Dansk musik?

Af
| DMT Årgang 71 (1996-1997) nr. 01 - side 24-28

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Komponisten Birgitte Alsted er aktuel i forbindelse med ISCM Verdensmusikdagene 1996. Alsteds Sorgsang II opføres i Planetariet torsdag den 12. september.

I dette essay kvalificerer komponisten bl.a. det særligt danske i nyere værker

Danskerne hører blandt dem, der ofrer mindst på haute couture. Ved siden af den udbredte amerikanske brug-smid væk (lav)kvalitet, som også findes i de fleste andre industrilande, er der noget vadmelagtigt bondsk over vores stil. Tøjet skal være praktisk, af naturlige fibre, rart at have på. Ikke prangende, men gerne af økologisk bomuld.

Ord, der falder mig ind ved opgaven at skulle skrive om dansk musik er:

"small is beautiful"/rummelighed
distance/nærhed
stilisering/uhøjtidelighed
sladren/fordybelse
forelskelse/ironi
provinssnobberi/respektløshed

Naturligvis er dette utålelige generaliseringer, og enhver kan være meget dansk uden at føle sig hjemme i nogen af dem. Men når opgaven lyder sådan, kan jeg ikke se andet, end at der bliver bedt om generaliseringer. Mine, altså.

Jeg oplever blandt danske komponister et vist kammeratskab. På den måde, at man gerne åbner sig for inspiration fra de andre, og gerne med ord giver udtryk for sin oplevelse. Man gør også en smule grin med hinanden og hænger gerne lidt fast i traditionen. Fx blev undertegnede af en god kollega præsenteret som ikke blot kvindelig komponist, men rigtig komponist...!! Utvivlsomt i bedste mening, men kan man her associere til 200 madrasser og dyner, en ært i bun-den og 'rigtig' følsomhed?

Mange danske komponister er følsomme og bevæger sig rundt i verden på en måde, der ligner deres musik. Fx giver Pelle (Gudmundsen-Holmgreen, red.) den næsten lige så frækt og basalt tænkende i repræsentantskabet i Statens Kunstfond, som jeg oplever det i hans musik. Og ligeså parat til kamp mod omverdenens forførelsesmanøvrer - fx kom en kollega (iro-nisk?) med betegnelsen "mesterværk" om et komplekst værk fra det store udland, med ophobninger af toner og materiale, imponerende ved sin søvndyssende opkogte travlhed - ja da blev Pelle harmdirrende vred - han talte meget højt og længe - ligesom han i timevis harcellerede over en forførende blikfangende forside på en ny bog om en anden kendt komponist. Senere har han dog bedyret, at han skam gerne vil forføres, når bare manøvren ikke skinner alt for tydeligt (og billigt) igennem.

Følelser, ikke så meget opportunis-me. Udtrykslyst, men blufærdighed. Tingene skal ikke spille på de lette points, den vedtagne lyst og smag. Men gerne vække interesse, ved at være sig selv. Teoretisk ville dette kunne afføde en eksotisk mangfoldighed af omvandrende forskellige universer, der råber på at blive elsket, uden at gøre noget for det.

Har vi så det?

Ja, det synes jeg. Til tider jo værre, jo bedre - så har vi meget at snakke om. Og det gør vi. Jeg oplever en vis bevidsthed om det usunde i at isolere og mobbe nogen. Men kun en vis - thi janteloven træder uvægerligt i kraft, hvis ambitionerne for tydeligt går på at få anerkendelse (hvem har ikke behov for mere af det?) »Du skal ikke tro, du er mere end os!«

Men man må jo godt være noget - sig selv - og helst også have mundlæderet smurt - man bliver ikke tiltalt, før man selv åbner munden!

Men det var jo om musikken, jeg skulle skrive!

Musikken er også frodig

Nu er det svært at skrive nærmere om uden at nævne eksempler. Og lad det nu være sagt: Eksemplerne er plukket ud, fordi det er nogle, jeg kender, har på bånd, anser for værdifulde - men ikke nødvendigvis de værdifuldeste - og de nyeste i min besiddelse. Og når jeg nævner komponister, er det som illustration, ikke som udhævning af fremragethed. Jeg gradbøjer ikke, remser ej heller op.

Vi har meget forskelligt på hylderne - mesterlig detailkunst i lysende klar transcendens (fx Borup-Jørgensen), konstruktionskunst i bedste håndværk (Nordentoft), indadvendt lyrisk drøm - smertevendt til skønhed (Nørholm, Højsgaard), suset fra kosmos (Nørgårds 3. symfoni) velordnet, glad, intenst spændende lyrik (Winkel Holm), suggestiv billedskabende (Mogens Christensen, mig selv). Vi har dramatik, lied, koncert, performance, kirke, multimedie, computergenereret.

Jeg vil nu gå mere ind i nogle specifikke værker, jeg anser for typisk danske - og begynde med Pelle Gudmundsen-Holmgreens cellokoncert fra 1996.

Han siger selv, at den snarere kunne kaldes landskab med cello, og der er i mine øren godt med jord, skov og sø omkring den længselsfulde sjæl(lo). Den starter med en højtliggende, skælvende sang til akkompagnement af tunge, sørgemarschlignende, næsten plumpe akkorder fra orkestret. En besættende kontrast, som siden ofte akkompagnerede mine tanker om tilværelsen. Men tilbage - en tilstand af forventningsfuld, men også angstfyldt spænding. Musikken gemmer på noget - som i natu-ren, hvor meget skjuler sig, indtil processen er moden. Og er der noget på lur? - bliver man overfaldet? Hvad med denne næsten kon-stante fremadskridende puls, der ind imellem minder om mangestøvlet militærtrampen, ind imellem bringer billedet frem af et mekanisk skrotanlæg, og ind imellem langsomt henrullende tanks på øvelse?

Orkesteret ligger i flere lag, med lange akkorder som den tykke duft/dunst ved åen en varm sommerdag.

Celloens rolle skifter og begynder at køre voldsommere og orkesteret tager fat med flere elementer oven i hinanden. Nu er roen forbi, man kan stadig høre elementer gentaget rundt om med større vildskab - og som i naturen oplever jeg en dobbelt følelse af tilfældighed/orden. Det passer sammen, men ikke på nogen måde jeg før har oplevet. Den lykkelige følelse af to forskelligartede strømmes kontrasterende dog "gåen op" i hinanden indtræffer ofte. Mere end summen af noder - som en beslutning krop og sjæl er med i.

Gentagelser - "ulogisk"? og dog organisk. Pludseligt og dog som det skal være. Jeg kommer til at holde af alle elementerne, for sig og i sammenhængen. Værket slutter med mindelser fra starten, og dog helt anderledes.

Et menneskes liv og lyde opleves overfladisk set ikke som sammenhængende - lidt hosten, gaben, pludselig kvækken, varieret puls/hjerteslag, trin, udbrud, suk, nysen, tavshed. Uforudsigeligt som oftest. Og dog hænger det sammen i det univers, hvert menneske repræsenterer. På samme måde oplever jeg dette værk. Mennesket i naturen (den danske) - mennesket som (dansk) natur.

Bølgens konsekvens

Og nu til en violinkoncert opført ved Nordiske Musikdage i København 1995. Bent Sørensens Sterbende Gärten. Her er det menneskeskabt havekultur, næsten opslugt af den udeltagende natur. Sørensen fortæller selv om sin oplevelse en våd regnvejrsdag i en have til et hus, der forlængst er affolket. "Haven" bar endnu - blandt sit ustyrlige vildnis - svage spor af en forfinet havekultur.

Hele violinkoncerten virker umådelig fyldt med vand på min oplevelse. Førstesatsens gyngende uforudsigelige og dog sammenhængende substans i understrømmende, overstrømmende, pludseligt højbølgende, stormende - melankolsk nedstrømmende som tårer og regn - ekkoende - efterhængende som det flydende vand. Bølgens konsekvens. Anden del i førstesatsen kontrasterer med haglende isbølger, en hakken løs på violin. I anden sats er vikingen sejlet til Venedig, hvor jeg oplever solisten som en ensom gondoliere syngende sin klassiske sang mellem de frønnede huse, hvor det grønne planteslim hænger i tykke lag og hvisker med - ekkoer - i deres eget underlige sprog, og egentlig gerne ville lukke alt inde i sit grågrønne mørke - gondolieren og husene - menneskets kultur. Planterne får nok deres vilje med tiden - den udholdende tid.

Trediesatsen er en dødedans, med kraftig mindelse fra middelalderen. Slagkraftig, ubønhørlig. Violinen tager hidsigt fat, orkesteret gungrer lystigt med og jeg mindes filmen Rødt chock, som foregår i Venedig og handler om et menneskes undergang i sin søgen efter sin døde datter. Jeg oplever, at violinen så at sige skal kvæles af orkestersatsen og ender koncerten med et sidste suk.

Menneskets enorme bestræbelser på at skabe og opretholde sin orden - kultur - er skæbnebestemt til at gå under i sidste ende. Vil uvægerligt opsluges af naturen - med tiden - naturen har sin tid.

En form for vital "håbløshed" som et paradoks, idet Sørensen jo kompetent og energisk selv skaber kultur - et dansk fænomen. At ville overføre sin stærke personlige oplevelse i adækvat musik, selvom oplevelsen hedder håbløshed. At lade dette mobilisere viljekraft til at udtrykke sig.

Skønhedsfyldt konstruktion

Som tredie værk fandt jeg Per Nørgårds klaverkoncert, uropført maj 1996. Der sad jeg i Radiohusets koncertsal med et hoved, der nok var forventningsfuldt til stede, men dog delvist tynget af følgerne af en meget våd dåbsfest samme dag (hvor jeg samtidig uventet fik billetten foræret). De øjeblikke mit hoved sad opret, mit sind var vakt og ørerne slået ud, gav mig nogle utrolige oplevelser af mangedimensioneret, interessant, skønhedsfyldt konstruktion, dybt til-fredsstillende trods sammenhængens flugt fra min bevidsthed. Gud-skelov for båndoptageren senere - men oplevelsen blev trods mange lytninger i lang tid den samme - omend jeg fik mange flere momenter af slagsen.

Dog, i skrivende stund, står det mig omsider klart, at koncerten begynder oppefra og ned - og slutter enormt dynamisk nedefra og op! Jeg fornemmer også at værket er i to dele - hvor andendelen spejler førstedelen - mere herom senere. Det første indtryk er kompressionen af enorm energi, koncerten rabler afsted i en yderst stram konstruktion.

Klaveret udfolder sig i kraftfulde løb og akkordkaskader, og veksler med orkesteret i småforløb, hvor mange mønstre kommer igen, men i en smule varieret form, som så igen påvirker den næste genkomst. Rytmen i værket er spændende spændt - mangt et rytmisk band kan godt gå hen i skyggen og sove, hvad det angår! Jeg forestiller mig, at i det store som det små: De to hovedafsnit, 1. og 2. har, så vidt jeg hører, et gyldent forhold længdemæssigt - og dette forhold skal nok gå igen i mindre forløbs forhold, helt ned til rytmiske pulseringer, kender jeg Nørgård ret. Tonematerialet er der også system i - men hvordan og hvorledes kan Nørgård selv beskrive langt bedre, mere spændende og interessant.

Hvad enhver kan høre er, at koncerten i det første lange hovedafsnit udfolder en krystalklar, hurtigt vibrerende dynamik. I første ombæring nikker man gen-kendende til elementer fra Bartóks klangverden, Nørgårds korværker, børnesangen En lille nisse rejste fx, men senere er det ikke det, der ligner, men processen videre, der optager mig. Fra den fyrværkerieksplosive start, artelleriilden om man vil, sker der et skift halvt hen i førstedelen: En stillestående strygerakkord efterfølges af samme temperamentsfuldhed men gradvis dybere, dumpere, mindre og mindre overdådigt, og vi havner nede i klaverets dybe tangenter, akkompagneret af dybe strygere, kontrafagotter og dybe, bølgende paukehvirvler - og så - tavshed.

Vidste man ikke bedre, skulle man tro koncerten sluttede - men nej dette var en generalpause, værkets eneste, afbrudt af en gey-seragtig kaskade opad, og nu får vi et langt afsnit - som før i klaverets dybeste register, men nu langt mere kraftfuldt og legende - vi når at fordybe os i klangens overtoner og mønsterets differenstoner - omsider svinger den sig op i klaverets mellemleje og vi får et afsnit, der nok har samme stof som det første, men jeg fornemmer her en helt anden karakter. Stadig kompakt og dynamisk, men længere og flere lyriske afsnit for soloklaver - akkompagneret af en mængde metronomer i utakt. Som en ny dimension, der viser sig efter en midtvejskrise, en ny bevidsthed om tiden(s ende) og deraf følgende ømhed. Vi hører de smukkeste sørgmodige klaverstrofer - processen har vendt, der er stadig hidsige dynamiske mønstre, men de er i mindretal og får en anden afslutning. Såvel orkester og solist bevæger sig gradvist op i et stadig højere og mere 'himmelsk' leje - for til slut hastigt at dykke ned for afsættet opefter til punktum (finale).

Som før nævnt er det let at mærke, at teknikken i høj grad baserer sig på proportionsregning, omvendinger, spejlinger, langsomme forvandlinger, fraktaler måske, fortætninger, forskydninger m.m.m. Men det er lykkeligt at dette værk i al sin kompleksitet samtidig virker umådeligt fængende, med sin klare udtrykskraft, spændte rytme og mobilisering af associationer. Jeg associerer bl.a. til krig, ligesom livskamp, ligesom samfærdsel i New York før og efter middag set ovenfra, ligesom indre modsatrettede energier, forbindelser og impulser i højere og dybere lag hos et menneske gennem et liv, en dag, et sekund.

Her er der regnet, og det er blevet brugt til noget. Dansk? Tja, Niels Bohr var vel dansk, ikk'oss?

Sorgsang II

Til slut vil jeg skrive om et af mine egne værker, for det bad redaktøren mig også om. Og jeg gør det jo gerne, har jeg opdaget. Hermed så noget om Sorgsang II, uropført december 1995.

Engang for længe siden drømte jeg, at jeg højt oppefra så ud over vandet, som var smukt og klart blågrønt - bortset fra en stor trekantet skygge, som farvede en del af det mørkere. Og "Sorgsang" hørte jeg blev sagt.

Dette ord randt mig i hu, da radioens P2 bad mig komponere et elektroakustisk værk. Og efter at have arbejdet med Højsangen fra Bibelen, havde jeg lyst til mere af dennes kraftige poesi. Det blev så Jobs Bog, hvorover jeg lavede en version, der i værket Sorgsang blev reciteret, og den elektroakustiske musik skabt ud fra og af og til oversvømmede. "Instrumenterne" her var bl.a. ord fra teksten, kirkeklokker, fuglesang, frøers kvækken, skrig, hulken, klassisk sang. Mere eller mindre bearbejdet, strakt, transponeret, filtreret, kogt sammen, bended, osv.

Sorgsang II er en rent musikalsk version, hvor recitationen blev taget ud og musikken udvidet. Men inspirationen er stadig fortællingens gang i Jobs Bog, og processen i musikken følger historien om Job, hvis ejendom, familie, helbred og anseelse ofres på grund af et væddemål mellem Gud og Satan. Hans venner prøver at finde årsagen til ulykken i Jobs skyld, Jobs vrede, fortvivlelse får Gud i tale, som beskriver for ham sit underfulde skaberværk. Kulminationen er her beretningen om krokodillen Livjatan: »...Rundt om dens tænder er rædsel ... ud af dens gab farer fakler, ildgnister sprudler der frem ... Dybet får den i kog, dybet synes som sølvhår. Dens lige findes ikke på jord, den er skabt til ikke at frygte...« Og Job svarer: »...Jeg ved, du magter alt... Jeg talte uden forstand om noget, som var for underfuldt for mig... Nu har jeg set dig!« Og så giver Gud Job dobbelt igen af alt, hvad han havde mistet.

Musikken starter med store klokkeslag, der afføder undergrunden, der fortsætter gennem næsten hele stykket: Et nedstemt strakt skrig (det lyder lidt som fjern storbytrafik) plus forskellige strakte varianter af ordet sorg. Dette udvikler sig og der optræder osse sammensmeltning af klokkeklang og talte ord, hvoraf det sidste "omkommet" er til at skelne. Vi går videre, (Job rammes på sit helbred) og stemmer udtrykker smerte. Musikken er udviklet intuitivt, som én lang, langsom improvisation - fuglestemmer og frøer går nu i dialog med resten - vi hører ord som "straffer" kogt sammen med frøer og "ulykke" med klokker. Efter ca. 6 min. kommer sangen og skriget i sit naturlige leje - bygger op til et klimaks med klokkers bimlen og tordens rumlen. Herefter en mere stille periode - og sådan bølger det videre frem, tungt åndende, til det endelige klimaks med sangen "Bort med den dag, da jeg fødtes. Den nat der sagde, se en dreng. Denne dag vorde mørke, tåge lægge sig over den, formørkelser skræmme den... Thi suk er blevet mit daglige brød, mine veråb strømmer som vand. Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig." San-gen 'brydes' med strakt skrigeri, klokker hvirvlende og bøjende omkring, torden, og bragen. Den strakte skrigen fortsætter helt til slutningen, hvor det 'pustes' ud - og vi har en art koda, hvor resten af undergrunden forsvinder bort med reminiscenser fra strakte "sorg"-ord og sang.

Historiens 'happy ending' af-bryder ikke sorgen i musikken, og Guds lovprisning af skabelsen ændrer ikke på oplevelsen af, at "mit liv er et pust". Men beretningen om Livjatan får mig til at spørge mig selv om dette ikke netop skulle forstås som symbol på skabelsesprocessen. Er verden skabt i et kæmpe raserianfald, et Big Bang, der stadig i små serier slår os omkuld - for skabelsen er nok ikke færdig endnu, vel?

Årgang 71/1996-1997, nr. 01