Nye bøger

Festskrift. Jan Maegaard. I anledning af 70-års fødselsdagen. Engstrøm & Sødring 1996, 348 sider, indbundet. Kr. 300,00.

Jan Maegaards navn vil være de fleste af dette tidsskrifts læsere bekendt. Han er en af de store skikkelser i dansk musikliv, både som komponist og som musikvidenskabsmand. Det er især hans akademiske virke, der har gjort hans navn kendt, også i udenlandske forskerkredse. Arbejdet som musikforsker har været centreret omkring Arnold Schönberg, hvis musik også var genstand for Maegaards doktordisputats fra 1972.

Da Maegaard i april dette år fyldte 70 måtte han samtidig forlade sin post som professor i musikvidenskab ved Københavns Universitet. Denne dobbelte begivenhed foranledigede udgivelsen af nærværende festskrift, hvortil elever og kolleger fra ind- og udland har bidraget.

Det er der kommet en smuk udgivelse ud af, redigeret af Mogens Andersen, Niels Bo Foltmann og Claus Røllum-Larsen. Bogen indledes med den traditionelle "Tabula Gratulatoria", hvorpå fem komponistkolleger bringer deres musikalske hilsener.

Artiklerne falder i tre grupper, der afspejler Maegaards akademiske interesseområder: "Omkring Arnold Schönberg", "Teori" og "Aspekter af dansk musik efter 1918".

Generelt er det gode og lødige artikler, men der er også svipsere imellem. Der er fx ikke meget at hente i Constantin Floros' gennemgang af Gurrelieder. Det er slet og ret en gennemgang, uden nogen form for perspektivering. Man kunne nu nok have forventet mere af en forsker, der har skrevet en monumental flerbindsbiografi om Mahler.

Maegaard har gjort det meget bedre selv i sin bog "Præludier til musik af Arnold Schönberg" fra 1976. Så er der langt mere substans i Joseph Auners "Warum bist du so kurz?" Schoenberg´s Three Pieces for Chamber Orchestra (1910) and the Problem of Brevity, hvor tilskyndelsen til de ultrakorte kompositioner hos Schönberg (og Webern) diskuteres.

Auner ser ikke disse yderst kortfattede kompositioner som et krisetegn, som et udtryk for atonalitetens postulerede uundgåelige konsekvens: Desintegration og sluttelig tavshed.

Snarere ser han disse værker i lyset af Schönbergs egne samtidige udtalelser, hvoraf det synes at fremgå, at denne søgte et musikalsk udtryk, der i så høj grad som muligt kunne videregive intuitive, spontane sindsstemninger. Schönberg forsøgte med andre ord at skære alt overflødigt væk, så som de traditionelle formale skemaer, og i stedet koncentrere det musikalske til knappe, koncentrerede udsagn, der så at sige kommunikerede fra underbevidsthed til underbevidsthed.

Blandt de andre bidragydere i dette afsnit af bogen kan nævnes Jean Christensen, Heinrich H. Schwab, John Bergsagel og, lidt overraskende, Erik Wiedemann, der skriver om Tolvtonemusik og jazz: en indkredsning, der ikke er helt så søgt som det umiddelbart kunne lyde.

Maegaard selv indleder afsnittet med manuskriptet til afskedsforelæsningen d. 22 maj, der bærer titlen Wien omkring 1900. Det må siges at være et meget passende emne for en afskedsforelæsning, og heri giver Maegaard en fin sammenfatning af de mange strømninger, der havde Wien som fokus ved århundredets start. Og som har haft stor og fornyet fascinationskraft i de senere år, tænk blot på Jens Brinckers bog Wien. Drømmeby og undergangsstad (Systime, 1993), samt Louisianas store udstilling i 1991, Wien 1900. Kunst & design. I det til denne udstilling knyttede nummer af Louisiana-revy har Maegaard skrevet en artikel, der på mange måder danner grundlag for denne afskedsforelæsning, flere steder endda med ordret genbrug. Det er lidt skuffende til en afskedsforelæsning, der ellers er udmærket.

I bogens sidste halvdel er der artikler af bla. Finn Egeland Hansen, Finn Mathiassen, Dan Fog, Erling Kullberg og Jens Brincker.

Desuden skriver Søren Sørensen om Maegaards gamle lærer, Knud Jeppesen, og det er ganske interessant at sammenligne dette festskrift med netop Jeppesens (Natalicia Musicologica, København 1962). Festskriftet til Jeppesen er langt mere tarveligt i udstyret (ikke i indholdet!), og de arkaiske latiniseringer er nu forladt. Det samme er gratulationslistens angivelse af de lyskønskendes beskæftigelse. I 1962 var det stadig legitimt at angive at en person var professor, dr. phil. I 1996 angives kun navnet. Men vi har selvfølgelig også passeret 1968 på vejen.

Bogen rundes af med en biografi, værkliste og diskografi.

•

Alexander Waugh: Klassisk Musik. En ny måde at lytte på. Gyldendal 1996, 144 sider, indbundet, rigt illustreret i farver. CD med eksempler vedlagt.

Kr. 198.00.

Stravinsky har fortalt, at han engang overværede en opførelse af en af Sibelius' symfonier sammen med Rimskij-Korsakov, hvis eneste kommentar til det spillede værk var: »Sådan kan man vel også gøre det«.

Det er nærliggende at anvende citatet på denne udgivelse fra Gyldendal.

Umiddelbart ser det jo særdeles indbydende ud: Masser af smukt reproducerede farveillustrationer på glittet papir, pænt indbundet, og så ovenikøbet en CD med i prisen. Det er tydeligvis en udgivelse med et pædagogisk sigte over for novicerne m.h.t den klassiske musik.

Jeg bliver altid en smule vagtsom, når jeg møder disse lettilgængelige introduktioner, der vil overkomme musikhistoriens hovedtræk, de store komponister, de vigtigste instrumenter og en pædagogisk indfaldsvinkel inden for et og samme gennemillustrerede bind. Sporene skræmmer.

Men der er da undtagelser. Neil Ardleys A Young Persons Guide to Music fra 1995, netop udkommet på dansk, er et eksempel på, at det, indtil en vis grænse, kan lade sig gøre. Ardleys bog udnyttede også glimrende den oplagte mulighed for at sammenknytte det skrevne ord og den klingende realitet (bog og CD). Ideen er nu ikke helt ny. Allerede i 1963 udgav Hirschsprungs Forlag Sven Møller Kristensens Musikken, der havde de samme intentioner, og som var ledsaget af en EP-plade med musikeksempler.

Det var også en udmærket, lille bog. Det er denne nyhed ikke.

Jeg ved ikke hvem denne Alexander Waugh er. I følge bogens smudsomslag er han en »anerkendt autoritet inden for klassisk musik i England«. Hvis det er tilfældet, så må det stå sløjt til med musikalske autoriteter i det britiske. Waugh magter ganske enkelt ikke sin opgave. Han har ellers haft nogle gode intentioner om at forsøge at tage den urutinerede ved hånden og give nogle redskaber til bedre at kunne få en oplevelse af at lytte til klassisk musik.

Kernen i bogen er gennemgangen af syv hovedværker ved hjælp af farvelagte lyddiagrammer, der illustrerer værkernes udfoldelse i tid. Det kunne måske nok være en sjov måde at anskueliggøre et musikværks dyna-miske forløb på, men der hvor Waugh begår selvmord, er i sin lancering af tre kategorier af stemning i enhver musik: Fortid, nutid og fremtid. Hver tid gives sin egen farve, der så er over-ført på lyddiagrammerne, så lytteren hele tiden kan se, hvorvidt man nu lytter til musik med fortids-, nutids- eller fremtidsstemning. Bevar mig vel!

Waughs begrundelser for og beskrivelser af disse kategorier er så svævende og subjektive, at de i bedste fald er diskutable, og i værste fald ikke kan bruges til noget som helst og endda kan være misvisende.

Skal man være meget positiv og velvillig kan man bag disse håbløse kategorier ane nogle tanker om forskellige musikalske parametres indholdsbetydning. Og det er der jo ikke noget i vejen med. Langt, langt ude er der således semiotiske træk i essensen af Waughs ideer. Men det kommer aldrig frem på en brugbar måde.

Bogen er simpelthen for subjektiv og i for høj grad præget af Waughs begrænsninger. Hans viden er for spredt og usammenhængende. Det, han reelt har at gøre godt med, forsøger han så at få det maksimale ud af, og hvor empirien ikke slår til famler han i blinde. Waughs definition af Beethovens musikalske stil er direkte misvisende, han godtager uden videre teorien om Tjaikovskys selvmord og anfører den som et fak-tum. Og han indplacerer Messiaen i musikhistorien som »den sidste af de store franske impressionistiske kom-ponister«. Dén må vist tale for sig selv.

Waugh ved da en del, men han kender ikke sin egen begrænsning. Og dét gør Gyldendal tilsyneladende heller ikke, siden de bare har fået dette værk oversat og udgivet uden at få luget grundigt ud i alle de graverende fejl og vildledende oplysninger. Disse spænder ben for de gode sider ved bogen.

Bogen er oversat af Peter Wang, docent i Aalborg, der tidligere har skrevet artikler om Tristan-forspillet i både Dansk Årbog for Musikforskning og i Col Legno. Hvad der har fået ham til at påtage sig denne opgave kan man kun gisne om, og hvem der som fagredaktør har anbefalet dette projekt er heller ikke godt at vide.

R. Murray Schafer: Ljudbildning. 100 övninger i konsten att lyssna och skapa ljud. Bo Ejeby Förlag, Göteborg 1996. 142 sider, uindbundet.

SEK 167,00.

Hvis den foregående bog fejler i forsøget på at fremme evnen til musiklytning, så er denne lille bog en ganske god indføring i at arbejde med lytning generelt.

Den canadiske forfatter og komponist Murray Schafer videregiver her 100 øvelser, som han selv har anvendt i sin undervisning, og som sigter mod både at skærpe elevens auditive opmærksomhed og at kunne (og turde) frembringe en masse anderledes lyde.

De 100 øvelser er ikke tænkt som en streng progression, men snarere som en idébank med en vis udvikling. Man kan således sagtens springe øvelser over, men det vil nok være en god idé at plukke ud i den rækkefølge, de optræder i bogen.

Øvelserne starter med at lade eleverne skrive alle de lyde ned, de overhovedet hører. Så kan man snakke om, hvor de stammer fra og hvilken type lyde der er tale om (udefra/indefra, kropslyde, mekaniske/elektriske, behagelige/ubehagelige, vedvarende/enkeltstående osv.). Senere kan der arbejdes med at lytte selektivt og med at reproducere alle tænkelige lyde, hvoraf nogle forslag nok vil forekomme flere undervisere lidt for søgte (prøv fx at sige som et sammenkrøllet stykke papir, der rammer en væg). Kan en lyd tegnes? Hvilken form har den? Har den også en farve? Og sådan kan man ellers blive ved.

Forfatteren har en enorm fantasi, og har tilsyneladende arbejdet med disse ting i årevis.

Jeg tror gerne, at der kan komme mange tankevækkende og underholdende timer ud af denne bogs øvelser, og selv om man ikke underviser, kan den stadigvæk være fornøjelig og inspirerende læsning.

•

Jürgen Habermas: Teorien om den kommunikative handlen. En oversættelse i uddrag ved Karen Borgnakke, John Cederstrøm og Palle Rasmussen.

Aalborg Universitetsforlag 1996. 546 sider, uindbundet. Kr. 286,00.

Habermas er et af de helt store navne i moderne filosofi. Hans Strukturwandel der Öffentlichkeit fra 1962 er nærmest standard-pensum i mange universitetssammenhænge, hvor den heldigvis er tilgængelig i den norske udgave (Borgerlig offentlighet, Oslo, 1974).

Men hovedværket må nok siges at være Theorie des kommunikativen Handlens fra 1981. Dette omfattende værk i to bind har indtil nu ikke været tilgængeligt i en skandinavisk udgave, og det har Aalborg Universitetsforlag nu søgt at råde bod på. Resultatet fremtræder som et fyldigt uddrag på over 500 sider, hvor det, der er medtaget, er de »fire kapitler, hvor Habermas' egne teoribidrag i særlig grad kommmer til deres ret« (fra forordet).

Habermas har selv i et interview sagt om værket, at det var hans intention at formulere mulighederne for et meningsfyldt medmenneskeligt samvær, hvor der er balance mellem afhængighed og autonomi, og samtidig plads til den uendelighed af differentieringer, som er muliggjort af moderniteten. Basis for menneskets fornuft kan for Habermas være evnen til sproglig formulering og kommunikation.

Den sproglige kommunikation opfatter han som bestående af to niveauer, dels den kommunikative handlen (den daglige sociale omgang), dels den kritiske samtale, drøftelsen (diskursen). En forudsætning for at en sådan kommunikation mellem personer i en given social relation kan fungere - kan formidle synspunkter til afklaring af fælles interesser - er rationalitet. Derfor begynder Habermas bogen med en undersøgelse af rationalitetsbegrebet, efterfulgt af en anbringelse af dette begreb i en moderne verdensforståelse. Og herfra arbejder han sig videre frem til dis-kussion af den kommunikative handlen i relation til tre temakomplekser: 1) et begreb om kommunikativ rationalitet, 2) et tosidet samfundskoncept, der sammenknytter livsverdens- og systemparadigmer og 3) en teori om 'det moderne' og dets paradokser.

Som det turde fremgå af det foregående er der snarere tale om et filosofisk værk end et egentligt musikteoretisk skrift. Imidlertid er Habermas' undersøgelse af interesse for en beskæftigelse med kommunikation i mange forskelige relationer, og dermed også potentielt for musikalsk kommunikation. Om en musik-semiotiker vil kunne finde anvendelse for Habermas' arbejde skal jeg ikke kunne sige. Umiddelbart vil jeg da absolut mene ja.

Prisen er særdeles rimelig for et sådant værk, men det har også kun kunnet lade sig gøre, fordi flere af de involverede har arbejdet con amore. Det må have været et herkulisk arbejde at oversætte dette store uddrag, for der er mange meget abstrakte ræsonnementer, udført i et særdeles akademisk sprog. Hvis man ikke er vant til at læse nyere filosofi med mange fremmedord, vil det nok tage sin tid førend man kommer ind i tankegangen og tilegner sig begreberne. Men den tålmodige vil blive belønnet.

•

Sangbogen 2. Redigeret af Inge Marstal og Kaj Nørholm.

Edition Wilhelm Hansen 1996. 512 sider, Kr. 223,00. (hæftet), kr. 288,00. (indbundet) og kr. 357,00 (spiralryg).

I 1988 udgav WH Sangbogen, der, så vidt jeg kan vurdere, er blevet brugt meget rundt omkring. Det er en antologi af danske og udenlandske sange, både nye og gamle, med et generelt nyere og mere 'populært' tilsnit end Højskolesangbogen, hvorfor den er et fint supplement til denne.

Efter to udgaver og flere oplag af Sangbogen har man nu fundet tiden moden til at udsende en udvidelse. Den nye Sangbogen 2 har fuldstændig det samme layout som sin forgænger, og dispositionen af repertoiret er også stort set identisk. I denne nyudgivelse har man især vægtet områderne Dansk, Norden, Nær og Fjern, Operetter og Musicals samt Hots & Hits.

Der er udvalgt med sikker hånd, og rigtig mange gode ting er kommet med. Blandt meget andet glæder jeg mig over, at udgiverne har aftrykt så mange alternative melodier som tilfældet er, fx til Velkommen i den grønne skov, Der truer os i tiden (tre melodier!) og Er lyset for de lærde blot. Det er jo noget, der kan bringe sindene i kog, hvis man har forskellige præferencer m.h.t. melodi. Så er det godt at være forberedt på at kunne følge en flertalsafgørelse, hvis man skal synge eller spille for.

Desuden har man haft en mere realistisk fornemmelse for hvilke Lars Lilholt-sange, der er egnede til fælles-sang end udvalget bag Højskolesangbogen, der havde medtaget Jens Langkniv. I modsætning til denne er både Kald det kærlighed, Kun een jord og Held og lykke relativt nemme at anvende i fællessang.

Der er kommet mange nyere klassikere med af fx Kai Normann Andersen, Aage Stentoft og Bernhard Christensen. Men også nogle af de bedre, ældre Grand Prix-sange som To lys på et bord, Angelique og Dansevisen. Der er sange fra operetter som Farinelli, Sommer i Tyrol og Den glade enke samt musicals som South Pacific, My Fair Lady, Cabaret, Les Miserables og den danske Atlantis. Der er evergreens af Gershwin, Rodgers, Ellington, Cole Porter, Bacharach og Mancini. Der er en del Beatles, Gasolin, Bob Dylan m.m. Og sluttelig en fin afdeling med kanons. Så det er bare at gå i gang.

Generelt er de enstemmige sange forsynede med udmærkede becifringer, nodebilledet en anelse småt, men overskueligt. Bagest er der et register for begge sangbøgerne. Fint.

Bogen findes i tre versioner, hvor den med spiralryg er den suverænt dyreste, men også den eneste rigtige hvis man skal spille efter den. Den hæftede udgave skal på det nærmeste radbrækkes førend den bliver stående på klaveret eller nodestativet.