Endnu en lydmur brydes

PÆDAGOGIK

Publikum ved årets Ultima festival - Norges største ny musikfestival - fik i år en usædvanlig oplevelse: Børn og unge kan lave elektroakustisk musik! Det skete gennem "Bryt Lydmuren!"- et dristigt projektsamarbejde, som omfattede professionelle komponister i et kreativt møde med børn og unge, ledet af Norges statslige konsertinstitution, Rikskonsertene, i tæt samarbejde med No TAM (Norsk nettverk for Teknologi, Akustikk og Musikk ved Universitetet i Oslo).

Hvordan lykkes det norske komponister at få hele klasser i almindelige norske skoler til at komponere?

Hvordan bliver unge eksperter i sampling, bearbejdning og diffusion af lyd?

Hvad er opskriften?

Svaret er todelt, mindst.

Det ene udgangspunktpunkt finder vi i rækken af kompositionsbaserede projekter, som Rikskonsertene har gennemført med børn og unge som musikskabere i de seneste år. Rikskonsertene indledte et tæt samarbejde med London Sinfonietta om projektet Respons i 1993-94.

Senere har Rikskonsertene udviklet en række egne projekter og værksteder for at etablere nor-ske modeller af workshop-arbejdet. Grundprincippet er enkelt: Man vælger et orkester eller ensemble og en eller flere grupper af børn og unge. Et pædagogisk team med musikere fra ensemblet sætter med det samme deltagerne i gang med leg og interaktion, som leder videre til arbejdet med enkle kompositionsopgaver i mindre grupper. Fra disse opgaver går man videre og beder eleverne om at sætte deres musikalske småstykker sammen til større strukturer.

Når man har fastlagt strukturen indøver man det hele med elevgruppen som orkester. Til sidst spilles resultatet ved en koncert sammen med det professionelle ensemble. Ensemblet spiller desuden et referenceværk som indeholder tematik, rytmik og klangfarver, der har forbindelse med de stykker, eleverne har lavet. På denne måde stifter eleverne bekendtskab med alle faser af skabelsen af musik - de har selv været med til at finde på materiale og ideer, sætte det sammen, indøve, finpudse og opføre deres værker og de genkender deres egne musikalske elementer i refe-renceværket - set indefra, så at sige.

Det andet udgangspunkt er de tidligere udgaver af "Bryt Lydmuren!", som blev præsenteret under Ultima i begyndelsen af 90erne. Projekter hvor Ultima, Norsk Rikskringkasting, Ny Musikk og Rikskonsertene gik sammen om at arrangere kompositionskonkurrencer for unge over hele landet. Forudsætningen var at deltagerne skulle finde deres eget lydmateriale og bearbejde det med egne lydtekniske hjælpemidler. Projektet blev behørigt præsenteret og fulgt op af Norsk Rikskringkasting og vinderkompositionerne blev præsenteret ved Ultima festivalen og mødt med stor begejstring.

Flere af de professionelle deltagere i "Bryt Lydmuren!" har ønsket at gå videre med dette arbejde og give unge mulighed for at deltage aktivt som skabende og udøvende aktører på en række af de platformer, som involverer moderne teknologi.

I forbindelse med Ultimas 1996-festival øjnede man muligheden for en særligt spændende videreføring af arbejdet, eftersom Ultima fik besøg af Acousmonium, den franske radios legendariske højttalerorkester. En fantastisk besætning med 60 højttalere med et lydmæssigt potentiale langt ud over det sædvanlige. Udfordringen var at tage skridtet ind i de avancerede digitale musiklaboratorier og lade unge menesker komme i kreativ nærkontakt med dette grænseoverskridende instrumentarium og at give børn og unge en oplevelse af de muligheder der ligger i denne type kunstnerisk udtryk ved selv at tage del i den skabende proces.

Rikskonsertene knyttede to bestillingsværker til projektet af hhv. Rob Waring og Helge H. Sunde. Begge er aktive både som musikere og lærere og arbejder inden for flere genrer - inklusive jazz og ny musik.

Rob Warings projekt blev koblet sammen med tre unge i 17-19 års alderen. To var elever ved musiklinien på Foss videregående skole i Oslo og en var rekrutteret fra Stovner Rockefabrikk, et fritidscenter for musik i Oslo. De var med helt fra starten af arbejdet, lavede feltoptagelser af lyd på DAT-bånd, tilegnede sig digitale bearbejdningsteknikker i No TAMs studie og sidst men ikke mindst lærte de sig at køre lyd gennem komplekse lydanlæg med mange forskellige højttalere.

De tre unge musikeres interesse var stor gennem hele projektet, de var opsatte på både at få de tekniske og æstetiske sider af arbejdet med og det har været en vigtig erfaring for dem både at lære musikken og det kreative miljø at kende. Komponisten var også meget glad for forløbet. Det at han skulle bruge andres lydoptagelser blev en spændende udfordring, som krævede meget filtrering og kreative overvejelser over kompleksiteten og baggrundsstøjen i optagelserne.

Komponisten var nok lidt ambi-valent med hensyn til at overlade selve lydkørslen over et af verdens største systemer for elektroakustisk musik til de unge, men efter koncerten kunne han konstatere, at de havde lavet en meget fin version af stykket og at de med deres tilsammen 6 hænder havde frembragt nuancer, som ville have været umulige at opnå med 2 hænder.

Helge Sunders projekt blev lagt ud som en omfattende kompositionsworkshop rettet mod 4.-5. klassetrins elever (10-11 årige), hvor komponisten skulle arbejde sammen med workshop-leder Jon Halvor Bjørnseth. I samarbejde med bydelen Ullern i Oslo valgtes to klasser ved Bestum skole. Skolen satte to uger af til arbejdet, en i foråret og en i efteråret. I den første uge satsede man på at køre elever gennem en 'normal' kompositionsworkshop, med særlig vægt på konkrete lyde og lydkilder - genstande man kunne finde i naturen og i omgivelserne rundt om skolen. Der blev arbejdet i små grupper, hvis opgaver var at lave rytmer og forme dynamiske forløb. Der blev talt meget om formprincipper og 'Dinosaur-formen' blev et begreb: Tynd i den ene ende, tyk på midten og tynd i den anden ende. Nogle dinosaurer er små, andre store og nogle igen med takkede plader på ryggen - mange varianter blev testet som klingende musik. Helge Sunde valgte senere at kalde stykket The Dinosaur Theory.

Eleverne blev også introduceret til begrebet elektroakustisk musik både gennem besøg i elektronmusikstudiet og gennem en demonstration på skolen, hvor eleverne fik lejlighed til at styre lyden gennem mange højttalere. Resultatet af forårets projekt blev indspillet på DAT-bånd og skulle danne grundlaget for efterårets arbejde.

Hver klasse valgte tre karakteristiske lyde fra deres komposition, som skulle bearbejdes videre i studiet. Fire elever fra hver klasse blev valgt som 'elektron-sjakket', dvs. dem der skulle tage til No TAMs studie og lave musik. Disse ialt otte elever blev inviteret til studiet et par gange som forberedelse til den sidste arbejdsuge.

Ved det første besøg startede man med at tegne en af de seks udvalgte grundlyde på en tavle og eleverne skulle så lave nye tegninger, som var variationer over grundlyden. Så fandt man lyden på båndet indspillede den i computeren og begyndte bearbejdningen af lydfilen, med børnenes tegninger som 'partitur'. Man nåede kun at bearbejde et par lyde før tiden var gået, men alle fik hjemmeopgaver til næste gang. Eleverne skulle fortsætte med at lave tegninger af hvordan de ville variere de to andre lyde, de havde valgt og Helge og Jon Halvor skulle fortsætte arbejdet med at omsætte de grafiske minipartiturer, som de havde lavet i løbet af den første time.

Elevernes eget mix (3. sats)

Siden fulgte flere møder, hvor man efterhånden byggede kataloger over elevernes lyde op. Og så lod man eleverne komme til ved maskinerne for at sætte lydene sammen til kompositioner. Det var hovedsageligt No TAMs eget mixer-program, kaldet MIX, der blev brugt. Det giver en god grafisk fremstilling af hvordan lyde kan kombineres med forskellig volumen, panorering og visse digitale effekter. Det var interessant at se hvordan alle børnene kom i gang med arbejdet ved computeren i løbet af få minutter. De racede gennem lydkataloger, valgte lyde, klippede dem ind, kom-binerede dem, vendte og drejede lydene og eksperimenterede til de var tilfredse.

Nogle var i forvejen computer-freaks og nåede selvfølgelig at lave meget mere end de, der var mere usikre i brugen af mus, trykknapper og menuer. Til sidst sad vi med syv lydmixninger. Nogle stykker var korte, andre lange. Komponisten fik til opgave at sy de forskellige bidder sammen til en helhed. Eleverne gav også tilladelse til at han kunne klippe ud og indsætte lidt her og der i deres stykker. Da stykket var færdigmixet på to spor blev det overspillet til DAT-bånd.

Denne båndmusik udgjorde en af flere satser. Helges oprindelige plan var at lave et værk, hvor eleverne og komponisten styrede hver deres satser. Men efterhånden opstod ønsket om at inddrage eleverne mere, også i udførelsen af hans egne satser.

"Fraktalosaurus" (1. sats)

To interaktive moduler var komponeret i programmet MAX1. Det ene modul skabte musik i forhold til markørens bevægelser på skærmen, hvor man kunne se et farverigt fraktal-kunstbillede. Det andet modul blev styret af 12 fotoceller, som sendte signaler til et MIDI-kort. Eleverne i 'elektron-sjakket' fik forskellige opgaver under fremførelsen af disse satser.

En elev styrede musens bevægelser hen over billedet efter et på forhånd aftalt forløb. Hun startede i øverste venstre hjørne, hvilket førte til at der kom lyse, hurtige lyde. Så fortsatte hun nedover til mørkere lyde. Når man flyttede markøren mod højre gik lydenes hastighed ned. I billedet lå også gemt en del 'knapper', som fremkaldte specielle lyde når man trykkede på dem. Signalerne gik til to lydkilder: Til en FM-synth (via MIDI) med en lyd programmeret af komponisten og til maskinens interne lydkort som afspillede lydfiler, som var bearbejdede versioner af elevernes egne lyde.

En anden elev sad med computerens tastatur hvor flere af tasterne var startsignaler for bestemte lydfiler. Også denne elev skulle spille et aftalt forløb, men havde desuden mulighed for en del improvisation. Den tredje elev i denne gruppe sad ved sit eget bræt med 16 skydeknapper - en MIDI-kontrolleret enhed som var programmeret til at give visse modificerende beskeder til computeren - fx kunne den styre de enkelte lydes varighed, deres styrkegrad og også antallet af lyde som blev spillet på en gang. Denne arbejdsdeling nødvendiggjorde et tæt samarbejde mellem de tre elever i gruppen.

FOTO-saurus (4. sats)

MIDI-brættet var også i brug under den sidste sats, hvor eleverne dansede omkring 12 fotoceller som var monteret i en stor krydsformet installation med tre stolper. De fire elever i denne gruppe skiftedes til at udføre opgaverne, således at der til enhver tid var to som bevægede sig og to som sad ved computeren og MIDI-brættet.

Prøverne på denne del begyndte også under besøgene hos No TAM, men først i løbet af de to sidste dage blev det muligt at indstudere noget der lignede en koreografi. Både kænguru-bolde (hoppebolde af gummi) og hånd-cymbaler blev brugt i en slags dramatisering af dansen.

Kvadrat (2. sats)

Resten af klasserne skulle også deltage i koncerten. Den oprindelige besætning med grydelåg, kælkebræt, xylofoner, trommer, papskeer osv. blev mobiliseret påny blot to dage før koncerten. Et af de indstuderede elementer fra foråret blev nu hentet frem igen - en dirigent som liggende på ryggen styrede fire forskellige grupper - en gruppe med hver arm og en med hvert ben!

Hver gruppe skulle producere tre forskellige slags lyde:

A) stemmelyde

B) instrumentlyde

C) en fast rytme

Hver gruppe havde sin egen vokal eller konsonant som blev hvisket, sunget eller råbt i forhold til dirigentens bevægelser. På instrumenterne spillede man også dynamiske bølger. Den faste rytme skulle gruppen selv lave, således at hele gruppen kunne være med. Hver gruppe fik også et tal som styrede deres cyklus: Gruppelederen talte indsatserne fra dirigenten, fx således at man på de tre første indsatser lavede stemmelyde, instrumentlyde på de næste tre og til sidst startede man sin rytme som blev spillet tre gange. Derefter startede cyklusen forfra.

Grupperne havde forskellige tal 3, 4, og 5. Dirigenten behøvede på denne måde ikke at holde rede på, hvor i cyklusen hver gruppe var, hun kunne roligt improvisere forskellige bølgeformer med ben og arme. Hvordan de forskellige gruppers indsatser faldt i forhold til hinanden blev dermed forskellige fra gang til gang.

I Oslo koncerthus blev de fire grupper placeret med stor afstand - en gruppe i en loge langt bagude i salen, en ved siden af publikum på gulvet i salen, en gruppe bag scenen på kortribunen og en gruppe på et særligt plateau på scenen. I en koncertsal hvor der også var højttalere i alle hjørner blev det en flot oplevelse at høre og se samspillet mellem disse meget menneskelige og 'analoge' lydkilder som kontrast til alt det digitale.

Netop dette spændende samspil mellem teknologien og de 50 børn fra Bestum skole fungerede som man havde håbet over for et bredt sammensat publikum med både de optrædendes familier og venner, festivalpublikummet og ny-musik-entusiasterne. Børnenes indsats fungerede som en invitation til en rig klangverden som er langt mere nuanceret end det indtryk man får gennem den elektroniske lyd som den bruges i TV-produktioner, reklamer, etc.

Tilbage står så at lave en mere gennemgribende evaluering af årets "Bryt Lydmuren!"-eksperiment. Umiddelbart ser man en række udviklingsmuligheder af konceptet 'børn og unge i møde med komponist og elektronik'. Måske den næste Ultima festival kan vise hvilken form det kan antage. Rikskonsertene fortsætter sin satsning på kompositionsbaserede projekter i forskellige udformninger, alle med unge mennesker som centrale aktører i skabende processer.

Erfaringerne viser at mulighederne er legio. The proof of the pudding is in the cating.

1. MAX (fra Opcode) er et fleksibelt programmeringsværktøj baseret på grafisk fremstilling af kommandolinier og værdier. Det er meget brugt i musikprogrammering både til real-time-applikationer med MIDI-baseret udstyr og som ressource til computerstøttet komposition. Bruges også af IRCAM i Paris, som har sin egen version af programmet.

Sven Henning: Koncertchef i Rikskonsertene siden 1988, hvor han blandt mange projekter har etableret et tæt samarbejde med London Sinfonietta omkring en række kompositionsbaserede projekter for børn og unge.

Sceneinstruktør ved flere norske teatre, kunstnerisk leder for Festspillene i Bergen 1972-16, teaterchef ved Den Nationale Scene i Bergen 1976-82, leder af sceneinstruktørlinien ved Statens teaterhøgskole i Oslo 1982-88. Kunstnerisk rådgiver for Festspillene i Bergen og medlem af programkomiteen ved Ultima festivalen.

Jon Halvor Bjørnseth: Freelance workshopleder og musiker/komponist med base i Oslo. Uddannet ved Universitetet i Oslo med Musik, Idehistorie og EDB som fagområder. Konsulent ved Det Internasjonale Barnekunstmuseum i Oslo 1989-92. Har skrevet musik til flere danseteater-forestillinger og skolekoncertturneer og leder "Verdensrommet musikkverksted" samt gruppen "Lommeteatret". Nordisk koordinator for "The Nordic Season in the UK 1995-1997". Blev i 1993 engageret af Rikskonserterne bl.a. med ansvar for opfølgningen af projektet Respons med London Sinfonietta. Har fulgt op som workshopleder for en række projekter i samarbejde med musikere, elever og lærere ved skoler og musikskoler.

Oversættelse fra norsk:

Hans Mathiasen