Nye plader

Af
| Årgang 71 (1996-1997) nr. 02 - side 67-69

Holmboe: Strygekvartetter, vol. 2. Kontra Kvartetten. Dacapo 8.224026. Spilletid: 66'.

Det er i skrivende stund et døgn siden, meddelelsen om Vagn Holmboes død kom. Det må have været en glæde for ham i hans alderdom at opleve en pludselig interesse i at pladeindspille hans værker: En komplet indspilning af symfonierne, igangsættelsen af en komplet indspilningsserie af strygekvartetterne og planlægningen af en komplet serie af kammerkoncerterne.

Til serien med strygekvartetter, som dacapo står for, har man valgt Kontra Kvartetten til jobbet - Københavns Strygekvartet, der har været involveret i så mange af kvartetterne (og i 1972 indspillede en lp med alle de tre værker på denne cd) spiller jo desværre ikke længere. Ret beset er der virkelig lavvande af gode danske kvartetensembler for tiden. Nævn fem! Det kan ikke lade sig gøre. Kontra Kvartetten involverer sig derfor af flere grunde i mange projekter, også efter perioden som statsensemble. Men lyder musikerne ikke lidt trætte på denne nye cd, som er vol. 2 af Holmboes samlede kvartetter? Klangen er ofte mat og anspændt og har ikke den hengivenhed, man kan høre på kvartettens seneste cd fra BIS, med værker af Kodaly. Holmboe-pladens tørre optagelser, især de to der er foretaget i Frimurernes Landsloge, hjælper heller ikke til.

Med denne vol. 2 er nu de seks første kvartetter indspillet, og her gælder det nr. 2, 5 og 6. Bartók spøger tydeligt i den 2. kvartet fra 1949, men der er også en umiddelbar charme og til tider en sensualitet, som jeg ikke hører i de senere værker. Den 6. kvartet er pladens bedste værk, med en stolt linieføring og udviklede raffinementer i klangbehandlingen. Det er også i den 6. kvartet, at ensemblet yder sit bedste. Skyldes den ekstra indsats, at Kontra Kvartetten måske har den 6. kvartet på repertoiret til hverdag, mens de øvrige værker er indstuderet til lejligheden?

Alt i alt får man en dækkende behandling af de tre værker, og der er ingen grund til at holde sig tilbage, hvis man er interesseret. Men der kan altså godt kæles lidt mere for både spillet og optagelsen ved de næste mange vol.'s.

J.P.E. Hartmann: Komplette værker for violin og klaver. Elisabeth Zeuthen Schneider, violin. Bohumila Jedlickóva, klaver. Dacapo 8.224021-22 (2 cd). Spilletid: 94'.

En smukt præsenteret dobbelt-cd, også fra dacapo, samler alle værker for violin og klaver af J.P.E. Hartmann. Endnu et område, altså, hvor man endelig tager fat på denne helt centrale figur fra forrige århundrede, der på pladefronten forekommer at være blot endnu en forglemt undermåler.

Pladesættet demonstrerer Hartmanns mærkelige udvikling, i en lang karriere på omkring halvfjerds år. Fra den ungdommelige Violinsonate nr. 1 (1826), i stil med de tidligt-romantiske forbilleder, til den sene Fantasi-Allegro (1889), hvis begyndelse lyder som en mellemting af Debussy og Alban Bergs Violinkoncert. Ind imellem findes så den store Violinsonate nr. 2; det største og bedste værk på pladerne, og et væsentligt guldalderværk. Den 3. Sonate er til undervisningsbrug, knap og markeret på en måde samtiden satte højt hos den gamle mand, men som i dag kræver lidt tilvænning at lytte til (og det bliver lettere den dag flere af hans værker er tilgængelige på cd).

Violinisten Elisabeth Zeuthen-Schneiders tone er ikke stor, men har en ædelhed og - tør man skrive det? - kvindelighed! Samspillet med Bohumila Jedlickóva er generelt godt, selv om en temperamentsforskel skinner igennem. Ærlig talt lyder det som om, de to ikke har kendt disse værker særlig længe, og at Hartmanns særheder nogle gange overrasker dem under spillet. De når ikke store dybder i musikken, men sørger dog for redelige udførelser af alle værker.

Søren Elbæk og Morten Mogensen har indspillet præcis samme værker på Kontrapunkt. Forhåbentlig vil det pludselige bombardement af Hartmanns værker for violin og klaver give en fornyet forståelse af Hartmann, og en udvidelse af det danske kammermusikrepertoire. Udover at være dejlige og interessante at lytte til har plader som disse en mission på folkebiblioteker, konservatorier og universiteter.

Messiaen: Kvartet til tidens ende. LINensemble og Christina Åstrand, violin. Kontrapunkt 32232. Spilletid: 51'.

Som tilfredstillende afveksling i den danske pladeproduktion kaster LINensemblet sig ud i en international, moderne klassiker (med dertil hørende hård konkurrence på verdensmarkedet): Messiaens Kvartet til tidens ende, der har violinisten Christina Åstrand som gæst i trioen.

Indspilningen er flot og medrivende, og det er skønt, at et dansk specialistensemble også indspiller andet end dansk musik på højt plan. LINensemblet mestrer dette vanskelige værk, og det er sympatisk, at Kontrapunkt melder sig i konkurrencen om det internationale publikums gunst. Resultatet er alt i alt udmærket, og man vil fint kunne erhverve sig denne version som sin eneste af kvartetten.

Når det er sagt, vil jeg dog bemærke, at LINensemblets noget atletiske spilleglæde (især i klaver og klarinet) ikke harmonerer optimalt med musikken. Det er, som om musikerne beundrer nodesatsen mere end vær-kets mysticisme.

Klarinettisten Jens Schous tykke, bløde tone dominerer klangbilledet, og også i ensemblets samspil virker det, som om det er ham, der har førertrøjen på. De to strygere er pla-ceret for fjernt i lydbilledet i forhold til de øvrige, og det giver problemer i de to Louange'er, hvor en ovenfra bestrålet klang bliver umulig. Det er der ikke råd til i denne musik. Til gengæld spiller Christina Åstrand sin store solo i sidste sats overmåde smukt og gribende, og i det hele taget er de fires musikerskab en fornøjelse.

Cd'en er ikke suppleret med andre værker, selv om der er god plads til-overs, men det samme gælder næsten alle konkurrerende indspilninger.

Ole Buck: Landskaber/Landscapes. Storstrøms Kammerensemble/The Danish Chamber Players. Dir.: Svend Aaquist. Dacapo 8.224034. Spilletid: 78'.

Ole Bucks fire Landskaber udgør samlet en perfekt cd. De fire enkeltværker danner tilsammen en cyklus, der måske fungerer allerbedst på cd.

De fire årstidsbenævnte stykker er skrevet specielt til Storstrøms Kammerensemble og dets ni mand store besætning af gode musikere. Tilsammen klinger ensemblet dog for mat, desværre, og underspiller musikken. Bucks minimalsprog kan som iskrystaller optage endeløse mængder af lys og luksus. Optagelseslokaliteten bidrager til stemningsløsheden - i stedet for det sjælløse radiostudie burde man have valgt en frodig, medspillende kirke.

De fire Landskaber er simpelthen smuk musik. Med en overbevisning, der både er stærk og beskeden, lader Buck musikken folde sig ud i ro og mag, velproportioneret, og aldrig kedelig. Inspirationen fra Østens musik og filosofi er tydelig, men i den betagende smukke Vinter er man afgjort hjemme igen. Tystheden i Bucks Landskaber vil kunne vinde nye venner kloden rundt, hvis pladen altså kan udbredes på en hensigtsmæssig måde. Her er nemlig tidens bedste danske bud på den efterstræbte, åndfulde minimalisme. For de lyttere, der til hverdag hører fx Arvo Pärt, John Tavener og cross-over meditationsmusik fra pladeselskabet ECM, er det oplagt at stifte bekendtskab med denne cd.

PS. Hvorfor svigtes danske lyttere af cd-æskens informationer? Storstrøms Kammerensemble kaldes på coveret kun ved pseudonymet The Danish Chamber Players, ligesom man skal åbne teksthæftet for at finde ud af, at værkerne egentlig hedder Landskaber og ikke Landscapes.

Trio Odino: Shapes and Shades. Barbarossa 0696. Spilletid 39'.

Denne omgangs overraskelse er en lille cd fra et for mig ukendt pladeselskab, med et for mig ukendt dansk ensemble, der spiller værker af tre danske komponister, hvoraf de to udkommer på cd for første gang.

Tre musikere - en cello, en guitar og en fløjte - kalder sig tilsammen Trio Odino, og spiller rigtig godt. Især fløjtenisten Lonnie Svilling boltrer sig med livligt overskud i cd'ens fire værker, hvoraf de tre er skrevet til ensemblet. Instrumentkombinationen får en til at tænke på de svundne dage, hvor den udmærkede Trio Rococo beskæftigede sig med klassisk musik, men hos Trio Odino er der ved Gud en større ærlighed.

Ole Bucks Divertimento er ren, uforskammet neoklassik, med mindelser om Gunnar de Frumeries Pastoralsuite. Også Lars Hansens firesatsede Shapes and Shades, der har givet pladen navn, er i dansk, neoklassisk tradition. Hansens egen programnote synes dog noget vidtløftig sammenlignet med værkets milde, opfindsomme, men løse forløb. Mere alvorlig er tonen hos Lars Hegaard. Hans Partials' Play er smukt formet, og med en bevægende, enkel melankoli, der har et digt af Octavio Paz som inspiration. Ensemblets fortrolighed med de udvalgte værker (formodentlig er cd'en ment som en præsentation af trioens grund-repertoire) kommer også til udtryk i en velfungerende udførelse af Hegaards Triori fra 1978. Besnærende, dygtigt og sikkert.

Endnu en overraskelse er, at lyd-kvaliteten i denne beskedne produktion slår de øvrige omtalte kammermusik-cd'er med flere længder. I teksthæftet er opgivet med hvilke enkle midler optagelsen er kommet i hus. Man tror det gerne, for med gode ører når man langt med små midler. Men alligevel: Det må være ubehageligt for de store danske selskaber dacapo og Kontrapunkt at se sig lydmæssigt distanceret af et lille ydmygt undergrundsforetagende -

fra Ærø! Dacapo bryster sig i sit katalog med at præsentere »the very highest standard in Danish sound engineering«. Det holder ikke, hvad denne korte, regulære cd tilfældigvis beviser.

Ludolf Nielsen: Symfoni nr. 2. Berceuse for violin og strygere. Nocturne lyrique. Frankfurts Radiosymfoniorkester. Dir. Ole Schmidt. cpo 999 356-2. Spilletid: 55'

For nylig er der kommet en tysk indspilning af værker af den danske senromantiker Ludolf Nielsen. Der er al mulig grund til at slå et slag for denne komponist, ikke alene fordi hans musik, når den er bedst, er god, men også fordi man så måske kan bearbejde den egentlige årsag til ukendskabet af Ludolf Nielsen: Ang-sten for alterationsharmonik, romantiske ambitioner og store armbevægelser, som man herhjemme fra 1920rne til 60erne kæmpede for at holde stangen. Det er den holdning (som jo til gengæld har beriget os med en masse højskolesange), der lå som en dyne over dansk musikpædagogik, musikforskning, radio og kon-certliv, og vogtede over den officielle Gode Smag. Senromantikken var 'patologisk'! Mahler-symfonier fik danske førsteopførelser i 1960erne! Og stadigvæk opflaskes alle danske korsangere, fra de glade amatører til de højest uddannede, med antologier af dansk kormusik, der foretager et vældigt hop i kronologien, fra J.P.E. Hartmann direkte til Jørgen Bentzon, naturligvis med Carl Nielsen som undtagelsen. Der blev faktisk slet ikke skrevet musik der imellem, vel?

Jo, der gjorde. Danske komponister født i 1860erne og 70erne sugede alt hvad de kunne til sig fra den udenlandske senromantik, og gav den et forsøg herhjemme. Bortset fra Langgaard var der dog ingen, der var hårdkogte nok til helt at smide tøjlerne, men deres musik var alligevel for slem til overleve på repertoiret i en vindtør æra. Efter dirigenten Launy Grøndahls arbejde på podiet var der ingen, der ønskede at opføre den danske romantiske musik fra århundredeskiftet, hvis man da ikke blev tvunget til det. Og det blev man netop i landsdelsorkestrenes barndom - dér fik opførelserne en kvalitet, der understregede, at musikken var overflødig.

Ludolf Nielsen slog igennem herhjemme og i Tyskland omkring år 1900, og var i ca. 20 år en yderst flittig mand. Så blev det efterhånden sværere for ham at få sin musik, der tit var skrevet for det helt store orkester, opført. I stedet ernærede han sig som musikkonsulent i Statsradiofonien og som kompositionslærer. Han blev ikke så gammel, han døde i 1939. Hans væsentligste orkesterværker har ikke været spillet i over 50 år.

Det tyske pladeselskab cpo er velrenommeret og det har specialiseret sig i ukendt, men givende repertoire. Man har sammenstykket tre værker til en retrospektiv cd, der kan fungere som introduktion til Ludolf Nielsen og den glemte danske musik fra denne tid. Der er et tidligt stykke i salontone, et sent værk, den smukke Nocturne lyrique fra 1922 (ikke upåvirket af den større Nielsen?), og hans 2. Symfoni, der er den af hans tre, der blev hyppigst spillet.

Cd'en er den første med orkestermusik af denne komponist, og det er lykkeligt at høre musikken i en ordentlig, velspillet produktion. Frankfurts Radiosymfoniorkester er effektivt og velfungerende, og får helt naturligt Symfonien til at klinge i retning af værkets forbilleder: Cesar Franck og Wagner.

Ole Schmidt har som den eneste dirigent i verden et forhold til musikken; han har tidligere dirigeret Århus Symfoniorkester i en radioproduktion af den 2. Symfoni. På den tyske cd er fortolkningen dog meget anderledes. Der males store, tunge linier, tempi er langsomme, humoren mindre. Schmidt vil vise stilens tyngde; det lyder imponerende og overraskende, men overskrider sine steder musikkens kapacitet, og misser i hvert fald en del detaljer undervejs. Den nys-gerrige lytter lader sig dog næpppe genere. Pladen klinger meget flot.

Cpo's plade vil her til lands blive et forskræp til noget, der forhåbentlig vil ændre indsigten i den danske musikhistorie: Dacapo begynder i disse måneder en storstilet udgivelsesserie af de danske senromantikeres musik, indspillet af danske orkestre. Louis Glass, Hakon Børresen bl.a., og Ludolf Nielsen. Vi bliver klogere, og kan rette op på fortidens ensidighed. Hvad enten de danske senromantikeres musik er god, dårlig eller middel - nu får musikken endelig en ordentlig chance.