Nye bøger

Music in Copenhagen. Studies in the Musical Life of Copenhagen in the 19th and 20th Centuries. Udgivet af Musikvidenskabeligt Institut, i kommision hos C.A.Reitzels Forlag 1996, som Musik og Forskning bind 21. 299 sider, kr. 325,00.

Den musikvidenskabelige årbog fra Københavns Universitet, Musik og Forskning, er denne gang udkommet i en udvidet, engelsksproget udgave. Anledningen er et tre-årigt forskningsprojekt, der blev afsluttet i år, formodentlig i sammenhæng med Kulturbyåret (det fremgår ikke af bogen). Forskellige fonde har bidraget med midler til publikationen, hvorfor årbogen har kunnet oversættes til engelsk (af James Manley). Den har endvidere fået et layoutmæssigt løft og er trykt på godt papir.

Af hensyn til den bredere, internationale målgruppe er perspektivet ganske naturligt rykket lidt længere væk end normalt i denne årbog. De specialiserede detailstudier er her generelt afløst af mere overordnede undersøgelser, og det forekommer at være en klog disposition. Der er satset sikkert i valget af skribenter: Otte velkendte navne, der desuden har fået god plads til at udfolde sig, hvilket der er kommet flere gode artikler ud af.

Tidsmæssigt spænder artiklerne fra ca. 1800 til 1970erne, med vægten lagt på første halvdel af forrige århun-drede. C.E.F.Weyse er genstand for de to første artikler. Carsten Hatting gennemgår hans syv symfonier efter først at have skitseret det samtidige københavnske musikmiljø med musik-foreninger og klubber samt udgivervirksomhed og lejebiblioteker. Faktorer, der dannede rammerne for det symfoniske udbud, Weyse må have ladet sig inspirere af.

Artiklen ligger i forlængelse af de senere års genopdagelse af Weyse som symfoniker. Alle syv symfonier blev i 1994 og 1995 indspillet og udgivet på dacapo, samt udgivet i moderne partiturudgaver.

En anden og mere almindeligt kendt side ved Weyses produktion behandles af Sten Høgel: Morgen- og aftensangene til Ingemanns tekster. Det er folkelig sangskat, om noget er det. Stort set alle kender I østen stiger solen op, Nu titte til hinanden og hvad de nu ellers hedder. Men hvor mange kender baggrunden for disse sanges tilblivelse? Høgel fortæller om sangenes baggrund i de nystartede asylskoler samt i hele den oplysningsfilosofiske bevægelse, der gik over landet i disse år. Det gøres grundigt, med redegørelser for de mange person-relationer, der må virke en smule omstændelige for en ikke-dansker, men som alt i alt giver et ganske detaljeret billede af det miljø, sangene opstod i.

Gorm Busk skriver om Kuhlaus operaer og teatermusik, Henning Urup om dans i København i perioden 1750-1840, og bogens redaktør, Niels Krabbe, om Beethoven-receptionen i København i forrige århundrede. Det gøres godt og forståeligt.

Indfaldsvinklen til vort århundrede sker gennem en præsentation af Jørgen Bentzon, der foruden af være komponist (og jurist) også var særdeles aktiv med hensyn til at få systematiseret den folkelige musikuddannelse herhjemme. I forbindelse med ISCM-festivalen i Frankfurt i 1927 stiftede han og Høffding bekendtskab med Fritz Jöde og den tyske Volksmusikschule, hvilket resulterede i Københavns Folke-Musikskole i 1931.

Dette og mere kan man læse om i Morten Topps udmærkede artikel om en til dels overset komponist, der i dag primært huskes for korstykkerne Tre fabler fra 1936.

Michael Fjeldsøe skriver om det for den nye musik så begivenhedsrige årti 1920-1930, der indledtes med oprettelsen af Dansk Filharmonisk Selskab, Unge Tonekunstneres Selskab og Foreningen Ny Musik, og som mundede ud i dannelsen af DUT.

Bogen rundes af med Erik Wiedemanns artikel om Jazzhus Montmartres æra i Store Regnegade. Lidt vel opremsende, men godt til oversigt og opslag.

Skønhedspletterne er få og små. Noteapparatet er det gængse med tal i hovedteksten og noter bagefter hver artikel. Men kilderne hér er kun angivet med forfatternavn og årstal - den fuldstændige kildeangivelse skal man derpå finde i den samlede litteraturliste bagerst i bogen. Hvorfor nu det? Det giver en masse unødvendig bladren frem og tilbage.

Desuden savner jeg en side med oplysninger om bidragyderne. Ja, jeg ved godt, hvem og hvad de forskellige er, men det kan man vel ikke regne med, at alle i udlandet også ved.

Det er en god og anvendelig årbog, der fint tilgodeser en udenlandsk målgruppe i balancen mellem oversigtsstoffet og fordybelsen.

•

Notera Tiden. 8 essäer om ljudkonst, dans & estetik. Redigeret af Erik Wallrup. Kungliga Musikaliska Akademien 1996. 216 sider.

Hvis den første bog var god, så er denne fremragende. Otte svenske skribenter søger at give et nu-og-hér-billede af musikken i århundredets slutfase, hvor værdier og normer igen brydes op og revurderes. Netop fordi mange tidligere grænser mellem forskellige fag og discipliner i disse år mister gyldighed, og vi endnu ikke véd, hvad der vil komme i stedet, har man valgt at lade folk fra både musik-kens/lydkunstens, dansens, billedkunstens og filosofiens verden ytre sig. Håbet har været, at udsagnene vil kunne krydse og belyse hinanden, og måske alligevel fastholde et objekt i flimrende bevægelse, at indfange noget konkret om musikkens situation og mulige udviklingslinier.

De otte essays er fortrinsvist skrevet af yngre folk - kun to er født før 1957 - hvilket viser sig i en lykkelig kombination af modenhed og eftertænksomhed på den ene side, og dynamik og udadrettethed på den anden.

Artiklerne er meget forskellige. Fra det veloplagt causerende og småsnakkende hos billed- og mediekunstneren Mats Olsson over det klargørende og historisk informerende hos Teddy Hultberg (der redigerede den uomgængelige bog om Fylkingen) til det filosofisk krævende hos redaktøren Erik Wallrup og filosoffen Sven-Oluf Wallenstein. Men der er hele tiden noget at hente.

Bogen indledes af Alf Björnberg, der sonderer forholdet mellem såkaldt kunstmusik og populærmusik i 90erne. At grænserne er så radikalt ændrede inden for få år hænger ifølge Björnberg bla. sammen med ændret kulturpolitik, men også med ændringer i samfundsøkonomien i kombination med at der med fornyet energi sættes spørgsmålstegn ved kompositionsmusikkens egenværdi.

I tiltagende grad må kompositionsmusikken legitimere sig over for bevilgende myndigheder, og der stilles fra forskellig side flere krav om en eller anden form for 'nytteværdi'.

En af implikationerne heraf er det paradoks, at hvor det fx i 60erne var populærmusikken, der lånte autoritet og aura fra kunstmusikken (symfonisk rockmusik, The Moody Blues og The London Festival Orchestra o.a.), er det i dag nærmest omvendt. Klassiske kunstnere forsøger nu oftere at nå ud til forbrugerne ved at bruge elementer fra populærmusikken, som når Hilliard Ensemble indspiller sammen med Jan Garbarek eller når de unge, ambi-tiøse solister lader sig fotografere i rockstjernepositur.

Og i visse tilfælde får klassiske stjerner en status som idoler, hvilket kan have nogle pudsige konsekvenser, som Björnberg giver et eksempel på fra svensk radio: »Herbert von Karajan er kommet med en ny plade - den hedder Adagio«.

Sven-Oluf Wallenstein tager i sin artikel Adornos modernismebegreb op til nærmere undersøgelse. Det stærkt pessimistiske i Adornos syn på subjektets selvindsigt i senkapitalismen - og dermed også kunstens mulighed for at transcendere selvbedraget - reflekteres og problematiseres. Det sidste gøres ganske elegant ved at lade Lyotard komme til orde og sammenholde Den ny musiks filosofi med Thomas Manns Doktor Faustus, hvor-ved Adornos kunstbegreb for Lyotard bliver til en afmytologiseret variant af den lidende Kristus, der påtager sig Verdens Synder for at forsone den.

Afrundingen af denne meget opli-vende og inspirerende essay-samling lægges i hænderne på Teddy Hultberg, der i artiklen That Noise Called Music får læseren tilbage til det mere jord-nære efter besøgene i de filosofiske luftlag.

Hultberg aftegner ganske underholdende hovedlinierne i de seneste godt og vel hundrede års eksperimentalmusik, især af elektronisk art, lige fra Edison og fonografen over de første elektroniske instrumenter i 20rne og futuristen Russolos støjinstrumenter frem til vore dages computerteknologi.

På det grumset-brune omslag lyser titlens hvide bogstaver særligt tydeligt op. Det gør indholdet også.

•

Olav Anton Thommessen. Inspirator. Traditionsbærer. Rabulist. Redigeret af Hilde Holbæk-Hansen. Norsk Musikforlag A/S, 1996. 185 sider, NOK kr. 295,00.

Nordisk Råds Musikpris gik i 1990 til nordmanden Olav Anton Thommessen for værket Gjennom Prisme. I år fyldte han så 50, og en kreds af kolleger og venner mente, at det måtte markeres med et skrift. Så hvis man ikke kender Thommessen, er der her en glimrende lejlighed. Man kunne jo passende starte med portrætartiklen i forrige nummer af Dansk Musik Tidsskrift (nr. 2), og derpå give sig i kast med denne bog. Vægten er lagt på Thommessens egne ord, aftrykt i 19 artikler og interviews fra perioden 1978-1996.

Herudover er der fire artikler af kolleger, bla. Lasse Thoresen, samt en biografisk skitse og en værkliste.

Man kommer vidt omkring i sel-skab med Thommessen. Han kaster sig over de mest forskelligartede emner af både musikanalytisk og musikpolitisk art. Kunstens vilkår optager ham meget, og der er spark til både den ene og den anden side. Men aldrig surt og forurettet, altid med lune og perspektiv.

I den første artikel, Oppgjør med avantgardismens røtter er han et langt stykke hen ad vejen på linie med flere af artiklerne i den foregående, svenske bog hvad angår fornemmelsen af, at en total nyorientering for kom-positionsmusikkens grundlag er nødvendig - nu, hvor de fleste komponister er ved at kæmpe sig fri af den ortodokse (serielle) modernismes favntag.

Thommessen understreger musikkens karakter af sprog, og dermed komponistens forpligtelse til at kom-munikere med en vis grad af forståelighed, hvis han reelt har noget på hjerte. Ellers bliver den modernistiske musik blot en kakofoni af individuelle sprog - 'autistiske', siger Thommessen - der kun er forståelige for skaberen af sproget og nogle få, ihærdige prose-lytter.

Thommessens musik kommunikerer. Lidt for godt, mener nogle kritikere, der anklager hans musik for at være for let tilgængelig. Det har dog ikke forhindret Thommessen i at blive spillet og høste stor anerkendelse især i Skandinavien.

I bogen kan man også læse om Thommessens syn på filmmusik, opera, Wagner, Mahler og Grieg - og meget andet.

En af artiklerne om ham beskriver den cyklus af seks værker (heriblandt Gjennom Prisme), der tilsammen udgør koncertoperaen Ett Glassperlespill, et værk, der dog aldrig er opført i sin helhed. Glassperlespillet er som bekendt titlen på Hermann Hesses store, smukke og sære roman, hvor et glasperlespil er en form for totalkunstværk, der forener musik, matematik, lingvistik m.m. Thommessen har ikke selv ytret sig specifikt om forholdet mellem koncertoperaen og Hesses roman, men det lyder unægteligt fascinerende.

Forsiden på denne bog i A4-format prydes af et maleri af Thommessen i stærke farver og med umiskendelige symboler, der fortæller om komponisten og hans fortid. Ganske passende.

•

Komponisten Svend S. Schultz - et kapitel af dansk musikliv. Redigeret af Bent Friis Alsinger. Friis Musisk Forlag 1996. 72 sider, Kr. 135,00.

De fleste danske kor og sangere kender Svend S. Schultz. Hans navn er forbundet med mange smukke og sangbare danske satser, tænk blot på Yndigt dufter Danmark.

Da Schultz i 1993 fyldte 80 blev han ikke hyldet med et skrift, hvilket flere følte var en mangel. Det har vennen Bent Friis Alsinger nu søgt at råde bod på ved at forestå udsendelsen af denne lille, men sobre udgivelse på eget forlag.

Alsinger har samlet kortere indlæg fra venner, familie og kolleger som fx Kirsten Schultz, Erling Kullberg, Søren Sørensen, Gerhard Schepelern og Helge Baun Sørensen. Tilsammen giver de et tiltalende og nuanceret billede af komponisten, korlederen og mennesket Svend S. Schultz, ledsaget af mange små anekdoter.

Man får indtryk af et rigt og udad-vendt liv med musikken, hvilket også kan læses ud af den værkliste, der udgør de sidste 20 sider af bogen. Værklisten, der er sammenstillet af Peter Willemoes, er ikke komplet. Den er et uddrag af den komplette værkfortegnelse, der er under udarbejdelse. Men det, der er med, indeholder alle de oplysninger, en sådan liste nu en gang skal have med. Så allerede hér får man et godt redskab i hånden, hvis man interesserer sig for Svend S. Schultz' musik.

•

Anne-Mette Hjalager: Kultursektoren som et tredje arbejdsmarked. Forlaget Klim 1996. 159 sider, Kr. 195,00.

Arkitekten og civiløkonomen Anne-Mette Hjalager har beskæftiget sig meget med erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik, og har hér ofte fokuseret på kultursektoren.

Det har hun også gjort i denne bog, hvor hun har søgt at bestemme betydningen af støttet arbejdskraft inden for denne sektor. Det er hendes tese, at kulturen i et vist omfang betjener sig af et arbejdsmarked, der er anderledes end det såkaldte 'første' og 'andet'. Det 'første' arbejdsmarked er markedet for de stabile jobs med fast ansættelse og i princippet uden slutdato. Det 'andet' er arbejdsmarkedet for korte kontrakter, løsarbejde, deltidsansættelse eller timelønsansættelse.

Det 'tredie' arbejdsmarked er kendetegnet ved, at der ikke er tale om et almindeligt ansættelsesforhold mellem arbejdsgiver og -tager, idet der kan være tale om frivillighed eller tilskud - helt eller delvist - fra det offentlige (fx jobtræning).

Betydningen af et sådant 'tredie' arbejdsmarked for kultursektionen som sådan er søgt belyst gennem interviews og spørgeskemaundersøgelse i Århus amt, og resultaterne er så vurderet i forhold til arbejdsmarkedspolitikken, kulturpolitikken og erhvervspolitikken. Ikke uventet er der forskel på graden af nyttevurderingen af især jobtræning inden for de tre områder.

Lidt tør, men bestemt læselig fagbog.