Nye plader

Witold Lutoslawski: Paganini Variationer, Béla Bartók: Sonate for to klaverer og slagtøj, Kim Helweg: America Fantasy. Safri Duo og The Slovak Piano Duo. Chandos CHAN 9398.

Det to mand høje statsensemble Safri Duo kaster sig på denne deres seneste cd over Béla Bartóks sonate for to klaverer og slagtøj. Et vægtigt standardværk, som duoen - inden deres nyvundne værdighed som statssubvenerede kulturambassadører - har indspillet sammen med et andet ungt og slagkraftigt makkerpar, The Slovak Piano Duo.

Bartóks sonate er sammen med Lutoslawskis Paganini Variationer optaget live ved en koncert i Radiohusets koncertsal, hvad der på indspilningen fremtræder som en kvalitet i sig selv. Det spontant energiladede ved opførelsen trænger usvækket fra cd-afspilleren ud gennem højttalerne og understreges af begejstret hujen og applaus fra publikum allerede efter de indledende Paganini Variationer. Lutoslawskis variationer for to klaverer over en velkendt Paganini-caprice er til lejligheden (?) arrangeret for klaverer og slagtøj af Marta Ptasazynska. Et overbevisende stykke showmusik, som Safri Duo og The Slovak Piano Duo til fulde udnytter i en sprudlende opførelse.

Safri er kendt for at forene det substantielle og det udadvendt under-holdende. Således også på deres nye cd, der efter Bartóks solide kerneværk rundes af med en 'premier recording' af America Fantasy - A Tribute to Leonard Bernstein skrevet af Kim Helweg (født 1956).

I sine egne covernoter fortæller Helweg om det godt tyve minutter lange værk, der er tilegnet Safri Duo og The Slovak Piano Duo, at stykket har en to-laget struktur, idet det både er en sonate i fire satser og samtidig et sæt af variationer over sangen America fra Bernsteins West Side Story.

Sangens inciterende grundrytme med skiftende betoningsmønstre har inspireret Helweg til en energisk komposition med masser af rytmisk fyrværkeri, der inkluderer såvel en fri fantasi over hittet Maria (anden sats) som en firstemmig passage for 'hand clapping', der nu nok tager flest kegler i koncertsalen.

Både Safri Duo og The Slovak Piano Duo gives rige muligheder for at folde sig ud undervejs, og begge duoer gør sig her som i de forudgående kompositioner mere end almindeligt heldigt bemærket på en cd, der har noget så usædvanligt som atmosfære.

•

Niels W. Gade: Symfoni nr. 1, c-mol, Hamlet-ouverture, Ossian-ouverture. Radiosymfoniorkestret og Dimitri Kitajenko (dirigent). Chandos CHAN 9442.

En anden nyudgivelse fra Chandos sætter fokus på den tidlige Niels W. Gade. Nærmere bestemt ouverturen Efterklange af Ossian samt 1. symfoni, der i forvejen findes udgivet på cd i to nyere indspilninger, bedst med Michael Schønwandt og Collegium Musicum i deres komplette indspilningsrække af Gades symfonier.

Hvor Schønwandts indspilning (dacapo DCCD 9201, tidligere DMA CD086) med kammerorkestret Collegium Musicum gengiver Gade i et lyst, gennemsigtigt orkesterbillede, er Kitajenkos og Radiosymfoniorkestrets nye indspilning anderledes mørk, fyldig og bred, hvad der umiddelbart retter opmærksomheden mod de store linjer i musikken. Her er billedet, især af strygerne, måske ikke så distinkt som hos Schönwandt. Til gengæld forekommer valget af den store, roman-tiske orkesterklang at være en grundlæggende rigtig disposition, som heller ikke Neeme Järvis i øvrigt ret overfladiske og jappede indspilning med Stockholms Sinfonietta (BIS CD-339) har.

Schønwandt og Collegium Musicum er spændstige i deres fortolkning. Deres version klinger tørt i kraft af den tætte optagelse, hvad der giver profilerede detaljer og tydelige ansatser, mens Radiosymfoniorkestret under Kitajenkos ledelse til gengæld leverer det store, flotte orkesterudtryk i en medrivende fortolkning, der både rusker op og fastholder udtryksintensiteten i de lange linjer - vel at mærke uden som Järvi at gå nævneværdigt på kompromis med partiturets tempoangivelser. Kitajenkos er med andre ord en nyindspilning med bety-delige kvaliteter, man trods Schønwandts ubestrideligt udmærkede version har savnet.

På denne nye Chandos-cd får man foruden c-mol symfonien og gennembrudsværket Efterklange af Ossian i tilgift Gades koncertouverture Hamlet fra 1861. Et dramatisk, omend mere klassisk orienteret værk, som sammen med de saft- og kraftfulde fortolkninger af ungdomsværkerne alene ved sin tilstedeværelse er med til at gøre denne Gade-udgivelse alt andet end overflødig.

•

Arnold Schönberg: Koncert for klaver og orkester op. 42 og Robert Alexander Schumann: Koncert for klaver og orkester op. 54. Amalie Malling (kla-ver), Radiosymfoniorkestret og Michael Schønwandt (dirigent). Chandos CHAN 9375.

Også på Chandos er udkommet Schumanns klaverkoncert i en indspilning med Amalie Malling som solist. Her er Schumann heldigvis ikke sat sammen med Griegs noget overeksponerede a-mol koncert, men, som også hos Pollini og Abbado på DGG for nogle år siden, i stedet koblet med Schönbergs klaverkoncert fra 1942. Et værk, der har mindst lige så megen ret som Griegs til en plads på standardrepertoiret ved siden af Schumann.

De to klaverkoncerter, der begge lægger vægt på den interne materialemæssige sammenhæng, passer på sin vis godt sammen og præges her begge af velfraseret, bevægeligt orkesterspil under Michael Schønwandts dirigentstok.

Amalie Malling tackler klaverpartiet i Schumanns formalt eksperimenterende klaverkoncert spændstigt og målrettet. Balancen mellem solist og orkester er god, også i den intime anden sats, hvor strygerne har nær-mest fladekarakter i en optagelse med meget rum omkring orkestret.

Slutsatsen er spændstig, ligefrem springende friskt realiseret, og Amalie Malling har foruden sin dejlige frisk-hed i tilgangen til musikken også fysisk overskud til at spille helt ud på de store steder.

Hun gør meget ud af det fortællende i Schönberg, og både solo- og orkesterstemmen står præcist tegnet i en på alle måder dynamisk version, der placerer de forskellige instrumentgrupper klart og afgrænset i et meget rummeligt lydbillede.

Alt i alt en fornøjelse af en plade, selvom den samlede spilletid på bare 51 minutter må siges at være kort. Det er udmærket at prioritere programsætningsmæssig kvalitet frem for kvantitet.

•

Bent Sørensen: Sterbende Gärten, The Echoing Garden. Rebecca Hirsch (violin), Åsa Bäverstam (sopran), Martyn Hill (tenor), Radiosymfoniorkestret, Radiokoret og Leif Segerstam (dirigent). Dacapo 8.224039.

Med sans for timing sørgede dacapo for nylig for at præsentere en udgivelse af Bent Sørensens violin-koncert Sterbende Gärten til tiden - dvs. sammenfaldende med overrækkelsen af Nordisk Råds musikpris til Sørensen i marts måned.

Bent Sørensens violinkoncert, som man nu i ro og mag kan gøre sig be-kendt med hjemme i lænestolen, viser både kendte og nye sider af komponisten. Musikken præges - i begyndelsen, vel at mærke - af den 'langsommelige uklarhed', der er blevet Sørensens særlige fingeraftryk. Et tyst skyggevæv af melodiske tråde gengiver konturer i udvisket forfald, som komponisten ved et tilfælde kom til at opleve dem i en forladt, tilgroet have. Oplevelsen indgav ham idéen til koncertens stilfærdige musikalske ætsning, som med sit fascinerende klangbillede åbner for erindringens rum.

Bent Sørensens fascination af forfaldets æstetik fornægter sig ikke i violinkoncerten. Tværtimod. Det gør i det hele taget ikke Sørensens i bund og grund romantisk-æstetiske ståsted.

Hvad angår det klassiske, tresatsede formrids, henter koncerten sin inspiration i Robert Schumanns violinkoncert. Her sigtes der først og fremmest til den organiske overgang mellem anden og tredje sats, hvor et heftigt accellerando leder direkte ind i en finale af udpræget nærværende, klar og rytmisk karakter. En inciterende, middelalderinspireret 'stampida', der som en berusende malstrøm river solisten med sig i en ophævelse af skellet mellem nutid og fortid, mel-lem virkelighed og drøm, der findes så udpræget i værkets begyndelse. Men også andensatsen, der er skrevet som en barcarole, trækker med sit erklærede romancepræg en lige linje tilbage til Schumann.

Der er fine solopræstationer på pladen, både af Rebecca Hirsch i violinkoncerten og af Martyn Hill og Åsa Bäverstam i den tre kvarter lange korsymfoni The Echoing Garden, der klinger udmærket i liveoptagelsen fra 1992, indspilningens omstændigheder og det stort opslåede værks klanglige udfordringer taget i betragtning.

Det er derfor alt i alt, ja, undskyld udtrykket, prisværdigt, at vi har fået begge værker på cd. De viser Sørensen som en af tidens mest originale danske komponiststemmer med et indiskutabelt, internationalt format, og man må erklære sig enig med redaktør Anders Beyer, når han i bookletten til den nye plade skriver, at »med værkerne The Echoing Garden og Sterbende Gärten står den fuldt modne Bent Sørensen frem i dansk musikliv«. Efter dette ser man for alvor frem til den symfoni, DR har bestilt til uropførelse i efteråret.

- Apropos dacapo-udgivelser i tide kan det i øvrigt tilføjes, at der som optakt til uddelingen af Sonningprisen er udkommet genudgivelser af Per Nørgårds Luna, Twilight samt 3. symfoni med henholdsvis Blomstedt, Latham-Koenig og Tamás Vetö (dacapo 8.224041). Alle indspilningerne på den nye cd har tidligere været udgivet, Luna dog kun på lp.

•

Charles Griffes: Complete Piano Works. Three Tone-Pictures op. 5, Fantasy Pieces op. 6, Roman Sketches op. 7, Three Preludes, Sonata. Poul Rosenbaum (klaver). Kontrapunkt 32215.

Poul Rosenbaum har indspillet upåagtet amerikansk klavermusik på Kontrapunkt. Det drejer sig om kompositioner af Charles Griffes (1884-1920), hvis ikke så omfattende produktion primært er koncentreret om klaveret.

Griffes musik bærer ikke hørbart præg af, at komponisten var på et længere studieophold i Berlin ved århundredets begyndelse. Derimod præges værkerne af et uafviseligt slægtskab med fransk impressionisme. Det gælder i udpræget grad, hvad der angiveligt er Griffes kendteste klaverstykke, nemlig The White Peacock fra samlingen Roman Sketches op. 7 (1915). Andre titler som The Fountain of the Acqua Paola og Clouds bestyrker indtrykket af Griffes' placering som noget i nærheden af Amerikas svar på Debussy.

Nightfall fra denne samling viser sig at være karakteristisk i sin opbyg-ning af melodibærende farveklange omkring en gentaget figur. Et princip, der findes i flere andre stykker på cd'en. Således i The Lake at Evening og The Vale of Dreams, begge fra Griffes tidlige Tone Pictures op. 5 - hvis man da i øvrigt kan tale om 'tidligt' og 'sent' hos en komponist, der ikke opnåede at blive ældre end 35 år.

Andre af Griffes kompositioner peger på Alexander Skrjabins musik som en væsentlig inspirationskilde, mens de kortere Three Preludes fra 1919, skrevet ikke så lang tid før komponistens død, viser en ny, kun svagt tonal retning, hvor associationerne til noget ved siden af selve den musikalske struktur er opgivet.

Charles Griffes klaversonate (1917-18), tidligere indspillet af Rosenbaum sammen med Rachmaninovs første klaversonate (Danica DLP 8083), der afrunder denne cd, er tilsvarende befriet for skyer og natlige dufte. Som den her fremføres, er det energisk, tæt og udtryksmættet musik med pianistisk bredde og anstrøg af romantisk élan, skønt Poul Rosenbaum forbliver en nøgtern fortolker uden tendenser til pianistiske virtuosmanérer.

Selvfølgelig er amerikansk musik omkring århundredeskiftet andet end Ives. Med denne cd har Poul Rosenbaum gjort en betydelig indsats for at hale en af gigantens underbelyste samtidige frem fra skyggen.

•

Mogens Christensen: Vocal and Cham-ber Music vol. 3. Ensemble Nord og Helle Kristensen (blokfløjter), Ricardo Odriozola (violin) og Charlotte Meldgaard (sopran). Paula PACD 96.

Mogens Christensen er en dansk komponist med vind i sejlene. Masser af koncertopførelser, også med internationale ensembler, og nu endnu en ny cd på markedet, denne med lutter Christensen-kompositioner.

Komponistens poetiske, lyriske udgangspunkt, der har fuglesang, lys og drøm som afgørende fokuspunkter, er ikke fornægtet, men forekommer til gengæld betragteligt udvidet.

Således i Skærsommernatsfugle (1994), der ligesom det tidligere ind-spillede stykke Vårnatsfugle (Point PCD 5116) tager udgangspunkt i blokfløjtekoncerten A Fancyer's Delight (Paula PACD 86). Den friske, klare skrivemåde i Vårnatsfugle med naturimitationer, der kræver diverse instrumentaleffekter af blokfløjtesolisten, er i det nye værk Skærsommernatsfugle sat ind i en kontekst med guitar og elektroniske ekko-effekter, der udvider og differentierer både instrumenternes og kompositionens udtryk.

Andre nye kompositioner føjer en råhed til udtrykspaletten, der vist nok er ny i Mogens Christensens værker. Det kan være mørkt og aggressivt som i begyndelsen af Snow Light (1994) eller ligefrem jordskælvsagtigt, grund-voldsrystende som i Ange Silencieux fra samme år.

Sidstnævnte værk, der afslutter den nye cd, fremstår som et voldsomt, skælvende og knagende klangmassiv suppleret af til tider forvirret myldrende, til andre tider koordinerede bevægelser. Musik, der ikke rummer så meget som antydning af stilhed før hen mod slutningen, hvor det voldsomme viger for en rolig harmoni, der synes at antyde den gamle idé om sfærernes musik.

Denne nye Mogens Christensen-cd er stort set hele vejen igennem meget interessant lytning - selv glæder jeg mig til at uddybe bekendtskabet - og de udøvende på pladen vidner ved deres engagerede og rosværdige spil om musikkens fængslende karakter. Både for lytteren og for musikerne der formidler den.

•

Night Birds. Contemporary Guitar Music. Værker af John Frandsen, Wayne Siegel, Svend Nielsen og Pierre Dørge. Den Danske Guitarduo. Point PCD 5120.

Den Danske Guitarduo alias Søren Bødker Madsen og Morten Skott, der tidligere har udsendt en cd med musik af bl.a. Albeniz og Piazzolla, er på banen med endnu en udgivelse på selskabet Point. Denne gang med musik udelukkende af danske komponister.

John Frandsens Twilight har et grundlæggende lyrisk anstrøg, præget af faldende mønstre og repetitive figurer. Den imødekommende musik rummer både afspændte passager og varmblodigt, spansk guitartemperament.

Three Canons for Two Guitars af Wayne Siegel begynder med en nær-mest statisk sats, der gradvis går over i et hurtigt, strømmende forløb af udfigurerede akkorder. Både de to første satser og den skævt swingende sidste sats udnytter kanonteknikken til at skabe flydende musik med større eller mindre fremdrift og falder der-med godt ind i compact discens af-slappede grundstemning. En stemning, der synes at befordres af selve guitarens karakter som instrument, og som generelt befæstes af de indspillede værker. Således også af Svend Nielsens Barcarole, duoens eget arrangement af et af komponistens kendte Romantiske Klaverstykker fra 1974.

Flest kanter og knaster er der i Pierre Dørges afsluttende Struthio Camelus, tre frie stykker for guitar, der såvidt det fremgår er inspireret af strudsens særprægede adfærd og hele zoologiske koncept. De hurtige ydersatser hopper og løber afsted, mens midtersatsen er udpræget vegeterende.

Det er en velspillet compact disc, Søren Bødker Madsen og Morten Skott har begået, og en cd-udgivelse, der nok vil kunne overraske publikummer uden for ghettoen i deres fordomme om, at ny musik er vanskelig at lytte til.