Please Accept my Heirs. Om de yngre komponist-generationer i norsk musik

Af
| DMT Årgang 71 (1996-1997) nr. 04 - side 114-119

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Jeg har haft den glæde og ære at undervise i komposition ved Norges Musikkhøgskole siden kompositionslinien blev oprettet for 16 år siden. Jeg tilhører selv en generation for hvilken det var nødvendigt at rejse til udlandet for at få en kandidatuddannelse i faget. Jeg studerede komposition ved Indiana University og jeg studerede i Polen og Holland, før jeg i 1972 kom hjem til Norge for at blive dér.

Norges Musikkhøgskole blev oprettet i 1973. Der blev oprettet et diplomstudium i komposition, hvor Finn Mortensen fungerede som hovedfagslærer. Den første klasse bestod af unge komponister, som på mange måder allerede var i gang med at gøre karriere. Det gjaldt komponister som Magne Hegdal, Terje Rypdal, Jon Persen og Lasse Thoresen.

Det blev hurtigt klart, at et antal diplomtilbud uden et tilsvarende kandidatudbud ville skabe rekrutteringsproblemer. Derfor begyndte Lasse Thoresen og jeg at agitere for oprettelsen af en fuldgyldig kompositionsuddannelse i Norge. Det tog os seks år.

Med tiden oplevede vi, at der blev knyttet flere unge kunstnere til skolen, som kunne gøre sig gældende i ind- og udland. Derfor taler jeg med glæde i stemmen om det, jeg har oplevet ske. I dag er det ikke vanskeligt at finde egnede kandidater til vore pladser på Musikkhøgskolen.

I forbindelse med planlægning af uddannelsestilbuddet på skolen, havde vi flere principielle standpunkter. Oslo var (og stadig er) det eneste sted i Norge, hvor man kan studere komposition. Derfor var det afgørende for os, at vi ikke skulle tro, at de unge kom til os for at studere vore stiltræk. Nej, vores opgave var at undervise i komposition generelt, og sørge for ikke at skabe kloner.

For at hindre dette havde vi to hovedstrategier: For det første skulle det være muligt for de studerende at lære af hinanden. Vi ville gerne nå frem til at de unge skulle interessere sig for hinandens arbejde, vi ville gerne stimulere dem til indbyrdes at føre æstetiske diskussioner. Vi gjorde dette ved at lade hovedfagsundervisningen i de første to år foregå som gruppeundervisning - vi kalder det Kompositions-workshop. Dette fag består af praktisk komposition, som udføres af de studerende i timerne (ledet af komponisten Bjørn Kruse).

For det andet fandt vi det nødvendigt at udarbejde et 'sprog' - et begrebsapparat - som vi alle kunne benytte os af i forbindelse med eventuelle diskussioner om et klanglegemes karakter, eller i forbindelse med en kompositions tekniske problemer og løsninger. Det førte til, at Lasse Thoresen og jeg udviklede den norske dialekt af disciplinen sonologi. Det er en tværstilistisk, komparativ musikvidenskab, som forsøger at udsige noget om al musik i verden - og den forsøger at sætte begreb på klangens mulige funktioner og dens meninger. Det er nyttigt at kunne bruge ord, når man forsøger at trænge ind i et bestemt klanglegeme på et bestemt sted eller på et specifikt tidspunkt. Vores ambition var at rette de studerendes opmærksomhed mod det, som rent faktisk ville blive det klingende resultat af deres nodetegn.

Uddannelsen i Norge er på ingen måde fuldkommen, og regelmæssigt revurderer vi det skabte og foretager omprioriteringer. Dette er nødvendigt idet vi beskæftiger os med et fag i stadig udvikling og i stadig forandring. Men vi kan tilbyde en kompositionslinie, hvor der er flere æstetiske retninger repræsenteret, og hvor vi håber på at forny os ved at ansætte nye lærerkræfter.

I øjeblikket består vores lærerstab af adskillige komponister, som sammen forsøger at inspirere den kommende komponistgeneration. Foruden undertegnede underviser Lasse Thoresen, Bjørn Kruse, Per Christian Jacobsen og Ragnar Søderlind i de klassiske kompositionsdiscipliner, mens Mats Claesson og kræfterne bag No TAM-studiet står for den teknologiske komposition. Endvidere har vi trukket Rolf Wallin og vores forhenværende student, Asbjørn Scaathun, ind i arbejdet med at undervise i algoritmiske kompositionsteknikker. I modsætning til mange andre kompositionsstudier er vi et lærerkollektiv, som står for undervisningen - ingen hovedperson dominerer med et bestemt æstetisk syn. Dette har positive og negative sider, men for os fungerer det udmærket.

En tid bekymrede vi os meget over den lave rekruttering blandt kvindelige komponister. Vi gik derfor 'ind i os selv' for at analysere vores optræden, for derved at finde ud af om vi virkede afskrækkende eller afvisende over for kvindelige komponister. Dette ransagelsesarbejde har medført, at vi nu er i færd med at uddanne værdige efterfølgere til de få norske kvindelige komponister, som har etableret sig på det seneste: Åse Hedstrøm, Synne Skouen og Cecilie Ore. Nu har vi flere interessante kvindelige komponister, som studerer hos os: Ida Helene Heidel, Kari Beate Tandberg, Kristin Andersen, Lene Grenagel, Maja Ratkje og Ragnhild Berstad.

Jeg tænker ofte på de flotte akser, som er opstået i Norden, med et varieret og kontrastrigt tilbud om kompositionsundervisning. En går langs Oslofjorden og nedefter; en ung komponist kan vælge at studere i Oslo, Gøteborg, Malmø, København eller Århus. Hvis vi retter linealen en anden vej finder vi kompositionsuddannelser i Oslo, Stockholm og Helsingfors. Dette har allerede skabt - og vil sikkert også på sigt vedblive med at skabe - et formidabelt forskningsområde, når det næste århundredes musikhistorie skal skrives.

Pling Plong-generationen

I sin introduktion til cd'en som udgør den samlede debut for otte af vores studende, som kalder sig Pling-Plong-generationen, beskriver Lasse Thoresen det kompositoriske miljø i Norge, som det så ud før oprettelsen af Norges Musikkhøgskoles kompositionsklasse i 1973:

»Dengang var det den nationalt inspirerede neo-klassicisme, som var den mest aktuelle stilretning i Norge. I løbet af 1960erne havde den kontinentale avantgardisme og serialisme så sit indtog med paroler om protest mod det etablerede. I 1970erne førte den skandinaviske nyenkelhed, senere neoromantik, til, at mange komponister modererede deres tonesprog, og musiklivet i Norge fjernede sig betragteligt fra de kontinentale strømninger.«

Internationalismen har altid haft vanskelige kår heroppe i Norge. Fartein Valen var den eneste nor-ske komponist, som beskæftigede sig med en norsk dialekt af kompositoriske problemstillinger, som fandtes i Centraleuropa. Komponister som Monrad-Johansen og Geirr Tveitt var blevet kompromitteret på grund af krigen, og de fleste andre komponister var stolte over deres 'selvlærte' status. Vi fik en situation som kan beskrives som et æstetisk modsvar til 'Hjemmeværnet', og mange dybe tallerkener blev opfundet. Derfor var det vigtigt at en komponist som Finn Mortensen blev sat til at lede den første kompositionsklasse i kraft af sit æstetiske ståsted som modernist.

Vi har forsøgt at videreføre denne arv ved at understrege betydningen af at holde sig orienteret om kompositoriske strømninger i udlandet. Vi forsøger at præsentere disse strømninger til de unge, så følelsen af international samhørighed kan præge de studerendes æstetiske stillingtagen. Vi gør dette i form af hyppige besøg af udenlandske komponister (arrangeret i samarbejde med Ultima festivalen i Oslo). Videre tager vi ofte udenlands med hele afdelingen, hvor vi opsøger interessante miljøer. I år rejste vi bl.a. til Leipzig for at opleve Stockhausens mærkværdige opera Freitag aus Licht.

Lasse Thoresen skriver videre om Pling-Plong-generationen:

»En ny retning gjorde sig gældende: Den spektrale skole, som med rod i det franske og med ud-gangspunkt i datamaskinel forskning af klangspektret repræsenterede en æstetisk modvægt til og en værdig arvtager af den serialisme-inspirerede modernisme. Den tilfældige eksperimenteren som i modernismen havde været et mål i sig selv, var her erstattet af systematisk, institutionsbaseret forskning i akustik og informatik.

Pling-Plong-generationen har ikke valgt et moderne tonesprog i protest mod et ældre og etableret tonesprog. De [komponisterne i Pling-Plong-generationen, red.] taler de sprog, som falder dem naturligt. De ønsker at kommunikere dog uden at falbyde deres budskab. Hvis negation, fremmedgørelse og fragmentering var bud-skabet i den traditionelle modernisme, er det snarere integration, syntese og konstruktivitet, som kendetegner denne komponist-generation. Eksperimentet er en del af deres arbejdsform, ikke et budskab, som værket bærer frem. Det er nærliggende at kunne konstatere fremvæksten af en retning, vi kunne kalde organisk modernisme, en retning vi kan håbe på vil vise sig bæredygtig i fremtiden.

Jeg har med vilje kaldt dette en fælles retning. For det drejer sig ikke om en fælles stil. En hel række af de forskellige stiltræk som kendetegner firsernes pluralisme, har nemlig sat deres præg på musikken hos disse otte enkelt-individer [i Pling-Plong-generationen, red.]. Man genkender spor af nyromantik hos én, spektralmusik hos en anden, avantgardisme hos en tredie. Et fælles projekt for alle, uanset stil, synes at være interessen for at skulpturere klangmasser, en interesse som baserer sig på erfaringer høstet gennem de snart 50 år, den elektroniske musik har eksisteret, og som gennem den franske spektralmusik er blevet overført til instrumentalmusikken.«

Disse ord er meget opklarende i forståelsen af det, som har påvirket disse otte komponister, som snarere udgør en vennekreds end en gruppe komponister med et fælles æstetisk budskab.

De studerende, som i øjeblikket går på vores skole, skiller sig væsentligt ud fra disse otte, idet interessen hos dagens yngste komponister viser sig at gå i retning af en mere formaliseret kompositionsproces, med brug af algoritmiske kompositionsmetoder. Dette beviser blot vores ønske om ikke at skabe skoler eller overgribende retninger, som skal præge den uddannelse, eleverne får.

Nogle har kritiseret de yngre norske komponister for ikke at have et fælles ståsted som kan genkendes som typisk norsk. Vi insisterer på at se dette som en fordel. Vi ser ikke dette som et resultat af rodløs forvirring, men snarere som en styrke, som forhåbentlig vil forny det norske musikliv på sigt.

Kort om de otte

Arne Nordheim har været en vigtig inspirationskilde for os alle. Ved at reflektere impulser som Nordheim absorberede i sit virke fra den såkaldt 'polske skole' i tresserne og halvfjerdserne, bidrog han til at skabe et forbillede for, hvordan en norsk kunstner kan bearbejde en international arv samtidig med at give dette arvegods en norsk profil. Nordheim har ikke alene gjort en indsats som lærer, ej heller blot som komponist og organisationsmenneske; han har bidraget både praktisk og æstetisk til at give os alle et sikkert ståsted som norske komponister. Men hans musik blev i begyndelsen modtaget med uforstand i Norge. »Det er pling-plong musik«, mente de fleste. Men Lasse Thoresen skriver om dette:

»Titlen, som disse unge komponister har valgt, er ironisk, med sideblik til de kommentarer, de venter at møde fra almindelige mennesker: 'Absolut Pling-Plong' kunne næppe være mere misvisende, dersom det, der her er sagt om æstetik, er sandt.«

Tillad mig at skrive nogle personlige kommentarer om disse unge kunstnere:

Mark Adderley (f. 1960) blev født i England, men har siden 1981 været bosat i Norge. Han er en uhyre produktiv komponist, som har en legende evne til bogstaveligt talt at lade musikken løbe ud af pennen. Via impulser fra Stravinsky og Messiaen har Adderley udviklet en personlig stil, som er stærkt gestisk og fuld af instrumental farvepragt, virtuositet og opfindsomhed. Han har en nærmest narrativ evne til at udforme musikken med en spændende uforudsigelighed.

Blandt de kompositioner der har gjort størst indtryk på mig, er Anthem for 2 sopraner, 2 mezzoer, cello og klaver. Her har en gammel egyptisk tekst fået en transcendental luminøsitet og retorisk bærekraft, som bidrager til en stærk musikalsk oplevelse. Music for percussion and piano (1990) er et af de fineste værker for denne besætning, jeg kender: Smukt disponeret og virtuost udformet.

Ragnhild Berstad (f. 1956) kom sent i gang med at komponere,

men så meget desto mere målbevidst går hun til arbejdet. Hendes højst personlige stil udgår fra klangkarakterer, som hun disponerer i lavmælte landskaber med forandrende schatteringer. Der findes en intens nerve i hendes værker, som hele tiden fører de foranderlige musikalske siuationer frem til overbevisende helheder. Hendes værk Respiro for forstærket klarinet og bånd (1994) skal repræsentere Norge ved årets ISCM-festival i Seoul i 1997.

Berstad har også skrevet et blændende orkesterværk, Krets (1996), som hun har haft mulighed for at udarbejde i forbindelse med en kompositions-workshop, som Stavanger Symfoniorkester afholdt for nylig. Et rigt orkestralt tæppe af varierende klangkvaliteter henfører i sin velordnede pragt øret og stimulerer forstanden.

Henrik Hellstenius (f. 1963) er oprindeligt jazz-pianist og har beholdt en musikers tidssans og umiddelbarhed i sine værker. Han har interesseret sig for dramaturgisk musik og har ofte bidraget med scenisk musik med en forbløffende karakter. Han benytter sig gerne af elektronikken i sit sceniske virke og er inspireret af samspillet mellem klang-forskning og musikalske forløb. Dette kommer bedst til udfoldelse i Ricercare for cello og tape (1994), som nærmest er at betragte som en cellokoncert med bånd-'orkester'. Søkk for accordeon og tape (1990) falder i samme spændende kategori. Stirrings Still for seks instrumentalister (1993) udgør et poetisk forløb af hørbare transformationer, som vidner om en vidtfavnende klangfantasi.

Jon Øivind Ness (f. 1968) er en ung komponist, som allerede har gjort sig bemærket i udlandet (ved Rostrum i Paris). Han musik vipper for mig mellem ironiseret distance til stoffet og en helhjertet identifikation med stoffet. Ness har været påvirket af komponister som Jonathan Harvey og Benedict Mason, men har også udviklet en højst personlig stil, hvor kommentarer til aktuelle kunstudtryk er forbundet med heftige personlige udsagn.

Jeg er fristet til at karakterisere hans musik som virtuos - blændende underholdningsmusik i ordets bedste betydning. Denne holdning kommer udmærket frem i værket som Dandy Garbage for sinfonietta (1993). Schatten for kammerorkester (1992) har en altovervejende alvorlig karakter, men også her skimtes den ironiserende distance. Hans Trio for violin, cello og klaver er for mig et fint bidrag til denne besætning.

Helge Havsgård Sunde (f. 1965) er jazz-basunist og en af de få i denne gruppe, som opretholder sit kompositoriske virke på tværs af musikgenrerne. Jeg er imponeret over hans virke som jazz-komponist i gruppen Oslo Groove Kompani, til hvilken han bl.a. har skrevet et værk som Callisto. Han har også skrevet værker, som ligger mellem et kommercielt sprog og en udviklet klangdramaturgi. Værker som Axis for 11 saxofoner (1994) og The Thousand and Second Tale for saxofonkvartet (1992), skriver sig ind i denne kategori. Komponisten arbejder med rene klangforløb med intens musikalitet i værker som Rotations for sinfonietta (1996), og Festine Lente (1995) for tre slagtøjsspillere, to klaverer og strygekvintet.

Rune Rebne (f. 1961) arbejder sig meget langsomt frem til kompositioner af blivende værdi. Jeg var med i den omfattende proces, som til sidst førte frem til værket Ooid (1994) for saxofon og sinfonietta. De målbevidste studier af saxofonspektre som ligger til grund for værket, har resulteret i noget af den bedste musik, der er komponeret på vores skole. Det er sjældent at mikrotonalitet brugt som melodisk komponent bliver så overbevisende flettet sammen med værkets øvrige naturlige forløb.

Ofte træder værker frem i en række, som udgør forstudier til andre værker. Dette er tilfældet med Hm for saxofon og slagtøj (1990), og værket Tre for slagtøj (1991), der fungerede som en studie i disponeringer af opfindsomme klangkvaliteter.

Gisle Kverndokk (f. 1967) er en af Norges mest alsidige kunstnere. Han har også gjort sig gældende ved Rostrum i Paris med violinkoncerten Initiasjon. Allerede i studietiden fik han produceret sin første opera Falketårnet (1989) og har fulgt dette op med to musicals og den fabelagtige børneopera Georgs Magiske Medisin efter Roald Dahl.

Kverndokk er en praktisk udøvende musiker, som har skrevet teatermusik såvel som musik til koncertsalen. Blandt denne finder jeg Koncert for obo og orkester (1995) vellykket. Desuden et virkelig originalt værk for bariton, orgel og flatfele, Aria (1994), som er baseret på betragtninger over norsk folkemusik. Kverndokk er en kunstner i stærk og alsidig vækst, og han har allerede opfyldt de store forhåbninger, som hans komponistgave muliggør.

Peter Tornquist (f. 1963) er allerede i gang med en gerning som komponistpædagog ved vores skole. Han er oprindelig svensk, men har længe opført sig som en nordmand. I studietiden gjorde han sig bemærket med et pragtfuldt værk Poemas for 2 stemmer og kammerbesætning (1987). Værket røbede et dirrende poetisk udtryk som Tornquist har videreudviklet i orkesterstykket Acalanto (1994), som også er udarbejdet ved ovennævnte workshop i Stavanger.

Andre unge

Disse otte udgør altså vennekredsen 'Pling-Plong'. Men jeg vil bruge anledningen til også at nævne andre af vores studerende, som er i fuld gang med deres karrierer:

Rolf Gupta (f. 1967) er for tiden virksom som dirigent. Her får han udviklet sin stærke musikalitet, og dette forbundet med en aktiv stilsans har bidraget til hans fine fortolkninger af ældre musik og af samtidsmusik. Som komponist har Gupta skrevet det fabelagtigt frodige værk Chiaro Scuro - en værdig opfølger af studiekompositionen All My Instincts. Her forbindes praktisk kundskab om orkestrets muligheder med en voldsom udtrykskraft.

Glenn Erik Haugland (f. 1961) besidder et alsidigt, eksperimenterende talent og han har bl.a. dannet operaselskabet Opera Omnia, som opfører hans musikdramatiske værker.

Senest kunne man her høre Hauglands skræmmende, surrealistiske værk om barneforsømmelse, Veras Ville Verden - et vigtigt bidrag til operaens fornyelse, idet komponisten benytter sig af live electronics forbundet med scenisk sang. Haugland foreskriver ofte sceniske komponenter i sine instrumentale værker, som fx TV-Spill 1 og 2 for solo violin. The Primitive, the Poison, the Storm for sinfonietta (1994) er et virtuost anlagt psykologisk naturmaleri i klang.

Per Magnus Lindborg (f. 1968) er en af vores mange svenske studerende. Han har gjort sig stærkt gældende med klaverkoncerten Nermal Sonosofisms, som for nylig blev udtaget til opførelse af Nouvelle Musique Moderne i Montreal. Allerede som student fik Lindborg sin opera Glädjans Jävla Pligt opført af studerende og senere også opført koroperaen Vad Hör Jag. Men det mest originale han har skrevet er måske Sr for stemme og fløjte, hvor han nærmest har opfundet et eget fonetisk sprog, som sangeren fremfører til fløjtens udbroderinger.

Asbjørn Scaathun (f. 1961) er i færd med at blive nestor for den yngste komponist-generation, i kraft af sit kunstneriske virke og sin formidable tekniske viden. Han har udviklet en egen kompositionsteknik med hvilken han udvirker en skabende dialog med processer, udviklet ved hjælp af computeren. Dette giver ham et sprog, som er en syntese mellem det strengt formelle og det intuitivt subjektive.

Scaathun har fået anerkendelse for sine værker fra Gaudeamus Stiftelsen i Holland og han har haft mulighed for at arbejde som stipendiat ved IRCAM i Paris. Værket Musical Grafitti II (1984) er en stort anlagt klaverkoncert, hvor komponisten konsekvent opbygger musikalske situationer på højst musikantisk vis, men i et kompromisløst musikalsk sprog. Actions, Interpolations and Analyses (1990) er både en kommentar til Stravinskys Symfoni for Blæsere, og et værk af oprigtig originalitet.

Disse korte skitser omkring virksomheden af de yngre komponister, som jeg er stolt over at kunne kalde mine personlige venner, vidner om omfanget i den idéverden, som optager mine yngre kunstnerkolleger. Det vidner om at det står godt til med ny musik-miljøet i vores land. Og strømmen af nye talenter på området er et bevis på, at endnu flere vil gøre sig gældende i årene som kommer.

For tiden har vi studerende, som følger helt andre æstetiske stier: Eivind Buene, Lars-Petter Hagen, Dagfinn Rosness og Trond Olav Reinholdtsen. Alle disse, og flere med dem, vil forhåbentlig bidrage til at vitalisere norsk musikliv og give det mulighed for at blive interessant for musikelskere i udlandet. Værkerne, som jeg har nævnt her i min korte gennemgang, fortjener i hvert fald en bred opmærksomhed. Disse har alle deres rødder i miljøet, som er at finde ved Norges Musikkhøgskole i Oslo.

Oversættelse fra norsk:

Anders Beyer

Årgang 71/1996-1997, nr. 04