Nye bøger

Af
| DMT Årgang 71 (1996-1997) nr. 01 - side 34-36

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Sergej Taneev - Musikgelehrter und Komponist. Materialen zu Leben und Werk. Udvalgt og oversat af Andreas Wehrmeyer. Studia slavica musicologica bd. 3. Verlag Ernst Kuhn - Berlin 1996. 390 sider, uindbundet. DM 98. Bogen findes også på diskette (Windows), DM 98.

Det tyske forlag Ernst Kuhn har i de senere år udsendt en imponerende række bøger om sovjetrussisk musik og musikkultur. I udgivelsesrækken studia slavica musicologica er der hidtil udsendt 8 bind, hvoraf dette om Taneev (eller Tanejev, som hans navn transkriberes herhjemme) er det tredie.

Henved 400 kr. er mange penge for en uindbundet bog i kedeligt udstyr, men man får til gengæld mange informationer for pengene! Hovedparten af bogen består af tætskrevne sider med artikler, der falder i syv dele, hvoriblandt kan nævnes biografiske artikler, artikler om kompositionsteknik og musikteori, samt artikler af Taneev selv.

De sidste 100 sider er en dokumentarisk kraftpræstation. Udover en kronologisk værkfortegnelse finder vi hér en systematisk bibliografi over den internationale litteratur om Taneev (fylder 50 sider!) og en fortegnelse over Taneevs elever - foruden naturligvis et udførligt personregister.

Taneevs navn står vist ikke lige-frem med flammeskrift i bevidstheden hos de fleste musikinteresserede. Men at hans virke ikke er gået sporløst hen over eftertiden viser bl.a. den ovennævnte omfattende bibliografi. Og i sit tekstudvalg - samt egne artikler - søger Andreas Wehrmeyer at gøre sit til at henlede opmærksomheden på en interessant skikkelse i det brogede musikalske landskab omkring århundredeskiftet.

Slår man Taneev op i Gads Musikleksikon får man det indtryk, at manden nærmest var en Tjajkovskij-epigon. Det er imidlertid en vurdering, der må nuanceres betydeligt efter læsning af denne bog. Sergej Taneev (1856-1915) var ganske vist elev af og ven med Tjajkovskij, men på ingen måde en eftersnakker. Tværtimod fortæller de mange citater fra breve mellem de to om betydelige divergenser - men iøvrigt altid i respekt.

Der var især to træk, der adskilte Taneev fra komponistkollegerne, og det var forholdet til den russiske folkemusik, samt brugen af kontrapunktiske satsteknikker. Hvad angår brugen af den traditionelle, folkelige musikkultur i kompositionsmusikken, så mente Taneev, at nyrussernes anvendelse heraf i for høj grad var påvirket af normer fra vesteuropæisk musiktradition. I denne praksis var der stor fare for, at det specifikt russiske ville drukne, mente Taneev.

Medvirkende til Taneevs modstand overfor nyrussernes musikalske orientering var sikkert også deres vægtning af det harmoniske overfor hans egen accentuering af det lineære gennem det kontrapunktiske. I sin studietid blev han præsenteret for renaissancens store vokalpolyfone mestre, hvilket gjorde et stort indtryk på ham. Men det var i første omgang Bachs og Händels kontrapunktik, der inspirerede ham, og som han søgte at - om man så må sige - opdatere. Arbejdet hermed udmøntede sig i mange værker, der i første omgang mødte ringe forståelse i deres samtid, men senere blev mere positivt modtaget (fx kantaterne Johannes von Damaskus og Nach der Psalmlesung).

Taneev nedfældede sine overvejelser og resultater i det musikteoretiske værk Der bewegbare Kontrapunkt des strengen Stils (1909).

Det er Andreas Wehrmeyers - og forlagets - fortjeneste, at man nu kan danne sig et mere nuanceret billede af komponisten, pianisten, teoretikeren og mennesket Sergej Taneev.

Daniel Shitomirski: Blindheit als Schutz vor der Wahrheit. Aufzeichnungen eines Beteiligten zu Musik und Musikleben in der ehemaligen Sowjetunion. Bind 1 i udgivelsesrækken "Opyt". Verlag Ernst Kuhn - Berlin 1996. 356 sider, uindbundet. DM. 59. Disketteversion under forberedelse.

Denne bog er også udgivet i år af det flittige tyske forlag Ernst Kuhn, som det første bind i en ny udgivelsesrække med dokumenter til belysning af musik og musikliv i det tidligere Sovjetunionen. Forlaget har valgt at kalde serien for Opyt, hvilket er det russiske ord for erfaring. I serien foreligger desuden et bind med dokumenter om Galina Visjnevskajas og Mstislav Rostropovitjs opgør med Sovjetunionen, samt et bind om angrebene på Sjostakovitj.

Sidstnævnte har også en fremtrædende plads i denne bog af den rus-siske musikforsker og skribent Daniel Shitomirski (1906-1992). Ved sin død efterlod Shitomirski sig bl.a. et manu-skript med materiale til en selvbiografi, egentlig ikke forfattet med offentliggørelse for øje, men snarere skrevet som selvransagelse. Fyldige uddrag af dette manuskript foreligger nu i form af denne bog, og det må siges at være vigtigt kildemateriale til belysning af musikkens vilkår i Sovjettiden. Shitomirskis liv omfatter nemlig hele sovjettiden, og han var i størsteparten af denne tid tæt på det sovjetiske musikliv, først som støtte og fortaler, senere som kritiker.

Shitomirskis beretning starter i de kaotiske og brutale år lige efter revolutionen, hvor han og hans familie flere gange kun er en hårsbredde fra udryddelse. Da de senere når i relativ sikkerhed begynder hans egentlige musikuddannelse, og hér beretter han meget åbent og nøgternt om, hvorledes han selv - som så mange andre - blev revet med af den massive propaganda og revolutionsromantik. Forhold, som han beskriver med stor psykologisk forståelse og selvindsigt.

I 30rne oplever Shitomirski også Stalintidens paranoia og tiltagende undertrykkelse, og erfarer, at tilsyneladende små ting pludseligt kan blive tillagt en skæbnesvanger betydning. To gange bortvises han fra Konservatoriet i Moskva, og kun lykketræf redder ham fra fængsel og det, der er værre. Senere, i 1968, holder Shitomirski en tale ved en konference i Leningrad, hvor han mere direkte taler den musikkulturelle ensretning imod. Hér får han stor støtte af Sjostakovitj, som han lærte at kende allerede i 1926, og til hvem de sidste fire kapitler i bogen er viet.

Som resten af bogen er disse betragtninger nøgterne og præcise, hvilket giver dem stor vægt. Shitomirski tegner et fascinerende billede af den sky og følsomme Sjostakovitj, der brugte enorme psykiske ressourcer på at balancere mellem magthavernes nåde og sin egen selvrespekt. Et meget fint supplement (eller modvægt, alt efter temperament) til den af Solomon Volkov udgivne Sjostakovitj-bog Vidnesbyrd.

Selvom der er skrevet og sagt meget om de forfærdelige forhold i Stalintidens Sovjet, og om kunstens vanskelige forhold generelt i sovjettiden, så må Shitomirskis afdæmpede og selvransagende optegnelser regnes for et af de vigtige dokumenter.

Dansk Musikforskning frem mod år 2000. Rapport fra seminar den 11. maj 1994. Udgivet af Statens Humanistiske Forskningsråd 1996. 102 sider, uindbundet. Kan rekvireres gratis ved henvendelse til Marianne Friis Iversen, tlf. 33 92 99 00.

Uvist af hvilken grund har det taget over to år at få udgivet denne rapport fra det seminar om den danske musikforsknings nærmeste fremtid, som Statens Humanistiske Forskningsråd afholdt i foråret 1994. Seminaret var det femte, der blev afholdt over nogle af de større humanistiske fag eller faggrupper, med det formål at gøre status og pege på perspektiver. Det forsøger en række velkendte navne fra dansk musikforskning så at gøre, og generelt må man vel sige, at det lykkes ganske pænt.

Flere af indlæggene er meget konkrete i deres beskrivelser af den aktuelle forskning samt - i forlængelse heraf - deres ønsker for fremtiden. Dettte gælder især Jens Henrik Koudal (Musiketnologi og folkemusikforskning) og Finn Egeland Hansen (Musikforskning og moderne teknologi). Niels Martin Jensen talte om Udgivelsespraksis og udgivelsesstrategi - nu og i det kommende 10-år, og rundede sit indlæg af med en kort beskrivelse af Gade- og Carl Nielsen-udgivelserne, og kom på sin vej der-hen ind på nogle helt centrale problemstillinger for musikforskningen generelt, nemlig spørgsmål som berettigelse og relevans. Hvorfor iværksætter man fx en udgave af 'Samlede Værker'? Er en sådan udgi-velse henvendt til (andre) forskere - eller er den henvendt til udøvende musikere? Tidligere har 'Gesamtausgaben' typisk været 'videnskabeligt korrekte', hvilket fx indebar, at stemmerne kunne være noteret i alle mulige gamle - og dermed svært læselige - nøgler. Carl Nielsen-udgaven er i modsætning hertil blevet iværksat udfra et helt konkret ønske fra det udøvende musikliv om brugbart nodemateriale.

Niels Martin Jensen siger på et tidspunkt: »At nedbryde skellet mellem videnskab og praksis bør i lyset af disse to store projekter være en oplagt målsætning for dansk musikvidenskabelig udgivelsespraksis i de kommende år« (s. 94). Hørt, hørt!

Søren Møller Sørensen samler i sit indlæg (Musikkultur og musikforskning i forandring) mange tråde sam-men, og agiterer iøvrigt for den nye musik som opprioriteret forsknings-felt.

Der er flere gode og oplysende indlæg, men der er også indlæg som dokumenterer det stærkt vekslende niveau i den musikvidenskabelige forskning. - En detalje: Det er lidt komisk, at man ikke har bortredigeret den introducerende orienterings oplysninger om pauser og forplejning. Men OK - det er da et præcist refe-rat.

Gorm Busk og Jan Maegaard: Kuhlau Kanons. Engstrøm & Sødring Musikforlag 1996. 194 sider, uindbundet.

Kr. 250.

Meget apropos Niels Martin Jensens indlæg i den foregående udgivelse, så har Engstrøm & Sødring udsendt denne bog med noget så specielt som Kuhlaus kanons. Kan dét emne virkelig bære en så stor udgivelse? Ja, det kan det! Kuhlau var en yderst ferm konstruktør af kanons i alle afskygninger, dvs. spejlkanoner, gådekanoner, permutationskanoner, og hvad det ellers hedder.

At konstruere kanoner ud fra de mest komplicerede præmisser er en meget gammel musikalsk leg, men en leg, der kræver stort overblik og polyfon fornemmelse. Dén har Kuhlau åbenbart haft, og den har Gorm Busk og Jan Maegaard sat sig for at gøre tilgængelig for en større musikinteresseret offentlighed. Man har desuden tænkt på denne offentlighed også uden for landets grænser: Indledning og kommentarer er trykt på både dansk og tysk. Det er godt, især kommentarerne, for ofte er der tale om ganske komplicerede musikalske hovedbrud. Alle 'opgaverne' er endvidere ledsaget af en løsning - eller opløsning, som man siger, når en kanon skrives ud.

Det er en både sjov og imponerende bog, der samtidigt er en slags 'Gesamtausgabe', men også er tænkt til praktisk brug. Tak for det!

Gorm Busk blev i 1986 dr. phil. på en afhandling om Kuhlau. Den ene af opponenterne var Jan Maegaard. Så Kuhlaus kanons har været i gode hænder. En enkelt lille anmærkning: jeg savner et forord, der definerer formål og målgruppe. Sidstnævnte synes at være læsere/brugere med et vist musikteoretisk kendskab, da de forskellige kanontyper ikke forklares, men forudsættes kendt.

Henrik Nebelong: Richard Wagners Mestersangerne i Nürnberg. Dansk og tysk tekst med indledning og kommentarer. Forlaget Fisker & Schou 1996. 120 sider, indbundet. Kr. 225.

I 1983 udgav forlaget Komma librettoen til Ringen, sammen med en dansk oversættelse, kommentarer, motivangivelser og farveillustrationer, det hele i fire indbundne bind i A4-format. Oversættelsen og kommentarerne stod Henrik Nebelong for, og han står også bag denne udgivelse af teksten til Mestersangerne. Idéen er den samme, tysk og dansk tekst, kommentarer og motivgennemgang, samt format og udstyr. Blot er der ingen fotos i denne bog, og teksten har fået mere plads end i Ring-bøgerne, hvorved sidetallet er svulmet op til 120.

Desuden var teksten i Ring-bøgerne ledsaget af motivangivelser for at lette tilegnelsen. Dette har man fornuftigvis undladt i denne bog, da motivopbygningen i Mestersangerne er underkastet større metamorfoser end i Ringen. I stedet afrundes bogen med en fyldig kommentar, der gennemgår handlingen samt den motiviske verden og dens udvikling.

Det er en fin og smuk Wagner-håndbog, hvor man dog godt kan undre sig over de små og gnidrede håndskrevne nodeeksempler. I disse computer-tider kan det let gøres bedre. Eller der kunne i det mindste have været ofret mere omhu på kalligraferingen og formatet.

Hvorfor mon jeg synger. Ingeborg Munch, sange og udsagn. Udgivet af Folkemusikcentret i Hogager 1995, som udgivelse Folkemusikhus (FMH) 16. 111 sider, uindbundet, rigt illustreret med fotos i sort/hvid. Kr. 140.

CD med 29 sange af Ingeborg Munch kr. 110. Kan bestilles hos Folkemusikcentret i Hogager, 7500 Holstebro. Tlf./fax 97 46 83 69.

Begrebet folkemusik vil nok hos en del fremkalde associationer som vadmel og frilandsmuseum, og folkemusikken ligger da også i periferien af bladets stofområde. Men da DMT har valgt at orientere bredere om danske og udenlandske bogudgivelser kan der altså også blive plads til kortere omtaler af dette område.

Tidligere har jeg i disse spalter

(nr. 6/1995-96) omtalt en udgivelse fra Folkemusikcentret i Hogager. Det drejede sig om to-binds værket Seks indgange til Balladen. Perspektivet i den nye bog er endnu bredere. Det er en smukkere udgivelse, mere anvendelig og mere åben over for sin læser. Og så runder den på forunderlig vis områder, som også den tidligere omtalte publikation fra musikforsk-ningsseminaret behandlede. Jeg tænker hér på spørgsmålene om berettigelse og relevans, som Niels Martin Jensen rejste i sit indlæg om musikudgivelser. Hér har vi en udgivelse, der i allerhøjste grad afspejler en levende tradition. Relevansen af det indsamlingsarbejde, der foretages i forbindelse med Folkemusikcentret, består ikke i en gold dokumentation af værket som uforanderligt objekt, men som en fordybelse i musikbrugen som en livsytring.

Ingeborg Munch (1906-1978) og hendes sange er fulgt og optaget i årene 1959-78, og det er angiveligt enestående, at en traditionel sanger er fulgt over så lang en årrække. En sådan dokumentation giver nemlig mulighed for at følge sangerens, og dermed også sangenes, udvikling. For folkeviser er ikke statiske størrelser. En folkeviser er »hvad sangeren gør den til, ikke blot ord og toner«, som der står i noterne til den cd, der er udgivet i forbindelse med bogen. En folkesanger udtrykker i høj grad sig selv i sangen og er derfor ikke blot en person, der bærer en hellig gral videre til næste generation.

På compact disc'en kan man høre Ingeborg Munch synge sine sange, med eksempler fra hele den dokumenterede periode, optaget under alle mulige forhold: Til folkemusikmøder og hjemme i stuen, køkkenet eller ude i stalden med kreaturerne som lydkulisse. Dét er i hvertfald dokumentation af folkelig kultur. Og selv om der i bogen er noder til mange af sangene, så understreges hele tiden det foranderlige i denne sangtradi-tion.

En udmærket bog, der rører ved de samme spørgsmål som Gunnar Ternhag reflekterede over i sin meget anbefalelsesværdige artikel "... och noterna hade du i hjärtet". Stort och smått om musik i klingande form och på noter i seneste udgave af

Dansk årbog for Musikforskning (bind XXIII).

Årgang 71/1996-1997, nr. 01