Menneske og maskine

Merce Cunningham, John Cage, David Tudor, syngende dansere og andre sære amerikanere

Danseren og koreografen Merce Cunningham kommer til København med sit kompagni (9.-11. august). DMT mødte Cunningham i studiet på Manhattan, New York.

»I Østre Gasværk gav regnen en ekstra dimension til dansen.« Merce Cunningham griner hjerteligt og tænker på hans kompagnis optræden i København for to år siden, hvor gulvet i Gasbeholderen var faretruende glat på grund af regn fra et utæt tag. Om gæstespillet skrev Henning Jørgensen i Information (2.-3. juni 1984): »ubeskriveligt mangfoldige opbud af koreografisk fantasi.«

Den 77-årige Cunningham kommer igen til København med sit kompagni i forbindelse med Kulturby 96s New York Series. Det sker 9.-11 august, med danseforestillinger som Beach Birds (1991) og Rondo (1996) med musik af John Cage, Change of Address (1992) med musik af Walter Zimmermann, CRWDSPCR (1993) med musik af John King, Ground Level Overlay (1995) med musik af Stuart Dempster og Windows (1995) med musik af Emanuel Dimas de Melo Pimenta.

Fra Cage til Zimmermann

En af de vigtigste partnere i Cunninghams professionelle liv har været komponisten John Cage (1912-1992). De mødte hinanden i 1937, da Cage arbejdede hos Bonnie Bird's Dance Classes, hvor Cunningham studerede. Cage overtalte Cunningham til at starte sit eget kompagni. Fra 1945-1992 var Cage musikalsk rådgiver for Merce Cunningham Dance Company.

I sin bog Silence skriver Cage om samarbejdet: »Det nye i vores samarbejde er afkaldet på snævre, private menneskelige omstændigheder til fordel for fokus på den store verden af natur og helhed, som vi alle er en del af. Vores intention er at gå ind i denne helhed, ikke ved at bringe orden i kaos eller ved at foreslå forbedringer i det allerede skabte, men ved ganske enkelt at vågne op til det liv, vi lever, som vi opdager er så pragtfuldt, når det lykkes os at få tanker og ønsker ud af hovedet og bare lade dem agere på deres egne præmisser.«

Da Cage og pianisten/komponisten David Tudor kom til den ny musiks mekka i Darmstadt i mid-ten af århundredet, skabte det røre i den centraleuropæiske modernismes højborg. Cage gjorde nemlig det modsatte af Stockhausen og Boulez, han lod musikken være, lod den passe sig selv. Cage ville ikke skubbe til musikken, han ville ikke forføre eller fortolke. Sammenhængen måtte den enkelte lytter selv skabe i det indre lytteapparat.

Et af Cages mest berømte 'værker' består af de lyde, der opstår i loka-let i de godt fire minutter, stykket varer.

Sådan er det også med Cunninghams dans: »Der er ikke nogen præetableret mening i mine forestillinger, ligesom dansen foregår uafhængigt af musikken. Det eneste dans og musik har til fælles er, at de foregår i det samme tidsrum«, siger Cunningham.

Præcist formuleret af Anna Kisselgoff i New York Times: »Det filosofiske udgangspunkt i Cunninghams og Cages arbejde er, at sonderingen mellem kunst og liv kan gøres usynlig. Det betyder ikke, at livet skal afbildes i bogstavelig forstand. Snarere at kunst skal efterligne naturens funktionsmåde. Ligesom i livet kan der også foregå flere ting samtidig på scenen. Eftersom mange ting i livet bestemmes af tilfældigheder, må tilfældighedsprincippet også præge det, der sker på scenen.«

Life Forms

Da Cage døde i 1992 blev David Tudor musikalsk rådgiver i kompagniet. Og da Tudor fik et slagtilfælde for et par år siden, gik stafetten videre til den japanske musiker og komponist Takehisa Kosugi.

Rollen som musikrådgiver for kompagniet er nok så vigtig. Det kom til udtryk, da jeg spurgte Cunningham, hvordan det kunne være, at han nu brugte musik af Zimmermann (i Change of Address), der ligger så langt fra Cages åndelige univers, som man kan forestille sig. Cunningham svarede kort og godt: »David Tudor kender Zimmermann og foreslog hans musik.«

Cunningham er ikke ligeglad med musikken, han synes bare ikke, at den skal gøres til noget særligt. Med hans egne ord: »Ofte hører danserne ikke musikken før generalprøven, nogle gange først til selve premieren. Efter at have knoklet i månedsvis med danserne, vil jeg ikke have, at de skal forstyrres af musikken, de skal koncentrere sig om dansen.«

Eller som Anne Livet siger det i en artikel om værkerne af Cage og Cunningham: »En event ... [er en] collage, hvor flere ting kan foregå samtidigt, uafhængigt af hinanden eller sammen med hinanden, uden central forankring i tid, rum eller personer. Alle elementer er lige vigtige, med mindre man selv beslutter noget andet.«

Virtual Dance

Cunningham taler også om »en ny kompleksitet« i sin kunst. Den består blandt andet i inddragelse af computergenereret dans i arbejdsprocessen: »Da jeg startede med computeren, kunne jeg dårligt nok finde ud af at håndtere et skriveprogram. Siden blev jeg mere fortrolig med den ny software.«

I Cunninghams 'dansecomputer' kan koreografen med programmet Life Forms komponere tredimensionel dans. Udviklingen af nye værker sker nu altid ved computeren, naturligvis i interaktion med levende dansere for at afprøve holdbarheden i de nye former.

Life Forms er udviklet af Tom Calvert ved Simon Fraser University i Vancouver, British Columbia. Med dette program kan Cunningham fx vælge forskellige grundpositioner og derefter rotere dem, se dansen fra forskellige perspektiver, fastfryse billeder, osv. Han fortæller begejstret om de mange konfigurationer og sekvenser, som computer-danserne er i stand til at udføre. Om programmet siger Cunningham:

»Ud over at være et glimrende redskab for koreografer, kan det også være en hjælp for pædagoger. Det kan nemlig give studenterne en ny bevidsthed omkring anatomiske detaljer.«

Og for Cunningham kan computerprogrammet bruges til at skabe den nye kompleksitet, han fortæller om: »Life Forms giver in-spiration til mig og danserne, fordi jeg nu kan se animationer, hvor arme, ben og torso arbejder fuldstændig uafhængigt af hinanden.«

Den syngende danser

Computer-animationer med tredimensionelle gengivelser synes at være for dansens pædagoger, hvad interaktive musiksystemer er for spil-selv-bevægelsen. For koreografen, der har et begrænset antal dansere til rådighed, kan Life Forms være et uvurderligt hjælpemiddel i skabelsen af bevægelser i real-time simulation. Ganske som komponisten med computerprogrammet via MIDI kan afspille sit netop komponerede orkesterværk i nogenlunde gengivelse for at høre, om det komponerede fungerer.

Jeg spurgte Cunningham om han kendte til et tilsvarende forsøgsprojekt, programmet Chant, som udviklet på IRCAM i Paris. Det er i stand til at simulere den menneskelige stemme. Det kendte Cunningham udmærket og lod sig endog begejstre ved tanken om muligheden af at koble de to programmer sammen. Hvad så end det kunne skabe af nye muligheder - måske en dansende operasanger, eller en syngende danser. Hvorfor ikke?

Merce Cunningham Dance Company danser på Det Kgl. Teater, ny scene, 9.-11 august. De kan finde flere oplysninger om Cunningham og hans kompagni på internettet:

http://www.merce.org