Nye plader

J.P.E. Hartmann: Symfonier nr. 1 & 2. Radiosymfoniorkestret, dir. Thomas Dausgaard. dacapo 8.224042. Spilletid: 69'

Man har aldrig interesseret sig særligt for Hartmanns to symfonier - fra forrige århundrede er overlevet forkærligheden for hans programmatiske værker. Symfonierne er fra hhv. 1836 og 1848, og er skrevet uden ydre foranledning. Hartmann har sikkert planlagt at få den 1. Symfoni afsat på sin store dannelsesrejse samme år. Opført blev den, af Spohr, men ikke trykt. 16 år efter blev den spillet i Musikforeningen, og derefter ikke igen før 1920!

Den 2. Symfoni er fra en af Hartmanns højkonjunkturperioder, men bl.a. krigen gjorde, at man overgav sig til operaen Liden Kirsten i stedet.

Det går nemt at sige, at disse to betydelige symfonier aldrig er blevet spillet bedre end på denne cd. Det er en fremragende plade med spændende musik i levende udførelser. 1. Symfoni i g-mol er lidenskabelig, nærmest kødfuld. Sturm und Drang, javel, men det er immervæk den første danske romantiske symfoni. En nordisk tone er der ikke tale om, det er der til gengæld i den 2. Symfoni, med særprægede harmoniseringer og hele tiden en folkemelodi i ærmet. Den 2. Symfoni har stort overblik og større symfonisk bredde end den 1., men begge er musikalsk mere interessante end flertallet af Gades symfonier. De har værdighed, potens og Hartmanns mærkelige blanding af ro og uro. Kender man ikke Hartmanns musik, så begynd med denne cd.

Udførelserne er klart bedre end dacapos indspilninger af Gades og Weyses symfonier. Radiosymfoniorkestret klinger skønt, spiller smidigt og sikkert, og lyder spontant overrasket over musikkens kvalitet. Det er også den unge dirigent Thomas Dausgaards hidtil bedste cd. Menuetten fra 1. Symfoni bliver drilsk og forførerisk formet, og Finalen har et stort schwung. Folketonen i fx den langsomme sats fra 2. Symfoni er stilrent håndteret, men altså uden den traditionelle blodløshed.

I disse år kaster udlandet sig over Franz Berwalds symfonier. Det sam-me publikum vil på denne cd møde endnu en original og fascinerende nordisk romantiker. Den næsten trivielle jagt på ukendte symfonier har givet pote. Årets danske orkesterplade?

•

Cello and piano: Værker af Hilda Sehested, Asger Hamerik, Percy Grainger og Louis Glass. Morten Zeuthen, cello & Amalie Malling, klaver. dacapo 8.224052. Spilletid: 57'.

Et udvalg fra et repertoire, der er mange gange større. Ældst er Hameriks Romance (1878), yngst Romancen af Glass (1934), et sent og resigneret, smukt stykke. Den ukendte Hilda Sehesteds musik er her på pladen Schumann'sk, charmerende og veludført. Louis Glass' Cellosonate mentes indtil for nylig at være gået tabt, men den blev genfundet i tide til at blive indspillet på denne cd. Det er et overraskende livligt stykke, fra en tid hvor Glass var både cello- og klavervirtuos. Ubekymret og ganske inspireret.

At cd'en rummer musik af den australsk-fødte kosmopolit Percy Grainger virker måske lidt mærkeligt, når nærværende pladeselskab har til opgave at udgive dansk musik. Men for pokker, Graingers suite La Scandinavie inkluderer Der er et yndigt land, i en pragtfuld Delius-agtig, jazzy harmonisering. Det skal høres! Og glem ikke Graingers livslange kærlighed til Danmark: Han talte og skrev sproget, indsamlede folkeviser med Evald Tang Kristensen og var kæreste med Bo Holtens oldemor.

Graingers suite er skrevet til brug for ham selv og Herman Sandby, der sammen turnerede den danske pro-vins med et ret aparte show. Den rummer også Ack Värmeland du sköna, som en smeltende drøm, en forrygende norsk(?!) polska, og mere til. Det er et tidligt værk, han var 20 dengang i 1902. På sin egen skæve facon det vægtigste værk på cd'en, der i øvrigt består af lutter små perler.

Zeuthen og Malling nyder åbenlyst at underholde og gribe, og samspillet er frugtbart og drønmusikalsk. Det er en veloplagt og kanonunderholdende plade. Den måtte gerne have indeholdt mere end 57 minutter, og der er oplagte stykker, der ikke er med. Det må da betyde, at der kommer en vol. 2!

•

Knud Vad på Sorø kirkes orgel: Værker af Widor, Franck og Carl Nielsen. Knud Vad, orgel. Danacord DACOCD 444. Spilletid: 77'.

Orgelværker af Hans, Gottfred og Frederik Matthison-Hansen. Gunnar Svensson, orgel. Danacord DACOCD 445. Spilletid: 62'.

To romantiske orgelplader fra Danacord: Én højtflyvende i tre kendte værker, og en mere hverdagsagtig i sjældne førsteindspilninger af dansk musik.

Knud Vad hører hjemme på bænken ved sit orgel i Sorø Kirke. Instrumentet er pragtfuldt, men ikke lige hvad Widor og Cesar Franck havde i tankerne, da de skrev deres hampre storværker. Widors kongelige Orgelsymfoni nr. 5 spilles elegant, men også demonstrativt flot som det sig hør og bør. Knud Vad beskriver selv i teksthæftet, hvordan han prøver at registrere sig ud af Sorø-orglets neoklassiske natur, og det lykkes et stykke hen ad vejen, men man savner den ægte, franske klang i så gode opførelser.

Carl Nielsens Commotio er sat i selskab med to store, romantiske bravourværker, og til en vis grad løftet derop: Grandios pragt, inden for orglets rammer, side om side med pur klarhed.

Gunnar Svensson spiller på sin cd værker fra orgeldynastiet Matthison-Hansen, der i tre generationer var førende repræsentanter for den romantiske orgelmusik herhjemme. Det er en oplagt idé, der desværre ikke er spændende nok gennemført. Programmet er ujævnt, og Svensson spiller lidt fantasiløst.

Den ældste i slægten, Hans M-H, repræsenteres af en ikke særlig opsigtsvækkende Orgelsymfoni og en bedre Fantasi. Mere interessant er Gottfred M-H's Orgelkoncert op. 15, skrevet i en Cesar Franck'sk stil. Det er sandelig nye tider når Gunnar Svensson i teksthæftet kan skrive, at dette værk »spilles af snart enhver organist med respekt for sig selv« - for 20 år siden var man idiot, hvis man gjorde det. Jeg synes det er et herligt stykke musik.

Helt ligegyldige er til gengæld to af Gottfred M-H's Peer Gynt- transskriptioner, og en kort Passacaglia af cosa nostraens yngste medlem, Frederik M-H, udføres kluntet. Optagelsen er dog bedre end på Knud Vads plade.

Altså: Orgelentusiaster vil nyde Knud Vad (på et 'forkert' orgel), og interesserede i dansk musik vil kunne leve med Gunnar Svenssons cd.

•

Schnittke: Bodssalmer. Naturens stemmer. Radiokoret. Gert Sørensen, vibrafon. Dir. Stefan Parkman. Chandos CHAN9480. Spilletid: 51'.

Alverden kappes om at udgive Schnittkes værker på cd. Her kommer en førsteindspilning af hans Bodssalmer, skrevet i 1988 til 11 munkedigte fra 1500-tallet. Det drejer sig om sort anger, med enkelte indskudte bønner i en lysere tone. »Jeg er ubru-gelig som tjener, jeg egner mig ikke til at studere«, osv., klager munkene. Det er hård kost for os tossegode protestanter.

Satserne kan slå hårdt, men griber sjældent. De tre sidste gør dog, og får en til at betvivle inspirationen i de øvrige.

Som også Schnittkes Korkoncert er Bodssalmerne i en konservativ stil med rødder i russisk liturgisk musik, og jo mere konservativ stilen er i værket, desto smukkere synger koret. Men Danmarks Radiokor er nu engang ikke russisk!

Dynamisk og udtryksmæssigt går Schnittke til (homofone) ekstremer, og det kræver en anden korstil end den nordiske for at virke fuldt ud. Inden for sine egne rammer hviler Radiokoret dog fint i musikken, og intonation og optagelse er i hvert fald upåklagelig.

Er man en af de mange nyvundne fans af Rakhmaninovs kormusik kan man evt. stoppe ved Schnittkes bud på sagen også.

•

Holmboe: Kammerkoncerter, vol 1: Nr. 1 - 3. Radiounderholdningsorkestret, div. solister. Dir. Hannu Koivula. dacapo 8.224038. Spilletid: 68'.

Denne cd har været ventet med spænding, for de 13 kammerkoncerter er et af Holmboes mindst kendte, store projekter. De fleste er skrevet i 1940rne, og man starter kronologisk forfra på denne cd med de første tre.

Holmboes fortolkning af genren svinger fra ren solokoncert til det concerto grosso-agtige. Den 1. Kammerkoncert er med klaversolo: En barsk omgang med mørke akkordfølger i en lang førstesats, rå tuttiudbrud og en lapidarisk solostemme. Et ikke helt vellykket værk. Den 2. Kammerkoncert fra 1940 er med solofløjte og -violin. Form og indhold er i balance, sproget er i neoklassisk tradition. Fløjtenisten Eva Østergaard spiller lysende flot, og Mikkel Futtrup gi'r den en spand kul på violinen. 3. Kammerkoncert er en uforfalsket klarinetkoncert, og iflg. pladenoterne er indspilningen en uropførelse! Det er pladens lettest tilgængelige værk, med et stort fingeraftryk fra Carl Nielsens Klarinetkoncert.

Af de tre er den 2. koncert det bedste værk, men jeg fornemmer at disse koncerter står sig bedst i samlet flok.

Orkestret spiller udtryksfuldt, med en hæshed i strygerne der klæder den karske musik. I de voldsomste passager kan man høre en skrøbelighed, men styringen er fast og intonationen god.

Dirigenten Hannu Koivula må tilskrives æren for at få orkestret til at lyde så overraskende tight. Særligt flotte er de hurtige satser.

Mange orkestre i verden klinger bedre end Radiounderholdningsorkestret, men her er i hvert fald tre grundige og sikre udførelser, spillet med iver og koncentration. I Koivula har Underholdningsorkestret og dacapo fat i den rigtige mand til Holmboe. Hold fast i ham, og lad ham derudover prøve noget mere.

Nørgård: In memory of... Værker for guitar. Erling Møldrup, guitar & Karl Lewkovitch, fløjte. Kontrapunkt 32240. Spilletid: 70'.

En cd med så godt som alle Nør- gårds guitarværker, skrevet mellem 1973 og 1995, og indspillet ved forskellige lejligheder de seneste 16 år. De fleste værker er dedikeret til Erling Møldrup.

Det er særprægede stykker, der i nogle tilfælde rammer magisk plet, og i andre tilfælde i det mindste vover. Sværest ved at komme ud over scene-kanten har Papalagi, hvor guitaren kæmper mod en tilføjet demonstrativ sekundviser. I en anden grøft er Tales from a hand; et work-in-progress om spillekortenes symbolik, hvor indtil videre tre ud af fire suiter ('farver') er skrevet, og de to indspillet her. Det er elegante karakterstykker, som altid perfektionistisk udført af Erling Møldrup, og efter Nørgård-målestok ukompliceret musik.

Returns er i en bevæget udførelse pladens højdepunkt. Ifølge noterne var komponisten tilstede ved optagelsen og er også krediteret som producer, det bestyrker yderligere denne ind-spilnings autoritet. Senere har Nør-gård udvidet Returns med en fløjtestemme, og dermed skabt det selvstændige værk Mating Dance. Også det er besættende lytning, men opførelsen har ikke samme intensitet som sologuitar-versionen.

Det nytter ikke at høre pladen i én køre, men den kan med fordel nydes et værk af gangen, i løbet af en dag eller en weekend. En blandet pose med rebusser og sanselighed.