Copenhagen Wild Cards

Vilde kort - hvad er det? Det kunne man blive lidt klogere på ved at deltage i Copenhagen Wild Cards, et seminar, hvor MIC, ROSA og Roskilde festivalen havde samlet en lang række eksperter til at fortælle, hvordan de ville beskrive musik(industriens) situation i år 2010.

Budene var selvfølgelig meget forskellige, men alle fokuserede på de muligheder, som den ny teknologi giver. Og overvejelserne var primært positive, fordi mulighederne for at sprede musikken bliver større og større - og dermed stiger mulighederne for at tjene mere.

En projektgruppe støttet af EU fremviste det såkaldte Mode-system (Music On Demand). Systemet består af flere, superkraftige servere, der indeholder en masse indspillet musik, som brugerne så kan bestille over et lukket netværk uden forbindelse til internettet. Det er nødvendigt, fordi der skal afregnes for brugen af musikken, og det kan ikke lade sig gøre med tilstrækkelig stor sikkerhed på internettet. Ved at benytte et luk-ket net, der fx rent fysisk kan befinde sig i telekommunikationsselskabernes kabelnet, sikrer man sig en 100% entydig brugerdefinition, og regningen kan så sendes til brugeren på samme måde som en telefonregning.

I projektfasen bliver kun et par større radiofonier koblet til systemet, men på længere sigt er det målet at nå ud til musikskoler, mindre radiostationer, biblioteker og i sidste ende til de almindelige forbrugere. Hvad gør den almindelige forbruger så, når der er en million titler at vælge imellem? Angiveligt er der ved at blive udviklet programmer, der kan genkende en melodi, hvis man fløjter den til sin computer, men en mere sandsynlig løsning er, at man vælger ud fra hovedmenuer (fx genrer) og siden fra diverse undermenuer. Der kan selvfølgelig også vælges ud fra diverse hitlister med tidens hits. Efterhånden som tiden går lærer maskinen jo også, hvad man godt kan lide - så kan man nøjes med at bede den om at spille det, den selv har fundet til ens personlige musiksmag. Desuden giver et sådant system et markedsanalyseredskab, vi ikke kender magen til. Oh fagre nye verden...

Det er endnu langt fra sikkert, om Mode-systemet vil blive en realitet. De store spillere på musikmarkedet (pladeselskaberne og copyrightbureauerne) har ikke nødvendigvis interesse i et sådant system. Det sker kun, hvis de kan blive overbevist om, at systemet økonomisk er lige så sikkert som de nuværende - og at der er flere penge at hente.

Et nyt redskab

I modsætning til denne vision var Jaron Laniers mere positiv. Lanier er først og fremmest kendt som opfinderen af virtual reality, men optræder også som (akustisk) musiker og ikke mindst som debattør.

Ud fra konstateringen af, at vi grundlæggende er forelskede i den ny teknologi, fordi den kan befordre vores drøm om udødelighed, opstillede han to mulige perspektiver. Formuleret som spørgsmål lød de: Hvad kan musikken gøre for teknologien, og hvad kan teknologien gøre for musikken? Disse to udviklingsmuligheder afspejles i to måder at lave programmer på.

Den første tilsiger at lave programmer, der fungerer som artificielle musikere, fx ved at programmerne råder over et enormt antal muligheder for at sammensætte et musikalsk materiale, der svarer til brugerens profil (som det kan ske med Mode). Det bliver maskinen, der 'komponerer' og udfører musikken, og bag ligger et syn på mennesket som et stykke teknologi.

Den anden udviklingsmulighed - maskinen som instrument - tager udgangspunkt i konstateringen af, at computeren kun eksisterer i konkrete, kulturelle sammenhænge og er afhæn-gig af input. Vi kan bruge den til mange ting, men kun som redskab. Det, Lanier vil bruge den som redskab til, er at gøre flere af vores fantasier eller drømme mulige. Her tænker han først og fremmest på den fantasiverden som børn har, men efterhånden mister i løbet af opvæksten. Udviklingen fra fantasi til virkelighed, fra almagt til afhængighed, ønsker han at bløde op, og virtual reality er en mulighed herfor. Den kunstige verden, som vi selv skaber ved hjælp af maskinen, giver mulighed for en almagtsfølelse, for at herske over den. Det betyder ikke, at virtual reality kommer til at fungere som et narkotikum, men som en alternativ verden, hvor mennesket kan blive mere helt. Det er ikke bare et spørgsmål om at bruge det, nej, det kræver øvelse, og det er ikke til at være i de alternative verdener mere end et par timer ad gangen. Målet er for Lanier at vi alle kommer til at drømme sammen, at vi er så lidt som muligt i den kedelige og ubehagelige virkelighed.

Hjerneopera

Noget mere konkret var Tod Machovers præsentation af The Brain Opera. Før Machover begyndte at arbejde på Massachusetts Institute of Technology's Medielaboratorium, havde han været forskningsleder i 7 år på IRCAM. Gennem årene har projekterne været mange, men senest har det drejet sig om det store interaktive, multimedieprojekt The Brain Opera. Ca. 40% af musikken er komponeret i forvejen af Machover, mens de resterende 60% leveres af publikum og af folk, der har logget sig ind via internettet.

Koncerterne er opdelt i to dele. Første del foregår i The Mind Forest, hvor publikum producerer et stort antal musikalske forløb på de mest fantastiske 'instrumenter', der repræsenterer the state of the art mht. elektronisk lyddannelse. Der er syngende træer (bobler, der sænkes ned over en person, der så skal synge en tone eller tale), musikalsk pensel (man maler melodier på en berøringsfølsom computerskærm), gestusvægge (hvor man laver lyde ved hjælp af gestus), og meget mere. Bag alle 'instrumenterne' ligger store forskningsindsatser, uden at det dog er sikkert, om de kan bruges til noget.

Mens publikum arbejder (eller leger) med disse 'instrumenter' og selv skaber lyde og forløb, kommer der også informationer over internettet, fra de, der nu er logget på. Alt dette materiale bliver bearbejdet af en computer, og efter arbejdet finder der så en opførelse sted af det værk, som er blevet skabt. Der er chancer for at The Brain Opera kommer til København til september, det skal blive spændende både at se og høre.

Fremtidsmusik

Seminarets mest omfattende del drejede sig om præsentationen af en rapport med titlen Five Mega Trends and Nine Wild Cards udarbejdet specielt til seminaret af Institut for Fremtidsforskning - og det var den, der havde givet seminaret navn.

Hovedtendenserne blev fremhævet for at beskrive overgangen fra det nuværende informationssamfund til et fremtidigt drømmesamfund (ikke nødvendigvis i betydningen bedre). Den tiltagende automatisering af informationsopgaver er en sådan tendens, og kommercialiseringen af følelseslivet er en anden, men de peger begge mod et drømmesamfund, hvor en masse arbejdsfunktioner er blevet overflødiggjort og hvor alle varer har en historie eller en affekt knyttet til sig.

Det er forhold som vi kan nikke genkendende til i dag (pengemaskinen, økologiske kyllingers bedre liv, osv.), men som sandsynligvis vil blive intensiveret gennem de næste 10-15 år. Dette vil betyde, at historiefortælleren vil komme til at stå højt i kurs, at legen vil blive central, at de bevidste illusioner vil optage en større og større del af vor hverdag (som Lanier allerede gør det med sin virtual reality). Samtidig er vore livsfaser ved at ændre sig, idet en 'anden ungdom', efter børnene har forladt reden, er ved at blive almindelig. Og den er voldsomt interessant for musikindustrien, fordi denne forbrugsgruppe har mange penge.

På baggrund af tendensbeskrivelserne opstillede institutmedarbejderne så ni wild cards. Et wild card er et gæt på en fremtidig hændelse, hvis sandsynlighed ikke er stor. Men hvis hændelsen indtræffer, vil den få store konsekvenser for forretningslivet eller samfundet generelt. Berlin-murens fald og nej'et til EU i 1992 er gode eksempler på wild cards, der blev til noget. Et eksempel på et musikalsk wild card er »musikken vil være allevegne, men musikindustrien dør, fordi musikken knyttes til alle mulige andre produkter og dermed bliver gratis«. Et andet er »musik vil i frem-tiden blive forsynet med en varedeklaration og en beskrivelse af dens effekt på mennesket, fordi forskningen har fundet ud af, præcis hvordan musik påvirker os. Dette betyder selvfølgelig, at den kunstneriske frihed må begrænses væsentligt«.

Det er spændende at opstille og overveje sådanne wild cards, både fordi de kan vise os selv noget om, hvordan vi opfatter vores nutid, og fordi vi kan få en idé om, hvordan tingene gerne skulle udvikle sig.

Hvad instituttets medarbejdere ikke kom ind på, var at de beskrev et samfund, hvor forbruget endnu engang var accelereret, hvor fordybelsen havde trange kår, og hvor der ikke var nogen fattige! Det er et positivt sam-fund, hvor alle bidrager til forøgelsen af bruttonationalproduktet uden egentlig at tage del i virkeligheden. Det kan man dog ikke klandre medarbejderne for, idet intentionen snarere er at fremstille et billede af fremtiden, som vi så kan reagere på i vores dagligdag, end at fremstille et ideal.

Peptalk

Mens man for 15-20 år siden både så teknologien og fremtiden som en trussel, må man - ud fra dette seminar at dømme - sige, at det i dag er omvendt. Fremtidsoptimismen er nu så fremherskende, at helt elementære spørgsmål om, hvem der egentlig kan få adgang til lyksalighederne ikke stilles. Det ville have været interessant også at have en kvalificeret teknologikritiker som oplægsholder. Ikke fordi der gik ren Bill Gates i den (selvom fremtidsinstituttet fremlagde deres rapport på en tåkrummende, peptalk-agtig facon), men de psykologiske og negative økonomiske aspekter af musikkens og musikindustriens fremtid er også utrolig væsentlig. Og måske var der opstået lidt større diskussioner, hvis positivt og negativt blev sat over for hinanden.

Arrangørerne havde gjort et fint stykke arbejde med det store seminar. En lille ting vakte dog min forundring. I programmet var folk krediteret for lyd, lys og rumindretning. Når man har sat nogle folk til at tænke over det, hvordan kan det så være, at nogle af foredragsholderne stod i halvmørke, mens andre havde uacceptabelt skarpe mikrofonstemmer og papirer og kaffekopper hang fuldstændig fast i duge lavet af et særdeles godt plastic-klistemiddel?

Som det hører sig til nu om dage, får man opgivet WWW- og e-mail-adresser på alt og alle. Her er de vigtigste, hvis nogen skulle være interesseret i at vide mere om noget af det ovenfor omtalte.

Mode:

http://www.mode.net

The Brain Opera:

http://brainop. media.mit.edu

Institut for Fremtidsforskning: cifss@inet.uni-c.dk