ISCM og Danmark

The International Society for New Music, ISCM, blev grundlagt på initiativ af Rudolf Réti og Egon Wellesz ved en international fest for ny kammer-musik i Salzburg i 1922, hvor Dan-mark var repræsenteret med musik af Carl Nielsen, Poul Schierbeck og Ebbe Hamerik. Selskabet blev officielt stiftet året efter under den første egentlige ISCM-fest samme sted. Danmark var således med fra begyndelsen.

Edw. J. Dent valgtes til præsident, en post han beklædte indtil 1938, og man konstituerede sig med et præsidentråd og opfordrede til, at hvert land der var repræsenteret skulle etablere en officiel ISCM-sektion, hvis formand skulle træde ind i delegeretforsamlingen ved den årlige musikfest. Her var Danmark også blandt de første. Allerede i 1922 påtog den nys startede fore-ning Ny Musik sig denne funktion, som siden gik over til Det unge Tonekunstnerselskab (DUT).

Det var imidlertid vanskeligt for de mindre lande, navnlig de skandinaviske, at komme til orde ved de årlige ISCM-fester. Først i 1927 i Frankfurt a.M. var Danmark repræsenteret. Det skete ved Carl Nielsens 5. symfoni, som mildest talt ikke var nogen succes (Furtwängler, der dirigerede den, kunne ikke lide musikken), og Jørgen Bentzons Sonatine for fløjte, klarinet og fagot, som fik en bedre modtagelse. Næste gang var i 1934 med Knudåge Riisagers Klaversonate; ved denne lejlighed var Sverige repræsenteret for første gang.

Bentzon var atter på programmet 1938 i London sammen med Franz Syberg og Riisager, hvis trompetkoncert dog måtte udskydes til 1939 i Warszawa. Det var såle-des småt og navnlig ensidigt med repræsentationen af dansk musik før 2. verdenskrig, og det skete næsten kun, når der var en dansker blandt jurymedlemmerne: Rudolf Simonsen i 1927 og Johan Bentzon i 1938. Det hænger dog nok også for en del sammen med, at Danmark og de øvrige skandinaviske lande var lidt 'sene i aftrækket', når det gjaldt ny musik i mellemkrigstiden.

Under krigen lå al international kulturudveksling som bekendt stille. I USA gjorde man et par behjertede forsøg på at holde ISCM i live, i New York 1940-41 og San Francisco 1942; men derved blev det. Næppe var krigen imidlertid forbi før selskabet livede op igen: ISCM-fest i London i 1946. På delegeretforsamlingen her forsøgte den daværende DUT-formand Flemming Weis at overbevise kollegerne om, at næste års musikfest burde finde sted i København - i første omgang uden at vinde synderligt gehør. Men, som han senere berettede for mig: »da jeg fortalte dem, at man i Danmark kunne få smør på brødet, så gav de sig.«

Således blev Danmark vært for ISCM-festen i 1947. Det var en stor begivenhed her i landet og et bety-deligt fremstød for dansk og nordisk musik internationalt. Dels var der naturligvis en repræsentant for værtslandet i juryen, Erik Tuxen, og dels var det sædvane, at man foranstaltede en eller flere koncerter med ny hjemlig musik som led i arrangementet. På ISCM-program-merne figurerede Vagn Holmboe, Herman D. Koppel og Niels Viggo Bentzon, sidstnævnte med sin Partita, som han selv spillede og dermed leverede stof til karikaturtegnerne. Ved sektionens egen koncert hørtes musik af Sv. Erik Tarp, Ebbe Hamerik, Svend S. Schultz og Finn Høffding, og Det kgl. Teater præsenterede værker af Carl Nielsen, Jørgen Bentzon og Riisager. Sverige var repræsenteret ved Hilding Rosenberg, Karl-Birger Blomdahl og Gösta Nystroem. Norge var på programmet for første gang overhovedet - og det med en sensation: Fartein Valens orkesterstykke Sonetto di Michelangelo! En komponist som knap nogen havde hørt om før, og et værk som ikke blot var gribende smukt, men tillige fuldt på højde med det nyeste nye i musikken. I de følgende år op til 1953 var Valen atter på programmet tre gange.

Hermed blev de nordiske lande så at sige lukket ind i varmen, også fordi man her, foreløbig navnlig i Sverige, var ved at komme på omgangs-højde med musikudviklingen. I Danmark kom der som bekendt ikke rigtig skred i det før omkring 1960, da en hel flok yngre danske komponister drog til ISCM-festen i Köln og dér bl.a. hørte Nonos Cori di Didone, Kagels Ana-grama, Stockhausens Kontakte, Boulez' Pli selon Pli Pousseurs Mobiles for to klaverer og Ligetis Apparitions. Det var en saltvandsindsprøjtning, der kunne mærkes (se også Pelle Gudmundsen-Holmgreens artikel andetsteds i dette nummer, red.).

I årene mellem 1950 og 1978 kom musik af Gunnar Berg, Borup-Jørgensen, Gudmundsen-Holmgreen, Winkel Holm, Holmboe, Lewkovitch, Bent Lorentzen, Maegaard, Nørgård (fem værker!), Karl Aage Rasmussen, Maurice Weddington og Flemming Weis til opførelse. Det hørte med andre ord nu til sjældenhederne, at Danmark ikke havde mindst ét værk på den årlige ISCM-fests program.

I 1950erne var der nogle der mente, at ISCM var ved at overleve sig selv. Situationen var jo også så helt forskellig fra 1922. Det ønske, som dengang havde kaldt ISCM til live, nemlig at skabe kontakt mellem landene og stimulere interessen for hinandens produktion af ny musik, kunne jo nu anderledes nemt opfyldes med LP-plader og gennem radiofonierne. Man hævdede, at dette årlige sammenrend slet ikke var påkrævet længere, og så var det jo både dyrt og besværligt. Krisen blev dog overvundet, ikke mindst ved en energisk indsats fra de mindre landes side, herhjemme kraftigt re-præsenteret ved Flemming Weis, der sad som formand for DUT indtil 1956.

I anden halvdel af 50erne var jeg som DUT-formand, hhv. -næstformand ganske tæt på ISCM; jeg var til stede ved de årlige musikfester som delegeret og fik som sådan de interne forhold tæt ind på livet. Selvom man var blevet stort set enige om, at ISCM stadig havde en betydningsfuld funktion at udfylde, var der naturligvis kontroverser om både det ene og det andet i præsidentrådet og delegeretforsamlingen, og præsidenten Heinrich Strobel bidrog med sin temmelig diktatoriske façon ikke meget til at mildne luften. Alligevel var det nogle strålende ISCM-fester med en bred repræsentation af næsten alle medlemslande man kunne opleve i 50erne og 60erne.

Den jeg husker bedst, er naturligvis den 38., som fandt sted i København fra 28. maj til 3. juni 1964 under protektion af H.M. Kongen. Lavard Friisholm var da formand og jeg næstformand for DUT, med ansvar for henholdsvis økonomien og det praktiske. Det lykkedes os at formå Ole Schwalbe til - for en ringe betaling - at tegne plakaten. Det var første gang ISCM kunne føre sig frem med en plakat, som tillige var et kunstværk, og den blev da også bemærket og beundret af de mange tilrejsende. Festen forløb i strålende sommervejr, og koncerterne afvikledes i Radiohusets og Tivolis koncertsale og på Glyptoteket.

Af danske værker kunne man høre Fragment VI af Per Nørgård og Pour violon et piano af Gunnar Berg. Særkoncerten med dansk musik, der afholdtes på Louisiana, bød på kammer-musik af Poul Rovsing Olsen, Ib Nørholm, Axel Borup-Jørgensen og Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

For DUT var det gennem alle årene siden krigen en klar fordel at være medlem af denne internationale organisation, der hvert år manifesterede sig, så der blev lagt mærke til det. Og for danske komponister har det været en berigelse at komme til ISCM-festerne og der træffe kolleger og hente inspiration, ligesom en ISCM-opførelse i mere end ét tilfælde har bidraget til at bringe et værk i trykken og få det gjort kendt internationalt.

Programmerne bidrog til at gøre musikudviklingen i efterkrigstiden synlig, så at man havde noget konkret at forholde sig til, når ny musik stod til diskussion. Bagsiden af medaljen var naturligvis, at man måske ikke rigtig lagde mærke til dem, der ikke kom til orde inden for ISCM - og det kunne jo have så mange grunde, herunder tilfældigheder. Der påhvilede derfor den 5-mands jury, der forud for hver musikfest skulle vælge blandt de mange indsendte værker, et stort ansvar.

Dette mærkede jeg, da jeg blev udpeget til juryen i forbindelse med ISCM-festen i Amsterdam i 1963. Her sad jeg sammen med Conrad Beck fra Schweiz, Elliot Carter fra USA, Guillaume Landré fra Holland og Marcel Mihalovici, som da havde slået sig ned i Frankrig. Det var dage med bidende kulde og hårde forhandlinger ved Amsterdams tilfrosne kanaler. Ikke fordi nogen af os var ude i noget 'politisk' ærinde - men hvordan kunne man vide, at de andre ikke var det?

Det lykkedes os dog henad vejen at etablere et gensidigt tillidsforhold omkring Conrad Becks manende ord: »Vi sidder ikke her for at give karakter til vore kolleger, men for at finde det bedste i bunken.« Nok var såvel Holland som USA, Danmark og Frankrig repræsenteret blandt de udvalgte værker - det sidste land iøvrigt med Boulez' 2. Klaversonate - men der var også meget andet nyt og spændende, heriblandt Pendereckis Threnos. Den er jo siden næsten blevet en schlager; men dengang var den opsigtsvækkende ny.

Havde der hersket tvivl i ISCMs egne rækker i 1950erne om selskabets eksistensberettigelse, så rettedes der i 1960erne i stigende grad beskyldninger mod foretagendet for at udvikle sig til en isoleret enklave omkring en snæver gruppe af elitære komponister, hvis musik ikke sagde nogen noget. Det havde naturligvis at gøre med Darmstadt-skolen. Den musik, der kom herfra, var givetvis alt andet end publikumsvenlig. Komponisterne var ofte mere interesseret i at diskutere serielle teknikker indbyrdes end i at skrive musik der kunne gøre indtryk på tilhørerne. Eller rettere: Vi tog for givet, at hvis blot de tekniske procedurer i musikken var tilstrækkelig udspekulerede, så måtte det andet komme af sig selv. Og hvis folk ikke kunne fornemme udtrykskraften, ja så var det værst for dem selv. Vi dyrkede materialefetichisme, som det hed.

Et af tidens slagord blev formuleret af Boulez: »Il faut accepter la complexité«. Jo mere kompleks, des mere sammentrængt og derfor også koncentreret i udtrykket. Sådan! At skrive 'til publikum' opfattedes som ensbetydende med at lefle, og det var naturligvis suspekt. Så satte man sig uden for kredsen af seriøse komponister og associerede sig med underholdningsmusikken. Der før-tes en ganske hidsig debat om disse emner i første halvdel af 1960erne. Selv var jeg for første - og indtil videre eneste - gang i mit liv udsat for at modtage anonyme trusselbreve engang, efter at jeg havde introduceret et program med David Tudor på TV, hvor han spillede udpræget elitær musik og derved gjorde mange mennesker rasende.

Det som allermest bragte sindene i oprør på den tid, var imidlertid Fluxus-forestillingerne i Nikolaj Kirke og Nam June Paiks optræden på Louisiana, hvor han bl.a. slog et klaver i stykker og klippede slipset af en musikkritiker. Det var sidste skrig dengang. Men det trængte aldrig ind i ISCMs regi - og det var måske selskabets redning. I hvert tilfælde kom den nye kompositionsmusik herved atter i mere smuldt vande, og da Julius Bomholt i 1965 oprettede Kunstfonden, føltes det bogstavelig talt som en statsautorisation: Det man som komponist gjorde, blev nu værdsat af offentligheden. De få, som endnu rasede over 'Finkulturen', kunne skrige sig hæse til ingen nytte.

Nu er det Danmarks tur igen - under mottoet »Heard melodies are sweet, but those unheard are sweeter« (det slogan havde ikke kunnet passere i 1960erne!). Skal vi mon atter opleve en diskussion om ISCMs eksistensberettigelse, nu da kommunikationsmulighederne atter har udvidet sig gevaldigt siden 1950erne? - Jeg tror det næppe. Tværtimod forekommer det mig, at ISCM i vor tid med dens udbyggede internationale forbindelser og dens visioner er mere tidssvarende end nogensinde.