Nye norske plader
Magic islands: Kammerværker af Arne Nordheim. BIT 20 ensemble. Aurora acd 4990 (2 cd). Spilletid: 57' + 65'.
Chamber works er i denne sammenhæng både værker for kammer- og sinfoniettabesætning, men det vigtigste er at dette cd-sæt rummer alle Nordheims værker af den art, otte i alt. Det er en digital nyindspilning med god lyd og musikalsk konsekvens, fordi alle medvirkende udspringer af samme ensemble, nemlig BIT 20. BIT 20 svarer af type til vores Athelas Sinfonietta Copenhagen, men består af betydeligt mere sikre musikere med et større udtrykspotentiale. Klangen er stadig ung og slank, velegnet til ny musik.
Titelværket Magic islands er en stikling af balletten Stormen. Det er et forførende smukt og dramatisk værk, der er helt på bølgelængde med forlægget i Shakespeares magiske linier. Det er cd-sættets bedste eksempel på Nordheim i polsk plakatstil; et drømmende klangarbejde, og pladens bedste værk. Tractatus fra 1987 viser en nyere stil, hurtigere, udadvendt, der lige som Tre Voci fra 1988 gør indtryk, men ikke med charme.
Meget interessant er det at høre to af Nordheims tidligste værker i samme regi: De tre Lagerkvist-sange Aftonland fra 1957 og Strygekvartetten fra 1956. Udsøgte kompositioner med en aura af 'klassiker' omkring sig. Inspireret til overflod, idéerne kastes i gramsetag. De hører hjemme i et nordisk univers, og stygekvartetten står sig stærkt over for fx Holmboes kvartetter.
Generelt har de otte værker et bemærkelsesværdigt højt niveau af kvalitet og spræl. En flot boks, der tilfældigvis også giver et retrospektivt billede af Arne Nordheim gennem 40 år - og derfor også en væsentlig udgivelse i nordisk sammenhæng.
•
Talking/singing: American poetry in music. Siri Torjesen, mezzosopran & Einar Steen-Nøkleberg, klaver. Albedo ALBCD007. Spilletid: 63'.
En meget mere ujævn cd er denne vovede samling vokalværker, hvor fællesnævneren er de amerikanske tekster. Det bliver til tre nye norske stykker, tre Kurt Weill-sange fra Broadway-perioden og 15 sange af Charles Ives.
To af de norske stykker er uakkompagnerede, og som man kunne forvente det yderst virtuose, men de forløses med forrygende energi af Siri Torjesen. Hun mere end opfylder de vanvittige effektkrav, og har overskud til at give en personlig optræden der høres helt ud i generalpauserne. Men når hun synger Ives er det ikke kun udtalen, der er uidiomatisk. Der kræves også en helt anden stemmebrug, mere naiv og ukunstlet til de både robuste og sentimentale sange, og Torjesens fortolkninger mangler fatalt stilfornemmelse. Lidt bedre går det i Weills musicalnumre, der kan nyde godt af en operastemme, men der er stadigvæk et stilistisk problem. Amerikanske lyttere vil blive forundrede.
Pladen kan høres for de slående opførelser af Geir Johnsons titelnummer og Cecilie Ores kubistiske tale/sang-nummer Calliope.
Pianisten er glimrende, og optagelsen smuk og præcis.
•
Olav Anton Thommessen: Et Glassperlespill (1. del). Fra oven. Oslo Filharmoniske orkester, dir. Arturo Tamayo, med flere. Aurora acd4927. Spilletid: 65'.
Olav Anton Thommessen har med sit storværk Et Glassperlespill (inspireret af Hermann Hesses roman) vovet sig ud i en finurlig metakomposition, en koncert om en koncert, både på det formale plan såvel som i brugen af »koncertsalens fælles arv af udødelige klassikere«. Denne cd rummer 1. del, dvs. 'indtil pausen'. Efter en prolog (den obligatoriske opvarmnings-ouverture?) kommer en Makrofantasi over Griegs klaverkoncert. Ivrig, underholdende og provokerende, med Grieg nedbrudt til bizarre byggeklodser.
Thommessen giver sig ikke hen til fortiden, men buser lige ind i den, hårdt mod hårdt. Det kommer der noget voldsomt fysisk musik ud af, en kraftkarl af et værk, som man ikke kun bøjer sig for af respekt. Andet afsnit hedder Hinsides Neon, og er metakoncertens scherzo, i Mahlers ånd, og med Thommessens ord »et stykke med hornsmag«. Det er et anderledes sammenhængende værk, men også mindre karakteristisk. Dette afsnit er ikke med Oslo Filharmonikerne som de øvrige, men optaget i Budapest, og med efterfølgende dårlig klipning.
Der ligger mange originale og slående idéer bag Et Glassperlespill, men det lyttemæssige indtryk står ikke mål med Thommessens massive udførelse. Anderledes er det med Fra oven, noget så usædvanligt som en koncert for synthesizer og orkester. Der er inspiration fra amerikansk funk-musik, klanganvendelsen er spændende og stykket er i det hele taget underholdende på en grovkornet og tidstypisk (1986) måde. Med sine godt 10 minutter også dejlig kompakt oven på glasperlespillets eksperiment med et helaftens-orkesterværk.
Jon Mostad: The light shines in the darkness, orkesterværker. Øystein Birkeland, cello. Oslo Filharmoniske orkester, dir. Michel Swierczewski. Aurora acd 4978. Spilletid: 65'.
Jon Mostad (f. 1942) var et ukendt navn for mig før denne cd, men pladen gør et stort indtryk. Den rummer tre orkesterværker fra 1982-90, alle yderst velklingende. Kodeord i en beskrivelse af hans musik kan være Olivier Messiaen, Aleksandr Skrjabin, Per Nørgård. Helhedsfornemmelsen og skønhedsdyrkelsen virker som en direkte parallel til Mostads kristne livssyn, der omtales i teksthæftet.
Jon Mostad er meget befindende sig godt forholdet til orkesteret. Det klinger sanseligt og fantasiæggende, og virker både ærligt og rørende. Hører man også en antydning af folketone?
Hus er fire stykker i en symfonisk sammenhæng, og pladens største værk. Jeg vil kalde det et næsten-mesterværk; det lever et selvstændigt liv, der lader musikken vokse sig lidt væk fra alfarvej. Mostads Cellokoncert fra 1990 er også ukonventionel, men som Hus umiddelbar i sin henvendelse til lytteren. Jeg måtte straks genhøre andensatsens helt romantiske skønhed. Og lyset skinner i mørket er endnu kortere, og et pletskud i både idé og handling. Som et apoteosisk værk af Skrjabin vendt på hovedet, så mødet med det højeste foregår i en stadigt enklere dynamik og orkestrering. Et opadgående fald, et raffineret religiøst udtryk.
Interesserede i ny-tonal musik må absolut høre denne cd. Og hvilket dansk orkester kommer først med en opførelse af et af disse værker?