folk i Kunstfonden, er det i hvert fald lykkedes relativt ubemærket at søsætte en forsøgsordning, der ud-delegerer fordelingen af en del af de statslige kulturmidler til de enkelte regioner. En tanke, der tager sig nydeligt ud på papiret: Nærdemokrati og decentralisering er jo også gode plus-ord. Men der er grund til at følge denne udvikling nøje og kritisk, for faren er overhængende for lokal politisk omklamring og for et meget svingende kvalitetsniveau. Danmark er et lille land, og de enkelte regioner er så små, at det vil være vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at lave en konstruktion, der sikrer den fornødne faglige kompetence og kunstneriske uaf-hængighed i beslutningsprocessen.

Når der engang imellem er debat om en konkret kunstfondtildeling eller udsmykningsopgave, så er det jo netop et sundhedstegn ved den nuværende ordning. Et lokalt råd ville have uhyre vanskeligt ved at modstå en mediestorm eller en folkestemning og mobilisere mod til at insistere på det kunstsyn, der har ligget bag en omdiskuteret afgørelse. Kunstfonden har derimod flere gange vist, at den udgør et sådant bolværk mod populismen.

Nu retter denne forsøgsordning sig ikke i første omgang direkte mod den skabende kunst. Tværtimod har ministeren flere gange - senest i Berlingske Tidende 1. februar - understreget, at den kom-petence og myndighed, der ligger i Kunstfonden, Teaterrådet og Mu-sikrådet, ikke skal berøres. Men rundt omkring i amter og byråd vejrer man morgenluft: Slut med det ufolkelige og uforståelige - nu vil vi ha' noget sjovt for pengene!

Med Kunstfondloven var man opmærksom på at undgå enhver tendens til politisk styring af støt-ten til den skabende kunst. Spørgsmålet om, hvad der er god og dårlig kunst, kan nemlig aldrig blive et demokratisk anliggende. Kunst er tværtimod et område, hvor 'flertallet' praktisk talt aldrig har ret. Ægte, fornyende kunst skabes ikke gennem samfundsmæssige direktiver eller hensigtserklæringer. Man kan ikke opfinde nye genrer og udtryksformer 'fra oven'. Kunstnerisk kraft opstår kun i kraft af kunst. God kunst.

Undertiden kan man sidde med fornemmelsen af, at nogen forveksler det at føre kulturpolitik med det at lave kunst.

Der var engang, hvor 'kunst' var beslægtet med det 'at kunne'. Hvor beherskelsen af håndværket var det, der adskilte kunstneren fra fuskeren. I hine tider udgjorde de håndværksmæssige krav til kunstneren en modstand, der skulle overvindes, før selve kunstværket kunne finde sin form og sit udtryk.

I dag kan man mene, at det næsten er blevet for let. I den synd-flod af kulturelle ytringer og tiltag, der udbydes i tiden, savner man i hvert fald ofte den refleksion og fordybelse, som processens og mate-rialets modstand førhen tvang kunstneren igennem. Det er næsten blevet en demokratisk ret at kalde sig kunstner. Selv i det poli-tiske liv betragtes kunstudfoldelse undertiden som en slags beskæftigelsesterapi. Hvis ikke det skal resultere i en fuldstændig ligegyldig omgang med kunst, er det vig-tigt, at holde fast i, at der er forskel på skidt og kanel. Uanset genre og tradition - og uanset smag og behag.

God kunst kan være folkelig, men i sit udspring er den aldrig 'demokratisk'. Kunstneren er altid en ener. Forpligtet alene af den opgave og det mål, han selv har sat sig.

Foto side 190-191: Per Morten Abrahamsen.