Nye bøger

Af og til kan man godt forbløffes over den enorme mængde speciallitteratur som musik kan give anledning til. Denne teoretiske overbygning har en tendens til at få sit eget liv, hvilket til tider føles ganske naturligt medens det andre gange forekommer at være uden forbindelse med sit ophav. De følgende anmeldelser vil illustrere dette.

Peter Woetmann Christoffersen: French Music in the Early Sixteenth Century. Studies in the Music Collection of a Copyist of Lyons. The Manuscript Ny Kgl. Samling 1848 2° in the Royal Library, Copenhagen. Museum Tusculanum Press 1994. Vol. 1: Description, reconstruction and repertory. (344 sider). Vol. 2: Catalogue. (203 sider). Vol. 3: Transcriptions. (298 sider). Indbundet. Kr. 850 (sælges kun samlet).

Filosofiske doktorgrader inden for dansk musikvidenskab er ikke nogen metervare. Antallet overstiger endnu ikke 25 hér lidt over hundrede år efter Angul Hammerichs disputats.

I 1994 erhvervede Peter Woetmann Christoffersen sin doktorgrad for denne afhandling om et fransk node-manuskript i Det Kongelige Bibliotek. Under Woetmanns kyndige og tålmodige blik bliver dette tilsyneladende beskedne og slidte manuskript til en guldgrube af oplysninger om sin samtid.

I første omgang underkaster Woetmann manuskriptet en nøje undersøgelse og påpeger hér enkeltdelenes oprindelige sammensætning (som senere ombindinger har forstyrret), vandmærker i papiret samt forskelle i notation, skrift- og blæktype. De herved fremkomne oplysninger muliggør derpå en ganske præcis placering i tid og sted (1520rnes Lyon) samt nogle spændende bud på manuskriptets tilblivelseshistorie.

Med sine 450 sider og ikke færre end 259 forskellige kompositioner udgør manuskriptet Cop 1848 én af de rigeste kilder til musikken omkring år 1500. Over halvdelen af værkerne er tilsyneladende unika. Under 10 procent af værkerne bærer komponistnavne, men ved at sammenholde med andre kilder får Woetmann sat navn på ca. halvdelen. To trediedele af repertoiret består af verdslige kompositioner, medens resten er kirkeligt. Af de verdslige kompositioner består langt den overvejende del af franske chansons, og det er hér Woetmann lægger afhandlingens tyngdepunkt. De forskellige stilistiske udviklingslinier inden for den franske chanson i denne periode er, ifølge Woetmann, kun ufuldstændigt undersøgt; men et nøjere studium af Cop 1848 giver en enestående mulighed for at øge forståelsen heraf.

Den kirkelige vokalpolyfoni af de store mestre er allerede grundigt belyst, hvorfor Woetmann forståeligt nok vælger at koncentrere sig om manuskriptets unika af tydeligt provinsielt tilsnit. I det hele taget er den tids musikliv uden for de kulturelle kraftcentre kun sparsomt belyst, og selvom Lyon var et væsentligt center for handel, véd man kun lidt om byens musikliv i denne periode. Woetmann argumenterer i sin afhandling smukt for Cop 1848 som en særdeles vigtig kilde til at forøge vores viden om dette område. I kraft af sit mere end 20-årige engagement i dette specielle manuskript lykkes det Woetmann at komme endog særdeles tæt på kildens samtid, og hvor selve kilden må tie, anfører forfatteren inspirerede gæt og tolkningsforsøg.

I sagens natur bevæger teksten sig på akademisk niveau, men det er bestemt ikke ulæseligt af dén grund. Flere afsnit er regulært spændende læsning, især rekonstruktionen af manuskriptet, udredningen af tilblivelseshistorien og placeringen i samtidens musikliv, både forbrug og cirkulation.

Hovedteksten fylder bind 1, og i bind 2 finder man, udover litteraturliste m.m. et tematisk katalog over samtlige enkeltværker i manuskriptet. I sig selv en enorm præstation.

Bind 3 er viet til en moderne transskription af 106 af de mest inter-essante kompositioner i manuskriptet. De er, som alt andet i denne afhandling, pertentligt gennemarbejdet.

Woetmann har ikke kun den teore-tiske indfaldsvinkel til renaissance-musikken, da han tidligere har ledet et eget ensemble for tidlig musik.

Undervejs i teksten antyder Woetmann flere forskningsområder, som han af praktiske hensyn må lade ligge; men gerne vil tage op ved anden lejlighed. Det skal blive spændende at se, hvad Woetmann i fremtiden kan bidrage med inden for dette felt.

•

Svend Hvidtfelt Nielsen: Virkeligheden fortæller mig altid flere historier. Om Per Nørgårds verdenssyn og musik. Det Fynske Musikkonservatorium 1995. 262 sider + selvstændigt nodebilag på 60 sider. Kr. 300. Kan bestilles direkte hos Det Fynske Musikkonservatorium, Islandsgade 2, 5000 Odense C.

Ikke uventet har Sonningpris-overrækkelsen afstedkommet en mængde nye skriverier om Per Nørgård og hans musik. Blandt disse finder vi denne bog, der er skrevet af en tidligere elev og nuværende komponistkollega, Svend Hvidtfelt Nielsen. Bogen er en lettere redigeret version af et universitetsspeciale.

Forfatteren har således alle for-udsætninger for at kende Nørgårds tanker og musik, og timingen af udsendelsen kunne dårligt være bedre. Det ville være dejligt, om jeg kunne sige det samme om indholdet; men det føler jeg ikke rigtigt, at jeg kan.

Bogen falder i tre dele. Første del er en præsentation af Nørgårds livssyn, fremlagt gennem en lang række citater fra hans egne artikler, uddybet og sammenkædet af SHN. Anden del gennemgår Nørgårds kompositionsteknikker, med vægten lagt på de senere års arbejde henimod og med de såkaldte tonesøer. Tredie del består af analyser af sidstesatsen af violinkoncerten Helle Nacht, 5. Symfoni samt orgelværket Mattinata. Fremstillingen afrundes med et appendix, der søger at belyse Nørgårds virke gennem Heideggers begrebsapparat.

Bogens største problem er dens fremstillingsform. SHN siger selv om indholdets tre dele (forordet s. 6): »Heraf er første del umiddelbart tilgængelig, også for lægmand, anden dels hovedtræk vil være forståelige (nodekendskab vil dog være en hjælp), mens tredie dels meget kontante analyser næppe vil kunne glæde andre end interesserede fagfolk.«

Dét må siges at være en underdrivelse. Første del kan læses uden de store musikteoretiske forudsætninger, det er korrekt. Men derefter er bogen kun et anliggende for specialister. Så er det sagt. SHN har, så vidt jeg kan vurdere, et enormt overblik over stoffet. Men det kræver en stor ind-sats at fravriste teksten en sammenhængende forståelse for udviklingslinierne i Nørgårds kompositionsteknikker, selv med en solid faglig baggrund.

Der er formodentlig flere grunde hertil. Teksten bærer alt for tydeligt præg af at være et lettere redigeret speciale, med trykket lagt på 'lettere'. Sproget henvender sig til en lille, indforstået kreds, som fx vejleder og censor, og synes ikke at være redigeret synderligt med henblik på en lidt større målgruppe. Desuden er SHN ikke blot elev af Nørgård, han er også selv komponist, og dermed vant til at tænke i konstruktivistiske baner.

Alt for mange gange sidder man som læser med en fornemmelse af, at nogle forklaringsmæssige mellemregninger er blevet inde i hovedet på SHN. Med lidt bladren frem og tilbage kan man da godt i mange tilfælde regne sig frem til, hvordan vi nu nåede hertil. Men det er unødvendigt og anstrengende. Og flere steder forbliver ræsonnementerne dunkle og uklare.

Jeg véd ikke, hvad der har været SHNs intention med at lade sit speciale trykke i denne form. Har han ønsket selve specialet tilgængeligt i bogform og så iøvrigt ikke keret sig yderligere om, hvor anvendeligt det eventuelt kunne være? Eller har han haft et ønske om at gøre de dybere filosofiske og især kompositionstekniske lag i Nørgårds musik tilgængelige for en lidt bredere musikkyndig kreds?

Som bogen fremtræder nu, kan jeg ikke med min bedste vilje se, at den vil kunne oplyse ret mange, udover en lille håndfuld indforståede. Og så måske en gruppe studerende på et liniefagskursus el. lign.

Det er måske også i orden. Specialdisciplinernes frontlinie er som regel kun forståelig for de få. Ok. Men denne tekst er altså mere eksklusiv, end den behøver at være!

En ting er SHNs eget mål med bogen. Men hvad med udgiverens? Har forlaget haft en fagkonsulent til at læse manuskriptet igennem? Med alle de formelle (sjuske)fejl der er at finde bogen igennem, kunne man godt få den forfærdende tanke, at bogen er blevet udgivet uden nogen form for redaktionel korrekturlæsning. Det er synd for SHN - og for Nørgårds musik - at alle disse store anstrengelser ikke kunne blive til glæde for flere end tilfældet er.

Disse kritikpunkter trækker endnu et med sig, og det er fremstillingsformen i specialer generelt. Det er jo langt fra første gang, at man ser denne akademiske utilnærmelighed i en specialetekst (forstår vejleder og censor virkelig SHNs gennemgang af Nørgårds tonesøer?). Det kan jo i høj grad undre, at formidlingsaspektet tilsyneladende nedprioriteres, når den studerende vejledes i specialeprocessen. Burde det ikke være en integreret del af forberedelsen til en akademisk løbebane, at man lærer at gøre sig forståelig? Eller er det tilstrækkeligt, hvis man blot kan henvende sig til ligesindede inden for det akademiske frimureri?

De samfundsmæssige konsekvenser af denne afstand til det omgivende samfund skal jeg ikke tage stilling til hér. Dette sidste blot til personlig refleksion.

•

Bo Holten: Sange for kor 1968-95. Edition Egtved 1995. 170 sider (samtlige satser findes også som løsblade med dansk eller svensk tekst). Kr. 298.

Bo Holtens virke som kordirigent og -komponist har mange sikkert stiftet bekendtskab med. I 1994 blev han udnævnt til Årets Korkomponist, og dette har ansporet ham til at få samlet, redigeret og udgivet en stor del af de korkompositioner og -arran-gementer, der er egnede til amatørkor. Det er blevet til denne nydelige, ind-bundne korbog, der indeholder 52 kompositioner og 22 arrangementer.

Tidsmæssigt spænder satserne fra de syv Ludvig Holstein-sange (oprindeligt for sopran og klaver, 1968, der er anført på hans værkliste som det andet selvstændige værk), til en sats som Opfyld, stem os fra 1994/95. Man kan følge Holtens udvikling fra tidlige stiløvelser til rutinerede og behændige arrangementer.

Der vil være mange gode ting at gå i gang med for de nordiske kor, som denne to-sprogede udgivelse henvender sig til. Dog må man nok sige, at nogle af satserne stiller endog meget store krav til et amatør-kor. Basserne bliver flere gange sendt ned på et D og endda et C! Tenorerne får også deres sag for i de tynde luftlag.

Men ellers udmærker de fleste af satserne sig ved sangbare stemmer og raffinerede satsmæssige detaljer, der tydeligt afspejler Holtens mangeårige arbejde med vokalpolyfonien. Der er en udpræget glæde ved den vandrette tænkemåde, ved de enkelte stemmers linieføring, der er herligt forfriskende i forhold til de mange mere gumpetunge akkordiske korsatser, som amatørkor ellers til overflod bliver præsenteret for.

Der er ikke den store radikalitet i tonesproget, og det er nok meget godt til målgruppen. Der er til gengæld megen kromatik og senromatisk aura over bogen som helhed. Mest eksperimenterende er vel nok Isaac og Ivan og Innsbruck, den minimalistiske fantasi over Heinrich Isaacs Innsbruck. Den vil til gengæld nok volde de fleste mindre øvede kor en del kvaler.

I Højskolebladet nr. 15 fra i år anmelder Lars Davidsen denne korbog, og fremhæver hér satserne til de fire melodier af Bo Holten, der er kommet med i den seneste udgave af Højskolesangbogen, og nævner i den sammenhæng, at især to af melodierne, At lære er at ville og Der truer os i tiden er slået an rundt omkring på højskolerne. Det er nu ikke mit indtryk, set fra en højskolehverdag. Det er da udmærkede melodier, men de savner nok i mine øjne nogle af de kvaliteter (eller egenskaber), som fx Bjarne Haahrs, Erik Sommers eller Erling Lindgrens melodier besidder.

Men det er en detalje i denne sammenhæng, for det er en smuk og udmærket korbog.

•

Mogens Koktvedgaard: Lærebog i immaterialret. 4. udgave. Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1996. 405 sider, hæftet. Kr. 485.

Til slut skal der kort omtales to bøger, der behandler musikkens vilkår som genstand og vare under de moderne markedsmekanismer. Netop kunsten som vare er jo et område som mange kunstnere har et lidt ambivalent forhold til, specielt inden for kompositions-musikken.

Den juridiske beskyttelse af musik-værker falder ind under ophavsretten, der igen sammen med patentret, brugsmodelret, mønsterret og varemærkeret hører hjemme under immaterialretten.

Så vidt jeg har fået oplyst er denne bog uomgængelig, hvis man vil stifte bekendtskab med området immaterialret. Bogen anvendes som lærebog på det juridiske studium, og anvendes meget som håndbog inden for de nævnte områder. Dette er den seneste, 4. udgave, opdateret frem til begyndelsen af december 1995. Denne udgave inddrager således den nyeste lovgivning på området, heriblandt vigtige EU-direktiver. Hér skal blot nævnes den seneste ophavsretslov, der forlænger beskyttelsestiden fra 50 til 70 år.

Det er juridisk stof, og som sådan lidt tungt læseligt. Men juridiske tekster skal netop være fuldstændigt eentydige af hensyn til tydeligheden, og det må man sige, at Koktvedgaard mestrer. Det er en meget velformuleret bog, skrevet af en kapacitet på området.

De specifikt musikalske forhold fylder mindre i en oversigtsfremstilling som denne.

Dette har foranlediget den følgende udgivelse.

•

Morten Rosenmeier: Ophavsretlig beskyttelse af musikværker.

Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1996. 131 sider, hæftet. Kr. 190.

Ifølge forfatteren af denne bog findes der kun en meget beskeden trykt dansk retspraksis vedrørende ophavsretslig beskyttelse af musikværker. Rosenmeier valgte da at skrive sit juridiske speciale om netop dette emne, og det er den reviderede udgave af dette speciale, der nu er udsendt i bogform.

Rosenmeier har under udarbejdelsen støttet sig til bla. ovennævnte bog samt oplysninger fra KODA vedrørende deres praksis. Bogen falder i tre hovedafsnit: Kompositioner, arrangementer og krænkelsesspørgsmålet.

Det er faktisk ganske interessant læsning, også for en ikke-jurist. Af hensyn til den juridiske klarhed går forfatteren yderst systematisk frem, når musikkens mangfoldighed skal defineres og rubriceres. Hvordan foretager man egentlig en typologisk afgrænsning af en komposition og et arrangement, der er så tydelig, at den kan anvendes i en retssal? Hvordan stiller man et relevant originalitetskrav til en komposition og til et arrangement?

Eller sagt på en anden måde: hvornår er fx et arrangement et arrangement og ikke et plagiat? Hvor lille en musikalsk enhed kan man få beskyttet? Kan man beskytte en særlig lyd? Eller en bestemt akkord?

Rosenmeier kommer i sin pragmatiske gennemgang rundt om tvivlsspørgsmål som de fleste nok aldrig har skænket en tanke. Og det er slet ikke kedeligt!

Bogen er udgivet med økonomisk støtte fra KODA.