Ramaskrig?

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 07 - side 217-217

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

»Jeg skal ikke bare tage vare på komponisternes kår - og musikernes - men også på fx musiketnologi, musikpædagogik, musikbiblioteker, spillesteder og publikum.« Kulturminister Jytte Hilden tager til genmæle over for komponisten John Frandsens kritik af Hildens brede kulturbegreb. Læs Hildens svar i dette nummer.

Som altid hænger diskussionerne sammen med bevillinger til kunsten, som altid er for få. Mange ting kan vi være uenige om i denne kulturens brydningstid. En af de ting forholdsvis mange kan blive enige om, er, at vores kulturminister har været god til at sikre dansk kunst og kultur flere midler. På et tidspunkt da det så allerlysest ud, kunne det afgåede Musikråd sætte ind med en langtidsplanlægning, der gik ud på over en flerårig periode at sikre stabilitet og fornyelse. Det var muligt at sætte nye initiativer igang, bl.a. musikeksporten, Den Anden Opera, udbygning af efteruddannelsen og de Musikalske Grundkurser. En stund så det rigtig godt ud. »Nu skal vi komme efter finnerne og de andre kulturimperialister«, tænkte man ved sig selv. »Nu skal vi vise dem, at danske skabende og udøvende kunstnere under gode vilkår kan nå langt.«

Flere synes at have tænkt lignende tanker, for der skete noget bemærkelsesværdigt i musiklivet på meget få år. Sideløbende med en professionalisering af 'hele banden' (med Niels Viggo Bentzons bramfrie udtryk), indtrådte også en mental forandring. Vi (hermed mener jeg bl.a. komponister, musikere, kritikere, formidlere) fandt ud af, at de, der talte et andet sprog, som vi så op til, ikke var så guddommeligt meget bedre til at gøre deres arbejde end os. Succes skal ikke altid måles i antallet af solgte billetter, men der kom faktisk ikke blot flere mennesker ind i menigheden, festivaler kunne melde om udsolgte koncerter. Læs i dette nummer om den nyligt afsluttede Numus festival, der igen kunne sammensætte et program, som evnede at stille nye spørgsmål til den fortsatte diskussion om veje i den ny musik.

Bortset fra de personer og institutioner man med søvngængeragtig sikkerhed kan sige kun nødtvungen bidrager til at forny dansk musik og musikliv, så så det altså en stund rigtig godt ud. Men så gik det galt: Kulturministeriet besluttede at nulstille fremskrivningen af rådets midler, som var tilført musiklivet gennem den vigtige og livgivende lovrevision.

Et nyligt tiltrådt Musikråd kan imødese ramaskrig fra hele banden, fordi rådets frie midler vil blive beskåret. Hvad stiller man op i en sådan situation? Det nye musikråds formand, Lennart Ricard, er en venlig mand og han er en klog mand og han er en mand, der ved, at miljøerne er på vagt. Så Ricard sender en venlig pressemeddelelse ud til kulturlivet og beder om en konstruktiv dialog med musikrådet. På og mellem linierne står der nedskæringer med flere udråbstegn.

Åbenheden skal musikrådet have tak for, den har vi savnet. Dialogen kan rådet også godt regne med herfra. At dokumentere behovet for en fremskrivning af rådets midler til brug for den langsomt komponerede musik, er ikke svært. Resultaterne er synlige for enhver, der har fulgt udviklingen i de seneste år: Bredden såvel som dybden i dansk musik er vokset i flere betydninger af ordet. Nu gælder det om at fastholde niveauet. Mindst. Musikrådets venlige mand må bruge al sin viden og energi på at skaffe de gode betingelser for musiklivet, som den gamle musiklovsrevision lagde op til.

Årgang 70/1995-1996, nr. 07