Demokratisk kultur og elitær kultur er ikke modsætninger

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 07 - side 238-239

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Som kulturminister ønsker jeg at støtte den bredt baserede demokratiske kultur og samtidig fremme den skabende kunst som i sin natur er elitær.

Læser man John Frandsens indlæg i Dansk Musik Tidsskrift nr. 6 1995/96 - som kritiserer mit kulturbegreb og efterlyser bedre vilkår for den skabende kunst - kan det lyde paradoksalt. Og dog: Jeg tror slet ikke, vi er så uenige endda.

Kultur er mange ting. Mit hjerte banker varmt for den skabende kunst. Ganske meget er osse gjort for den sektor i min tid. Men som kulturminister er det også min opgave at tage vare på en række andre ting, som på deres vis også har fundamental betydning for samfundet: Idræt, museer, biblioteker og arkiver fx. Eller, hvis vi holder os til musikkens verden: Jeg skal ikke bare tage vare på komponisternes kår - og musikernes - men også på fx musiketnologi, musikpædagogik, musikbiblioteker, spillesteder og publikum.

Siden kulturministeriet blev dannet i 1961 har diskussionerne om kultur haft forskellige fokus. Fra de sene 60eres demokratiseringsbestræbelser til nutidens dyrkelse af den geniale ener og det sublime i kunsten.

Bag oprettelsen af ministeriet lå et ønske om at få kulturen ud til folket. Kultur forstået som den kultur vi nu engang kender, dvs. anerkender - som lødig: Klassisk musik og billedkunst. Teater og film som gerne i en abstrakt og stiliseret form (fjernt fra nutidens trængsler og konkrete politiske problemer) fortætter de almenmenneskelige erfaringer med grundvilkårene kærlighed og død.

De sene 60ere og 70ere så en reaktion mod kulturens ghettorisering. Virkelighedsskildringen i kulturlivet oplevedes som ligeså blodfattig som en Agatha Christie-krimi sammenlignet med en hårdkogt amerikansk spændingsroman: Hos Agatha Christie begås typisk ét mord på et engelsk herresæde og det udføres af en butler med en udstoppet påfugl fra Inka-tiden. Hos amerikaneren Raymond Chandler tændes der en cigaret på hver side og der begås et mord på hver femte side.

Viljen til demokratisering ligger bag hele 60ernes udbygning af vores biblioteksvæsen og 70ernes professionalisering og styrkelse af museerne. Museerne og bibliotekerne er på linie med skolerne vidensreservoir og udtryk for vores fælles kulturarv. De giver os viden om kultur og kunst. De er vores fælles erindring. Museerne er ikke blot et spejl, men også en tolkning - og et oplæg til bred debat. Tænk bare på nyere udstillinger som Brede-udstillingen om '68 og Nationalmuseets udstilling om museets historiske rolle i Europa, Louisianas udstilling om kaos og udstillingen om ondskab på Statens Museum for Kunst.

For mig var den bredere tolkning af kulturbegrebet og genopdagelsen af andre former for kultur - arbejdernes, kvindernes, børnenes - en nødvendighed. Blot skete denne udvikling alt for ofte på bekostning af respekten for kunsten og den æstetisk orienterede virkelighedstolkning. At kunsten ikke skal spændes for nogen politisk vogn er for mig den vigtigste lære af 70ernes rovdrift på virkeligheden.

I dag er cirklen på en måde sluttet. Det gamle modsætningsforhold mellem det finkulturelle og det folkelige er gået død. Vi kan og skal ikke længere skelne mellem massekultur og elitekultur i dag, hvor en popmusiker kan få støtte af Statens Kunstfond, masserne vil høre opera, fransk film citerer på livet løs fra amerikanske B-film, og intellektuelle godt må læse tegneserier, og se splatterfilm. Det er ok i dag bare at lade sig underholde og give sig i sine lysters vold - selv om det selvfølgelig også er tilladt en gang imellem at slå tænkeren til.

Da jeg iværksatte projektet Kultur Xpres om befolkningens syn på kulturpolitikken var det udfra en demokratiopfattelse, ifølge hvilken demokrati ikke kun er noget, man skal huskes på hvert fjerde år. Spørgerunden var selvfølgelig hverken folkeafstemning eller opinionsundersøgelse. For mig handler det om at fremme den folkelige debat, det bredt funderede engagement i politikudformningen. For mig er det et spørgsmål om at involvere flere i den kulturelle debat. Hvem er bange for det?

Den store deltagelse i projektet viste et behov hos befolkningen for at deltage og formulere holdninger. Ud af de ialt 22.688 som besvarede spørgsmål udtrykte 5.899 et ønske om at være med i arbejdsgrupper om kulturpolitik. En sådan debat vil nu kunne finde sted i særlige fora i tilknytning til de folkelige oplysningsorganisationer. Hvad er John Frandsen bange for?

Den regionale forsøgsordning, som nu er iværksat for en to års periode, er på sin side et udtryk for tillid til, at man kan træffe politiske beslutninger på lokalt plan. Ordningen skal sikre, at flere kulturelle midler fordeles på regionalt plan fremfor på det statslige. Men som jeg hele tiden har understreget, holdes den skabende kunst - Statens Kunstfond, Musikrådet mv. - helt uden for denne forsøgsordning. Hvilket kunstnerne godt ved. »Nu retter denne forsøgsordning sig ikke i første omgang direkte mod den skabende kunst«. Her bemærker den opmærksomme læser sig, at et lille »i første omgang« i polemikkens tjeneste sniger sig ind. Men jeg må melde hus forbi! Sådan debaterer jeg ikke.

Og efter de indledende betragtninger skal jeg generelt svare: Jeg tror ikke på nogen grundlæggende modsætning mellem demokratiseringsbestræbelsen og anerkendelsen af det æstetiske som et særligt rum, hvor virkelighedsforståelsen udforskes uafhængigt af politiske og kommercielle krav. Tværtimod!

Når det gælder kunst og nyskabelse og den frie adgang til viden og kommunikation, er det nødvendigt med et rum som friholdes for mar-kedskræfterne. Den alternative kunst, det eksperimenterende og nyskabende, må have et frirum, hvor den kan slå rødder og vokse sig stærk, førend man kan overlade den til de tilfældige markedskræfter, der blot er på jagt efter profit. Vi har brug for midler til kunstnerne for at sikre dem tiden, og roen til at gøre sig de tanker, som er nødvendige i den kreative proces. Det er demokratiet, det gælder. Der skal altid være et Andet sted. Uden alternative måder at gøre tingene på - om det er fjernsyn, musik, film eller billedkunst - ingen alsidighed og ingen udvikling på længere sigt.

Det er min grundlæggende opfattelse, at kunstnerne alt for længe er blevet økonomisk forfordelt. Fx får hver jo deres, når der bliver holdt udstilling - museumsdirektør, håndværkere, pr-ansvarlig, billetkontrollør - alle, måske lige bortset fra kunstneren! De sidste par år har regeringen prøvet at gøre noget for at bedre kunstnernes forhold. Bl.a. er der sket noget nær en fordobling af bevillingen til Statens Kunstfond. Som noget nyt kan også teater- og filmfolk få glæde af Kunstfondens midler. Samtidig har ændringen af ophavsretsloven også haft til hensigt i højere grad at tilgodese kunstnernes tarv. Den lov er kunstnernes grundlov.

Vi skylder vores ypperste kunstnere at give dem en anerkendelse som rækker ud over, hvad der kan tilskrives banal social støtte med alt, hvad det indebærer af tvangsforanstaltninger. De står jo ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er ganske enkelt hykleri, når kunstnere skal leve af dagpenge eller på bistand. Det er min ambition at komme dette hykleri til livs. Et rigt samfund som det danske må kunne sørge for acceptable forhold for et par tusinde mennesker.

Årgang 70/1995-1996, nr. 07