Nye plader

Af
| Årgang 70 (1995-1996) nr. 06 - side 203-205

Nye Stockhausen-indspilninger

Siden Deutsche Grammophons brud med Stockhausen for nogle år siden er der kommet en stadig strøm af cd'er på Stockhausen Verlag. Og såfremt man tager sig sammen til at skaffe dem fra forlaget (hos forhandlerne fås de ikke (de økonomiske vilkår er efter sigende ikke acceptable), hvilket i øvrigt kan give én bange anelser med hensyn til det almene kendskab til Stockhausens musik på længere sigt) - ja, så venter der én store oplevelser. Det musikalske og det tekniske er helt i top; den standard, som nogle af os vil huske fra DG-pladerne, lever nyudgivelserne helt op til.

Ledsagehæfterne er hele bøger med tekniske data, analyser, programnoter, baggrundsartikler, masser af fotos etc., og meget af dette har aldrig før været udgivet. Og så er prisen måske nok uacceptabel for forhandlere, men for os kunder er den generelt lav: 32 DM (ca. 124 kr.) koster de fleste af enkelt-cd'erne. At man kan komme til at give 58 DM (cirka 224 kr.) for de dyreste, lyder til gengæld pebret - indtil man ser, at man får en bog på 128 tæt beskrevne sider, på engelsk eller tysk efter eget valg, med i købet!

Nogle af cd'erne er i forvejen anmeldt i DMT af Anders Beyer (se 1991/92 s. 208, 1992/93 s. 34 og 283 samt 1994/95 s. 173). En anmeldelse af resten her, cd for cd, ville fylde adskillige sider, og så meget har redaktionen forståeligt nok ikke ønsket. Så der bliver tale om mere generelle betragtninger samt om enkelte væsentlige indspilninger:

1. Hvad er udkommet?

I alt: 100 værker, heraf adskillige i flere versioner/indspilninger, på 42 enkelt-cd'er eller kassetter (alt ibe-regnet: 71 cd'er). De strækker sig fra nr. 1 til nr. 45 i cd-kataloget. De uudgivne 'huller' i rækken er nr. 17, som, hvis den hidtidige overensstemmelse med værklisten holder, vil rumme indspilninger fra samlingen Für kommende Zeiten (der er også andre muligheder, se nedenfor), nr. 40, som må blive en indspilning af operaen Dienstag, samt nr. 44, som det ikke er muligt at gætte sig frem til.

2. Hvad mangler endnu?

Ud over Originale, Oben und unten fra Aus den sieben Tagen, og de fleste stykker fra Alphabet für Liege og Herbstmusik, som det på grund af deres specielle musikteater-særpræg kun giver mening at indspille på film, er der tale om følgende værker: Klaverstykkerne I-XI, Plus-Minus, Litanei og Ankunft fra Aus den sieben Tagen, Fresco, Expo, Für kommende Zeiten (undtagen Ceylon), Jubiläum og operaerne Dienstag, Mittwoch, Freitag og Sonntag (heraf er kun Dienstag færdigkomponeret).

Operaerne er i øvrigt et kapitel for sig: Donnerstag, Samstag og Montag er kommet på cd, men kun et udvalg af de separate stykker til koncertbrug fra disse operaer er indspillet, og det vil sandsynligvis være uoverkommeligt (og unødvendigt!) at udgive dem alle; til gengæld er der allerede udkommet dele af de endnu uudgivne.

Bortset fra Plus-Minus fra 1963 (kunne vi dog blot få dette skammeligt oversete værk, som rummer kimen til Stockhausens inddragelse af interpreterne i det kompositoriske arbejde, udgivet snart, gerne i form af Cardew/Rzewski-udgaven fra 1964, min første Stockhausenoplevelse, som jeg har på bånd, og som har tålt mange genhør gennem 32 år!), er det hul i udgivelsesrækken, som mest trænger til at blive fyldt ud, klart nok de første 11 klaverstykker. Hvis det, som synes at have været Stockhausens oprindelige plan, havde været overholdt, skulle de have været blandt de første ti cd'er. Forhåbentlig kommer de senere; deres mikrokosmos, som udgør en afspejling af ikke blot Stockhausens, men i det hele taget musikkens udvikling i 50er-ne, er svært, for ikke at sige umuligt, at undvære, når intentionen er en udgivelse af hans samlede værker.

Når/hvis de kommer, vil jeg per-sonligt håbe, at det bliver Kontarsky-indspilningen fra 60erne, som for tiden fås på Sony S2K 53346, og som for mig at høre klinger med større vægt og autenticitet end både Henck- og Wambach-indspilningerne (på henholdsvis Wergo og Koch-Schwann). Eller måske en nyindspilning med Majella Stockhausen? Et sådant album kunne være nr. 17, hvis dette ikke er optaget af Für kommende Zeiten (eller Plus-Minus?). Men det kunne også tænkes at få et højere tal. Dette leder videre til:

3. Hvilken overordnet plan?

Til at begynde med synes ideen at have været den, at hvert af værkerne skulle udkomme i en og kun en ind-spilning, herigennem udstyret med komponistens blå stempel og egnet som rettesnor for fremtidige opførelser og indspilninger. Således kom Kurzwellen som en af de første udgivelser i kun en indspilning, som fylder en cd (nr. 13) - på trods af, at værket på lp forelå i to indspilninger i et dobbeltalbum, og på trods af, at værket på grund af den ekstreme grad af variabilitet netop lægger op til præsentation af flere versioner: »se, musikere, så forskelligt kan det gøres - brug jeres frihed!«

Man kunne frygte en tilbagekaldelse af friheds-ideen, en indsnævring fra mulige versioner af improvisationsoplæg til en bestemt efterfølgelsesværdig realisering (ikke mindst set i lyset af nogle bemærkninger i ledsage-bogen til Hymnen, se nedenfor). Men Stockhausen synes selv at have indset denne strid mellem intentionerne med værkerne og præsentationen af dem, og heldigvis har han draget den kon-sekvens, som udvider og ikke indsnævrer mulighederne: siden har vi, udover notationsmæssigt fikserede alternative versioner af værker (fx udgaver for fløjte og klarinet af In Freundschaft) fået to indspilninger af Stimmung (et værk, som er mindre variabelt end så mange af de andre, og af hvilket vi lettere end af Kurzwellen kunne have nøjedes med én indspilning!), to af Treffpunkt, to af Abwärts, to af Es (alle tre fra Aus den sieben Tagen), to af Mixtur, to af Trans (de samme to som på DG-lp'en), to af Ylem, tre af Spiral og to af Solo.

De to sidstnævnte værker er inter-essante eksempler på tendensen: Først kom to indspilninger af Spiral i 1994 på cd nr. 15, og et år senere fulgte en ny indspilning på nr. 45. For de første indspilninger (fra 1971) står Peter Eötvös og Harald Boje, begge hørende til den 'gamle' garde af musikere omkring Stockhausen; for den nye står oboisten Cathy Milliken, som har lavet en forrygende spændende version, på en gang klangligt rigere og formalt mere overskuelig end nogen, jeg tidligere har hørt.

På samme cd finder vi de to ind-spilninger af Solo, den ene med Diet-mar Wiesner på fløjte, den anden med Simon Stockhausen på synthesizer. Førstnævnte er præget af samme friskhed som Cathy Millikens, på en gang nyartikulerende og bevarende rødderne tilbage til den rige tradition fra 60erne og 70erne; sidstnævnte giver unægtelig værket en helt ny drejning, som også kendes fra elektro-fonien i operaerne - her er det faderen, som har ladet sig inspirere af sønnen! Forholdet mellem de klangligt rigt nuancerede gestalter og strukturer, vi kender fra Kontakte, Telemusik og Hymnen, og den hårde og blankpolerede halvfemserklang er som mellem Eiffeltårnet eller Pompidoucenteret og Spreckelsens Grande Arche.

Med denne cd er der principielt lukket op for en uendelig række af nytolkninger. Og forhåbentlig smitter det af fra de variable værker på de eksakt noterede: nye og klangligt mere up to date-indspilninger af fx Gruppen für drei Orchester og Mantra ville være velkomne. Og den intuitive musik! Optagelserne af stykkerne fra Aus den sieben Tagen stammer alle fra de første opførelser; nye optagelser med fx de tyske og de danske grupper for intuitiv musik ville vise henholdsvis samme tendens som hos Simon Stockhausen og noget helt tredje, en koncentration bl.a. om traditionelle instrumenters nye klangmuligheder og brudstykker af traditionelle elementer i nye omgivelser. Man må håbe, at Stockhausen vil fortsætte ad denne linje, så hans Gesamtausgabe bliver et museum med plads og inspi-ration til skiftende udstillinger, ikke et monument.

Endelig 4. Bemærkelsesværdige værker og indspilninger

Det lader sig som nævnt slet ikke gøre at gå i detaljer her. Men et par af de hidtil ikke anmeldte cd'er må fremhæves:

Hymnen er kommet i en kassette med fire (nr. 10). De to rummer den kendte version for bånd alene, de andre to en hidtil upubliceret optagelse med solister (den første improvisationsgruppe Stockhausen dannede: Kontarsky, Alings, Gehlhaar, Fritsch, Boje og ham selv) fra 1969. Instrumentklangene administreres på en gang med diskretion og spontaneitet af musikerne, som kun har komponistens mundtlige forskrifter at rette sig efter. Spillet er på en gang frit og målrettet mod en videre projicering af de elektroniske og konkrete klange ud i musikernes intuitive reaktioner på det gestaltrige værk med dets mylder af associationer. Ledsagebogen er på 196 (!) sider og har et væld af informationer, bl.a. lidt verdenshistorie for de nye generationer, som i forbindelse med omtalen af den berømte 'rouge rouge' - sekvens bliver belært om den politiske betydning af farven rød (hvis nogen da skulle være i tvivl). Dette giver indirekte et interessant tilbageblik på Stockhausen selv, som gav sekvensen en fremtrædende plads i værkets begyndelse, og som lod en påkaldelse af 'Pluramon' præge slutningen - et profetisk musikalsk/politisk udsagn anno 1967! At Stockhausens politiske ytringer i musikken - for selvfølgelig findes de, skønt han selv benægter det - både rummer kritik og vision, må siges at være for lidt kendt.

Synd og skam, at Stockhausen, hvad selve båndet til Hymnen angår, har forladt ideen om den levende udstilling til fordel for det uforanderlige monument: ifølge ledsagebogen har han tilbagetrukket retten til at anvende brudstykker af værket i forskellige sammenhænge! Det er sandsynligvis grunden til, at vi ikke har fået (og nok desværre heller ikke får) en genudgivelse af Globokars Solo-indspilning med Deutschland über alles/Horst Wessel-sekvensen fra Hymnen som ledsager til Solo med al den dialektik og dybderigdom, som denne sammenstilling rummer.

Men der er heldigvis mange visio-ner tilbage: af musikalsk sanseudvidelse, nyskabelse og selvstændiggørelse af musikerne til med-komponister i Aus den sieben Tagen (7 cd'er!) (nr. 14), fremragende eksemplificeret i indspilningerne, hvor Stockhausen selv optræder som kreativ musiker på lige fod med andre (den utrættelige pedant møder vi kun ved indstudering af eksakt noterede værker!).

Og der er visioner af håbet, som besejrer tilintetgørelsen, en Ernst Bloch'sk vision, som klinger i værker som Gesang der Jünglinge (nr. 3), Gruppen (nr. 5), Telemusik (nr. 9), Donnerstag (nr. 30) og Montag (nr. 36) - den stadige kritik af patentløsninger og viljen til at se frem, som viser sig i de anti-finale satsslutninger, udsagnenes åbenhed og fokuseringen på den dynamiske enhed af fortid, nutid og fremtid, hvad enten det gør sig gæl-dende som kristent tros-udsagn (Gesang), som vidnesbyrd om alment-menneskelig samvittighed (Telemusik), som metafysisk ironi i selve den musikalske sammenhæng (Gruppen) eller som operaernes mytologisk-dramatiske billeder. Og, ganske enkelt, af musikalsk nyskabelse og vedholdende vilje til gestaltning og videregivelse, som gennemtrænger udgivelsen fra først til sidst, og som vi her har en enestående chance for at møde.

Jeg har lyttet de hidtil udgivne cd'er i serien igennem fra begyndelse til slutning - hvad det dog giver af indsigt i 46 års musikhistorie og den almene mentale og materielle udvikling i efterkrigstiden, af dyb glæde over den menneskelige fantasi og dens muligheder, når den forenes med musikalsk vilje og kunnen - og frem for alt: af umiddelbare musikalske oplevelser! Og af indblik i den vedholdende sammenhæng i Stockhausens udvikling - her er ikke blot stilmæssig, satsteknisk og udførelsesmæssig mangfoldighed, men samtidig et for-bløffende enhedspræg, farvet af etisk/religiøs konsekvens.

Såfremt alle cd'erne er for stor en mundfuld, bør man i hvert fald ikke snyde sig selv for de ovennævnte. Men vel heller ikke for de første to, som fra Chöre für Doris til Kreuzspiel viser Stockhausens musikalske rødder: Hindemith, Bartok, Schönberg, Messiaen. Og jazz! Slet ikke for ind-spilningerne af Kontakte (nr. 6) og Mixtur (nr. 8), som klinger med sam-me friskhed som for en menneskealder siden. Absolut ikke for solist-cd'erne med Suzanne Stephens (klarinet) (nr. 32), Kathinka Pasveer (fløjte) (nr. 28) og Markus Stockhausen (trompet) (nr. 43), som viser, hvordan man kan leve sig ind i ny musik med glæde og overskud og fabelagtig kunnen. Og heller ikke for en af pølsens rosiner: de to cd'er (nr. 39) med trompet-, fløjte- og klarinetkoncerter af Haydn og Mozart, dirigeret og forsynet med kadencer af Stockhausen og udført af Radio-Symphonie-Orchester Berlin og de nævnte tre solister. Her bliver klassikere ført ind i et nyt lys, ikke et fremmedgørende, men det stik modsatte: Et klarere vidnesbyrd om tradi-tionens berettigelse, når vi forholder os både loyalt og kreativt til den, kan vanskeligt tænkes. Og Stockhausen kommer her klarere end noget andet sted til at ligge i forlængelse af Schönberg og Stravinsky, som jo selv turde forholde sig kreativt til klassikerne.

PS. A propos frygten for manglende kendskab, som jeg omtalte i begyndelsen: da jeg for nogle uger siden havde holdt et foredrag i en pensionisthøjskole om Musik i middelalderen og i vor tid med eksempler fra værker af bl.a. Perotin, Machaut, Ockeghem, Ligeti, Górecki, Bergstrøm-Nielsen og mig selv, hørte jeg senere, at flere af de ca. 100 tilhørere bagefter fortørnet havde spurgt: »Hvorfor hørte vi ikke noget af Stockhausen?!« Det kan man da kalde konstruktiv kritik - lad den stå som en påmindelse til koncertarrangører og cd-udgivere!

Compact discs med Stockhausens musik fås således: Man skriver til: STOCKHAUSEN-VERLAG, Kettenberg 15, D-51515 Kürten, Tyskland (ingen telefon(!)). Man modtager så en bestillingsseddel og betaler det bestilte forud på postanvisning (girokonto haves ikke (!)). Leveringstiden er 10-20 dage.