Nye plader

Af
| Årgang 70 (1995-1996) nr. 06 - side 208-211

György Ligeti: Six Etudes, Aribert Reimann: Spektren, Isang Yun: Inter-ludium A og Morton Feldman: Palais de mari. Jeffrey Burns (klaver). Academy ACA 8505-2.

Jeffrey Burns plays Frank Zappa. Frank Zappa: Ruth is sleeping. Jeffrey Burns (klaver). POOL Music Produktion 76013.

Der er sket ting og sager med niveauet for klavervirtuoseri siden Liszts og Thalbergs dage. Vil man have dokumentation for påstanden, behøver man bare lytte til den amerikanske pianist Jeffrey Burns.

Liszt skrev selv de avantgardeværker, han førte sig frem med. Burns overlader det kompositoriske skaberarbejde til samtidskomponisterne, jf. tidsånden - omend han iflg. pressematerialet ofte ender med også at have medindflydelse på kompositionsprocessen. Han er tilsyneladende en af de kunstnere, der i kraft af lige dele entusiasme og teknisk overskud er i stand til at inspirere sine komponerende kollegaer til at flytte tekniske grænser i musikken. Og her kan Liszt ikke længere være med.

På en nøgternt lysegrå cd spiller Burns Ligetis Six Etudes. Først og fremmest. Andre værker, der heller ikke holder sig tilbage, hvad angår klavertekniske krav, er Reimanns og Yuns, mens Feldmans sidste klaverkomposition, den meditativt indadvendte, ca. tyve minutter lange Palais de mari, går egne helt andre veje.

Cd'en med Jeffrey Burns er udgi-vet på Akademie der Künste Berlins plademærke Academy, indstiftet med det primære formål at udgive kompositioner, der har været spillet ved akademiets koncerter. Plademærkets katalog føjer sig efter, hvad der kom-poneres af komponister med tilknytning til akademiets musikafdeling. (For yderligere information om Acade-mys udgivelser, kontakt Pool Musikvertrieb Gmb H, Gustav-Meyer-Allee 25, 13355 Berlin, att. Peter Schimmelpfennig, red.).

På en mere spraglet, gul/orange cd af bare 9 minutter og 45 sekunders varighed lader Burns sig høre i cross-over kunstneren og provokatøren Frank Zappas Ruth is sleeping, urop-ført af Burns i 1992. En rummelig, statisk-impressionistisk klangkomposition bygget op omkring store septimer med udbrud af mere bevægelig karakter. Det er velklingende og afslappende musik at lytte til, der ligesom Ligeti lader Burns vise sine særlige evner til at løse opgaver i indviklet rytmik og andre klavertekniske hurdler for viderekomne.

Axel Borup-Jørgensen: Sommasvit op. 24, Nordisk Sommerpastorale op. 51, Musical Autumnalis op. 80 og Marin op. 60. Radiosymfoniorkestret og Leif Segerstam (dirigent), Frode Stengaard (klaver), Knud-Erik Kengen (el-orgel). Dacapo DCCD 8.224030.

Det er måske ikke orkestermusikken, der fylder mest i Axel Borup-Jørgensens produktion, men når man hører værkerne på cd, tegner de et meget, meget spændende billede. Ja faktisk fire billeder, for hvert orkesterværk er at ligne med et impressionistisk maleri.

Borup-Jørgensens distinkt personlige orkesterstil er stemningsmalende, lyrisk, med vægten lagt på formidlingen af naturindtryk gennem den sub-tile udnyttelse af en helt ekstremt nuanceret klangpalet.

Axel Borup-Jørgensen ejer en evne til med ganske få strøg at formidle en stemning - altså ikke så meget selve genstanden som oplevelsen af den i en given situation. Som hos Monet. Få omhyggeligt valgte, adskilte strøg, der føjer sig sammen i beskuerens øje - eller øre, som det jo må blive. I Sommasvit for strygeorkester (1957) er der straks højt til loftet over den svenske friluftsoplevelse Morgon: Svalön; og det skønt hele naturens store rum og disen over klippeøen blot lige netop er antydet med et par adskilte pizzicatti, en flageolettone og så bassernes bundfigur.

Men det lyse, lyriske har en kontra-vægt. Lige så ofte som musikken er lys og diset-diffus, kan den være overvældende mørk og ekspresiv, fx i hovedværket for stort orkester, Marin (1963-70). En slags symfonisk digt, der i sin klangligt avancerede afbildning af havets mangfoldige tilstandsformer opdaterer Debussys La Mer fra århun-dredets spæde begyndelse. Her er der bevægelse i musikken, både handlingsmæssigt og konkret i den fyldige orkestersats.

Men ofte læner Borup-Jørgensens orkestermusik sig op ad stilheden. Typisk ender kompositionerne ved, at de simpelthen tynder ud, fordamper. Til sidst er der mere stilhed end lyd - og så er det slut. Dog, selv i det sarteste pianissimo har hans musik det særlige, spændingsladede, der gør, at de stati-ske kompositioner bærer igennem. Akkorder og figurer står nok stille - melodi er der praktisk taget intet af, inspirationen fra centraleuropæisk modernisme fornægter sig ikke - men de vibrerer samtidig af intens energi.

De rumlige virkninger, som er af stor betydning for Axel Borup-Jørgensens sonore orkestermusik, står flot på den DR-producerede cd, der rettidigt afløser live-indspilningen med Radiosymfonikerne og Blomstedt på lp fra 1976 (Paula 15). Leif Segerstam holder kompetent sammen på de vanskelige partiturer, der tegner enestående naturbilleder af klang, enten de så er lyst lyriske som i Nor-disk Sommerpastorale (1964) eller dystert mørke, på vej mod vinter som i cd'ens nyeste orkesteropus, Musica Autumnalis for symfonisk blæserbesætning, slagtøj og el-orgel (1977). Dertil har han formået at få det til tider ligefrem saftigt ekspressive frem i Borup-Jørgensens musik, der alt i alt gives en meget fin præsentation på dette nye cd-udspil fra dacapo.

Vagn Holmboe: Strygekvartetter vol. II; nr. 2, 5 og 6. Kontra Kvartetten. Dacapo DCCD 8.224026.

Folkemusikinspirationen fra Balkan er ikke til at tage fejl af i Vagn Holmboes 2. strygekvartet. På en nyudgivet cd finder man den sammen med kvartetterne nr. 5 og 6 som repræsentanter for den tidlige ende af Holmboes omfattende kvartetproduktion (20 i alt), indspillet af Kontra Kvartetten, der tidligere har indspillet Holmboes 1., 3. og 4. kvartet på dacapo (DCCD 9203).

Strygekvartetgenren passer som fod i hose til Holmboes klare og dyna-miske stil, og det mærkes på Kontra Kvartettens spil, hvordan disse kom-positioner helt ubesværet føjer besætningens klassiske karakteristika.

Disse tidlige Holmboe-kvartetter har intet til fælles med de anderledes avancerede tekniske krav, fx Bent Sørensens strygekvartetter stiller til udøverne i komponistens søgen efter det ekstremes særlige udtryksstyrke. Holmboes kvartetter er af en helt anden skuffe. De repræsenterer en organisk fortsættelse af traditionen fra Beethoven over Bartók - og ligesom forgængernes er de uforligneligt velskrevne. Musikken synes at besidde en klassisk uopslidelighed i kraft af sin iboende balance mellem rytmiske og lyriske stræk, udadvendthed og indadvendthed, dionysisk og appollinsk - ny, klassisk musik for en gammel, klassisk ensembletype i mønstergyldig udførelse af Kontra Kvartetten.

Poul Schierbeck: Sange. Henriette Bonde-Hansen (sopran) og Christen Stubbe Teglbjærg (klaver). Dacapo DCCD 8.224017.

IDanmark er jeg født indleder en cd med sange af den oversete lyriker Poul Schierbeck. Kendte og mestendels mindre eller slet ikke kendte sange følger i buketter af samle-opus fra perioden 1912-38.

Kendt og elsket er Det er i Dag et Vejr med tekst af Ludvig Holstein, der her erfarer smuk oprejsning efter Kim Larsens skamfering, mens Schierbecks bud på en tonsætning af Blichers Sig nærmer Tiden er et forfriskende ubrugt alternativ til Oluf Rings vel-kendte, højskolekanoniserede version.

Mestendels er Schierbecks sange lyrisk-lette i tonen, en sjælden gang ligefrem pjankede - med Verdugo es mi pensamiento (min tanke er en bøddel) fra Fem Sange op. 2 som et overraskende, dødsangst indskud midt imellem en vuggevise og en italiensk barcarole. For sig står også de fire sidste sange af cyklen Nakjælen, der i kraft af deres længde og liedmæssige ligeberettigelse af sang- og klaverstemme i et dramatisk-episk forløb overskrider grænserne for de øvrige, strofiske miniaturer. Også her får det lyriske dog det sidste ord.

Henriette Bonde-Hansen er en pragtfuld sopran, hvis stemme blander smeltende sødmefuldhed med en naturlig lethed i foredraget. Sangene fra Schierbecks skattekiste fremdrager hun med perlende overskud og en indlevelse i teksterne, der fremhæver uden at overdrive. Sammen med Christen Stubbe Teglbjærg som diskret akkompagnatør ved klaveret - der dog hæver sig til pianistisk-dramatiske højder, når det kræves - har hun lavet en fin cd, der smukt præsenterer Schierbecks sange.

Danish Piano Miniatures. Klaverstykker af diverse danske komponister. Erik Fessel (klaver). Danacord DACOCD 434-435.

På Danacord har pianisten Erik Fessel udgivet en svingende fuld dobbelt-cd med lutter bagateller - for nu at bruge én af de mange betegnelser, der er del af fænomenet 'småstykker for klaver' i traditionen fra roman-tikken og frem.

Det er en velspillet antologi over dansk klavermusik i den lille form fra 1800-tallet frem til 1950, sådan rundt regnet. Friske, uforblommede fortolkninger af komponister som J.P.E. Hartmann, Gade, Horneman, Glass, Ludvig Schytte, Knudåge Riisager, Svend Erik Tarp, Jørgen Jersild, Niels Viggo Bentzon, Vagn Holmboe og Svend S. Schultz.

Både Niels W. Gade og hans elev Louis Glass er repræsenteret med 'skitser' af lyrisk tilsnit, for Gades vedkommende med helt utvetydig inspiration fra Schumann, mens Hornemann nøgternt har betitlet sine mere saftigt svulmende bidrag til genren 'stykker'. Ikke al musikken på denne dobbelt-cd er måske lige minde-værdig ud fra en ren værkkritisk betragtning, men meget er af andre årsager fint at få indspillet på cd. Fx er det da interessant at høre Ludvig Schyttes Nattergalen, en af flere musikalske illustrationer fra komponistens hånd til eventyr af H.C. Andersen og ganske billeddannende.

Mens cd 1 holder sig til romantikken, byder cd 2 på småstykker af nyere dato. Mestendels lette og luftige i mellemkrigstidens køligt følelsesdistancerende tradition. Det er ærgerligt, at denne del af dobbelt-udgivelsen, der som cd'ens eneste store værk for resten også rummer Kuhlaus klart Beethoven-inspirerede klaversonate i Es-dur op. 127, er endda helt urimeligt dårligt produceret i forhold til cd 1 med dump klaverklang i et både skævt fokuseret og støjfyldt lydbillede. De to cd'er har m.a.o. højst forskellig standard, omend ikke i Fessels habile spil, der hele vejen igennem præges af en afslappet opmærksomhed mod musikken.

Contemporary Danish Music by Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Tage Nielsen. Hanne Stavad (alt), Rosalind Bevan (klaver), Morten Zeuthen (cello) og Toke Lund Christiansen (fløjte). Danacord DACOCD 438.

Monteverdi, Mozart, Schubert, Brahms, Per Nørgård, Gustav Mahler - A Recital. Hanne Stavad (alt), Tove Lønskov (klaver) og Jens E. Christensen (orgel). Danacord DACOCD 439.

Også på Danacord er udkommet to cd'er med altsangeren Hanne Stavad i nye og klassiske værker. Den ene er en jubilæums-cd til markering af 25-året for Hanne Stavads debutkoncert i Odd Fellow Palæet. Pladen er indspillet i forlængelse af en til-svarende jubilæumskoncert på Kon-servatoriet og indeholder et traditionelt liedprogram med vægten lagt på romantiske lieder af Schubert, Brahms og Mahler, der synges med trænet overblik, kompetent akkompagneret af Tove Lønskov.

Sammen med denne Jubilæumsudgivelse er der udkommet endnu en Hanne Stavad-cd, som opsummerer værker fra Stavads ny musik-repertoire, sådan som hun ifølge booklettens noter har præsenteret det ved koncertoptrædender gennem årene. Per Nørgård står her centralt, omgivet af Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Tage Nielsen.

I Nørgårds 2 recitativer op. 16 (1956) præges Morten Zeuthens ekspressive cellostemme af tonalitetens tyngdekraft, vævende sig omkring en mørk sangstemme, der ligefrem suger kraften ud af Per Lagerkvists stemningsmættede digtstrofer. 3 Magdalene-sange, der til overflod fin-des indspillet på begge de nyudgivne cd'er, arbejder på enkle præmisser med at udfylde drømmeskalaen fra længsel til opfyldelse.

Her findes en befriende kreativ indstilling til tekst-forlægget indbefattende arbejdet med dets rent fone-tiske kvaliteter, som det tilsvarende findes i L'amour la poésie til tre tekster af Paul Eluard (1967). Her er det interessante, hvorledes nye per-ceptionsfænomener opstår så at sige oven i sang- og fløjtestemmens tostemmighed og ofte stjæler opmærksomheden.

Afrundende har Hanne Stavad og pianisten Rosalind Bevan indspillet Pelle Gudmundsen-Holmgreens godt et kvarter lange Songs Without. Det er ligefrem ubehagelig musik, der til sangstemmens tekster føjer et psykodrama af en klaverstemme. Selvdementerende, nærmest psyopatisk i sin konstante, katastrofale labilitet, på kanten af mord og fortræd mod tekst-ernes elskende unge og det uskyldige barn. Og det går galt til sidst, nemlig i Becketts afsluttende I want my love to die. Sært dulmende derefter at høre Tage Nielsens to franske kærlighedssange komponeret bare seks år tid-ligere, i 1970, som afslutning på cd'en.

Sofia Gubaidulina: Light and Shadow, Detto I og Henryk Górecki: O, Domina Nostra, Kantata. Jens E. Christensen (orgel), Anne-Lise Berntsen (sopran), Sarah Gaston, Jesper Korneliusen, Jesper Lorck, Thomas Widlund og Bent Lylloff (slagtøj). Kontrapunkt 32223.

The Treasure of Faith. Hymns by Hans Adolph Brorson (1694-1764). Aage Haugland (bas) og Jens E. Christensen (orgel). Kontrapunkt 32214.

Organisten Jens E. Christensen medvirker faktisk, som den opmærksomme mellemrubriklæser vil have bemærket, på Hanne Stavads ovenfor omtalte jubilæums-cd. Her indskrænker hans optræden sig imidlertid til ca. fem minutters uddrag fra Monteverdis Orfeo i Bent Lorentzens bearbejdelse fra Ebeltoftfestivalen i 1992.

Det skal dog ikke forlede nogen til at tro, Frelserkirkens organist ikke lader sig høre noget videre på cd for tiden. Tværtimod kan han høres på hele to cd'er fra Kontrapunkt, hvoraf igen én bringer Lorentzens evne som begavet bearbejder for dagen, nemlig en cd med 14 Brorsontekster i forskellige udsættelser, foruden af Lorentzen bl.a. af Andy Sundstrøm og Svend Skipper, og med Aage Haugland som den godt sete solist.

På sin seneste pladeudgivelse spiller Jens E. Christensen musik af Górecki, O, Domina Nostra fra første halvdel af 1980erne og Kantata fra 1968. Begge værker arbejder med sammenstillingen af sektioner eller blokke til længere musikalske forløb. I O, Domina Nostra for sopran og orgel er der tale om en næsten halv-time lang, kontemplativt enkel molsats med udstrakt anvendelse af orgelpunktvirkning, til tider som eneste spændingsgivende faktor i musikken qua modsætning til manualernes akkorder, der går deres egne veje i forhold til orgelpunktets fikserede, implicitte tonalitet.

Langt om længe føjer den norske Anne-Lise Berntsens dramatiske sopran sig til, og hen mod forløbets midte sættes kontemplativiteten i relief af det storladent jublende. Góreckis Kantata op. 26 er et ældre værk fra tiden, hvor den polske kom-ponist endnu havde spor af modernisme i sin musik. Her arbejdes der anderledes krast med modstillinger af dissonerende, rytmiserede klangblokke uden præg af senere værkers melodiøsitet.

Mere glæde har jeg imidlertid haft af at lytte til cd'ens indspilninger af Sofia Gubaidulinas Light and Shadow (1977) og Detto I (1969). Det første stykke, Light and Shadow, kræver Jens E. Christensens fingerfærdighed i lyst perlende forløb på det ene manual, mens den anden hånd på det andet manual frembringer skyggefulde clusterklange. Det er stærk musik, på en gang orgel-idiomatisk og meget udtryksfuldt på abstrakt programmatiske præmisser. Alle de voksende Skygger væver sig sammen til én, som der står hos J.P Jacobsen. Og efter de store udladninger undervejs ender stykket med, at ekstremerne fortættes til det uhørlige.

Detto I viser stor kompositorisk begavelse i sin idiomatiske og nytænkende sammen- og modstilling af orgel og div. slagtøj, og på en eller anden måde trænger det gamle begreb om absolut musik sig på. Det er 'tönend bewegte Formen' i ordets bedste forstand og dertil mesterligt udført af Jens E. Christensen og de fire konservatorie-slagtøjsstuderende medsamt deres lærer, som tilsammen kalder sig D.R.A.P. (Danish Royal Academy Percussion). Alt i alt en meget flot ny orgel-cd, der hermed sætter punktum for denne måneds rundtur i pladeafdelingen.