Nye bøger

Af
| Årgang 71 (1996-1997) nr. 02 - side 69-71

Bent Olsen: Musikken i Middelalder og Renæssance. Forlaget Systime 1996. 167 sider. Kr. 225,00.

Orla Vinther: Musikken i 1700-tallet.

Forlaget Systime 1996. 212 sider.

kr. 250,00.

At skrive et lettilgængeligt og samtidig forsvarligt oversigtsværk om musikhistorie er en stor udfordring for selv den bedste skribent. Hvor meget skal man udelade og hvor meget skal man uddybe? Gennem de sidste par år har forlaget Systime forsøgt sig med en serie bøger i denne genre, skrevet med henblik på brug i gymnasier, på HF, seminarier, højskoler og lignende steder.

De foreliggende to bøger er de indtil videre sidste bind i denne serie. På baggrund af det der nu foreligger, må man konkludere, at forsøget alt i alt er faldet heldigt ud. Serien, der er redigeret af Bjarne Mørup, omfatter Barokbogen (Jens Dalsgård), Musikken i 1800-tallet. Romantik og Impressionisme (Orla Vinther, anmeldt i DMT nr. 7, 1994/95), Wien. Drømmeby og undergangsstad (Jens Brincker, anmeldt i DMT nr. 3, 1993/94), og nu altså også Musikken i Middelalder og Renæssance samt Musikken i 1700-tallet.

Musikhistorien er således belyst ved gode punktnedslag fra tidlig middelalder til begyndelsen af vort århundrede. Skulle man ønske sig et enkelt bind mere, må det naturligvis være et om musikken fra 1. Verdenskrig og frem til i dag. Var det ikke noget, Systime? (Denne bog er under udgivelse på Systime, forfattet af bogseriens redaktør, Bjarne Mørup, red.).

Bent Olsen, der skriver om middelalder og renæssance, er en erfaren underviser. Han har virket i danske gymnasier i næsten 40 år, og har desuden været fagkonsulent i musik for dette undervisningsområde. Olsen brænder for sit stof og slår et slag for især den gregorianske sang. De første 30 sider af bogen er viet til denne genre, hvilket forfatteren forsvarer med, at det ikke blot er et spændende område, men også oplagt eksamensstof. Det skal jeg ikke kunne vurdere, men Bent Olsen formår at give en glimrende og forståelig introduktion til dette omfattende og komplicerede område. Dog må man formode, at de fleste gymnasieelever vil have svært ved at læse teksten selv, men med hjælp fra læreren vil der kunne uddrages mange informationer af disse sider. I det hele taget er det velsagtens småt med dansksprogede indføringer i gregorianik, hvilket i sig selv giver denne del af bogen en ikke ringe værdi.

Herfra arbejder forfatteren sig videre gennem den tidligste flerstemmighed, Notre Dame-skolen, Ars Nova-tiden, over den tidlige renæssances mestre (Dunstable, Dufay og Josquin) frem til højrenæssancen, både kirkeligt og verdsligt samt tidligt musikdrama.

Bogens sidste halvdel rummer flere relativt detaljerede værkgennemgange, der er lige til at gå til for en underviser. Det er værker af bl.a. Palestrina og Gesualdo, som Bent Olsen trækker frem.

Sproget i bogen er flydende, let-læseligt og med et glimt i øjet. Koblingerne til samtidens sociale og politiske forhold er få og små, vægten er lagt på den stilhistoriske udvikling. Alligevel får den stilistiske udviklingshistorie et vist perspektiv, og det sker gennem de mange citater fra samtidige kilder, anbragt i grå tekstkasser, samt et righoldigt billedmateriale. Flere billeder er trykt i smuk farvegengivelse.

I forhold til Orla Vinther og Jens Dalsgård er Bent Olsen karrig med sine litteraturhenvisninger. Der henvises ganske vist til forskellige opslagsværker og leksika, men jeg undrer mig over, hvorfor der ikke henvises til standardværker som Gustav Reeses Music in the Middel Ages og Music in the Renaissance.

Ibogen om musikken i 1700-tallet (Rokoko og Klassik) fortager Orla Vinther langt flere koblinger til de øvrige strømninger i det omgivende samfund. Hele det første kapitel er faktisk viet til en gennemgang af den kunst- og kulturhistoriske referenceramme, og det gælder både billedkunst, arkitektur og design. Bogen igennem henvises til lighedspunkter mellem de skiftende musikalske stilarter på den ene side og øvrige kunstarter, og filosofi/ideologi på den anden side. Det kræver et stort overblik at gennemføre en sådan form, vel at mærke uden at teksten svulmer op og bliver tung at læse, men det lykkes i det store og hele smukt for Orla Vinther.

Gennemgangen af de forskellige førklassiske stilarter (galant stil, føl-som stil, Sturm und Drang, Manheim-stilen) ledsages af kortfattede men illustrative musikeksempler. Wienerklassikken bliver også hos Orla Vinther præsenteret ved det velkendte triumvirat: Haydn, Mozart og Beethoven.

Hér bliver analyserne mere om-fattende, med detaljerede gennemgange af tematisk arbejde og harmonisk udvikling. Det er bla. Haydns Skabelsen, Mozarts Figaros Bryllup, satser fra symfonierne nr. 40 og 41, samt satser fra to Beethoven-sonater og Eroica, der sættes under lup. Som i de andre bøger i serien gøres dette overskueligt ved mange nodeeksempler.

Kun et enkelt lille suk: Når nu bogen rundes af med en side, der forklarer de anvendte becifringstegn, hvorfor så ikke også forklare de anvendte funktionsharmoniske tegn, især de altererede?

Nå - men der er så meget andet, der bliver forklaret, bl.a. i det afsluttende kapitel 10, "Tonalitet og form", der reelt fungerer som et appendiks om musikalske grundbegreber.

En enkelt forespørgsel i gymnasiemiljøet lader formode, at det nok primært vil være Orla Vinthers bog, der vil blive indkøbt i klassesæt. Men interessen for middelalder- og renæssancemusik er tilstede rundt omkring, og hvis der er lærere, der tror på musikkens bærekraft - og samtidig har viljen og evnen - vil man formodentlig nok kunne fange i hvert fald nogle gymnasieelevers interesse for dette marginale, men meget spændende felt. Systime har gjort deres ved at udsende en indbydende bog, der udelukkende handler om denne ende af musikhistorien. Tak for det!

Musical Semiotics in Growth. Edited by Eero Tarasti. Indiana University Press 1996. 642 sider. Pris i USA: $ 40,00 Indb., $ 25,00 Uindb.

Iet tidligere nr. af DMT (nr. 5, 1995/96) anmeldte jeg en bog af Eero Tarasti, der omhandlede musikalsk semiotik, og jeg gav den mine varmeste anbefalinger. Samme Eero Tarasti har været redaktør på denne mursten af en bog, der udsendes i serien Acta Semiotica Fennica som bind IV.

Tarasti er professor i musikvidenskab ved Universitetet i Helsingfors, men har også varme forbindelser til Indiana University i kraft af deres ansete International Semiotics Institute.

Den musikalske semiotik (forskning i musikkens betydningsindhold) er en gren af musikvidenskaben, der er i kraftig vækst, bl.a. takket være dynamoer som Tarasti.

Semiotikken har stærke rødder i Finland, hvor der igen er gode forbindelser til semiotikere i hele Baltikum. En af Tarastis lærere er netop den lettisk fødte A.J. Greimas, der er ophavsmand til nogle af de vægtigste europæiske værker om semiotik. Greimas er nu bosiddende i Paris, hvor der også er et levende miljø for semiotik, fx L'ecole de Paris og Saussure.

Disse forskellige semiotiske kraftcentre afspejles også i denne bog, hvor der er mange indlæg af øst-europæiske forskere (på engelsk) såvel som af franske (på fransk).

I sit forsøg på at indkredse musikkens betydningsindhold uden at forfalde til formalisme og skematisering har semiotikken udviklet et omfattende og komplekst begrebsapparat, der - som man kan se i denne bog - bestandigt justeres og udvikles for at kunne indfange præcist hvilke mekanismer og dynamikker (bevidsthedsmæssigt, begrebsmæssigt, verbalt, fysisk, sociologisk m.m), der indgår i en given kommunikation og får den til at fungere på netop dén måde.

Hvad angår den musikalske semiotik, der eftersøger kommunikative elementer i musikværker, så kaster den jo ikke ligefrem sit lod i Hanslicks vægtskål. Men semiotikken er samtidig yderst agtpågivende over for tendenser til decideret hermeneutik. Tarasti gør i sit forord meget præcist opmærksom på denne fare for unuancerede og »definitive« tolkningsforsøg. Kun ved at have sig dette for øje kan denne antologi bære sin titel med rette: Musical Semiotics i Growth, skriver Tarasti.

Det er en ganske særlig verden at arbejde sig ind i. Det er heavy stuff, der kræver en stor indsats af sin læser. Men når teksterne langsomt begynder at lukke sig op, er det en stor tilfredsstillelse at kunne finde genklang for mange af tankerne og begreberne hos sig selv. Det er afgjort sliddet værd - det er faktisk ret spændende!

Der er dog også mindre gode ting ind imellem. En artikel som Thomas Nolls Music as a subject of semiotic analysis forsøger sig i den grad med matematiske formler for hårfine abstrakte sondringer, at den bliver på det nærmeste uforståelig. Men ellers er der meget spændende artikler om både den instrumentale og vokale musik, om semiotikken som 'social-psykologi' (der ligger jo en god portion erkendelsespsykologi i megen semiotik) og om ligheder mellem de tegnsystemer, som forskellige kunstarter til forskellige tider har benyttet sig af. Og hér er netop en smuk pendant til den metode, som især Orla Vinther benyttede sig af i sin bog, hvor han i sin sammenligning af musikalske og øvrige kulturhistoriske stiltræk reelt sammenlignede tegn og dermed faktisk foretog en semiotisk analyse.

Mon ikke der er store muligheder i den musikalske semiotik? Et eksempel på dansksproget musikalsk semiotik kan findes i bogen Musikken har ordet, red. af Finn Gravesen (anmeldt i DMT nr. 5, 1993/94), hvor Per Aage Brandt analyserer How High the Moon og Ornithology).

Liv og musik. Autobiografiske skitser af Francesco Cristofoli, fortalt til operavenner. Udgivet af foreningen Operaens Venner, 1996. 192 sider. Kr. 198,00.

Mon ikke Francesco Cristofolis navn vil stå med flammeskrift i bevidstheden hos danske operaelskere langt ind i næste århundrede? Han var jo manden, der løftede den første samlede danske opførelse af Ringen i henved 75 år, og han gjorde det vel at mærke ikke på Det Kongelige Teater, men - som alle véd - i Aarhus.

Over en så herkulisk indsats måtte der rejses et minde, og da Cristofoli ikke ønskede at skrive om sig selv, har to energiske folk i foreningen Operaens Venner fået ham til at fortælle om sig selv, og det er disse mundtlige beretninger, der nu er redigeret og udsendt i bogform. Det er der kommet en ganske underholdende bog ud af. Den er hurtigt og nemt læst, man får en masse sjove anekdoter og personlige betragtninger om livet i almindelighed og opera i særdeleshed. Flere steder er teksten dog lidt for meget præget af talesprog, som jeg nok mener, at man kunne have redigeret, uden at Cristofolis personlige særpræg forsvinder.

Nyligt afdøde Celibidache, Cristofolis lærer og inspirationskilde, er viet et helt kapitel, og det er sandelig på både godt og ondt, at Cristofoli mindes denne originale dirigent. Det er nok lidt for kulørt til min smag.

Cristofolis indsats iøvrigt er der vist ikke noget at udsætte på. Tværtimod.

New Sound. International Magazine for Music 4/5. Union of Yugoslav Composers Organizations. Belgrade 1994/95. 187 sider, der medfølger to cd'er. Udgives halvårligt.

Dette er egentlig lidt af en kuriositet set i forhold til DMTs læserkreds. For hvor i alverden vil man møde dette tidsskrift? Der findes vel næppe et eneste dansk bibliotek, der har det stående. Man kan vel abonnere på det, hvis man har lyst, for det er sandelig en blandet landhandel! Selve udstyret er yderst tarveligt, kedeligt omslag og halvdårligt papir, med grumsede sort/hvid billeder. Der er to lettere utydelige nodeeksempler.

På sin vis minder selve indholdet lidt om en dansk musikvidenskabelig årbog, med artikler om både ny og gammel musik, analyser af værker, med referater fra festivaler og symposier og med anmeldelser. Men der mangler et redaktionelt forord, der fortæller om udgivelses- og udvælgelsespolitik.

Bidragyderne er fortrinsvis lokale musik(videnskabs)folk, men en græsk og en amerikansk professor er dog også kommet med. Nogle af indlæggene er ganske udmærkede, medens andre er decideret besynderlige. Bogen går lige på og hårdt med et interview med én af de store nulevende serbiske komponister, Enriko Josif (kan slås op i Grove, født 1924), og vi præsenteres hér for nogle betragtninger over Verdensaltets Natur, der svinger mellem det panteistiske og det holistiske. Ja, det er da anderledes - det var aldrig gået i Dansk Årbog for Musikforskning.

Blandt de mere 'almindelige' artikler er der én om anvendelsen af bordun i folkemusik fra Zaplanje, og én om de historiske arkiver i Sombor.

De to medfølgende cd'er er heller ikke helt almindelige. Men der er faktisk en del udmærket musik på. Meget af musikken (af navne, der er ukendte for mig, bortset fra Enriko Josif) er udpræget tonalt påvirket. Således giver Milan Mihajlovics stykke Memento stærke associationer til John Williams musik til Spielberg-filmen Nærkontakt af Tredie Grad. Goran Kapetanovics værk A Brief Account ... rummer elementer, der leder tanken hen på dels Tchaikovsky, dels Gershwin!

Men det er ikke nyt det hele. Der er på den ene cd 7 eksempler til artiklen om bordun i Zaplanje - ganske fremmedartet vokal folkemusik. Og så er der et meget smukt liturgisk korværk (Cherubs Song) af Stevan Mokranjac (1856-1914), der foruden at være komponist også var en central skikkelse i serbisk musikliv. Så der er da afgjort noget at hente i denne udgivelse.

Og betænker man landets skæbne i de senere år, er det ganske interessant at se, at musiklivet ikke af den grund er gået fuldstændigt i stå, og at der sågar har været overskud hos nogle til at drive musikforskning og at få det udgivet. På den baggrund er det faktisk ganske imponerende, dette beskedne skrift.