Nye bøger

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 07 - side 248-250

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Col Legno. Musikalske studier fra Institut for Musik og Musikterapi (Aalborg Universitet) og Nordjysk Musikkonservatorium. Redaktion: Finn Egeland Hansen og Martin Knakkergaard. 3. stak, 1994, 205 sider.

Aalborg Universitet og Nordjysk Musikkonservatorium har valgt at udgive en forskningsårbog i fælles-skab. Dette ikke i form af enkeltstående årbøger, men som A4-sider til et ring-bind.

Det er en mere beskeden, men egentlig ganske praktisk måde at gøre det på, og nu foreligger så 3. stak, fra december 1994. Da vi på DMT gerne vil henlede opmærskomheden på disse forskningsårbøger, så iler vi til med en omtale, selvom det ikke er en splinterny udgivelse.

De to første stakke lovede ganske godt, og denne 3. stak er da også glimrende, omend nok lidt begrænset i spændvidde.

Af seks artikler omhandler de fire rytmisk musik, og af disse er der store overlapninger mellem de tre. Udover disse artikler er der en fortegnelse over specialer ved musikuddannelsen, Aalborg Universitet, redigeret af Tore Mortensen. Et nyttigt redskab.

Den mest omfattende artikel er en »samtidsidéhistorisk studie« på næsten 100 sider, skrevet af Poul Ferland, der har undersøgt »Den aalborgensiske befolknings holdning til Aalborg Symfoniorkester«.

Ferland udsendte i 1993 et spørgeskema til 550 aalborgensere, fordelt på forskellige faggrupper med forskellig uddannelsesbaggrund. De 195 svar er dernæst gennemarbejdet efter diverse kriterier, hvor ofte meget nuancerede holdninger søges aflæst.

Desuden foretager Ferland en del klyngeanalyser, hvor kombinationer af uddannelsesmæssig baggrund, be-skæftigelse, alder m.m. relateres til bestemte holdninger.

Det er slet ikke uinteressant, omend Ferland i et indledende kapitel løfter artiklens intentioner op på et metodisk og filosofisk niveau, som de efterfølgende tydninger ikke helt honorerer.

Martin Knakkergaard rister en rune over afdøde Frank Zappa, og bidrager desuden med en artikel om Struktur og tonalitet inden for rytmisk musik, der reelt kun er en ansats til et større, systematisk værk om den rytmiske musiks byggesten. Men det er en ansats, der forjætter en særdeles ambitiøs realisering. Dét vil jeg se frem til!

Thorkil Hørlyk arbejder i samme baner i sine to artikler, Om stilanalyse af rockmusik og Musikteoretiske studier af melodik og harmonik i rockmusik med eksempler fra Beatles-stilen.

Især sidstnævnte artikel arbejder i realiteten efter mange af de samme retningslinier som Knakkergaards oplæg. Det er en meget metodisk og systematisk tilgang - lidt tung at læse, men afgjort brugbar.

Endelig skriver Per Drud Nielsen om forskellige dirigenters opfattelse af tempoet i en bestemt Bach-koral, specielt Karl Richters meget langsomme tempo, og den dermed forbundne psykologiske oplevelse af satsen.

Alt i alt udmærkede artikler - men det tilstræbt høje akademiske sprog, der dominerer de fleste af artiklerne irriterer mig, for det er langtfra altid nødvendigt. Tværtimod giver det ofte artiklerne et lidt krukket præg af utilnærmelighed. Skal teksterne absolut have denne voldsomt studerede aura for at være 'gode nok'?

Dansk Årbog for Musikforskning XXIII, 1995. Redigeret af Jens Henrik Koudal og Niels Bo Foltmann. Udgivet af Dansk Selskab for Musikforskning, i kommision hos Engstrøm og Sødring Musikforlag, København 1996. 126 sider. Kr. 187,50.

Denne forskningsårbog er til gengæld ganske frisk fra forlaget.

1995-udgaven indeholder fem artikler, startende med Gorm Busks introduktion til Weyses klavermusik. Det er en velskrevet og informativ artikel, der uden de store dikkedarer går lige til sagen.

Finn Mathiassen bidrager med et indlæg i debatten om det faktiske hændelsesforløb i forbindelse med tilblivelsen af et Gade-fragment, en ouverture til et aldrig færdiggjort syngespil, Agnete og Havmanden. Mathiassen går i dette indlæg imod den konklusion, som Anna H. Harwell drog i bind XXI (1993) af samme årbog.

Tine Frank skriver i forlængelse af disse års store Rued Langgaard-interesse og skitserer træk hos kom-ponisten, der kunne pege i retning af at se denne som en symbolistisk komponist. Hvilket får en til at erindre en lignende tolkning af Carl Nielsens musik af Poul Borum (her i DMT) og af Jørgen I. Jensen (i Carl Nielsen. Danskeren).

Filosofiske strøtanker tynger til gengæld ikke Mogens Andersens artikel om Ib Nørholms symfonik. Det er benhårde analyser af tonalitet, strukturer og betydning, der forfølger visse af de konstruktiviske aspekter ved Nørholms symfonier helt ud i detaljen.

Hvis man kender musikken eller har den på plade, så kan man ikke udelukke, at læseren kan have glæde af artiklen. Hvis ikke, så er den komplet ligegyldig.

Den måske nok mest perspektivrige artikel i dette bind er Gunnar Ternhags indlæg : "... och noterna hade du i hjärtat". Stort och smått om musik i klingande form och på noter.

Ternhags centrale anliggende er de relle problemer, der melder sig, når klingende musik skal fastholdes i noder. Udgangspunktet er musiketnologens: nedfældelsen af folkemusik. Ternhag undersøger fire forskellige optegnelser af den samme låt, spillet af den samme svenske spillemand, Hjort Anders Olsson, og frem-hæver i første omgang forskelle i optegnelserne som et resultat af dels spillemandens egen variations- og udviklingspraksis, dels optegnernes varierende interpretation af det hørte.

Men derudover henleder Ternhag opmærksomheden på de mange, mere subtile lag af både spilleteknisk og psykologisk-sociologisk art, som den gængse notationspraksis ikke formår at opfange.

Alt for meget overlades derfor til den interpret, der sidenhen kunne tænkes at ville genskabe dette 'værk'. Som i virkeligheden slet ikke er noget definitivt 'værk' på samme måde som hele kompositionsmusikkens historiske praksis har vænnet os til at opfatte et musikstykke.

For det første påpeger Ternhag altså det uhensigtsmæssige i denne overføring af begreber og normer fra ét musikalsk felt til et andet. For det andet påpeger han i det hele taget begrænsningerne ved en fastholdelse af musik i noder med henblik på senere genopførelse. Dette sidste er helt fundamentalt for enhver musikoverlevering.

Det er iøvrigt en styrke for DÅf M, at den udover de videnskabelige artikler også indeholder rapporter om forsknings- og udgivelsesprojekter, samt kongresser og symposier, foruden anmeldelser og bibliografier.

Der er meget godt at hente i denne 23. udgave.

Paul Rapoport: The Compositions of Vagn Holmboe. Edition Wilhelm Hansen, København 1996. 224 sider, Kr. 290.

Vagn Holmboe er ubestrideligt én af dette århundredes mest betydningsfulde danske komponister. Holmboe har været meget produktiv og komponeret lige fra midten af 1920rne og frem til de allerseneste

år.

Et samlet overblik over hans produktion kan det derfor være van-skeligt at få, men allerede i 1974 udgav den canadiske musikforsker Paul Rapoport en værkfortegnelse (Triad Press, London 1974, udgivet i 2. udgave af Ed. Wilh. Hansen 1979).

Rapoport har nu ajourført sin værkfortegnelse helt frem til 1.1 1996.

Holmboes værker er hér registreret kronologisk, med angivelse af besætning, trykte udgivelser (hvor sådanne findes), dato for førsteopførelse samt eventuelle noter.

Desuden er der en fortegnelse over indspilninger af værkerne, et navneregister over udøvende musikere og ensembler samt skribenter, der har relation til Holmboes musik. Endelig er der et systematisk register (efter besætning) samt et værkindeks.

For at sige det med få ord: Denne bog er et meget nyttigt redskab for specialisten, journalisten, radiomedarbejderen, koncertarrangøren, musikeren.

Wagners Ring and Its Icelandic Sources. Edited by Úlfar Bragason.

Stofnun Sigurdar Nordals, Reykjavík 1995. 88 sider, med fotos i sort/hvid. ISK 1.388.

Den 27. maj 1994 opførtes for første gang en Wagner-opera i Island. Ikke blot én af de enkeltstående operaer, men en forkortet, én-aftens udgave af Ringen. Anledningen var Reykjavík Arts Festival 1994, der samtidig markerede 50 året for oprettelsen af den islandske stat. Opsætningen blev langt overvejende realiseret af islandske kræfter.

Denne for islandsk musikliv så skelsættende begivenhed afstedkom også to symposier, hvoraf det andet omhandlede islandske kilder til Ringen. Det er indlæggene fra dette andet symposium, der nu foreligger i denne lille og beskedne, men spændende bog.

Der berettes indledningsvist kort om forarbejdet til opførelsen, som Wolfgang Wagner deltog aktivt i.

Dernæst reflekterer fem skribenter over sider af Ringens tekstlige og ideologisk-filosofiske grundlag, samt disses forbindelse til nordisk mytologi generelt og til de islandske sagaer i særdeleshed.

Man skal nok være fortrolig med handlingsgangen i Ringen for at få udbytte af artiklerne. Men er man dét, vil man kunne finde mange interessante oplysninger.

Jeg skal ikke kunne vurdere, hvor banebrydende disse artikler er. Men spændende og informative for Wagner-interesserede er de så afgjort.

Philip Glass: Musik av Philip Glass.

Det lilla förlaget Symposion, Stockholm/Stehag 1995. Illustreret. 284 sider. SEK 254,00.

Idet omfang Philip Glass' navn overhovedet er kendt af den alment musikinteresserede dansker, er det formodentlig som komponist af musik-ken til kultfilmen Koyaanisqatsi fra 1982. Går det højt, husker man måske operaen Einstein on the Beach, der i 1976 vakte stor opsigt under den må-nedlange turnè i Syd- og Mellemeuropa. Det var med dette over fire timer lange og særdeles eksperimenterende musikteaterværk, at både Glass' navn og den minimalistiske musikform blev kendt af en større offentlighed.

Med denne bog er der mulighed for at uddybe bekendtskabet med en spændende, sympatisk komponist og hans musik in his own write, oversat til svensk. Og når dette nummer af DMT er udkommet ved læserne også, at Kulturby 96 har gjort en indsats for at fremme kendskabet til Glass' musik.

Bogens hovedvægt er lagt på en beskrivelse af den store opera-trilogi, der indledes med Einstein on the Beach. Alle tre operaer tager udgangspunkt i historiske personer, der på afgørende måde har påvirket deres samtid. Foruden Einstein er det Gandhi (i Satyagraha) og Akhnaton (i Akhnaten).

Glass beretter medrivende om tilblivelsen af disse tre operaer, led-saget af mange personlige og tankevækkende refleksioner over den nye musikdramatiks muligheder og vilkår, forskelle på amerikansk og europæisk kulturliv m.m.

Desuden beretter han med humor og kærlighed om sine to store inspirationskilder, Nadia Boulanger og Ravi Shankar, der hver især - på meget forskellig vis - har påvirket ikke blot Glass' håndværk og smag, men hele hans grundindstilling, til kunsten og tilværelsen.

En fascinerende bog som man sagtens kan læse uden særlige musikalske forudsætninger, da det decideret musikteoretiske kun optager ganske få sider.

Interview med Philip Glass findes i DMT nr. 2/86-87, og den tyske opsætning af Einstein on the Beach omtales i DMT nr. 3/88-89.

Christine Byriel og Sten Byriel:

Se mig! - Hør mig! Introduktion til stemmens lyd, krop og psyke. C.A.Reitzels Forlag 1995. 104 sider, illustreret med fotos i sort/hvid.

Kr. 175.

Det vil være synd at sige, at dette er en traditionel bog om sangteknik. Søskendeparret Byriel har skrevet denne bog på baggrund af deres mange kurser, der er rettet mod mennesker med enhver tænkelig baggrund.

Det grundlæggende i deres metode er at søge at komme om bag de psykiske blokeringer, der hæmmer mange menneskers udfoldelse af deres sangstemme.

I relationen krop/psyke betones psyken - vel at mærke ikke udfra en klassisk psykologi eller psykoanalyse, men udfra nyere alternative psykoterapeutiske synsvinkler.

Flere af disse psykoterapeutiske retninger bryder på afgørende punkter med de klassiske retningers ofte stærkt videnskabeligt-empirisk orien-terede fundament, og betoner i højere grad intuition, holisme, personlig oplevelse og indlevelse m.m.

Dette behøver ikke i sig selv at være problematisk, da naturvidenskabens metodiske og bevidsthedsmæssige grundlag jævnligt diskuteres og anfægtes, hvilket kan være yderst frugtbart (tænk fx på en inspirerende og populær fremstilling som Fritjof Capras Fysikkens Tao).

En sådan kritik er imidlertid forpligtende og stiller, for mig at se, store krav til grundighed og sober facon. Det er krav, som denne bog ikke rigtigt lever op til.

Grundholdningen er tydeligvis præget af personlig oplevelse, gestalt-terapi og assertionsteori. Altsammen udmærket, men denne grundholdning defineres ikke, og viser sig primært som udokumenterede postulater, der spænder fra det forfriskende og udfordrende til det sekteriske og docerende. De kontroversielle udsagn bliver som regel hverken begrundet eller uddybet - det er take it or leave it.

Det kræver rent ud sagt et specielt temperament kritikløst at godtage mange af bogens udsagn - der iøvrigt skæmmes af en del stavefejl og mang-lende ord. Bedre bliver det heller ikke af, at teksten ugenert ledsages af mange gribende citater fra kursister, der har fået deres liv forandret og beriget gennem Byriel & Byriels kursus. Det er da dejligt for dem - men lidt mere beskedenhed ville klæde bogen.

Man skal holde sig disse ting klart for øje inden man bekender sig til bogens metode. Har man det iøvrigt godt med kropsarbejde af denne type, kan bogen (og kurset) ganske givet være glimrende.

Skal man være venlig, kan man karakterisere bogen som interessant og forfriskende, skrevet i tråd med tidens alternative oplevelsesorienterede trends. Mindre venligt kan bogen beskrives som selvgod holisme og udokumenteret føleri.

Ruth Andersen: Den rapmundede muse. Ti års danmarskhistorie i skillingsviser fra Matthias Seests bogtrykkeri. Odense Universitetsforlag 1995. 560 sider, indbundet og illustreret i sort/hvid. Kr. 350.

Selvom denne bog omhandler danske skillingsviser, er det ikke nogen egentlig musikhistoriebog. Det er derimod en grundig, næsten om-stændelig, belysning af ti års omskiftelig danmarkshistorie, set gennem samtidens skillingstryk. Og dette gennem skillingsviser fra et enkelt trykkeri, Matthias Seests bogtryk-keri.

Forfatteren, Ruth Andersen, har en fortid som underdirektør hos efterfølgeren til Seests trykkeri, F.E. Bording A/S, og det er med udgangspunkt i de viser, firmaet selv indsamlede i 1950erne og 1960erne, at Ruth Andersen har foretaget en omfattende eftersøgning i både Danmark og Norge, gennemgået ca. 17.000 tryk, og nu sluttelig sammenfattet sit arbejde i dette tommetykke værk.

Det er en sjov og anderledes måde at læse danmarkshistorie, fordi be-givenhederne ses gennem den jævne befolknings øjne.

Det rent musikalske - melodierne til viserne - omtales kun i et enkelt kapitel på lidt over 20 sider, og kun med få nodeeksempler. Der er altså ikke tale om en udgivelse med opførelsesklare skillingsviser; men om et relativt let forståeligt close-up af ti år af landets historie.

Årgang 70/1995-1996, nr. 07