Nye plader

Skærur vindur. Korværker af Sunleif Rasmussen. Nóatón & Ars Nova, dir. Johannes Rahe & Bo Holten. tutl FKT 9. Spilletid 47'.

Skærur vindur er et retrospektivt udvalg af færingen Sunleif Rasmussens kormusik, skrevet mellem 1982 og 1993. Rasmussens udgangspunkt er en folketone af betagende skønhed. Han skjuler ikke sit nordiske tilhørsforhold; musikken er melankolsk, naturinspireret og lyrisk, men formet med vidtfavnende udtryk.

De enkleste satser er som fundet for gode danske kor, og må snarest blive indlemmet i det nordiske standardrepertoire. De synges af den færøske vokalgruppe Nóatón, som består af 12 sangere, der optræder i blandet, halvmåneformet opstilling. Krævende vilkår at sætte sig, men sangernes bløde stemmer og vibratosvage klang er, hvad musikken har brug for. En behagelig tæt og stemningsfuld optagelse bidrager til det gode indtryk. Færøsk er et meget smukt sprog, opdager man undervejs, og flytter gradvist øjet fra den engelske oversættelse til de færøske originaltekster, som hurtigt bliver forståelige.

Ars Nova synger et enkelt værk - pladens største og mest ambitiøse, det 17 minutter lange Tid, ild, baglæns for kor og elektronik. Her er der fuldt modernistisk udtræk i en beskrivelse af hverdagshandlinger, gennemført baglæns (fx »Mennesker fyldes med lort og brækker sig til bestemte tider« - den danske tekst er af Hans Holten Hansen). Det er virtuost sunget og opsigtsvækkende skrevet; langt fra cd'ens tidligste stykke, det henført smukke Sig mær, hvi er foldin føgur (Sig mig, hvorfor er verden fager - en født klassiker), men begge poler er lige svære at slippe.

Det er en af de mest interessante nordiske korplader, jeg har hørt.

•

Arvo Pärt: Litany. Hilliard Ensemblet, Tallinn Kammerorkester m.fl. Dir. Tõnu Kaljuste & Saulius Sondeckis. ECM 1592. Spilletid 42'.

Smukke og skræmmende klange ved man på forhånd der er i vente, når en ny plade med værker af Arvo Pärt dukker op. Den forrige cd fra det eksklusive pladeselskab ECM, der på enestående måde forløser Pärts univers, indeholdt bl.a. det store Te Deum, og er måske den vægtigste Arvo Pärt-cd, der findes. Dén cd's værker er skrevet i zenith af Pärts bekendte tintinnabuli-stil. På den nye cd er der noget andet i gære.

Litany er skrevet til de 24 tidebønner overleveret fra den russiske kirkefader Johannes Chrysostomos i 300-tallet. Musikken er (mere end sædvanligt hos Pärt) præget af russisk-ortodoks kirkesang, men domineres af Hilliard ensemblets lysende kontratenor. Forløbet på godt 22 minutter er fragmenteret og kort-åndet. Pärts sprog er altid sparsomt og strengt, men Litany har en sort tone, som jeg kun kender fra hans 3. Symfoni; det værk, der indvarslede den kompositionspause, som førte til Pärts nuværende tintinnabuli-stil.

På pladen er desuden to kortere værker for orkester. Psalom er et stykke af ekstrem stilstand. Det er musik, der hører op så snart det går i gang. Et udsagn om at være ved vejs ende; ikke som et ydmygende tilbagetog, men som en inddampning fra det minimale til det knapt nok eksisterende. I sin tysthed rystende at lytte til. Trisagion er en revision af The introductary Prayers fra 1992. Også her høres fraserne brudt ned i korte stumper, og det giver et abrupt forløb med underliggende aggressioner. Litany og Psalom er Pärts seneste kompositioner.

Ifølge Henrik Marstal, der netop har erhvervet mag.art.-graden for en afhandling om Pärt, er disse værker tegn på, at Pärt har udtømt mulighederne i sin tintinnabuli-stil. Marstal hører Litany som grænsende til det selvparodierende; så langt vil jeg nu ikke gå, men det er tankevækkende at lytte til disse værker med Marstals tese i hovedet. Noget er bestemt ved at ændre sig for den tillukkede estiske komponist. At det, som Marstal forudser, er ved at føre til en kompositionspause, et stilomlæg eller måske afslutningen på kompositionsvirksomheden synes meget sandsynligt. Det bestyrker i hvert fald Pärts enkle principper, at han ikke i disse seneste værker lader substansen forlade de få, anvendte toner. Så hellere tage en tænkepause.

•

Gade: Elverskud. Forårsfantasi. Tivolis Symfoniorkester og Tivolis Koncertkor. Div. solister. Dir. Michael Schønwandt. Dacapo 8.224051. Spilletid 63'.

Gade: Forårsfantasi. Nielsen: Hymnus amoris. Søvnen. Radiosymfoniorkestret og Radiokoret. Div. solister. Dir. John Frandsen. EMI Matrix 5 66000 2. Spilletid 63'.

Dacapo har udsendt en indspilning af Gades Elverskud, hvilket må være det mest mainstream-agtige selskabet endnu har produceret. Det gør nu ikke noget, så længe udførelsen som her ikke minder om nogen anden tilgængelig indspilning.

Michael Schønwandt dirigerer værket med spændstige, kvikke tempi og godt drama. Har han mon interesseret sig for opførelsespraksis-bevægelsen? Der er nye, næsten ophidsende belysninger af detailarbejdet i Gades musik, og det samlede forløb er dramatisk i sjælden grad, ja, Olufs afsked med Moderen (Læg sadlen på min raske hest) er suveræn. Den fortærskede Morgensang får også en nyfortolkning med styrke og klarhed; det bliver til et stærkt symbolsk afsnit af dramaet.

Guido Paevatalu er som Oluf bedst i macho-passagerne, men indifferent i den store Ballade (på Frans Rasmussens indspilning har Michael Melbye et uendeligt varmere nærvær). Susanne Elmarks elverpige klinger feminint og æterisk, men er ikke særlig farlig. Det er ikke oplagt, at denne elverpige kan gøre det ud for de voldsomme erotiske spændinger, der deler Ridder Olufs hjerte i to.

Tivolis Symfoniorkester er velklingende og i god kontakt med Schønwandt, koret er stort, udtryksfuldt og velartikuleret.

Schønwandts fortolkning er den bedste på cd, men den skæmmes af en tynd og metallisk gengivelse af stem-merne, især koret, der slet ikke ydes retfærdighed. Solistudbudet på de tre versioner må afhænge af personlig smag; på denne indspilning er Kirsten Dolbergs Moder det stærkeste kort.

Meget interessant sidestilles Elverskud på denne cd med Gades Forårsfantasi; et typisk stykke guldalder, konservativt og velfungerende. Den har ikke før kunnet fås på cd, men er nu tilgængelig i to indspilninger: EMI har nemlig genudgivet John Frandsens indspilning fra Dansk Musik Antologi, lavet i 1979. Også dette værk giver Schønwandt en sikker og spændstig udførelse. Elisabeth Westenholz er en glimrende klaversolist, mens vokalkvartetten er det store minus: Fire hver for sig udmærkede sangere, der tilsammen er dårligt afstemt, og virker hastigt indøvede. John Frandsens udgave er langsommere, smagfuld, men uden Schønwandts elektricitet. Til gengæld er solistkvartetten i en anden klasse, og med fyldig, moden klang. Også tenorsoloen i anden sats er meget stærkere udført af Frandsens solist (Ole Jensen) end Gert Henning-Jensen hos Schønwandt.

Frandsens indspilning deler skive med to af Carl Nielsens korværker: Hymnus amoris og Søvnen, dirigeret af Mogens Wöldike. Det er pæne og nøgterne fortolkninger, med autoritet, god drengekorssang og sikre solister. Det er påfaldende, at Wöldikes pladeindspilninger ikke genudgives på cd med særlig iver i dag. Er denne cd det første tegn på en nyvurdering af denne dirigents kronede karriere?

•

Sibelius & Carl Nielsen: Violinkoncerter. Maxim Vengerov, violin. Chicago Symfoniorkester, dir. Daniel Barenboim. Teldec 0630-13161-2. Spilletid 70'.

Violinisten Maxim Vengerov er en af tidens hotteste solister over-hovedet, en nu 22-årige virtuos, der allerede i teenageårene slog igennem på verdensplan med sin bravur-teknik og fantastiske klang. Han har på få år indspillet de store romantiske koncerter, og det er formodentlig hans pladeselskab, der har bedt ham om nu at indspille violinkoncerterne af Sibelius og Carl Nielsen. I bookletten fortæller Vengerov ligeud, at han ikke har kendt de to værker ret længe, og heller ikke den musikkultur de udspringer af. Det hører man konstant på denne plade, men det gør den ikke spor uvedkommende. Vengerov spiller forrygende, musikken bliver vild, medrivende og enormt underholdende. Meget unordisk!

Allerede de første to takter af Nielsens koncert viser, at her er en voldsomt solistisk musiker, der slet ikke kan tilbageholde sit potentiale. Tonen er stor, vibratoet hurtigt, portamentoet henrevet, rubatoet langt. Det udnyttes med et enormt overskud. Vengerov hører naturligt hjemme i den russisk-jødiske violintradition, og kan i sit spil uden blusel sammenlignes med Jascha Heifetz.

Vengerov spiller Nielsens Violinkoncert med en passion, men han står uforstående over for mange elementer. Vores tradition siger, at man skal støbe en 'rigtig' koncert ud af værket, med knaster, kanter og det hele. Vengerov og Barenboim vil noget andet, de rider på en højst underholdende bølge af gribende melodier og voldsomt bravur. Musikken bliver lettere og mindre mærkelig.

Vengerov og Wöldike (VW) - månedens bud på Carl Nielsen! De ville have korset sig over hinanden.

•

The party is in your head"- kompositioner af Dan Marmorstein. Div. medvirkende. CLASSICO classcd 149. Spilletid: 75'.

Den amerikanske komponist Dan

Marmorstein har i en årrække hørt til i det danske musikliv, mestendels i det alternative. Tilsyneladende med ham selv som primus motor er der nu udsendt en cd med hans vær-ker. Der medfølger en heftig booklet, med noter af komponisten og et fyldigt udvalg af billedkunst til musikkens ledsagelse. De medvirkende er en blandet skare, med mange glimrende musikere fra de københavnske symfoniorkestre.

Cd'en er en blandet pose bolsjer: Klare tanker veksler med kryptiske, bagateller med store ambitioner. Marmorstein får sine impulser mangesteds fra, og intellektualiserer det meste. Der er lutter korte værker på cd'en, og fordi hvert værk er ude i et nyt ærinde, får pladen work-shop karakter. En klar kompositiorisk profil får man ikke indtryk af.

De bedste værker er oprigtigt indadvendte. Besværgelsesformular er et interessant, religiøst recitativ for cello. Værkerne for soloklaver får myndighed og statur af Erik Skjoldan, og Jesper Lützhøft giver Onvolledigheid en følsomhed, der ikke er de øvrige værkers særkende. Disse intime stykker for soloinstrumenter er pladens bedste øjeblikke.

Selv om et flertal af værkerne ikke overbeviser, er det glædeligt, at en undergrundskomponist præsenteres i fuldt dagslys. Dan Marmorstein havde dog hjulpet sig selv bedre ved at udelade nogle af de svageste værker, der er for prætentiøse. Mange af titlerne er dog rigtig gode.

Music from Denmark. Div. medvirkende. MXPCP 0196, 0296, 0396, 0496, 0596. Spilletid mellem 74' og 77' pr. skive.

Hvert år udsender Dansk Musik

Informations Center i samarbejde med forskellige musikerforbund en imponerende æske med prøver på dansk musik i alle genrer. Cd'erne er ment som nationale visitkort, og er et glimrende initiativ inden for musikeksport. Årets æske rummer cd'er med hhv. rock, jazz, folk, eksperi-mentalmusik og kammermusik.

Hver cd ligger i en lille bog, der i tekst og billeder præsenterer de medvirkende.

Rocken og jazzen blander store kommercielle navne med yngre talenter, folk-cd'en er livskraftig og decideret fornøjelig, mens de cd'er, der må formodes at have læserne af dette blads største interesse, også er de mest problematiske. Kammermusik burde hedde Ny Musik, for det ældste værk er fra 1960, og ensemblestørrelserne går fra solo cello til Randers Byorkester. De fleste musikeksempler er trukket fra dacapos udgivelser, og er af bl.a. Nørgård, Abrahamsen, Buck og John Frand-sen.

Med cd'en med eksperimentalmusik er vi ovre i den virkeligt langhårede afdeling. Det er et billede af dansk undergrunds-kompositionsmusik, og mange af navnene kommer her på cd for første gang. Stilistisk spænder udvalget fra noise-guitar til intuitiv musik, optaget live i Kongens Have. Det er græsrodsmusik, for at sige det mildt. Her eksporteres musik fra periferien af dansk kultur, og den fremstår mere frodig end i virkelig-heden. Udenlandske lyttere vil få svært ved at opspore noget som helst andet med denne cd's navne.