Nye plader

Carl Nielsen. Commotio and other Danish organ works. Niels W. Gade: Tre Tonestykker op. 22, Franz Syberg: Præludium, Intermezzo og Fugato, Per Nørgård: Partita Concertante op. 23 og Carl Nielsen: Commotio op. 58. Kevin Bowyer (orgel). Nimbus Records NI 5468.

Det er en fornøjelse af en orgel-cd, Nimbus Records har udgivet med den 35-årige organist Kevin Bowyer.

Han er en af de musikere, der mestrer ikke bare sit instruments standardrepertoire - sådan hele vejen rundt - men også nyere værker af Xenakis, Ligeti m.fl. Det kan man læse sig til i bookletten, og det kan man se af hans diskografi. Foruden nærværende cd med lutter dansk mu-sik har Bowyer indspillet Schumann, Brahms og Hindemith på Nimbus. For tiden arbejder han på en samlet indspilning af alle Bachs orgelværker, et projekt som man på baggrund af det foreliggende vist godt kan glæde sig til resultatet af.

Nu og her kan man glæde sig over fine indspilninger af dansk orgelmusik med Bowyer ved Marcussen-orglet i Odense Domkirke, hvor han også har lavet flere af sine tidligere plader.

Cd'en åbner med Gade. Hans tre romantiske Tonestykker op. 22, der klinger flot og appetitvækkende som indgangsportal til det følgende. Orgelspillet er klart, stort og ligetil i fraseringen. Indbydende og behageligt at lytte til.

Det store nummer på cd'en er, som afsløret i dens titel, Carl Nielsens Commotio, der afslutter turen fra Gade forbi Franz Syberg og de snirklede melodiføringer i hans Præludium, Intermezzo og Fugato fra begyndelsen af 1930rne op til Per Nørgårds tidlige Partita Concertante. Solid, dramatisk musik fra slutningen af 1950erne.

Bowyers Nielsen-spil har en intensitet, der forløser musikkens strømmende karakter. Dog bliver de svage steder endda meget svage, så de kommer til at stå for fjernt i lydbilledet, når kirkeoptagelsen afspilles på stereoanlæget hjemme i stuen. Men frem for alt spiller Bowyer Nielsens store orgelværk med en åbenhed og en autoritet, der gør hans Commotio til en flot afslutning på denne lille rundvisning i dansk orgelmusik fra perioden 1850erne til 1950erne.

•

Otto Malling: Paulus, Frelserens syv Ord paa Korset. Helge Gramstrup (orgel), Det jyske Kammerkor og Mogens Dahl (dirigent). Dacapo 8.224023.

Helt anderledes dansk orgelmusik end Carl Nielsens, omend komponeret i Nielsens levetid, kan man høre på en ny dacapo-cd, hvor Helge Gramstrup spiller musik af Otto Malling.

Her er alt endnu ved det gamle. Mallings samlinger af bibelske for-tællinger illustreret for orgel er ren, senromantisk programmusik skrevet i den stort anlagte, symfoniske tradition fra før orgelbevægelsen og Laubs bandlysning af den romantiske kirkemusik. Episk og illustrativ i behandlingen af henholdsvis Paulus' omvendelse og Jesu sidste ord på korset.

Der er mægtigt orgeldrama i den stormfulde indledningssats fra Paulus, en af Mallings mange samlinger af 'stemningsbilleder' for orgel, der har gjort ham mere kendt end de fleste af hans kompositioner i andre genrer. Selvom Malling bekender sig formbevidst til traditionen fra Gade - og Hartmann, som Gramstrup fremhæver i sine egne bemærkninger til de indspillede værker - kunne han sagtens skrive saftigt og kraftigt, så associationerne ved lytningen til musikken går langt ud over Danmarks grænser - og ud over fordommene om det lidt kedsommelige ved Otto Mallings musik.

Frelserens syv Ord paa Korset - komponeret i 1904, dvs. året efter Paulus - er et skoleeksempel på Mallings tekstnære bibeludlægninger for orgel. Her af de syv korsord, lidt overraskende sammentrængt i tre satser. De omgærdes af dels en ind-ledende adagio med stilfærdigt lidende kromatik og neapolitanervirkninger, dels en slutsats, der fra rugende mør-ke over en effektfuld sønderrivelse af tempelforhænget afspejlet i et stort, nedadgående løb ender med et trøsten-de slutkor i form af Mallings egen sal-me »Vær trøstig, sjæl, og ængst dig ej«.

•

Jan Maegaard: Jævndøgnselegi op. 28, Labirinto I op. 77, Canon op. 68 og Musica Riservata II op. 61. Anette Simonsen (mezzosopran), Henrik Brandstrup (cello), Eva Feldbæk (orgel), Tim Frederiksen (bratsch), Toke Lund Christiansen, Henrik Svitzer og Ulla Miilmann Jørgensen (fløjter), Klas Sjöblom (obo, engelskhorn), Jesper Helmuth Madsen (klarinet), Jørgen Bove (saxofon) og Peter Andersen (fagot). Dacapo 8.224050.

Komponisten, dr.phil. og professor i musikvidenskab Jan Maegaard fejres for tiden behørigt i anledning af sin 70-års fødselsdag i år. Det sker blandt andet med en portræt-cd fra dacapo, der således samtidig er med til at markere afslutningen på Maegaards lange og fortjenstfulde tid som underviser og musikforsker ved Københavns Universitets musikvidenskabelige institut.

Det er en udgivelse, Jan Maegaard har megen grund til at glæde sig over. Anette Simonsens smukke, mørktonede mezzosopran, Henrik Brendstrups syngende cellotone og Eva Feldbæks sikre orgelspil føjer sig overbevisende sammen i den tidlige, monumentalt strømmende Jævndøgnselegi fra 1955. En stor konstruktion i toner og så vidt jeg kan regne ud det næsttidligste klingende resultat af åbenbaringen fra Arnold Schönbergs konservativt revolutionære kompositionskoncept, der blev afgørende for både musikforskeren og komponisten Maegaards udvikling.

Jævndøgnselegien fremtræder flot i optagelsens lydlige rum. Som syv satsskulpturer med sangstemmens stedvis ariose, stedvis recitativiske foredrag af Ole Wivels højtideligt forvandlingsfokuserede, profeterende poesi som centrum, der i kraft af den tekstfølsomme tonsætning indbyder til opmærksom betragtning.

Tim Frederiksen spiller sig gennem Labirinto I per viola sola (1986) med både nerve og nærvær i klangen, endda så åndedrættet bogstavelig talt er hørbart i fremførelsen (hvad der dermed også giver nogle hørbare klip). Den labyrintiske komposition, der ifølge Erling Kullbergs detaljerede noter til de indspillede værker hviler på en tolvtonerække uden i øvrigt at være serielt styret, er skabt som en åben form med delvis valgfrihed for solisten, idet de forskellige, mulige valg medfører bestemte betingelser. Der kan således komme ganske forskellige klingende 'værker' ud af samme partitur, alt efter hvilken vej ind i og igennem labyrinten man væl-ger. I den her realiserede version spil-ler Labirinto I lige godt 12 minutter.

Jan Maegaard er - når man ser bort fra tendensen i hans senere værker i det omfang, jeg kender dem - en eksklusiv komponist. For så vidt er den afsluttende indspilning af hans Musica Riservata op. 61 fra 1976 et både centralt og repræsentativt værk, der passende afslutter portræt-cd'en. Her er ingen billige effekter - men nok flotte klangvirkninger som for eksempel i den spilleteknisk eksperimenterende 2. sats, Sonata. Kompositionen i sin helhed, der følger efter det lange værk Canon for tre tværfløjter, er noget af det bedste på pladen og karakteristisk for både Jan Maegaards person og hans indfaldsvinkel til det at komponere. På én gang stringent, stramt tænkt og sprudlende. Tak for det.

Ivar Frounberg: Hvad sang sirenerne, da Odysseus sejlede forbi, Other Echoes inhabit the Garden og Multiple Forms. Geir Draugsvoll (accordeon), Aarhus Symfoniorkester og Frans Rasmussen (dirigent). Dacapo 8.224027.

Vor hjemlige elektronmusiks bannerfører, Ivar Frounberg, har også netop fået en klingende portrætudgivelse fra dacapo indeholdende de tre store orkesterværker fra slutningen af 1980erne: Multiple Forms, Other Echoes Inhabit the Garden og ikke mindst hovedværket Hvad sang sirenerne, da Odysseus sejlede forbi.

Sidstnævnte stort anlagte sejltur for elektronik, symfoniorkester og dirigent med ret til at blande sig vil i sagens natur aldrig kunne høres helt. Gåden om, hvad Odysseus hørte, da han frivilligt bundet til masten på sit skib sejlede forbi de uimodståelige sirener, mens resten af mandskabet havde ørerne proppet til for at passe ror og sejl, vil aldrig kunne løses. I Frounbergs partitur gør såvel de forskellige mixerskemaer for live- og radiotransmitteret version som de valgfrie elementer, dirigenten bestemmer over, at man aldrig vil kunne høre dette værk hverken i sin helhed eller i én bestemt, primær version.

Hvad man hører på den foreliggende indspilning med Aarhus Symfoniorkester under Frans Rasmussens ledelse er smukke, forbipasserende lydlandskaber fulde af detaljer i et flot, bredt lydbillede. Komplekst, det er det, men det er absolut også ele-mentært dragende på et ganske umiddelbart plan. - Og så er der endda mere. To værker til.

I Other Echoes Inhabit the Garden blotlægges en statisk sitrende dualitet mellem udholdte klange og hurtige, nervøse bevægelser, idet solisten både træder frem foran den diskrete orkesterbaggrund og glider sammen med den i kraft af fælles gestik.

Modstilling af grupper, dvs. grup-per af orkesterinstrumenter, er den styrende tanke bag cd'ens sidste værk, Multiple Forms, hvis konstante skif-ten fokus mellem forskellige orkesterinstrumentgrupper medfører en vek-slen mellem musikalske udtryk lige fra unison melodiføring til den sitrende og myldrende bevægelighed, der synes en karakteristisk del af Frounbergs øreåbnende musiktænkning.

Tre store Frounbergkompositioner på cd. Sådan. En vigtig dacapo-udgi-velse.

•

Works for Classical Accordion. Værker af Ejnar Kanding, Leif Kayser, Ivar Frounberg, Mogens Winkel Holm, Klaus Ib Jørgensen og Andy Pape. Geir Draugsvoll (akkordeon), Lise-Lotte Nielsen (sopran) og Søren Kaas Claesson (violin). Dacapo 8.224028.

På en anden af de mange nye cd'er fra dacapo genfindes Frounbergs Other Echoes Inhabit the Garden, men her i en version for akkordeon solo. Så at sige kogt ind til et kortere, hurtigere og mere dynamisk nærværende udtryk. Solist er igen Geir Draugsvoll, og også på denne solo-cd gør hans instrumentbeherskelse et frapperende indtryk.

Musikalsk og udtryksmæssigt spænder de indspillede kompositioner af danske komponister vidt. Fra Klaus Ib Jørgensens klassisk virtuose Cadenza, ligeledes en soloversion af en akkordeonkoncert, og til Andy Papes teatralske tonsætninger af fire børnedigte skrevet i Theresienstadt under 2. verdenskrig, ... Jeg har aldrig set en sommerfugl her ..., hvor Lise-Lotte Nielsens skingert vanvittige, barneagtige sopran (sådan skal det være) akkompagneres af både violin og akkordeon i grotesk forskruede, men teknisk set enkle satser, der med det foreliggende tekstgrundlag nød-vendigvis må blive alt andet end behagelig lytning.

Lidt i samme boldgade befinder Mogens Winkel Holms muntre Troglodyt sig. En komposition hvis tilsyneladende meningsløse titel ved nærmere undersøgelse viser sig at betegne både begrebet 'eneboer' - måske musikkens element af dvælende akkorder, der nostalgisk kredser om elementære tonikafornemmelser - og fuglen gærdesmutten (Troglodytes troglodytes hedder den åbenbart), hvis vævre adfærd måske er afspejlet i musikkens hurtige, både knitrende og fløjtende udbrud.

Også en af dansk musiklivs mere diskrete, men ikke desto mindre yderst kompetente ældre komponister, nemlig Leif Kayser, er repræsenteret med et udvalg af småstykker fra samlingen Confetti. Komponeret på opfordring af den danske sammenslutning af akkordeonlærere tilbage i 1970erne, men stadig skægge at lytte til i deres mere eller mindre valsende tredeling og håndværksmæssigt gedigne tilvirkning.

Pladen indledes af Ejnar Kandings Winter Darkness, en komposition af hurtige figurer og heftige akkordiske udbrud i et tæt klingende forløb, der også bevæger sig op i højden, ja som både stiger og falder på samme tid. Sitrende og fuldt af både dvælende tilløb og musikalske udråbstegn. En energisk bevægelse, der først til sidst langsomt lukker luften ud af musikken for kun at lade de ekstremt høje og de ekstremt dybe toner hænge livløse tilbage.

•

P.E. Lange-Müller: Romance op. 63, Fantasie Stykke op. 39, Trio op. 53 og Albumsblade. Søren Elbæk (violin), Morten Mogensen (klaver), Københavns Klavertrio og Carl Nielsen Kvartetten. Kontrapunkt 32208.

P.E. Lange-Müller: Complete Piano Works. Volume 1. Morten Mogensen (klaver). Kontrapunkt 32228.

Der kommer masser af nye plader med dansk musik for tiden, og ikke alle når i sagens natur at blive omtalt.

Heller ikke alle nyudgivelser er havnet på DMT's kontor til anmeldelse, hvilket af og til kan være lidt ærgerligt. For eksempel hvad angår Johannes Søe-Hansens og Frank Jarlsfeldts udgivelse med værker for violin og klaver af P.E. Lange-Müller fra Olufsen Records. Det havde været interessant at sammenholde denne cd med en udgivelse fra Kontrapunkt, hvor Søren Elbæk og pianisten Morten Mogensen, begge medlemmer af 'The Copenhagen Trio' - Københavns Klavertrio hedder de vist nok på dansk - spiller Lange-Müllers Romance op. 63 og Tre Fantasistykker op. 39.

Søren Elbæks og Morten Mogensens fortolkning af Lange-Müllers kammermusik er kongenialt romantisk og stor i udtrykket. I den lyriske Romance - en bearbejdelse af originalversionen for violin og orkester, forstår man af covernoterne - er der både smukke fraseringer og masser af riv i den kontrasterende mol-del med tremolo i klaverpartiet, udmærket realiseret af den kapable pianist Morten Mogensen, såvel i de akkompagnerende som i de solistiske afsnit.

Søren Elbæk er også i de efterfølgende Tre Fantasistykker op. 39 dejligt ekspressiv i sit udadvendte, selvsikre violinspil. Den romantisk-udtryksfulde tone har de to godt fat i, og det er et plus ved indspilningen, omend der af og til også mærkes lidt stivhed i spillet.

Både om klavertrioen op. 53, der er Lange-Müllers store kammermusikkomposition, spillet af de samme musikere plus cellisten Troels Svane Hermansen, og om den efterfølgende strygekvartetsats Albumsblade spillet af Carl Nielsen Kvartetten kan der siges pæne ting. Det kan der tilsvarende om Morten Mogensens klaverspil på vol. 1 af Lange-Müllers samlede klaverværker fra Kontrapunkt. Dog kommer det anvendte instrument, i hvert fald i den indledende, stort pianistisk anlagte klaverfantasi, til kort, og det er lidt ærgerligt, når Morten Mogensens klaverteknik og fornemmelse for stilen i den romantiske klavermusik i øvrigt rækker langt.