Musik og musikliv

Af
| DMT Årgang 71 (1996-1997) nr. 04 - side 110-113

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

Norsk musikliv i front med ny teknologi, med projekter med børn og unge og med arbejdet med at integrere indvandrerkulturer i den norske kultur.

Som de politiske vinde blæser i midten af 1990erne, kan man iagttage interessante forhold omkring det nordiske sam-arbejde. Da Sverige kom med i EU, ønskede landet med statsminister Ingvar Carlsson i spidsen (sikkert forstærket af den generelle økonomiske situation i Sverige) at skære drastisk ned på det økonomiske bidrag til det nordiske samarbejde. Norge, der valgte at stå uden for EU-fællesskabet, ønskede derimod at styrke de nordiske bånd. Man kan tolke det således, at Norge har mere brug for et samlet Norden end Sverige har det.

Vi ser nu konturerne af et sam-arbejde mellem Norge, Island, Færøerne og Grønland, som står over for Danmark, Sverige og Finland, der er medlemmer af EU. Vi ser et nyt Norden, som er opdelt i et Vest-Norden, som ikke er med-lem af EU og et Øst-Norden, som er medlem af EU. I tilfældet Island, så er det med en vis ret blevet hævdet, at islændinge som følge af påvirkninger udefra har mere til fælles med keltisk sindelag end med nordisk mentalitet. Dette er et eksempel på, at man ikke i sin iver for at belyse de norrøne traditioner kommer til at underbetone indflydelsen fra eksempelvis de britiske øer.

Som følge af de ændrede forhold i det nordiske samarbejde, må hele Norden-samarbejdet tages op til revision. De nordiske statsministre har da også på deres seneste møder ytret ønske om at forny og ikke mindst effektivisere de institutioner, som varetager de nordiske interesser. I denne nyorientering og omstrukturering af det nordiske samarbejde er det interessant at iagttage kulturens rolle. Her er der nemlig klare tilkendegivelser om, at områder som kultur, forskning og uddannelse ikke alene skal bibeholdes, men endog skal styrkes. Det betyder i de kommende år omprioriteringer i de nordiske råds virke på øverste niveau og dermed ændringer hele vejen ned i hierarkiet.

Der er ingen tvivl om, at mange nordiske samarbejdsrelationer i de kommende år vil være tvunget til at finde nye begrundelser for med ret at kunne hævde deres eksistensberettigelse. Vores billede af Norden bliver ændret og den nostalgiske fremstilling af Norden som et samlet hele vil måske komme til at lide skibbrud. Vi vil uden tvivl være tvunget til at omdefinere vores roller både internt i Norden og eksternt i forhold til det omgivende Europa.

Et nyt slogan i det nordiske samarbejde er netop lanceret: 'Nordisk nytte'. Alle samarbejdsprojekter under Nordisk råd og Nordisk ministerråd skal nu vurderes ud fra om de har nogen nordisk nytteværdi for derigennem at manifestere og udvikle nordisk samhørighed. Man kan håbe, at de tidligere projekter også har været til nytte for Norden. Når kravet ekspliciteres netop nu, skal det ses som et udtryk for kravet til stramninger og rationaliseringer i det institutionelle samarbejde i Norden. De nye signaler er ikke til at tage fejl af.

Norsk musikliv - et eksempel

Ligesom i de andre nordiske lande, er musiklivet i Norge finansieret af offentlige og private pengegivere. Det offentlige bevillingssystem er organiseret i groft sagt tre ansvarsområder: Stat, amt og kommuner. Opgaven i Norge er omfattende, fordi der er så mange små lokalsamfund spredt ud over et stort landområde, hvilket gør udviklingsarbejdet krævende. Men i den norske kulturpolitik tillægges det ikke desto mindre stor værdi, at alle grupper i befolkningen skal have mulighed for at udvikle evner uafhængigt af geografiske, sociale og økonomiske forhold.

Staten har til opgave at stå finansielt for de store ressourcekrævende institutioner som Den Norske Opera, symfoniorkestrene Oslo Filharmoniske Orkester og Bergens Filharmoniske Orkester. Endvidere Rikskonsertene, Norsk Rikskringkasting (NRK), samlinger, museer, højere uddannelse, forskning og arbejdsstipendier. Desuden giver staten tilskud til festivaler, ensembler og forskellige organisationer. Som i andre nordiske lande arbejder kulturministeriet tæt sammen med udenrigsministeriet, som dækker formidlingen i udlandet.

På regionalt plan har amterne (fylkene) ansvar for kulturformidlingen. Det kan være symfoniorkestre, musikere, festivaler, kort sagt en platform for de lokale kulturinteresser. I den mindste enhed, i kommunerne, varetages eksempelvis musikskolerne, som i antal andrager ca. 300 (der er godt 400 kommuner i Norge).

Tidligere blev en del af de over-ordnede musikpolitiske strategier og støtteområder foretaget af faglige eksperter i Statens Musikråd. Dette råd er nu nedlagt og opgaverne varetages af Rikskonsertene, som i de senere år har fået et stadigt større kompetenceområde. Af andre vigtige organer må Norsk Kulturråd og Norsk Kulturfond nævnes. I disse fora lægges overordnede strategier og der disponeres over midler til kulturlivet, som helt overordnet er blevet bevilget af Stortinget.

På uddannelsesområdet i musik har Norge tidligere været hæmmet af manglende faglig kompetence og institutionelt er Norge først for alvor kommet med i de seneste par årtier. Da Norges Musikkhøjskole i Oslo blev bygget i 1973 sideløbende med at de seks konservatorier og universiteterne blev udbygget, fik musikpædagogik, kunstnerisk uddannelse og forskning de rammer, der i dag udgør vigtige institutioner i det norske musikliv.

På det seneste er universiternes traditionelle forskning inden for den europæiske kunstmusik blevet suppleret med helt nye muligheder i forskning inden for den elektroakustiske musik. I studiet No TAM (Norwegian Network for Technology, Acoustics and Music), på uni-versitetet i Oslo, kan man udvikle musik ved hjælp af de nyeste redskaber inden for hard- og software.

No TAM har en forpligtelse til at stimulere og koordinere aktiviteter inden for principielt fire områder: Komposition, forskning og udvikling, undervisning og formidling.

Ganske som det er tilfældet med Rikskonserterne i Sverige, så er Rikskonsertene i Norge en dominerende institution i norsk musikliv. Siden 1968 har Rikskonsertene haft som målsætning »at give alle dele af landet et fuldgyldigt tilbud om levende musik, på tværs af geografiske og sociale skillelinier, og bidrage til aktivitet og udvikling af det lokale musikliv, og således øge kendskabet til musik og forståelse af musik som kunstnerisk udtryk.« (Arvid Vollsnes, Musiklivet i Norge, upubliceret manuskript fra Norsk Musik Informations Center, Oslo 1994).

Det er værd at bemærke, at Rikskonsertene i løbet af de seneste ti år budgetmæssigt har opnået en markant opnormering; Budgettet fra Kulturdepartementet (1995-96) viser, at budgettet næsten er blevet fordoblet på 10 år.

Rikskonserterne tager således aktivt del i projekter i hele landet og samarbejder med andre musikinstitutioner. Hvor udviklingsafdelingen i Svenska Rikskonserter er nedprioriteret, har man i Norge satset kontinuerligt på at udvikle koncertvirksomhed, specielt skolekoncerterne (ca. 6000 hvert år, hvilket i gennemsnit svarer til over 16 koncerter hver dag hele året rundt!). Der ud over har nye tiltag som fx projekter med basis i indvandrerkulturer vist sig at nyde stor bevågenhed i disse år.

Det sidstnævnte fortjener en selvstændig beskrivelse, fordi det viser Norge som det mest fremsynede land i Norden, når det gælder integration af indvandrerkulturer i musiklivet. Under Rikskonsertene er oprettet et multikulturelt center, som samler mange nationaliteter i fælles musikalsk udfoldelse, for at finde ud af, om kulturelle aktiviteter kan ændre børns attitude over for fremmede nationaliteter. Det bemærkelsesværdige pilot-projekt Klangrikt felleskap viste meget positive resultater på dette område.

Når det gælder fremmede nationaliteters musikalske indtogsmarch i Norden, så det interessant at iagttage hvor stærkt disse ikke-nordiske nationaliteters folkemusikalske traditioner står i bevidstheden. Disse folkeslag bringer deres musikalske rødder med som en naturlig del af bagagen. Til sammenligning bliver den nordiske folkemusik stadigt mere marginaliseret. Det skyldes ikke en etnisk dominans, som overtager scenen, men kulturindustriens massive påvirkning.

Vi ser dette helt konkret på den måde, at folkesangene forsvinder ud af sangbøgerne og lærebøgerne. Vi må kunne lære af de fremmede folkeslag, lære noget om vigtigheden af at kende vores musikalske rødder, den kulturelle arv. Med den norske komponist Olav Anton Thommesens ord:

»Det positive i alt dette kan være, at vore nye landsmænd og kvinder - vore indvandrere - kan, ved at vedligeholde og udvikle deres egne kulturer her i Norden, bidrage til at modarbejde den kommercialiserede trussel som har til formål at strømlinje vores smag. ... Hvis vi tænker på den vigtige kultur, som er ved at vokse frem i England - med forfattere som Salman Rushdie, Vikram Seth, Kazuo Ishiguro, V. S. Naipul og Ben Okri - så beviser den, at indvandrere har et vigtigt bidrag at komme med og har væsentlige indsigter, som beriger vores kultur.« (Fra Thommessens Viktigheten av det nordiske samarbeide på kunstområdet, foredrag ved konferencen Konstnärligt samarbete i Norden i Køge 1995, publiceret i: Olav Anton Thommessen. Inspirator, traditionsbærer, rabulist. Norsk Musikforlag 1996.)

Som i de andre nordiske lande består amatørmusiklivet i Norge af et hav af store og små organisationer, hvis musikudfoldelse går tilbage til 1800-tallet. Dels gennem sangen i de pietistiske bevægelser, dels gennem mandskorsangen i studentersang-foreningerne fra midten af forrige århundrede.

Idag er amatørorganisationerne samlet i paraplyorganisationen Norges Sang- og musikkråd. Dette råd har 26 medlemsorganisationer med over 370.000 aktive enkeltpersoner. Norsk Musikkråds placering er derfor vigtig som bindeled mellem alle de forskellige musikformer i Norge. For eksempel er der i Norge en aktiv musikkorpsbevægelse, som ikke findes i nævneværdigt omfang i de andre nordiske lande.

På musikinformationssiden står Norsk Musikkinformasjon som en central formidler med brede opgaver i musiklivet. Institutionen blev oprettet i 1978 på initiativ af Norsk Komponistforening for at varetage det informationsbehov, som fandtes for norsk samtidsmusik både i Norge og udenlands. De første år var Musikinformationscentret finansieret over Norsk Kulturråds budgetter, men fra 1982 har centret fået støtte til drift fra Kulturdepartementet.

Omkring 200 norske komponister har deponeret deres manuskripter i Norsk MIC - et af de mange aktiver der gør centret til det betydningsfulde arkiv, det også er. Musikinformationscentret havde i 1994 et statsligt tilskud på 4 millioner NOK og et tilskud til indkøbsordning for fonogrammer på 4,7 millioner NOK. Norsk MIC skal varetage promovering af norske komponister, udøvere og institutioner.

Senest er centret inden for musikformidling begyndt at udgive et engelsksproget tidsskrift, Listen to Norway, som fortæller et udenlandsk publikum om norsk musik. Som følge af manglende økonomisk støtte har dette tidsskrift ligget underdrejet i godt et halvt år. Et forhøjet driftbudget på 1,5 millioner kr., bl.a. takket være en indsats af Åse Kleveland, skulle sikre driften af Listen to Norway. Den nye rege-ringsdannelse i Norge bevirker, at musikformidlingen ikke med sikkerhed kan regne med samme opbakning som hidtil.

Inden for de seneste år er tidsskriftet for ny musik, Ballade, gået ind. Til gengæld påtager det nye tidsskrift, Nye Musikken (udgivet af NRK, norsk Ringkasting), sig at formidle også de nyeste toner. (se også vores anmeldelse af tidsskriftet, i DMT nr. 6, 1995/96).

Norge og Norden

Et helt specielt fænomen i Norden er den bemærkelsesværdige samstemmighed i det generelle kultursyn og statens ansvar for kulturen. Det gælder både indholdet i de kulturpolitiske dokumenter og det faktum, at reformerne er gennemført næsten samtidigt i alle de nordiske lande.

I de to lande som har den længste selvstændige historie, Danmark og Sverige, blev de første nationale institutioner dannet inden for hofkulturens rammer i slutningen af 1700-tallet, i Finland og Norge omkring et århundrede senere. Men den moderne kulturpolitik er et barn af den økonomiske velstand efter Anden Verdenskrig. I 1960erne begyndte alle disse fire lande at bedrive, hvad man kunne kalde en 'samlet kulturpolitik' og opbyggede systematisk de centrale musikinstitutioner inden for produktion og distribution.

Først kom Danmark, der i 1961 dannede et selvstændigt ministerium for kulturelle anliggender, i 1964 kom Statens Kunstfond og i 1969 kom det kulturpolitiske dokument, Betænkning 517. I Sverige førte en omhyggelig udredning (Ny kulturpolitik fra 1972) til at Statens Kulturråd blev permanent. Det norske Kulturrådet blev oprettet allerede i 1965 og to 'kulturmeldinger' så dagens lys i 1972 og 1974. Disse havde stikord som 'udvidet kulturbegreb', 'egenaktivitet' og 'decentralisering', tiltag som harmonerede med de andre landes opfattelser. I Finland blev det endnu eksisterende kunstkommission-system dannet i løbet af 1960erne, bl.a. med det formål at give stipendier til kunstnere.

De nordiske lande blev enige om en fælles aftale om kulturelt samarbejde i 1971, som først og fremmest betoner satsningsområderne uddannelse, forskning og kultur.

I begyndelsen af 1990erne blev der næsten samtidig i Danmark, Norge, Finland og Sverige bestilt grundige udredninger om de forgangne 20 års statslige kulturpolitik. Det var der flere grunde til: Medieudviklingen var eksploderet, højkonjunkturerne var ikke mere så høje, man var tvunget til at planlægge reformer uden forøgelse af de økonomiske ressourcer. Men udredningerne viste også, at den kulturelle konsumption var stagneret, trods generøse statslige indsatser, og at den var lige så afhængig af indkomst, høj uddannelse og klassetilhørsforhold som tidligere. Var kulturpolitikken i realiteten uden effekt?

Norges udredning i Kulturmeldingen fra 1993 kom først, den finske Kupoli gennemførtes i 1993-94, Den danske kulturmodel. En idepolitisk redegørelse kom i 1995 og den svenske Kulturpolitikkens inriktning udkom også i 1995. Også disse udredninger viser grundlæggende overensstemmelser, bl.a. i et strengere syn på kulturinstitutionernes gennemslagskraft og effektivitet. Nye visioner drejede det sig ikke i nævneværdig grad om, snarere forskellige teknikker til at anpasse kulturen til en mere barsk økonomisk virkelighed.

Men i måden at håndtere de kulturpolitiske spørgsmål er der også visse nationale forskelle i de nævnte udredninger. I Danmark, Finland og Sverige er 'armslængde-princippet' vigtigt. For at politikerne ikke skal kunne påvirke de kunstneriske beslutninger direkte, blev det besluttet, at der skulle være et mellemled mellem de politiske forsamlinger og kunstens udøvere - et nævn, et råd eller en referencegruppe. I Sverige er der en lang tradition for at staten tilvejebringer en forankring i interesseorganisationer og folkebevægelser - ingen vigtige nye forslag eller formål kan formuleres uden at disse parter høres, selv inden for kulturpolitikken. De politiske partier og institutionerne spiller tilsvarende stor rolle i Finland. I Norge har staten via Kulturrådet en større operativ og aktiv rolle end i de andre nordiske lande.

Et belysende eksempel er de nationale pladeantologier, som blev produceret i 70erne og 80erne. I Norge bekostede og udgav Kulturrådet selv serien (Norsk Kulturråds Klassikerserie), i Sverige samordnede Kungl. Musikaliska akademien projektet med staten som finansiel basis (Musica Sveciae) med bidrag fra flere kommercielle plademærker og i Danmark blev serien Dansk Musik Antologi finansieret af centrale musikinstitutioner (det gælder også Antologiens efterfølger, plademærket dacapo.

Også i 1990erne har de nordiske lande ønsket at opbygge nationale monumenter. Typisk for dette tiår er de nationale musikhistoriebøger. Først kom Sverige med Musiken i Sverige (4 bind, 1993-94). Derefter Finlands Soumen musiikin historia (4 bind, 1995-96), og Norge planlægger en musikhistorie, som skal udgives omkring århundredeskiftet.

Hvad angår pladeudgivelser gør noget lignende sig gældende. I 1993 blev der gennemført et storstilet Grieg-jubilæum i Norge, med en økonomisk satsning (24 millioner NOK) og med dertil hørende resultater, der med god grund kunne vække misundelse i de andre nor-diske lande. I jubilæet indgik en komplet udgave af alle Griegs værker, både på cd og på tryk. Lignende udgaver af samlede værker af Franz Berwald, Carl Nielsen og Jean Sibelius foregår nu i henholdsvis Sverige, Danmark og Finland.

Fra institutionelt hold er der flere områder, som på et overordnet plan er blevet prioriteret højt i det nordiske samarbejde: Nordisk kulturidentitet, nordisk uddannelsesfællesskab, nordisk samarbejde om forskning, nordisk kultursamarbejde i international sammenhæng. I 1970erne hed målsætningerne at skabe samnordiske institutioner, i 1990erne går man ind for decentralisering og mindre administration, hvor direkte aktivitetsstøtte er et nøgleord. Dertil er man sig bevidst om vigtigheden af at skabe en nordisk dimension eller 'nytte' og derigennem skabe en enhed i det europæiske samarbejde. I dette projekt står interessen for ungdomskulturer og musikpædagogisk forskning højt på dagsordenen.

Der, hvor opgaverne ligger frem-over på det konkrete plan, er i kulturpolitikken i de enkelte lande. Her gælder det om at give de rammer for kunstnerisk udfoldelse, som kunsten selv kalder på. En af udfordringerne bliver opbygningen af institutioner, der tør definere de kvalitetskriterier, som er nedbrudt. Man må lære at bruge de institutionelle kræfter til at finde den kunst, der ikke lader sig reducere til tjenende funktion.

Lige nu drejer det sig om at afdække de netværker, som musikken indgår i, finde ud af hvilke interesser der står bag musikken. Det er nemlig meget svært at finde ud af, hvad der egentlig foregår i kulturpolitikken i Norden i dag. Det kan ikke længere afdækkes med sikkerhed. Man kan ikke sige, at en bestemt politisk gruppering ønsker at sætte sine værdier igennem via kulturen. Mange steder er kulturen det samme som kødboller og fodboldkamp. Situationen er håbløs men ikke alvorlig. For livet går jo videre, og andre steder i verden er situationen meget værre.

Denne artikel er redigerede uddrag fra Anders Beyers kapitel 'Drømmen om et fællesskab. Nedslag i nordisk musik, musikliv og musikpolitik', som er et bidrag til en ny nordisk musikhistorie ('Musikken i Norden', som er under udgivelse (Musikaliska akademien i Stockholm, red.: Greger Andersson).

Årgang 71/1996-1997, nr. 04