Ny musik i Oslo. Nedslag i programpunkter ved Ultima-festivalen 1996

Åbningskoncerten ved Ultima festivalen i Oslo fandt traditionen tro sted i Koncerthusets store sal med Oslo Symfoniorkester. Man ind-leder med en alt for kultiveret udgave af Steve Reichs Three Movements. Harmoniske klange og repetitive mønstre med forskudte accenter. Jeg længes efter noget mere vildt.

Tyskeren Wolfgang Rihms violinkoncert Gesungene Zeit er et godt, men lidt søvnigt stykke, med fokus på 'svagt' og 'lyst' i violinen. Ideen er at skabe enhed, men formen bliver ubegribelig. Trods fine, højfrekvente klange bliver de abrupte afbrud, med pizzicato, crescendo eller med slagtøjslyde, mærkeligt forstyrrende og helheden fornemmes at udtrykke noget sentimentalt.

Uropførelsen af nordmanden Rolf Wallins Klarinetkoncert modsvarer mine forventninger. Jeg synes hans musik er smuk, interessant og organisk. Han skriver idiomatisk, trods udnyttelsen af fraktalteori o.l. Musikken opleves aldrig konstrueret, klangene hvirvler frem i naturlig forening af flertydighed og enhed.

Danskeren Poul Ruders' Saaledes Saae Johannes anvender kraftige effekter, det udarter til filmmusik, men det handler jo også om dommedagen. Der findes en langsom gennemgående linie, næsten som en gregoriansk melodi, bag de øvrige klange.

Kronoskvartetten oplevede jeg som et amerikansk popband med musikere, som tror de er radikale, men som for mig udstråler amerikansk mentalitet - jeg havde forventet mig mere af denne gruppe. Kronos har annammet rockstjerne-æstetikken med farverigt tøj og lys. Det fornemmes ikke afslappet, snarere overfladisk, og udtrykket forstærkes af de værker, gruppen spiller: Billige tricks og pjattet humor. En god del af publikum buh-ede under applausen. Kronos synes ikke at have nogen idé om hvad der er vigtigt, men er kun forhippet på at man skal have succes.

Den eneste sang som fangede mig, var vietnameseren P.Q. Phans Tragedy at the Opera fra Memoirs of a Lost Soul. Det er smukke forløb, spændende lyd, fyrigt spillet. Meget anderledes og det klinger meget eksotisk. Og alligevel stor afstand mellem det metriske og frirytmiske, flageoletterne, de intrikate stemmeføringer og den 'etniske lyd'.

P.Q. Phan er i al væsentlighed selvlært. Hans værk er inspireret af oplevelser af en hofopera, han så i ungdomsårene. Kvinderoller skulle spilles af mænd og hovedpersonen gik ind for de høje toner i en sådan grad, at han døde af udmattelse i slutningen af sangen...

Klangforum Wien

Det bedste østrigske ensemble for ny musik (og med en demokratisk struktur, minsandten!), Klangforum Wien, åbnede med et interessant stykke af den unge schweiziske komponist Christoph Neidhöfer: Schichtung. Musikerne stamper, der er 'ah'-råb og man spiller råt, med pizzicato, tør lyd. Musikerne spiller lyde frembragt af papir, der er blæselyde, hvisken, mumlende små vindpust. Nervepirrende. Det fornemmes som hjernens egne usynlige og 'planløse' bevægelser.

Komponisten kan de alternative spilleteknikker som var han selv en musiker, han ved hvordan de fungerer i samspillet og bruger dem ikke som blot og bar effekt eller bizart tilbehør. Spillet er ikke-metrisk, punktuel, med en god del hvinende 'kattemusik', med mange kontraster og samspillet opleves oftest som en kollektiv improvisation, når den er bedst. Der er ingen solister. Meget forfriskende og smukt. Måske det er knapheden i tonerne, det at man slipper for den sentimentale henvendelse, som ofte findes implicit i lange toner, som tiltaler mig.

Måske kontrasten til det næste stykkes længere toner fremhæver dette, østrigeren Georg Friedrich Hass' ... Einklang freier Wesen..., der klinger i en typisk modernistisk ånd. I stedet for naturens vindpust og støv, får man fornemmelsen af retning, en ganske vist usikker og tvivlrådig retning, men dog en slags navigering. Siden kommer et tågehorn og et lynnedslag midtskibs. Skæbnemættet. Vraget synker, mere torden, siden stiger rotternes sjæle op til evigheden. Det er en slags dramatisk musik, spændingsfyldt og uden sentimentalitet.

Landsmanden Dieter Kaufmanns O Santa Acusmatica: 'Offenes Meer' er er stykke brutalt musikteater, hvor instrumentgrupper må gå uden for scenerummet og spille, medens højttalerne spiller fragmenter af Debussys La Mer. Orkestret laver absurde forskydninger, langsomme forløb og med ekstrem anvendelse af arpeggio og slagtøj. Det er morsomt omend til tider lidt kedeligt.

Klangforum Wien spiller også Mauricio Kagels Die Stücke Der Windrose for 5 strygeinstrumenter, klaver, slagtøj, klarinet og harmonium. Det er legende og let, dansende og stort set tonalt med associationer til Stravinsky, Messiaen, Weill og ragtime, med forskydninger i rytmen, en øm og kærlig musik. I Kagels ånd med en del teatralske indslag: I slutningen af hver sats vender musikerne langsomt ansigtet mod et bestemt punkt i rummet. Måske hænger dette sammen med den geografiske retning, som er følelsesmæssig inspiration for satserne.

Kagel, som er født i Buenos Aires, mener at retning og følelse hænger uløseligt sammen for mennesker på den sydlige halvkugle. Hver ny sats har et nyt slagtøjsinstrumentarium eller en ny spillemåde. Marimbaen spilles med bagenden af køllerne, så der opstår en klikkende lyd, hænder slår på puder, der er grov blæselyd i en snegl uden mundstykke, vandskåle, fingerknips, kazoo, fløjten og øksehuggen. Kort sagt: Kagel følger sit hjerte, han er ubekymret i forhold til at skulle være 'modernist' eller 'populær'.

Ultima Film

I år introducerede Ultima en speciel filmfestival. En meget sympatisk beslutning, som jeg håber bliver en tradition. Derved bliver megen musik og musikfilm, som kun har en lille chance for at komme på de til stadighed mere konforme tv-kanaler, tilgængelig i høj kvalitet. Jeg tænker fx på en individualist som Stockhausen og revoltører som Harry Partch og Edgard Varèse. Det var en interessant nyhed for mig, at Varèses musik blev opfattet som skandaløs af hans sam-tids publikum, og at Charlie Parker ville studere hos Varèse! Interessant er det også, at Varèse skrev en grafisk komposition til Charles Mingus og andre improvisatorer.

I Ultima Film så jeg specielt frem til Kagels meget mærkelige film Antithese og Solo. Førstnævnte værk, Antithese, viser en mekaniker i hvid kittel, som foretager ubegribelige installationer og kravler omkring i et miljø fyldt med tekniske apparater, ledninger og stabler af film eller lydbånd. Man hører lyden af vand, stemmer, maskiner og syntetiske bib-lyde. Manden skyder og knuser et tv-apparat og ler. Der er lyd af grammofoner med varierende hastighed og trafikstøj. Manden finder et stykke smørrebrød i roderiet og spiser med forstærkede smaskelyde. Han drukner i teknikkens kaos, alt i mens han udviser en total nonchalance over for den skæbnesvangre situation.

Solo viser nogle dirigenter, som vandrer rundt i et jugend-miljø med dekorative malerier og skulpturer, der forestiller nøgne kvinder. Disse diri-genter går rundt i et orkester uden musikere, kun instrumenter, der ligger på stole. Dirigenterne brummer og stønner i en fantasidirektion. Dette udgør hovedparten af lyden, dertil en kort orkesteropvarmning i begyndelsen og et bifald til sidst. Til slut brænder alt op og dirigenten svæver i luften, hvor han stadig dirigerer.

Ultima Film havde også et interessant foredrag af den engagerede og vidende komponist, Olav Anton Thommesen. Han talte om filmmusik-historien og i den forbindelse blev stumfilmene Metropolis og En Andalusisk Hund vist med levende musik, den sidstnævnte i tre varianter.

Jörg Mager Ensemble

Et samarbejde er opstået mellem ny musik ensemblet Cikada og Deathprod. (= Helge Sten, kendt fra Motorpsycho, og komponisten og violinisten Ole Henrik Moe jr.). Man opførte værker med samme æstetik: En deathmetal-dramatik med langsomme mol-betonede gentagelser med meget rumklang. Der anvendes de klassiske 'synth'er': Theremin og ondes martenot. Æstetikken tiltaler mig ikke. Gennemgående tungt og dystert, ofte med ulideligt høj lydstyrke og med en klang, der skjuler instrumenternes egentlige lyd. En 'satanistisk' meditation er det indtryk, som står tilbage. Dette Jörg Mager Ensemble har en totalsound, som udelukker enhver detalje.

Så var der mere at hente hos en ung kvindelig strygekvartet: Vertavokvartetten, der spillede Nils Henrik Asheims korte Genesis fra 1982. Kvartetten spillede også Mikael Edlunds Brains and Dancing, som jeg sidst hørte da værket blev uropført i 1981. Dengang var jeg stært påvirket af værket og det var et kærligt genhør i 1996. Det er et meget dansant stykke og ikke kun på grund af det rytmiske element. I den mikrotonalt forsigtige begyndelse er det som om meget små gestus sammen med de andre 'dansere' udvikler næsten umærkelige bevægelser, som derefter bliver til længere gestus.

Mellem de to nævnte kvartetter opførtes Synne Skouens violinsolo Une soirée d'eté i langsomt tempo med iboende eksplosivitet. En musikalsk spænding uden åbenbar slutning eller mål, men alligevel fængslende musik.

Instrumentalmusik, dans og opera

Magne Hegdal fik uropført sin Grande symphonie de salon af Oslo Sinfonietta, der er en slags udvidet Cikada, ledet af Christian Eggen. Værket består af hurtige, heterofone indsatser. Det er meget kontrastfyldt. Violinsuk giver en humoristisk effekt til glæde for publikum. Antydning af ragtime. Musikken går hen mod slutningen i opløsning i kraft af et voldsomt accellerando og crescendo i selve direktionen - hvilket musikerne ignorerer, de spiller blot langsommere og langsommere og det hele ebber ud.

I år var der også et koreografisk værk med ny musik på Ultima festivalen. Den belgiske dansegruppe Ultima Vez ledet af Wim Vandekeybus stod for akrobatisk teater med komiske og farefyldte indslag. Betonblokke kastes rundt i lokalet, farvede håndklæder bytter ejere i en hastig forvirring.

Musikalsk var åbningsscenen det mest interessante; en danser spillede med negle og håndflader på et bord (med mikrofoner så enhver lyd blev kraftigt forstærket) - et bevis på hvor fascinerende selv de enkleste lydgengivere kan være. Denne bordmusik var udgangspunkt for to danseres hop og vridninger. Komponist til den musik som var båndindspillet, var Thierry De Mey og Peter Vermeersch. Det er rytmisk repetitivt men intrikat og legende og passer glimrende til dansen.

Operakompagniet Opera Omnia, med komponist Glenn Erik Haugland, regissør Elin Osjord og librettist Ståle Tråsdahl, havde premiere på Veras Ville Verden. En opera for »robuste børn og voksne«. Et bevis på at Ultima tager børn alvorligt. Det er en forestilling om et barns situation, om dets problemer med de voksnes verden. Barnets fantasi skaber selv gode og onde figurer, som varianter af de voksnes sider. Musikken kommer fra et bånd med syntetiske klange, og der er to slagtøjsspillere plus skuespillernes sangstemmer.

For en gangs skyld synger skuespillerne så man kan høre teksten. For en gangs skyld nedvurderer man ikke barnets evne til at forstå komplicerede problemer og virkeligheds-niveauer. Ind imellem er det underfundige cykler, hvor ords dobbeltbetydning udvikles musikalsk. Visse scener - som ofte i traditionel opera - kan blive kedelige, men scenografi og musik er fantasi-befordrende. Værket slutter med at Vera finder sig selv.

Cikada

Cikada, foreningen Ny Musikks eget ensemble, har naturligvis også en koncert ved Ultima festivalen. Ved denne koncert opførtes stykker, som specielt er skrevet til ensemblet. Her finder vi komponisten Gerhard Stäblers værk Den Müllfahrern von San Francisco. Stykket er inspireret af skraldemændenes larm i denne by, herligt engageret og 'forstyrrende'. Hvisken, råb, stampen, blandes med gentagne toner fra instrumenterne. Intensiteten og drivet er vigtige elementer i dette værk.

Stäblers andet stykke, Internet 3.2 bliver mere og mere uudholdeligt - sjældent har jeg hørt noget så kedeligt. Visse steder tillades musikerne at lave en »performance med fremmede elementer«, som indleder og afslutter stykket. Hele ensemblet, bortset fra pianist, kommer ind på scenen med oppustede balloner. Christian Eggen dirigerer og ballonerne slippes en efter en, hvorefter ballonbæreren går ud igen. Undertiden kommer bassisten ind og parfumerer rummet med sprayflasker.

Derefter begynder elendighederne. Ulideligt langsomt kommer toner efterfulgt af uendelige pauser. Jeg kunne acceptere denne musik som baggrundstøj til et party, hvis man havde noget at drikke og nogen at tale med, men ved en koncert opleves det som unødvendig terror. Måske findes der en udenomsmusikalsk pointe, men den kan ikke være musikalsk funderet og den fremgår heller ikke af opførelsen, hvilket gør mig så meget mere uinteresseret i stykket. Når så slagtøjsspilleren starter en elektrisk håndmixer og en ventilator, når irritationen et højdepunkt. Pludselig kommer ballon-sjakket tilbage. Nu stikker de hul på ballonerne og bassisten suger parfumen tilbage med munden.

Suk

Svenskeren Åke Parmerud var også indbudt med et nyt værk til Cikada: Mirage. De hurtige åbningsfraser i klaveret med fordoblinger uden for den tempererede skala lyder meget fint. Et sådant klaverspil vil jeg høre mere af. De elektroniske klange vokser naturligt ud af de akustiske. Hurtige fraser, tørt og spændende hele vejen rundt og uden overvældende effekter.

Johannes Bergmark er svensk performance kunstner og freelance skribent.

Oversættelse fra svensk:

Anders Beyer.