Danmarks Radio og Verdensmusikdagene

Af
| DMT Årgang 71 (1996-1997) nr. 03 - side 107-108

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Som repræsentant for Sveriges Radio og stærkt engageret i den nutidige kunstmusik er jeg skuffet over den yderst nødtørftige radiodækning af ISCM Verdensmusikdagene i København. Internt mellem radioselskaber foregår løbende en udveksling af optagelser - oftest gennem EBU, den europæiske radiounion - og SR havde store forventninger til DR, i Europas Kulturhovedstad.

I stort set hele den vestlige verden udsættes alle dele af den offentlige sektor for voldsomme økonomiske nedskæringer. I stort set alle landene i vores nærmeste omkreds bliver også 'public service'-radioen ramt. Mens størrelsen af radioselskabernes opgaver forbliver uændret, eller endda øges (som i Sverige), skæres der ned på det faste personale og på produktionsbudgetterne (som i Sverige). Ja, ikke engang BBC, modellen for de fleste andre landes radioselskaber, er gået fri af 'besparelser' og kritik. Næsten tværtimod. I de seneste måneder har der i de engelske medier været en indædt debat om bl.a. Radio Three, den seriøse musikkanal - »som næsten ingen lytter til«.

Lad mig give et par eksempler på konsekvenserne for arbejdet i svensk P2, vores 'seriøse' musikkanal. I mere end et år har Sveriges Radio ikke kunnet tilbyde lytterne muligheden for at lytte til svenske symfoniorkestre - med undtagelse af dets eget orkester, Radiosymfonikerne - fordi man har været tvunget til at opsige alle samarbejdsaftaler med de 'eksterne' orkestre på grund af manglende ressourcer. Med til historien hører, at de 'gamle' aftaler var meget generøse og orkestrene ikke har set sig i stand til acceptere det erstatningsniveau, SR nu tilbyder, et niveau der modsvarer deres reelle omkostninger til musikernes medvirken.

Før dette blev lønningerne til solister og dirigenter reduceret med ca. 80% og ca. 50% for kammermusikere. Naturligvis med den konsekvens at en hel del kunstnere nu takker pænt nej til radio-engagementer, hvilket gør det svært at opretholde kvaliteten på egen-produktionerne.

11 P2-producenter placeret ved ni af rigsradioens regionale enheder over hele landet er blevet reduceret til 5, placeret fire forskellige steder. Stockholm-dominansen i kanalen og i musiklivet generelt er dermed naturligvis øget.

Den stockholmske producent, der sidder med eneansvaret for dækningen af ny musik, går på pension til nytår og stillingen bliver ikke genbesat.

Udbuddet af musik fra kommercielle fonogrammer i programfladen er blevet kraftigt beskåret, eftersom det ikke er lykkedes for SR at forhandle erstatningsniveauet for de mekaniske rettigheder (til pladeselskaberne) ned. Dagligt sendes der i stedet i timevis af materiale hentet fra SRs (fantastiske) arkiv. Til glæde for mange. Men det føles ikke rart at gøre det af de 'for-kerte' årsager, nemlig økonomiske. Andelen af den 'beskyttede' musik har også måttet skæres ned, altså blandt andet vor egen tids musik (!).

Næsten alle europæiske ikke-kommercielle radioselskaber er forpligtet til at værne om det nationale - ophavsmænd såvel som udøvere - og om den nye kunstmusik, men eftersom der er så mange andre krav at opfylde også, er det indlysende, at ressourcerne kommer til at styre foretagendet. Og - måske endnu vigtigere - publikum. Lytterne efterspørger jo ikke først og fremmest egen-producerede optagelser af ny musik. Følgelig er området ikke længere så højt prioriteret som det var i de 'gode' gamle dage.

Og hvad så?

Jo, sådan som jeg ser det, er det meget vigtigt, at vor egen tids 'ernste' musik spilles i radioen. Den er et fuldstændigt uerstatteligt redskab for vores forståelse af os selv og verden. Det er samtidig meget svært at overbevise bevillingsgiverne om det - inklusive lederne af radioen. Så hvem forstår? Jo, os selv! Os i branchen! Derfor er det os, som må påtage os ansvaret.

Den enkle recept til løsning af problemet - at musikerne selvfølgelig også skal have deres arbejde betalt - er, at arrangørerne af festivaler for ny musik allerede i de første økonomiske overslag og i hele forberedelsesarbejdet sikrer plads til radiooptagelser (og TV!?) og international distribution af musikken. I bedste forståelse med radioerne. Man kan naturligvis kalde det en overdrevet defaitistisk holdning, men den kan også kaldes pragmatisk eller rent ud realistisk.

Radioselskaberne skal naturligvis betale - så meget de overhovedet er i stand til - men de kan ikke forventes at skulle betale alle omkostningerne. Derfor må en del af disse dækkes af arrangørernes generelle 'fund raising'. Det har allerede fungeret mange gange - ikke mindst i Sverige. Og når nu de 'gode' gamle dage er forbi, er det en simpel nødvendighed. Samfundet har brug for dets komponister og resultatet af deres arbejde, ligeså meget som komponisterne har brug for værk-bestillinger og royalties. Det er simpelthen et spørgsmål om demokrati, at hele befolkningen får adgang til denne musik gennem det til formålet fortræffelige nationalt dækkende medie, radioen.

Bosse Bergkvist

Årgang 71/1996-1997, nr. 03