Replik i debatten om Ars Nova

Af
| Årgang 70 (1995-1996) nr. 06 - side 215-216

I DMT nr. 5 skrev Bo Holten (BH) og Ivan Hansen om Ars Nova og den nys overståede konflikt og om, hvordan denne konflikt er blevet oplevet af henholdsvis den kunstneriske leder og vokalgruppens sangere. Vi havde egentlig håbet, at dette skulle blive afslutningen på konfliktens efterliv i pressen, og at de to artikler (i overensstemmelse med oplægget fra DMTs redaktør) tilsammen kunne have tjent andre som en konstruktiv advarsel mod nogle af de problemer, som kan opstå i kunstneriske grupper. Da BHs indlæg imidlertid er ét langt angreb på os som personer og i særdeleshed fuldstændig frakender os dømmekraft og ærlige hensigter undervejs i kon-flikten, føler vi os meget mod vores vilje nødsaget til at reagere. For ikke at trække unødige veksler på læsernes tålmodighed, vil vi dog i det store og hele begrænse os til overordnede kommentarer og herudover kun kommentere nogle få af de værste beskyldninger.

1) Det helt centrale punkt i konflikten var: Kunne Vokalgruppen Ars Nova leve med BH som kunstnerisk leder. Det svar, vi i juni 1995 nåede frem til, var, at det kunne vi ikke. Vi ville med glæde have accepteret BH som chef-dirigent, som fast medlem af foreningen, som medlem af det kunstneriske udvalg med dobbelt så stor vægt som de øvrige medlemmer - men ikke i den rolle som enerådende kunstnerisk leder, som han i de seneste år af for-skellige grunde var havnet i. Grunden var, at BH efter vores bedste vurdering ikke længere evnede at skille sine private ambitioner (som dirigent, som arrangør og som komponist) fra rollen som kunstnerisk leder for Ars Nova.

Dette havde især (men langt fra udelukkende) haft alvorlige konsekvenser for varetagelsen af gruppens forpligtelser på den ny musiks område. I årene 1994 og 1995 bestilte Ars Nova v/BH således hos danske komponister 0 (nul) værker til uropførelse, ligesom BH i samme periode med en enkelt undtagelse afviste alle udefra kommende forespørgsler om projekter, som omfattede uropførelser af danske komponister. Han aflyste også i 11. time vores optræden med Berios Sinfonia under Okku Kamus ledelse, selvom projektet var planlagt helt tilbage i sommeren 1995. Til gengæld var der gang i butikken, når det drejede sig om opførelser og uropførelser af BH. I 1995 har Ars Nova næppe sunget én a capella-koncert uden at have kompositioner/arrangementer af BH på programmet.

At vores statistik ikke er tilfældig fremgår med al ønskelig tydelighed, når BH bl.a. i DMT lægger kraftig afstand til avantgarden og nu sågar lufter det bizarre synspunkt, at tiden er til kvalitet - ikke til uropførelser!

2) Men kunne man da ikke have talt om det? Kunne man ikke have sat sig ned og diskuteret disse problemer som voksne mennesker? Var det virkelig nødvendigt at udarbejde et nyt sæt vedtægter uden at inddrage BH? Ja, det var det desværre. Når det gælder hans eget arbejde, har BH nemlig ikke plads til tvivl, og han mener angiveligt, at arbejdet i Ars Nova før juni 1995 på alle væsentlige punkter fun-gerede fortræffeligt.

Med sin forbløffende evne til at ignorere problemer indtil tre minutter over tolv (hvor andre plejer at have løst dem for ham), havde han således i mange måneder forud for vores gene-ralforsamlings-indkaldelse demonstrativt ignoreret en stadigt stigende utilfredshed med hensyn til hans måde at forvalte Ars Nova på - en utilfredshed som løbende var blevet tilkendegivet af vokalgruppens san-gere, når anledningerne var til det, og som det i øvrigt ikke krævede særskilt veludviklede antenner at fornemme, når vi var samlet under prøverne.

Når BH nu kan tale om 'kup' og om, at sangerne "selv har startet konflikten', er det derfor blot et ud-tryk for, at det centrale problem for ham fra først til sidst vedblev at være, at konflikten overhovedet var opstået. Den blev kort sagt for ham aldrig andet end en irriterende afbrydelse i det arbejde, som han til sin dødsdag vil hævde, at han udførte på strålende vis.

Årsagen til, at forhandlingerne straks gik i hårdknude, var således ikke, som BH hævder, at vi ønskede at gøre ham til en 'marionet' (efter hans første reaktion prøvede vi fx at komme ham i møde med et tilbud om veto i det kunstneriske udvalg), men det forhold at han selv igennem hele forløbet nægtede at anerkende noget som helst andet end den fulde kunstneriske magt. Selv skriver han i

DMT:

»Jeg har været urokkelig på ét punkt [...] den kunstneriske leder skal have det sidste ord i kunstneriske spørgsmål'. Dette var præcis, hvad vi ikke kunne acceptere, og Per Nørgård ramte uden tvivl plet, da han - uden at udpege hverken helte eller skurke - nøgternt konstaterede, at et kompromis mellem disse to positioner var principielt umuligt.

3) At det i det hele taget ikke er nogen nem opgave at forhandle med BH kan ikke godtgøres meget tydeligere end ved at parafrasere hans egen opfattelse af konflikten, som den kom til udtryk i sidste nummer af DMT.

Mens BH under påberåbelse af 'demokratiske' dyder og rådgivet af 'professionelle', 'uhørt kompetente', 'højt kvalificerede', 'ualmindeligt kompetente' 'specialister' ville have 'helprofessionelle folk på alle poster', så Ars Nova kunne fortsætte den 'stadigt stigende kunstneriske kurve', som havde været resultatet af hans kunstneriske ledelse - og som senest mundede ud i 'mit statsensembletilbud' - har nogle 'idiotiske', 'dybt amatør-agtige', 'naive', 'tankeløse', 'skamløse' 'administrative amatører' med 'ufattelig mangel på dømmekraft', 'dårlig situationsbedømmelse' og 'manglende realitetssans' 'startet konflikten' med et 'lumpent' 'kupforsøg' og sidenhen 'afbrudt forhandlingerne' med det ene formål at gennemføre deres egne 'funktions-uduelige vedtægter'. Selvom dette 'kollektive hybris' til en vis grad skyldes, at de har været udsat for 'hård disciplinering', 'gruppetryk' og 'demagogiske kunststykker', vidner det om en 'selv-godhed' og trang til 'selvhævdelse', som i praksis er ensbetydende med 'kunstnerisk selvmord'. - Værs'go og spis!

Grundholdningen er tydeligvis, at sangere (i forhold til denne verdens kunstneriske ledere, professionelle administratorer m.v.) mentalt set er som børn og i hvert fald ikke kan tages alvorligt som noget som helst andet end netop som sangere - og da slet ikke som tænkende mennesker.

BH går dog med både livrem og seler og konstruerer tillige - med allusioner til imperialt sammenbrud (Ars Novas nedgang og fald) og under henvisning til den 'folkeforførelse', som han angiveligt ser sig som offer for - en veritabel dolkestødslegende ('Jeg følte det som en dolkning i ryggen', Politiken den 26.1), komplet med sig selv i rollen som Ludendorff.

4) Vi må konkret fuldstændig afvise anklagerne om, at vi skulle have afbrudt forhandlingerne. Forløbet var tværtimod, at vi forud for forhandlingsmøderne i november/december havde givet BH tilsagn om, at han på gruppens regning kunne hyre en advokat til at repræsentere sig i forhandlingerne. Dette gjorde han, og der blev afholdt et antal møder mellem denne advokat (Hans Christoffersen) og vores talsmand, Dansk Korforbunds formand Ejvind Callesen.

Omkring midten af december stod det imidlertid klart, at ingen af par-terne var til sinds at give sig på de centrale stridspunkter. Hertil kom, at Hans Christoffersen, som allerede i starten af forløbet havde anlagt en irriterende manipulatorisk stil (han citerede fx Ejvind Callesen for tilsagn, han ikke havde givet; undlod at indføre aftalte rettelser etc.), efterhånden også åbenlyst optrådte som Bos juridiske rådgiver over for resten af gruppen og ikke bare som hans repræ-sentant i forhandlingerne, således som det var aftalt.

På denne baggrund opsagde vi den 16/12 vores tilsagn om at lade gruppen betale for Hans Christoffersens ydel-ser, men holdt udtrykkeligt en dør åben for mulige fremtidige forhandlinger. At korrespondancen fra dette forløb ikke kom med i den aktsamling, som udleveredes til pressen var selv-sagt ikke bevidst fra vores side men en beklagelig fejl. (Alle forsøg på at være selektiv i denne henseende ville selvfølgelig være at skyde sig selv i foden).

Det er herudover magtpåliggende for os at fastslå, at vi løbende gennem forhandlingsforløbet holdt møder med Ejvind Callesen, for hvis hjælp vi er meget taknemmelige, og at alle udspil - hvad enten de udgik fra Ejvind eller fra os (og uanset BHs postulater om det modsatte) - selvfølgelig på forhånd var gennemdrøftet mellem ham og os.

5) BH gør meget ud af at fremstille os som fagforeningsfixerede og kun interesserede i penge og rettigheder. Heroverfor vil vi blot fastslå, at time-lønnen i Ars Nova med sangernes fulde accept altid har været væsentligt lavere end fx i Radiokoret, og at Ars Novas sangere (i modsætning til BH) igennem alle årene har ladet alle deres indtægter fra Gramex gå i for-eningens kasse. Denne solidaritet med gruppen er den væsentlige baggrund for, at der idag er økonomisk reserve, som gør det muligt at planlægge mere end et par måneder frem i tiden.

Konklusion: Selvfølgelig er det beklageligt, at et mangeårigt samarbejde med BH nu er slut. Vores holdning var og er dog, at det ville være endnu mere beklageligt, hvis det arbejde, som blev udført i Ars Novas første år skulle nullificeres af en kunstnerisk leder, hvis musikalske og karrieremæssige ambitioner har ført ham langt væk fra det, som var og stadig bør være Ars Novas idé, og hvis enga-gement i gruppens liv i de senere år ikke tilnærmelsesvis har stået i forhold til den position, han havde udtænkt til sig selv. Dette - og ikke de seneste otte måneders mange breve og endnu flere møder - er konfliktens essens og grunden til, at der i sidste ende ikke var andre muligheder end at opsige samarbejdet med BH.

Til slut en bemærkning til redaktøren:

Når Anders Beyer på lederplads i DMT tillader sig at mene, at det centrale problem i konflikten i Ars Nova var, at sangere sjældent er gode til at lede og administrere, gør han sig skyldig i en besynderlig skævvridning af perspektivet. For det første dokumenterer de første mange år af Ars Novas historie, at sangere faktisk kan være overordentlig gode og meget entusiastiske administratorer. For det andet blev konflikten som nævnt primært grundlagt på en uenighed om Ars Novas kunstneriske linie, ligesom forhandlingerne i sidste ende strandede på dette punkt og ikke på spørgs-mål om administration.

Herudover kan vi oplyse, at Vokal-gruppen Ars Nova, når dette læses, har valgt en ny bestyrelse og nedsat et kunstnerisk udvalg. Anerkendte danske dirigenter har uopfordret erklæret sig interesserede i at samarbejde med os, og der er allerede planlagt repertoireinitiativer for den nærmeste fremtid. Herudover pågår der forhandlinger om flere interessante projekter for den kommende sæson, ligesom der er konkrete planer om pladeoptagelser af ny dansk og udenlandsk musik. Senest har Ars Nova bl.a. optrådt ved Composers Biennale, hvor vi sammen med Athelas Ensemblet og Flemming Windekilde opførte Pelle Gudmundsen-Holmgreens Je ne me tairai jamais, jamais.

De rygter om Ars Novas død, som Anders Beyer og andre så ukritisk bringer videre er altså stærkt overdrevne.

Med venlig hilsen

Vokalgruppen Ars Nova