Lyd/Galleri

Af
| Årgang 70 (1995-1996) nr. 06 - side 200-202

Vi er på Rådhuspladsen en mørk og kold aften i marts. Året er 1996. Normalt ville københavnerne haste hen over pladsen med huen grundigt trukket ned over ørerne. Men i aften har omkring 200 mennesker gjort ophold for at lytte!

Anledning: Åbningen af projekt LYD/GALLERI med værket Dream Dance af Gert Sørensen og Per Nørgård.

LYD/GALLERI er et 900 kvadratmeter stort lydanlæg placeret under flisebelægningen på Københavns Rådhusplads. Anlægget består af en højttalermatrix med 25 højttalere, hvis indbyrdes afstand er 5 meter. Højttalerne er indbygget i betonkasser og forbundet med gummikabler.

Som ved ethvert ægte undergrundsprojekt arbejdes der i kælderplanet. Det er i de underjordiske gange, bag WC-faciliteterne under Rådhuspladsen, at man finder LYD/GALLERIs headquarters, et 4-spors digitalt afviklingsstudie, der foruden afviklingsfaciliteter også rummer et mobilt optagestudie.

Det særlige ved LYD/GALLERI er muligheden for at koreografere lydens fysiske bevægelsesmønster på pladsen. Der opereres med 4 lydkerner, som kan bevæges uafhængigt af hinanden i forskellige mønstre. Der-med tilføres lyden en rumlig, skulpturel dimension.

Dream Dance

Åbningsværket Dream Dance er en 15 minutters lydkreation skabt til lejlig-heden af Gert Sørensen. I værket indgår nykomponerede sekvenser samt bearbejdede dele af Per Nørgårds seneste opera Nuit des Hommes. Idémæssigt har Gert Sørensen ladet sig inspirere af Rådhuspladsens undergrund og spørgsmålet "Hvad foregår der under pladsen, når alle er gået hjem?"

»Jeg har med et glimt i øjet brugt arbejdstitlen 'Vågnende dværgdisko'. Jeg ser for mig en plads, der åbner og lukker sig for undergrundens lyde. Små dyr dukker hovedet frem og forsvinder igen. Dværgene og den groovede bas erobrer pladsen. Festen starter og fortsætter på et tykt techno-agtigt rytmegrundlag. Til sidst kalder kirkeklokkerne underverdenen til ro.«

Under koreograferingen af værket har Gert Sørensen valgt at male med den store brede pensel for at synliggøre nogle af de ting, instrumentet kan. Lyden af jordens fritsvævende puls danser i rolige cirkelbevægelser, en spilledåse-agtig lyd kobles med hurtigt fejende bølgebevægelser, den omvendte lyd af kirkeklokker forskyder sig i faste diagonale mønstre.

En gennemgående billedlig idé i lydkoreograferingen er skakbrættet; imens de dybe lyde er bredt ud over hele pladsen og danner bund, er to spor med percussion lagt ud som skaktern. Hvor man end befinder sig på lydfeltet vil man således opnå en stereovirkning. Som værket skrider frem, bliver rytmen mere og mere pågående og inciterende. Lydniveauet intensiveres for til sidst at reduceres og forsvinde i et punkt i centrum af lydfeltet. Tilbage i jorden, hvor den kom fra.

Oplevelsen

Jeg vandrer stille og højtideligt stemt rundt blandt de andre vandrende tilhørere på pladsen. Forfølger en bestemt lyd, men støder ind i nogen. Jeg lister udenom og får øje på Per Nørgård, der på opfordring fotograferer en gruppe engelske turister med et snapshot-kamera. Man hilser på dem man kender, »Nej, er du også her«. Lydniveauet stiger. Anlægget spiller nu på fuld styrke. 95 db. »ER DU OGSÅ HER?« Folk hæver stemmerne. Musikken bliver gradvist mere ryt-misk og dansant og lydens bevægelser bliver livligere. Jeg opgiver at følge efter. Stemningen stiger. Alle er glade.

Oplevelsen minder om de andre ferniseringer, jeg har været til, hvor dét at se og blive set og være midt i en begivenhed let overstråler det værk, man er kommet for at se eller - i dette tilfælde - høre. Men heldigvis er også dette galleri indrettet sådan, at man har muligheden for at vende tilbage på et andet tidspunkt og fordybe sig. I relativ ro og fred.

En anden tanke melder sig. Hvis de engelske turister havde vidst, at Per Nørgård var komponisten, ville de nok have taget et billede af ham istedet - med strikhue og halstørklæde! Men omvendt tror jeg, han nød anonymiteten. Tænk at vandre ubemærket rundt blandt sit eget publikum og se deres reaktion.

Og opsnappe deres uforbeholdne mening om musikken...

Og tage billeder af dem...

Sikken et perspektiv

De tekniske problemer i opstartsfasen har været forholdsvis banale. Et par af diskanthøjttalerne blev brændt af under en lydtest og måtte loddes igen. Bassen måtte nedjusteres generelt idet betonkasserne forstærkede de dybe frekvenser.

Selve anlægget har dog bestået sin prøve over for det danske vejrlig: Midt under vinterens værste kuldegrader frøs bassen fast og senere har nogle af højttalerne stået under vand. Uden at tage skade.

Gert Sørensen og Wayne Siegel er de første kunstnere, der har arbejdet med udstyret. De er begge utrolig positive og overraskede over, hvor godt det virker. »Jeg var bekymret for to ting: Om anlægget kunne spille kraftigt nok og om softwaren og teknikken ville drille. Men jeg havde ingen grund til bekymring. Alt fungerede perfekt«, fortæller Gert Sørensen. De første tests af anlægget har vist, at det kan spille op til 95 db og dække et frekvensspektrum på 50-20.000 hz. Wayne Siegel peger på den ene ulempe, at de dynamiske udsving let forsvinder. De firhjulede får naturligvis en stor del af skylden.

De unge danske komponister lader sig ikke afskrække. »Siden åbningen er der rigtig mange komponister, der har henvendt sig med deres ideer«, siger projektleder Michael Madsen. »LYD/GALLERI skal i begyndelsen fungere som et laboratorie, en forsøgsstation for komponister og andre, der arbejder med elektroakustisk musik. Og jeg tror vi kan mere, end vi umiddelbart forestiller os.«

Sikken et perspektiv

Det æstetiske perspektiv

Kigger man historisk på disse tre elementer - elektroniske lydværker, bevægelse af lyd i rum, samt kunst uden for kunstinstitutionens rammer - der udgør LYD/GALLERI, tegner der sig en række æstetiske bestræbelser, som i de seneste 20-40 år har været udfoldet af den kunstneriske avantgarde. Ikke alle bestræbelserne forfølger det samme mål, og vil man således forsøge at karakterisere fænomenet LYD/GALLERI, må man erkende, at det er en temmelig kom-pleks størrelse.

Genren, det elektrofoniske værk, er kendt siden muligheden teknisk set var tilstede i begyndelsen af 1950erne. Karlheinz Stockhausen var en af de banebrydende komponister på området. I elektronstudiet i Köln gjorde han sine første erfaringer. György Ligeti sluttede sig til i årene 1957-59 og skabte i 1958 sit første elektrofoniske værk Artikulation, udelukkende ved brug af sinustoner og hvid/farvet støj. Pierre Schaeffer sad i Paris og bearbejdede sine første 'samplinger', der udmøntede sig i musique concréte.

Det interessante aspekt er, at de tre komponister er repræsentanter for forskellige æstetiske projekter, for hvis løsen den elektroniske lyds frem-komst kom til at spille en afgørende rolle. Musique concréte var et sent udviklet musikalsk udtryk for surrealisterne og futuristernes institutionsomvæltende 'objet-trouvé'-fænomen. Stockhausens elektroniske musik imødekom hans bestræbelse på at nedbryde de musikalske parametres hierarki.

Koreograferingen af lyd, den rum-lige dimension, er heller ikke noget nyt fænomen. Stockhausens Gesang der Jünglinge, der blev uropført i Köln i 1956, var et forsøg på at gestalte lydretningen og bevægelsen af klange i rum. Værket var komponeret for 5 højttalergrupper placeret i en ring rundt om tilhørerne. Allerede på dette tidspunkt forestillede Stockhausen sig musik med meget komplekse rumstrukturer, og han lancerede ideen om et kugleformet auditorium, hvor til-hørerne fra en lydpermeabel platform i midten af rummet havde lydkilder på alle sider. Stockhausens vision blev virkeliggjort under Verdensudstillingen i 1970 i Osaka, Japan. Auditoriet blev opført af arkitekten Fritz Bornemann efter anvisninger af Stockhausen og indrettet med 64 højttalere, jævnt fordelt fra gulv til kuppel. Stockhausen var begejstret:

»Im Klang zu sitzen, vom Klang umgeben zu sein, die Bewegungen der Klänge, ihre Geschwindigkeiten und Bewegungsformen verfolgen und erleben zu können, schafft tatsächlich eine vollkommen neue Situation des musikalischen Erlebnisses.«

Stockhausen beskæftiger sig fortsat med rum-musikken. I multi-kompositionen Licht er bevægelsesmønstret for lyden og musikernes placering i rummet totalt udkomponeret. (Se også artikel om Stockhausen andetsteds i dette nummer, red.).

Af hjemlige komponister, der arbejder konkret med rum-musik, kan nævnes elektronmusikveteranen Gunner Møller Pedersen. I Ny Carlsberg Glyptotekets Vinterhave har Gunner Møller Pedersen installeret et permanent lydanlæg bestående af 8 højttalere. Her afvikles hans quadrofoniske værk Lydår, der hver måned skifter karakter. I Gunner Møller Pedersens musik er det spatiale et ligeså vigtigt parameter som klang, rytme og tonehøjde. I Glass Music høres eksempelvis et vinglas blive knust, og samtidig opleves det imaginært, hvordan det splintrede glas suser gennem luften i en cirkelbevægelse rundt om publikum. En sådan rum-musik kræver selvsagt meget stor præcision og kan vanskeligt realiseres med en uforudsigelig faktor som levende musikere! Med computeren som redskab kan komponisten sikre sig fuld kontrol over resultatet.

Eksperimenter med naturen eller det offentlige rum som koncertsted findes der ligeledes danske eksempler på. Wayne Siegels udendørs installation Music for Wind er styret, eller rettere dirigeret af vinden. I stedet for musikere er der opstillet en computer, som interaktivt reagerer på vindens retning og hastighed. Music for Wind er derved - ligesom vinden - en uforudsigelig, foranderlig størrelse. Music for Wind placerer sig inden for den kunstneriske bestræbelse, som Umberto Eco i et berømt essay har kaldt Det åbne værks poetik. Det åbne værk lægger på en konkret og bevidst måde tilfældigheden og det uforudsigelige frem som en kunstnerisk mulighed.

Et andet eksperiment, der bør nævnes, er Karl Aage Rasmussens aktuelle forsøg med at sende lyde gennem vand og udforske vandets lyde. For nyligt udtalte han i et interview »Er der nogensinde nogen, der tænker på at lægge øret til glasset, når de er på besøg i Danmarks Akvarium? I ville opdage, at fiskene siger noget. Prøv det.«

Bevæger man sig som komponist uden for koncertinstitutionen er udfordringen, udover det rent praktiske med installering, tilladelse fra myndigheder, økonomi, vejrforhold etc. etc., at lære stedets særlige lyde og fysionogmi at kende. Kun i et poetisk indlevet samspil med stedets lyde vil et sådant værk lykkes.

Andre perspektiver

De ovennævnte eksempler viser, at der siden 1950erne inden for det musikalske avantgardemiljø sideløbende har været mange forskellige æstetiske projekter. En væsentlig fællesnævner har været erfaringerne gjort med elektronisk frembragt lyd og computeren.

Det enestående ved LYD/GALLERI er, at projektet rummer muligheden for at udfolde disse forskellige bestræbelser. Side om side. Projektet er sim-pelthen summen af disse bestræbelser.

Dette kan være en del af forklaringen på den enorme bruger-interesse.

En anden forklaring kan være, at der i Danmark hidtil ikke har fandtes et spillested eller udstillingssted for den elektroniske musik. Således har både publikum og musikken haft et problem. Den Anden Opera er som institution en gammelkendt størrelse blot med nyt indhold. Måske er der i den unge generation af komponister en vis forståelse for, at hvis Madsen ikke kommer til musikken, så må musikken indimellem komme til Madsen. Der, hvor der de senere år er kommet et nyt publikum er netop ved uden-rums-arrangementer.

Auditoriet i Osaka var kunstnerisk set Stockhausens mest fuldendte akustiske projekt. Det blev hørt og set af 4,5 millioner mennesker. Wayne Siegels Music for Wind har været opført på pladser og i parker i Japan, Frankrig, Norge, USA, Danmark. Popularitetskriteriet for disse projekter er iscenesættelsen. Omend iscenesættelsen i sig selv ikke har været det primære æstetiske mål. Det primære mål har været at inddrage den rumlige dimension som et parameter på linie med de musikalske parametre. Og som sidegevinst tilføjer den musik-ken en auditiv oplevelsesdimension, som virker imødekommende og meget konkret inddrager publikum.

Omvendt giver LYD/GALLERI os tilhørere muligheden for kropsligt at spille med og reagere. Jeg fandt, at den bedste måde at opleve musikken og dens bevægelse på pladsen var ved selv at bevæge mig rundt, være mobil. Energien sendes begge veje.

Det er et svimlende antal mennesker, der hver dag krydser Rådhuspladsen i København, og i forhold til den ny musiks publikumstal bliver det ikke mindre svimlende. LYD/GALLERI har stort set intet gjort for at gøre opmærksom på sig selv over for publikum. Iscenesættelsen er så interessant og placeringen så strategisk, at publikum kommer helt af sig selv. Hvad er succeskriteriet for LYD/GALLERI? Til forskel fra de etablerede kunstinstitutioner er det ikke et spørgsmål om hvor mange - tilskuerantallet vil ikke blive målt - men om hvordan. Hvordan oplevelserne for-midles og hvordan publikum reagerer og responderer.

Offentlighedens ræsonnement af kunstoplevelser finder som regel sted i avisernes kulturspalter. Der er ingen 'rum' i offentligheden for publikums ræsonnement. Midt på pladsen ople-vede jeg dog alligevel sådan et rum. Når man cirkulerer rundt mellem hinanden ude midt på pladsen i en skulptur af lyd, begynder man at tale sammen. Om oplevelsen af komplekse klanglige strukturer. Prøv det.

Det siger sig selv, at landets mest trafikerede sted ikke er det mest eksklusive lytterum. For LYD/GALLERI er byens lyde et faktum, et vilkår. Det er ligefrem en pointe. Og så er det op til komponisterne at finde ud af, hvad der fungerer bedst under disse forhold.

Kunstmusikalske udendørsprojekter søger helt bevidst uden for de rum, hvor vi normalt forventer at høre musik, og uforudsigeligheden er der-med en faktor, et aktiv, som kunstneren må forholde sig til.

Personligt ser jeg LYD/GALLERI som en stor fordel for den ny musik. Jeg ser det som et aktiv for de komponister, der arbejder med lyd. Det er et instrument, som sætter fantasien igang og rummer mange oplevelses-perspektiver: Rådhus-diskotek i sommernatten, udstillingsvindue for det nyeste inden for elektroakustisk avantgardekomposition... fællessang med forstærkning! Forudsigelighed og tilfældighed, nat og dag, sol og regn, stilhed og ekstase, oplevelse og ræsonnement.

Hvilket andet koncertsted kan rumme det?

LYD/GALLERI samarbejder med bl.a. DR, DIEM, ISCM, Musica Nova og Lydlaboratoriet - HUSET.

Program rekvireres ved henvendelse til: LYD/GALLERI, Afviklingsstudiet, Rådhuspladsen. Tlf & fax: 33 12 41 46

Website: http: //teledanmark.dk/copenhagen96/lyd/galleri.html

E-mail: galleri_tusk@dk-online.dk

Michael Madsen er idémanden og lederen bag projekt LYD/GALLERI. Medejer af Galleri Tusk. Studerende, Dramaturgi og kunsthistorie, Århus Universitet.

Litteratur:

Karlheinz Stockhausen, Der Mensch und die Technik, Süddeutschen Zeitung, 12.årg.169. Ausgabe

Umberto Eco, Det åbne værks poetik.

DMTs debat om elektronisk musik i 1990/91

Helle Solvang studerer Musikvidenskab og Moderne kultur og kulturformidling ved Københavns Universitet.