Stockhausen igen igen

Dette år, der allerede på nuværende tidspunkt har velsignet København med de mest forskelligartede musikalske eventyr, bringer også en af den nyere musikhistories myter - den tyske komponist Karlheinz Stockhausen - til bys. Det sørger Danmarks Radio for med en 11 dage lang Stockhausen-festival, der vil ligge som et af efterårets ny-musik tyngdepunkter i perioden 24. september til 4. oktober.

Den Stockhausen som København vil møde til efteråret bliver operakomponisten Stockhausen - efter behag den sene eller den netop-nu-arbejdende Stockhausen; programmet fremviser en rig repræsentation af 'Licht-musik', altså musik fra Stockhausens endnu ikke fuld-endte opus magnum, den syv opera-er store cyklus Licht. Stockhausen laver operaer i ordets egentlige be-tydning - som samlinger af værker; samlinger af opus'er. Delene - de enkelte led i Stockhausens operaer - er på den måde altid tænkt som helstøbte værker i sig selv - og som sådan lader de sig vel at mærke og-så realisere - samtidig med at deres plads i den store Licht-arkitektur står fuldstændigt klart. Sådanne dele fra operaerne, fylder langt størstedelen af festivalens program.

Festivalen tegner altså et billede af Stockhausen, som han er her og nu, med bl.a. import af Leipzig-operaens uropførelse af Freitag aus Licht ganske frisk fra fad, 14 dage efter den tyske premiere. Og det er ikke noget dumt perspektiv at lægge på en ellers så overbelyst komponist - de færreste med næsen i ny-musik-bedet vil have haft held til at overse ham som en skikkelse af ubestrideligt historisk format i efterkrigstidsmodernismen - men hvor stor en del af det, om jeg så må sige, latente Stockhausen-publikum herhjemme har egentlig oplevet, eller blot 'hørt' (på plade, altså) Lyset - jeg mener dele fra de De Syv Dage af Licht?

Størrelsen og vægten

Fremfor alt er det omfanget, der har været den store udfordring og det inderligt besværlige ved den festival eller lidt forvoksede festuge, som Danmarks Radio har fået stab-let på benene. Sådan mener i hvert fald radiomedarbejder Søren Boyer, som har taget del i det hårde arbejde, det har været at få alt det prak-tiske til falde på plads. Det har heller ikke gjort det hele lettere at have en så egensindig og ikke mindst perfektionistisk komponist som Stockhausen gående omkring: »Det skal ikke være nogen hemmelighed at han er svær at arbejde sammen med«, understreger projektets bagmand, Radiosymfoniorkestrets chef, Per Erik Veng. Han fortsætter: »Men man gør det gerne, netop på grund af hans format - han er det værd. Stockhausen har jo efterhånden flere fjender end venner i sit hjemland, netop fordi han er så umulig at arbejde sammen med«, men han har den rette vægt!

Når Stockhausen er besværlig, er det også fordi, det ikke kun er et spørgsmål om at få de rigtige musi-kere til at spille på det rigtige tids-punkt. Han er en moderne mand, og der skal simpelthen teknik til det hele. Rigtig meget endda, for elektronmusikken spiller en helt afgørende rolle i Stockhausens musik - hvad den har gjort siden hans elektronmusikalske milepæle fra 50erne, som Gesang der Jünglinge og Kontakte - og det betyder så, at et hold på 16 teknikere bogstaveligt talt må gå i hælene på ham med hele computerudstyret i de ca. tre uger Stockhausen er i byen, fortæller Søren Boyer. Det er ikke svært at gætte, at det også er temmeligt dyrt at leje alt grejet og hyre specialiseret mandskab til at passe det. Festivalens budget ligger og vipper på 1.3-1.5 mio. kr.

At sørge for at holde arrangementerne fysisk lad-sig-gørlige er en kompleks opgave, og Søren Boyer indrømmer, at der indimellem er 'gået teknik i det' for ham. »Det har været en udfordring«, som han let sarkastisk siger det, at få det hele til at passe - når udstyret skal flyttes fra et sted til et andet, der skal være tid og ikke mindst plads til at stille det op. Stockhausen skal kunne være til stede - dvs. at han ikke kan være ved en anden koncert samtidig, osv. osv.

At der ikke er gået teknik og praktiske kompromiser i festivalen som sådan, står ikke mindst Stockhausens intime deltagelse i planlægningen som ultimativ garant for. Og nu - her i februar 96 - er programmet så godt som klappet og klart og kontrakten med Stockhausen skrevet under. Den lidt forvoksede festuge ser virkelig omfattende ud: Over 11 dage vil man kunne opleve 8 koncertarrangementer - deriblandt to koncerter med tilhørende seminarer og helt ny musik fra den endnu ikke afsluttede opera Mittwoch aus Licht og som nævnt opførelsen af den senest færdige opera fra Licht-cyklen, Freitag aus Licht. Desværre kommer det ikke til en fuldbyrdet dramatisk realisering. Så vidt er det endnu kun nået med de tre førstkomponerede ope-raer Donnerstag, Samstag og Mon-tag, der alle blev uropført på Scala-operaen i Milano. Men en semikoncertant opførelse skal man ikke rynke på næsen ad, for Stockhausens folk er fuldblods-interpreter og opførelsen vil med garanti ikke fattes scenisk nærvær.

Ideens oprindelse og de indledende operationer kan spores tilbage til 1994. Og selvom det oprindelige 'idealprogram' for festivalen ikke fuldstændigt ligner dét, det endte med, er der god grund til tilfredshed, mener Søren Boyer. Nogle pointer røg selvfølgelig, men andre opstod ligeså smukt istedet - såle-des med den helt massive vægtning af den sene Stockhausen som pro-grammet tegner nu, hvor stort set alle værker er fra efter det magiske år 1977, hvor den storstilede Licht-plan blev lanceret.

København og Europa

Karlheinz Stockhausens musikalske vægtfylde er ubestridelig. Alli-gevel kunne en mindre Stockhausen-fanatisk DMT-læser gerne indvende »Den har vi hørt. Hvorfor nu ham igen?«. Og det er da rigtigt, Stockhausens plads i ny-kompositionsmusik-panoramaet er uimodsigeligt forgrunds. For Per Erik Veng er netop Stockhausens førerstilling en tungtvejende grund. Det skal være stort, og det skal kunne ses og høres, forstår man, når Per Erik Veng taler. Det drejer sig om synlig-gørelse, om at sætte spor - og om udveksling på tværs af landegrænserne »i Trevor Davies' ånd«. Og til det formål er Stockhausen den rigtige, mener Veng, fordi han har formået at holde den kompositoriske fane højt igennem alle årene; der er simpelthen ikke rigtig andre der kan tåle sammenligningen.

Per Erik Veng ser det som sin opgave at tage snakken om Europa i København og København i Euro-pa alvorligt og give den et konkret rum og et vægtigt indhold. København skal synliggøres ude i den store verden, og den store verden - her i skikkelse af Stockhausen med det uomgængelige format og den musikhistoriske førerstilling - skal gøre sit indtog i København. Og disse ambitiøse bestræbelser ser ud til at lykkes mere end lovende. Ikke mindst fordi radiomediet synes som skabt til den opgave det er at doku-mentere og opsamle sporene: »Stockhausen i København« kan jo ganske enkelt - som også det store operaprojekt i radioregi, skandinavienspremieren på Alban Bergs Lulu - transmitteres ude omkring i verden, som et direkte vidnesbyrd om det københavnske musikliv i kulturbyåret til resten af Europa.

At det store Europa omvendt kommer til København med Stockhausens besøg kan der ikke herske tvivl om. Licht-operaerne - syv styks, en for hver af ugens dage - hører ikke til i miniatureafdelingen. I Licht-projektet udfolder Stockhausen for alvor en uforlignelig germansk sans for det storladne - som ikke just er plaget af typisk dansk jantelovgivning.

Sporene

At sætte sig spor er naturligvis et væsentligt aspekt i enhver festivals eksistensberettigelse. Der skal visse ingredienser af en vis størrelsesorden til for at få sat sporene eftertrykkeligt. Det er Per Erik Veng klar over, og netop derfor er Stockhausen så oplagt manden. »Stockhausen er ikke bare en stor komponist, han er også en personlighed«, mener Per Erik Veng. Og han er derfor ikke i tvivl om, at Stockhausen nok skal nå at gøre indtryk i løbet af de tre uger, han er her. Både på publikum og på de musikere og sangere fra Radiosymfoniorkestret og Radiokoret, som Stockhausen skal indstudere hhv. Gruppen für Drei Orchester og det ganske nye værk Weltparlament sammen med.

Stockhausen er heller ikke man-den, der sætter sit lys under en spand, som det hedder i den ny bibeloversættelse. Selv har han opsamlet sine spor grundigere end de fleste: Han opfører, dokumenterer og taler om sin musik. Og det har han gjort stort set hele sin løbebane igennem. Nu sker det i en sådan grad, at man kan tale om en 'Stockhausen-geschäft', som Ivar Munk i DRs korafdeling kalder den. Et foretagende hvor familie, musikerskab og et topprofessionelt doku-mentationshold går op i en højere enhed - eller treenighed - hvor Stockhausen selv er alle vegne og hvor fløjtenisten Kathinka Pasveer og klarinetisten Suzanne Stephens, står for kontrol med lydsiden og dokumenterer alt på video.

I de intuitive 60ere rejste Stock-hausen rundt med sin trup og var altid selv både komponist og interpret - denne dobbeltrolle vil Stockhausen selv fortælle om ved et seminar i løbet af festivalen. Den indikerer også på mest sigende vis den stockhausenske insisteren på musikken som konkret fænomen og ikke abstrakt idé; nodebilledet er ikke dokumentation nok. Stockhausen følger med ildhu sin musik på hele dens klanglige og synlige vej. Han forklarer dens strukturer og systemer - og...han har ingen romantiske Wachenröder-skrupler over denne seen ind bag forhænget på musikkens anatomi. Et andet af de arrangementer i Stockhausen-ugen, som havde perspektiver i denne retning, er endnu ikke helt stadfæstet: En diskussionsaften med Per Nørgård og Karlheinz Stockhausen, to komponister med samme sans for at »opbygge verdensbilleder«, som Veng siger. Det kunne unægtelig være interessant med lidt action; to metafysikere med format i beåndet samtale. Al denne delvist selvbestaltede spektakel omkring Stockhausens person, gør ham også til en slags kult-figur, mener Per Erik Veng, og han er derfor ikke nervøs for publikums yndest: »De skal nok komme.«

Intentionerne om at 'udbrede' Stockhausen til en bredere del af befolkningen har også betydet, at projekt-teamet har lagt vægt på samarbejde med forskellige andre slags institutioner. Således står fx Goethe-instituttet som hovedsamarbejdspartner ved festivalen. Der var også flere planer på banen med koncertarrangementer i lidt alternative omgivelser som Pakhus 11 og Turbinehallerne for at tiltrække et anderledes mere sammensat publi-kum. Men de måtte opgives grundet pladsmangel (elektronik fylder) og tidsknaphed mellem koncertarrangementerne (elektronik tager tid). Festivalen får derfor sit trygge centrum i Radiohusets Koncertsal, med en enkelt afstikker til Planetariet, hvor den rene elektronmusik fra Freitag bliver spillet, og muligvis et arrangement på Louisiana.

En af de pointer Per Erik Veng fra starten havde lagt vægt på - nemlig at lade danske musikere spille Stockhausen for at befæste udvekslingen og installere Stockhausen og hans musik godt og grundigt i de danske musikeres bevidsthed - gik delvist tabt i projektets udvikling: De danske musikere røg ud i forbindelse med opførelsen af Freitag. Simpelthen af den grund, at det var alt for risikabelt at lade danske musikere og sangere indøve Freitag parallelt med Leipzig-operaens egentlige uropførelse d. 16. september: Stock-hausen ændrer jo løbende i materialet, og dét var for uholdbart et grundlag at arbejde på. Og en idé med at lade konservatoriets orkester ind-spille værket Jubilæum med Stock-hausen selv som dirigent gik fløjten, da DR ikke kunne bekoste konservatorieorkestrets lønninger - en med Per Erik Vengs ord »skuffende mangel på samarbejdsvilje fra konservatoriets faggruppe«.

Fra punkterne mod universet

Nu står vi altså her med den sene Stockhausen på programmet. Mange har jo ment, at »Stockhausen i 50erne - det var sagen«. De samme personer ser lidt skævt til Licht-projektet som en noget metafysisk og uanstændigt velklingende affæ-re. For Per Erik Veng og Ivar Munk har det hele tiden været en del af planen at vise Stockhausen, som han er nu - også før programsætningen blev så entydig, som den endte med. Og der er den pointe i det, at Licht-projektet og dets musi-kalske princip 'formelkompositionen', står som en syntese af alt hvad Stockhausen i øvrigt har været i kontakt med: Elektronmusikken er stadig væsentlig, musik-i-rum aspektet mere end nogensinde i centrum og formelkomponeringen integrerer i høj grad både den serielle konstruktivisme og det intuitive åbensind.

50er-serialismens første grøde, den puritanske given afkald på tematikkens umiddelbare sammenhængskraft, var en musik, der op-løste sig i punkter. Siden 50erne har Stockhausen bevæget sig i større og større cirkler, omkransende flere og flere elementer - også sådanne som man altid i den euro-pæiske instrumentalmusiks tradition med lidt hånende har kaldt 'ekstramusikalske'. Stockhausen er ikke bleg for at tale til flere sanser på en gang, det er bevidsthedsudvidelsen han vil. Hans musik har fået en utvetydig indholds- og betydningsfylde; der er ikke meget af 50ernes 'rensede strukturer' og betydningsforskrækkelse tilbage, men ideen om musikkens frigørelse fra individets begræsninger, der altid forbindes med den serielle musik fra 50'erne, fastholder Stockhausen så stærkt som nogen. Stockhausen har om nogen gået den gode gamle 'dannende' bevægelse fra struktur til betydning.

Et af de stockhausenske højdepunkter fra 50ernes serielle bestræbelser, værket Gruppen für Drei Orchester fra 1955-57, opføres ved festivalen, som undtagelsen fra den ellers så regelmæssige dækning af operaerne. Ved den koncert vil Stockhausen fortælle om værkets struktur efter én gennemspilning, så spilles Klaverstück IX, hvorefter Gruppen gentages. Gruppen er et af de tidlige eksempler på, at det musikalske 'sted' og lydens bevægelse i rummet struktureret bringes ind i billedet, og ikke mindst bringes i samme system som den temporære, succesive bevægelse.

Med den særlige germanske legering - i tilfældet Stockhausen vil jeg tage mig den frihed at sige symbiose - af mystik og rationalitet (tænk bare på Herman Hesses Glas-perlenspiel) har Stockhausen fra de tidlige indlysende struktur-orienterede værker nærmet sig den rene og skære universalismes bringen alt på én formel. Helt bogstaveligt jo, fordi hele Licht bygger på en såkaldt superformel - en tre-laget sag, der består af 13, 12 og 11-tone-rækkerne for operaens tre hoved-skikkelser, Michael, Eva og Luzifer.

Den tilbagevenden til og afsøgen af et melodisk materiale, som 'for-mel'-komponeringen med Mantra indvarslede og som det storslåede Licht-operamonument er den end-nu ikke fuldendte (og måske foreløbige?) konklusion på, har været omdiskuteret: Hvad med fornyelsen? Forsøger Stockhausen at besværge vores allesammens elske-de og hadede kompleksitet med sine melodiske trylleformularer? Den slags indvendinger vejer muligvis ikke så tungt mere. Vi lever trods alt i en broget virkelighed, der som aldrig før tvinger os til at 'acceptere brogetheden' - for at genbruge Boulez' gode ord om kompleksiteten - om den så skal kaldes senmoderne, postmoderne, verdens undergang slet og ret, eller blot en uheldig og efterhånden temmelig langstrakt overgang.

Mig forekommer det, at musikken, i tilfældet Stockhausen, viser sig som et slet ikke så dumt reservat for den - for vi moderne mennesker - ellers så pinagtige metafysik. For mig at se er Stockhausens univers ikke søndags-skoleopbyggeligt. Det er hårdt arbejde, stærk koncentration og vilje til at fortsætte. Og de mangelagede polyfone processer, som er i gang i mange passager af Licht, er sgutte for svage hjerner. Den tidlige serialismes kontinuums-tanke er helt ind-lysende stadig på spil: Det er inte-grationen af modsætninger, det være sig mellem to forskellige lyd-fænomener eller mellem rationalitet og intuition som sådan.

Stockhausen er hverken en stakkels romantisk kunstnerboheme, der er havnet i det gale århundrede eller en fjoget-broget jubelpostmodernist. Verden forgår, Stockhausen består? Hvem ved. Et par ting står i hvert fald klart: Dannelsesperspektivet i Stockhausens univers er ikke til at overse - og heldigvis for det, skulle jeg mene. Men hos Stockhausen giver det 'ån-delige' lag kun mening som akkompagnement til det egentlige, nemlig musikken. Det er den, vi skal koncentrere os om. For 50ernes store konstruktør er den sanselige erkendelse vejen til bevidsthedsudvidelsen - det mål som for en mand som Stockhausen ikke blot var en glad og blomstret overgang.

Fotoet af Stockhausen side 195 er taget på Westergasfabriek i Amsterdam (Holland Festivalen 1995), under en prøve på 'Helikopter Strygekvartet'.

Stockhausen i København

Programplan

Tirsdag d. 24.9.: Elektronisk musik fra Freitag. Planetariet.

Onsdag d. 25.9.: Seminar Komponist og interpret og koncert med Ave fra Montag. Karlheinz Stockhausen, Suzanne Stephens, Kathinka Pasveer. Louisiana.

Fredag d. 27.9: Koncert Kathinkas Gesang fra Samstag og Libra uropførelse. Kathinka Pasveer, Suzanne Stephens. Radiohusets Koncertsal.

Søndag d. 29.9: Opera Freitag aus Licht. Leipzig-operaen. Radiohusets Koncertsal

Mandag d. 30.9: Koncert Klavierstück XII, XIII og XIV. Ellen Corver. Radiohusets Koncertsal.

Tirsdag d. 1.10.: Koncert og diskussion. Per Nørgårds I Ching Gert Sørensen og Stockhausens Klavierstück X Ellen Corver. Radiohusets Koncertsal.

Torsdag d. 3.10: Koncert: Gruppen. Tivolis Koncertsal. Radiosymfoniorkestret. Arthuro Tamayo, Lucas Vis, Frans Rasmussen, dirigenter og Klavierstück IX. Ellen Corver.

Fredag d. 4.10: Koncert i DRs kon-certsal. Weltparlament fra Mittwoch. Radiokammerkoret (dir. Parkman).