Nye plader

Af
| DMT Årgang 71 (1996-1997) nr. 01 - side 32-34

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

F.L.Ae. Kunzen: Holger Danske. Med bl.a. Inger Dam-Jensen, Gert Henning-Jensen, Inga Nielsen, Henriette Bonde-Hansen, Johannes Mannov og Johan Reuter. Radiosymfoniorkestret og Radiokoret. Dirigent: Thomas Dausgaard. Dacapo 8.224036-37 (2 cd). Spilletid 142'.

Det er nu trekvart år siden dacapo udsendte den komplette indspilning af F.L.Ae. Kunzens opera Holger Danske fra revolutionsåret 1789, men det er endnu ikke blevet post festum. Det er simpelthen en vidunderlig indspilning af et værk, der må være et de mest usædvanlige, inspirerede og i ordets egentlige forstand fantastiske i dansk musik. Holger Danske er en opera med international klasse. Desuden har operaen stor kulturhistorisk betydning: Den bitre strid, den kom til at udløse ('Holger-fejden') var det første i den ulyksalige række af dansk-tyske opgør de kommende 150 år. Den umiddelbare følge af fejden var, at Kunzen i nogle år flyttede udenlands, og at Holger Danskes radikalt moderne operastil mistede sit fodfæste i København - på trods af publikumssucces - for at blive erstattet af de konservative syngespil.

Holger Danske er et værk af to unge mænd; Kunzen var 27 og librettisten Jens Baggesen 24, da den blev til. Det er som værket er skabt i en rus, i en forundret oplevelse af hvad inspirationen kan gøre ved teknik og kræfter. Operaen rummer mange dristige træk, der er udtænkt med usædvanlig sans for musikdramatik. Det er ingen nummeropera; Kunzen lader de tre akters scener forbinde på en måde, der er helt uden for konventionerne. Med motivarbejde og elegante overgange skiftes fra scene til scene, som overblænding i en film. Det giver musikken en fantastisk fremdrift, og kan tage vejret fra lytteren, der sidder med sine faste forventninger om, hvordan en opera former sig. Sågar ledemotiver er med, og spiller en vigtig rolle (et beåndet ritornel høres kommenterende i koret hver gang alfekongen Oberon viser sig), og de første træk af nationalromantik hører man i de arier, der nærmer sig strofiske folkeviser.

Sammenlagt ligger stilen og vipper mellem sødmefuld senklassik og grænsesprængende, tidlig romantik. Det er absolut betagende at opleve, og tankerne går hurtigt til den sene Mozart, som i Tryllefløjten og Ave verum corpus. Det fascinerende fak-tum er, at Kunzen i 1789 ikke havde hørt en eneste tone af Mozart. Først i det efterfølgende ophold i Prag lærte han Mozarts musik at kende og tog den med sig til København, da han i 1795 vendte tilbage. Han blev den første store mozartianer herhjemme, men Kunzens senere musikdramatiske værker holdt sig til syngespilsgenren. Brændt barn skyr ilden!?

Handlingen i Holger Danske har som i de fleste operaer sine urimelige sider, men har i denne udførelse megen charme og humor i fortællingen om Oberon og Titania, og den danske prins Holgers forelskelse i sultanens datter i Bagdad. Der er handlingsmæssige sammenfald med både Trylle-fløjten, Bortførelsen fra Seraillet, Oberon og En Skærsommernatsdrøm, men gode fortællinger er jo altid blevet anvendt mange gange i operarepertoiret.

Vokalbesætningen på cd'en er udelukkende med danske sangere. Standarden er så høj herhjemme for tiden, at man kan luksusbesætte den mindre rolle som sultaninden med den fremragende Marianne Rørholm, og lade en ægte generationsforskel komme til udtryk mellem Inga Nielsen og Inger Dam-Jensen. Gert-Henning Jensen er vokset ud over det kække og det påklistrede bel canto, og er perfekt i hovedrollen. Den i Tyskland bosatte baryton Johannes Man-nov giver igen en suveræn præstation og synger Papageno-figuren Kerasmin med vidunderlig karakter og overskud. Sikke en vittig vokal-skuespiller.

Indvendinger? Måske en fornemmelse af at ingen af de involverede har kendt denne musik nogensinde før! Om det kan høres, er jeg dog stadig ikke sikker på. Radiosymfoniorkestret spiller i disse år ikke megen musik fra denne periode, og den orkestrale del af indspilningen er mere anstrengt og mindre glansfuld end den vokale, men orkestret holdes stramt i ave af Thomas Dausgaard, der med sine atletiske tempi og markante artikulation tydeligt tilhører en ny generation af danske dirigenter. Dausgaard har indspillet J.P.E. Hartmanns to symfonier med samme orkester - endnu ikke udkommet, men det kan blive rigtig spændende!

Med cd-sættet følger fuld libretto på dansk og udenlandsk, og der er meget fyldige covernoter af Kunzen-forskeren Heinrich W. Schwab og af Ole Kongsted. Holger Danske har i flere engelske og amerikanske tidsskrifter begejstret og overrasket anmelderne - lad ikke operaen blive endnu et stykke vidunderlig dansk kultur, som ikke er kendt i sit hjemland.

Per Nørgård: Sinfonia austera og Symfoni nr. 2. Radiosymfoniorkestret. Dirigent: Leif Segerstam. Chandos 9450. Spilletid: 52'.

Radiosymfoniorkestret og Leif Segerstam er i gang med at indspille alle Per Nørgårds fem symfonier, samt den nye klaverkoncert, for pladeselskabet Chandos. Den første cd med de to første symfonier er nu kommet, og det er uden tvivl de Nørgård-symfonier, som er mindst kendt. Det er den første indspilning overhovedet af den første symfoni (som ikke har noget nummer, men i stedet den rammende titel Sinfonia austera) fra 1955, mens der er konkurrence på markedet hvad angår den 2. Symfoni, som fås indspillet med Aarhus Symfoniorkester og Jorma Panula (på Point Records). Men alene denne cd's kobling af de to 'ukendte' værker gør den til et fund.

Den 1. Symfoni bekender sig til ånden fra Sibelius' 4. og Holmboes 8. Symfoni. Her er det 'nordiske univers' som alle taler om, når snakken går om Nørgård, i største og stærkeste form. Det fragmenterede motivarbejde (Sibelius!) kan måske forstås som fraktalmusikkens rødder, men det er først og fremmest den dystre klangverden, der drager.

Symfonien får stor hjælp af den usædvanligt smukke og stemningsfulde lydproduktion. Der er højt til den nordiske himmel, men uden svuppet rumklang. De dybe strygere og messinginstrumenter har en vidunderlig overjordisk - eller snarere inderjordisk - klang. Radiosymfoniorkestret klinger i det hele taget vældig godt i denne musik, der teknisk set ikke er så belastende at spille som de senere symfonier, og med urmennesket Segerstam på podiet har musikken en meget forstående leder.

Den 2. Symfoni er 16 år senere, og et af de første uendelighedsrække-værker. Musikken er skønhedssøgende som Rejse ind i den gyldne skærm, samtidig med at man som lytter går hånd i hånd med Nørgård og uendelighedsrækken og opdager udviklingsmulighederne. Symfonien er kort og ikke så markant som den 3., nærmest dens lillebror. Sammen med førsteindspilningen af Sinfonia austera medvirker denne cd til at give et helt billede af symfonikeren Per Nørgård. Fortsætter pladens tekniske og musikalske standard på de kommende cd'er med 3., 4., og 5. symfoni samt klaverkoncerten får Nørgårds store orkesterværker en monumental indspilning, der næppe kan tænkes overgået af nordiske musikere.

Goldrush med Safri Duo. Chandos (New Direction) CHAN 9482. Spilletid 75'.

Repertoiret - eller manglen på samme - er naturligvis problemet for de to dygtige musikere i Safri Duo, hvis de ønsker at vokse ud af det vildmands-totalteater, der var deres kendetegn i begyndelsen af karrieren. På duoens nye plade er der 30 minutter med arrangementer af klavermusik og 45 minutter med nye værker, og i de to grupper bygger duoen sit repertoire op. Bestillingsværker er naturligvis vejen frem mod et originalrepertoire, men spildprocenten er uundgåeligt høj. Det generelle indtryk er, at Safri er mest veltilpas i de nye originalværker, men at duoen erkender det nødvendige i også at spille den ældre musik.

De tre originalværker på pladen er af Søren Barfoed, Rolf Wallin og Jacon ter Veldhuis. Barfoeds Safricana er et vidtstrakt lydmaleri, der nyder godt af den flotte digitale optagelse, men som sikkert er vanskeligt at få til at virke på en koncertscene. Der er afrikansk-inspirerede passager i denne tour de force, som har improvisatorisk form - og er alt for lang. Jacob ter Veldhuis' Goldrush (god titel!) er billig musik, der kunne bruges i en tv-dokumentarfilm om vilde dyr, bjergbestigning eller sådan noget. Uinteressant og poppet. Rolf Wallins Twine har derimod substans til at blive spillet og hørt mange gange - en fascinerende gang hjernevask med pulserende marimbaer, der er alt for livagtige til at stagnere i minimalisme. Stærkt udført, skræmmende lytning, som en blanding af Ligetis Continuum og Invasion of the Bodysnatchers.

Transskriptionerne bliver som de øvrige stykker spillet med et subtilt anslag, men transcenderer sjældent de anvendte marimbaers trætørre væsen. De kontrapunktiske værker går bedst, mens de pianistiske stykker af Chopin og Ravel slet ikke går. Chopins cis-mol fantasi-impromptu lyder som en lirekasse eller et mekanisk fløjteur. Ravels Alborada del gracioso fra klaversuiten Miroirs lyder fuldstændig mislykket, desværre ikke kun på grund af arrangementet, men fordi forståelsen af stykket er meget langt væk. Den uregerlige, nogle gange eksplosive livsglæde i Ravels original ombyttes her til en tandløs og mumlende etude. Efter sådan en omgang ønsker man at høre klaverversionen med det samme.

Per Nørgård løser problemet i sine tre transskriptioner af fugaer fra Das wohltemperierte Klavier, der indrammet med små forspil i øvrigt er ligeså nodetro gengivet som de mere jordbundne transskriptioner på pladen. Nørgårds bearbejdninger er for den klangligt mere interessante kombination af marimba og vibrafon, og ikke mindst en delikat brug af crotales og rørklokker giver præludierne et helt eget og bevægende liv. Det er meget smukke arrangementer.

En op-og-ned plade, altså, bedst når musikerne søger efter roen eller uroen. Safri Duo har vist ramt en guldåre med denne kontrakt med det engelske selskab Chandos, der på sit label for den mere utraditionelle musik tilsyneladende er i gang med at indspille hele Safris repertoire. Spørgsmålet er, hvordan Safri Duo kan opfylde de indspilningsforpligtigelser for Dacapo, der er en del af opgaven for det siddende statsensemble.

Cascade med Royal Danish Brass. Rondo RCD 8352. Spilletid 62'.

Royal Danish Brass har udgivet en ny cd, igen med et meget blandet repertoire. Her er tromboneværker af Gabrieli, små fanfarer af Bent Lorentzen og en af Josquin Deprez, med tilhørende parafrase af Bo Holten, samt to ældre optagelser af Holmboes messingmusik, der her genudgives på cd. Albummets titel Cascade er taget fra Hanne Ørvads stykke, der indleder skiven, og er dens officielle eksistensberettigelse. Stykket - og hele pladen - markerer nemlig indvielsen af Frederiksborg Slots store barokhaveanlæg med de originale kaskader fra 1720erne.

Ørvads Cascade blev uropført ved den officielle åbning af anlægget Grundlovsdag i år. Det er et episodisk værk på knap 10 minutter, skrevet for ensemblets fulde besætning på 11 mand, og det er vandets rislen og brusen, der gengives i ialt 21 små afsnit, spillet ud i ét. For Ørvad er messinginstrumenternes overtoner særligt velegnede til denne billedleg, for andre kan de synes knap så bårne og smidige i stykkets markerede sats, der måske nødtvungent også skal leve op til festlige, fanfare-agtige krav. Cascade får ikke så overbevisende en udførelse af Royal Danish Brass på denne cd, sammenlignet med fx stykkerne af Gabrieli, der er ensemblets kernerepertoire, og som spilles brillant, og med fyldig, moderne klang.

Udover førsteindspilningen af Ørvads Cascade er det mest betydningsfulde stykke på pladen den genudgivne optagelse af Vagn Holmboes meget fine Kvintet op. 79. Og så kan man høre en funk-udgave af Drømte mig en drøm i nat, kreeret af Mogens Andresen, ensemblets hovedbagmand, euphoniumspiller og dygtige arrangør.

Anderledes musik. Diverse medvirkende. Spoof Kunst CD002. Spilletid 72'.

Anderledes musik er den direkte og lidt slukørede titel på en såkaldt 'hjemmebrændt' recordable-cd, der må være fremstillet i et meget begrænset oplag. Musikken er under én hat eksperimenterende, og spænder over elektronisk musik og intuitiv musik, komponeret af John Toft, Anker Fjeld, Odd Bjertnes, Carl Bergstrøm-Nielsen, Kristian Vester og Jørgen Lekfeldt. Der er elektroniske værker af varierende kvalitets- og ambitionsniveau, lavet i DIEM-studierne, men det er de temmelig hjemmelavede indspilninger af den intuitive musik, der virker mest oprigtige.

Desværre er det vel lige modsat musikkens ambitioner at blive udgivet på denne meget 'smalle' måde - et værk som Johan Tofts Stykke for publikum og ensemble burde jo præsenteres som overvældende a-ha oplevelse for det ganske land. Man må håbe, at blot nogle få uforudsete lyttere får kontakt med denne cd, for så kan der ske sjove ting. Intuitiv musik i gymnasiskolen tror jeg ligger ophavsmændene meget mere på sinde end en omtale i Dansk Musik Tidsskrift!

Årgang 71/1996-1997, nr. 01