Der var engang en kulturby

Af
| Årgang 71 (1996-1997) nr. 05 - side 147-151

... og i denne kulturby var der også for musikkens vedkommende både højt til loftet, luft under vingerne til de frie fugle, klar bane for de små sko - og et spejl. Punktnedslag fra et år der både viste hvad hovedstaden kunne, ikke kunne, og kan nå endnu, og lad os så se at komme videre.

1

Det har ligget og murret ude omkring hele tiden, under fødderne på os, op langs siderne og højt over hovedet på os. Og det har ligget i luften hele tiden, at det må ende på denne måde - med at sluserne bliver åbnet, vand-masserne fosser ind, de der ikke kan finde ud af andet eller kun vil det sådan bliver skyllet væk i dem, mens selv et småforfrossent premierepublikum tvinges til at flytte sig, op og ud og væk. Og da man langt om længe får fast grund under fødderne igen, føles hverken grunden eller måden vi bevæger os på den på at være den samme.

Teologerne kalder det epifani - det øjeblik hvor man ser lyset. Eller byen om man vil, med alt hvad den har i sig af steder, rum og nye og gamle myter, og alt hvad de der er i den kan - det være sig skabe eller tage til sig. Skulle ét enkelt øjeblik i 1996 udnævnes til dét centrale, det man havde håbet på, det som ikke facit, men fremtiden strålede ud fra, måtte det være dette, slutscenen på Gudruns 4. sang i Holmens Tørdok, til premieren 26. juli.

For uanset at instruktøren Lucy Bailey, scenografen Louise Beck, forfatteren Peter Laugesen og komponisten Haukur Tómassons forestilling næppe var tænkt som andet end blot en forestilling i sig selv, bygget op omkring et fantastisk rum i den forladte tørdok - og i øvrigt oprindelig først planlagt til 1997 - så blev det den begivenhed, der i mine øjne og ører kom til at stå som det samlende billede på, hvor meget København kan som kultur- og ikke mindst musikby. For dem der vil, kan og tør. Også for publikums vedkommende - det er i hvert fald ikke ny musik og nyt musikteater som sådan der er i krise, når en helaftensforestilling af og med helt ukendte kræfter kan sælge 12.000 billetter midt i feriesæsonen.

For én ting er importeret kunst fra den store verden, den vender vi tilbage til. Noget andet er at kunne selv. Som her viljen til at finde nye rum i byen, til at trække vores forhistorie - de islandske sagaer - frem, til at starte fra bunden af og så bygge op til og ud fra topprofessionelt niveau i alle dimensioner, med deltagelse af alt fra garvede folk i Athelas-ensemblet til amatør-statister i hobetal. Totalteater i alle ordets betydninger - også i dén af at have det hele.

2

For længe siden, i en galakse fjernt herfra - sådan føles det i hvert fald nu. Det var ved et af de mange forlods diskussionsmøder på færgen Kronborg i begyndelsen af 1990'erne, hvor nogle snese pinger og forståsigpåer fra kulturlivets forskellige lejre var indbudt til at tale frit og uforpligtende om hvad netop de kunne tænke sig et kulturby-år skulle indeholde.

Ved denne lejlighed handlede det om musiklivet, og det ligne-de sig selv. De klassiske musikinstitutioner havde store projekter på bedding med masser af medvirkende. Komponisterne var skeptiske indtil sarkasme over for al denne begivenhedskultur og efterlyste fordybelse og eftertænksomhed. Jazz- og rockfolket talte om spillestedskrise og erklærede i øvrigt at have meget svært ved at forholde sig til noget der lå så langt ude i fremtiden.

Den travle Trevor Davies gik midt i det hele fordi han skulle noget andet. Og jeg holdt et oplæg, der slog til lyd for at det bedste man kunne ønske sig af det forestående kulturby-år ville være, hvis det kunne føre til hidtil - så godt som - ukendt samarbejde mellem byens musikinstitutioner. Ikke bare mellem fx Danmarks Radio, musikkonservatoriet, Tivoli og Det kgl. Teater, men da også gerne på kryds og tværs af genrerne.

Ved lejlighed vil jeg se at få holdt oplægget igen, ordret. Ikke mindst set i lyset af den historiske dato den 28. september, hvor der på én og samme dag var Stockhausen-festival i Radiohuset, konservatorieorkestret havde besøg af Iannis Xenakis, og Steve Reich og hans musikere spillede i Vega i forbindelse med Art Projekt-festivalen. Og det har uden tvivl været godt altsammen, og mere end det. Lige meget hvem man var, lige meget hvor man var, hvis man altså ikke havde givet op på forhånd.

Det var i sidste ende vel også kun hvad man kunne forvente. Hør blot her - selve kulturby-opfindelsens formålsparagraf, udmøntet af EUs kulturministre: »Arrangementet skal gøre særlige aspekter af kulturen i den pågældende by, det pågældende område eller land tilgængelige for det europæiske publikum. Det kan samtidig tjene til at gøre den pågældende by til skueplads for en række kulturelle bidrag fra andre medlemsstater, først og fremmest til glæde for beboerne i det pågældende område«.

Fik I det hele med, derude på bageste cowbøjderrække, og er der noget vi mangler? Næppe - eller som Victor Borge sagde, engang han skulle uddele sin musikpris til en musiker, i hvis biografi der stod, at han have »givet koncerter i ind- og udland«: Ja hvor ellers?

3

»Jeg vil helst høre en historie - om mig selv«. Sagt på en anden måde, om et år hvor der også (det var i maj) udkom en bog om Peter Plys i filosofihistorisk belysning: Alting går som det skal, og en kulturby - med stort og med lille K - er hvad man selv gør den til. Som kunstner eller som publikum.

I særdeleshed, og det er ikke nær så paradoksalt som det lyder, når hvad man kunne kalde det strukturelle ambitionsniveau er så højt som det var i København. Forstået på den måde, at den 200 sider plus knapt 120 siders bilag tykke handlingsplan i A4-format, som Kulturbysekretariatet nedkom med i maj 1993, i meget høj grad handler om overordnede mål, om bredt engagement, varige forbedringer, synliggørelse, international markedsføring af dansk kultur, import af internationale strømninger, hovedstadens særpræg, Københavns sammenhæng, vækst og kreativitet, og fokus på særlige befolkningsgrupper.

Det kan vurderes som mere eller mindre vellykket. I Politiken fra den 15.12.96 giver generalsekretær Trevor Davies sig selv og sin kulturby et karaktergennemsnit på 10,3 - altså en smule over den udmærkede, men noget rutineprægede præstation. Men pointen er nok så meget, at det i vidt om-fang har været op til kulturlivets egne folk og institutioner - og, nå ja, publikum - om man ville være med, og være sammen. Og når eksempelvis rockverdenen stort set ikke har været til at tvinge til at engagere sig i kulturbyen, men jævnt hen foretrukket at være sig selv nok, og det er da sikkert i sig selv ikke så lidt - så er det i hvert fald ikke kulturby-planlægningen, der efterfølgende kan kritiseres for ikke at have opdyrket netop dette område. Men det har unægteligt resulteret i et pudsigt paradoks, hvor eksempelvis importeret afrikansk popmusik kom til at spille en væsentligt større rolle i, om man så må sige, kulturbyens verdensbillede, end den hjemmedyrkede.

4

Han går lidt forsigtigt og står lidt skrøbeligt og duknakket, den store mand på nogenogfirs. Men da først de to indledende akkorder og det mærkeligt henkastede åbningstema i Schuberts 5. Symfoni er i gang - for slet ikke at tale om de sitrende strygere og det første kaldende hornmotiv i Bruckners 4. efter pausen - er i gang, er højspændingen det også, og forbindelsen sluttet tilbage til og frem til os fra fælleseuropæisk kultur, hvis der overhovedet er én.

Det er ikke rigtig til at sige hvor i kulturby-målsætningen Günter Wand og det nordtyske radiosymfoniorkester i Tivolis Koncertsal passer ind. Eller omvendt, for den sags skyld. Det kan i teorien også være det samme, men det er netop det, det ikke bliver ved med.

For nok kunne Danmarks Radios festival for europæiske radiosymfoniorkestre først i oktober virke som en lidt radiofoni-intern, bureaukratisk udtænkt idé - at det statslige radiosymfoniorkester, som tilfældet er herhjemme, er landets toneangivende orkester, er i udlandet undta-gelsen mere end det er reglen.

Ikke desto mindre: Orkester-festivalen kunne også opleves som en påmindelse om, at der i det forkætrede klassiske standard-repertoire grundlæggende ligger i hvert fald resterne af et overnationalt fællesskab, ikke som teoretisk EU-konstruktion men som klingende virkelighed, eller i hvert fald engang har gjort det. Ellers ville Schubert, Bruckner med flere, i hvert fald når man kommer så tæt på det optimale som her, vel heller ikke for ingen ved hvilken gang kunne slå én bagover, selv i et så musikalsk højt belagt år som dette.

Noget tilsvarende gjaldt for Kulturby 96' egen strygekvartet-festival. Hvor spørgsmålet efterhånden blev, om pointen navnlig var alle de spektakulære nyskabelser hos Kronos Kvartetten, Soldier String Quartet og Fläskkvartetten, eller at der altså her er et format, der med et par hundrede år på bagen stadig kan holde sig i bevægelse. Som det også kan lade sig gøre for blot et enkelt instrument, som man kunne høre i Kulturby 96' anden store egen koncertserie med ret bogstaveligt alverdens pianister, fra sydafrikanske Abdullah Ibraham over dominikanske Michel Camilo og østrig-ungarske András Schiff til Thomas Clausen, Per Salo og Christina Bjørkøe.

5

For vi kan så bestemt også selv. Hvis tingene ikke har syntes særlig godt koordinerede, og de egentlige samarbejdsprojekter været til at overskue - for ikke at sige overskuelige at få øje på - så har det dog i årets løb ikke mindst været inden for Københavns klassiske musik og omegn, at der har været vist niveau. Med Danmarks Radio som den altdominerende hovedaktør - dels som vært for Stockhausen- og orkesterfestivalerne i september og oktober, dels og i særdeleshed med selvskabte succes'er som den uden-landske turné med Carl Nielsens Maskarade i juni og samarbejdet i august med Grønnegårds Teatret om den skandinaviske førsteopførelse af Alban Bergs Lulu.

Der har tidligere, ikke mindst under midt-1980'ernes tætte række af store opera-koncertopførelser, været perioder hvor Radiosymfoniorkestret slet og ret tegnede sig for det både repertoiremæssigt og kvalitativt bedste opera i København, og med Maskarade og Lulu synes det nu også at gælde både som opera-eksportartikel og hvad sceneforestillinger angår. I skrivende stund (midten af januar) diskuteres mulighederne for at bygge et nyt operahus i København - uden i øvrigt at drage for mange konklusioner så er det i den forbindelse tankevækkende, at nogle af de mest spændende operahuse i Europa, så som Chátelet i Paris og Den nederlandske Opera i Amsterdam, ikke har noget husorkester, men lejer gæstespillende orkestre fra forestilling til forestilling. Det bliver de kunstneriske resultater ikke ringere af.

Og også opera i lille format har i årets løb fået det godt i København. Holland House tegnede sig med Per Nørgårds Nuit des Hommes i Albertslund for årets store danske uropførelse - hvad der ikke kun siger noget om Nørgårds værk, men også om at end ikke et kulturby-år altså kunne afstedkomme Den Store Danske Opera-bestilling, som har glimret ved sit fravær i snart 30 år. Den Anden Opera er til gengæld ved at have bidt sig fast - efterhånden så småt også økonomisk - som lige præcis det forum for nutidig kammeropera af den mere sprælske art, der mildt sagt har været brug for længe, i særdeleshed efter Musikdramatisk Teaters bortgang.

At så drømmebeliggenheden i midtbyen samtidig gør Den Anden Opera til en perfekt festival-ramme, fremgik under Komponistbiennalen i marts-april. Der ligesom ISCM-Verdensmusikdagene i september - ikke at forveksle med det, der ellers kaldes for verdensmusik - fik markeret, at traditionen for i hvert fald festivaler med ny kunstmusik er noget vi godt kan være bekendt.

6

»Avec tout mon cæur«, siger Takfarinas til slut, og kysser både på fingrene til publikum og på kæresten i orkestret, så man ikke er i tvivl om at han mener begge dele. Den berberisk-algierske popsanger var for mig den største, men langtfra eneste oplevelse ved forsommerens Images of Africa-festival. Årets vel mest massive musikalske kulturimport-øvelse overhovedet, med et koncertprogram der spændte fra århundredgammel hofmusik fra Mali til højst nutidig pop som Salif Keita og Habib Koite, også fra Mali, Boukman Eksperyans fra Haïti, Khaled fra Algeriet, Youssou N'Dour fra Senegal... Og på sin vis kom til at ligne et paradoks: De afrikanske indvandrer-kulturer i Danmark er til at overskue, til gengæld var Københavns store indvandrer-kulturer - tyrkere og pakistanere, eksempelvis - året igennem meget lidt synlige i kulturby-billedet.

Men derudover: På musikområdet var det også generelt i høj grad importvirksomheden, Kulturby 96 selv fokuserede på. Udover Images of Africa tillige de to nævnte serier med strygekvartetter og pianister, samt gæstespil i Albertslundhuset af Philip Glass i maj - den første opførelse på dansk grund af en Glass-opera, den helt nye Les Enfants Terribles - og Meredith Monks øko-performance i juli. Samt ikke at forglemme årets allerførste kulturby-initiativ, folkemusikfestivalen European Roots.

Suppleret udefra, udover af faste aktører fra Tivoli Festival, Roskilde Festival, Copenhagen Jazz Festival og nedefter, specielt i 1996 af blandt andet operastjerne-koncerter på Kronborg (altså slot-tet) og Copenhagen Jazz Houses meget velkomne genoplivning af tidligere tiders jazzgæstespil-begreb, hvor en prominent musiker er i landet i længere tid - i dette tilfælde så meget som en måned - og både arbejder med lokale musikere og på egen hånd. Samt som nævnt DR- og ny musik-initiativer som Stockhausen-festival, radioorkester-festival, Komponistbiennale, Verdensmusikdage med videre. I al sin stykvise sammensathed var verden udenfor på intet tidspunkt af året ladt ude af syne.

7

»Har det ikke været en succes?« Erhvervsledere er jo høflige folk, ofte med et lidt blufærdigt forhold til kultur. Det gjaldt også den flok af slagsen, jeg midt i december holdt foredrag for om Kulturby 96 og hvad vi kan lære af den. Men det var retorisk, at der blev spurgt på den måde. De kunne godt mærke det selv, og var da, da det kom til stykket, heller ikke i tvivl. Og endda fulde af beundring for hvor-dan den ellers meget lidt nålestribede Trevor Davies var vokset med opgaven, samt selvkritiske overfor, at man i erhvervslivet generelt havde været så langsomme i vendingen til at tage udfordringen op og støtte og sponsere også hvad der måtte være nyt og anderledes.

Unægtelig andre toner, end hvad der generelt både før og under kulturbyåret har været gældende i kulturlivets egen debat. Hvor det så langtfra kun har været danseskoene der er blevet luftet til alverdens popmusik - det har så afgjort også været de små.

Forstået på den måde, at hvor de kunstneriske initiativer i meget høj grad har drejet sig om enhver for sig og alle mod alle - som også Kronborg-musikmødet i sin tid syntes at munde ud i - så har debatten altovervejende syntes at have haft som formål at miskreditere kulturby-idéen i almindelighed og kulturby-sekretariatet i særdeleshed.

Den seriøse debat om hvad byen virkelig kan, og kan bruges til, er om ikke udeblevet, så i hvert fald forblevet spæde pip, sammenlignet med de indtil meget sent på året tilsyneladende ustoppelige klagesange. Om manglende forståelse for hvorfor lige netop dette initiativ skulle støttes. Om manglende indsigt i hvordan der arbejdes i hvilke dele af fx musiklivet - lange tidsterminer og den slags. Om alenlange ekspeditionstider i sagsbehandlingen. Om for ringe erfaring i at tiltrække og, som det hedder, servicere sponsorer. Og set fra mediesiden: Tonsvis af papir og snak og statistik - men meget få konkrete ord, og alt for mange fortænkte arrangementer af gang-i-den-så-ungt-og-alternativt-som-muligt-typen, hvad ikke mindst den nyåbnede Øksnehallen på Vesterbro lagde rum til.

Og det kan være rigtigt nok altsammen, ligesom mediernes stadig mere desperate jagt på konfliktstof om kulturbyen også spiller ind i denne forbindelse. Der kan efterhånden ikke være den afviste unge kunstner, der ikke har fået et par spalter til at lufte sine sårede følelser i, ikke være den store kulturinstitution, der ikke har skaffet sig overskrifter på at fortælle om langsommelige arbejdsgange inde på Amager Torv. Sikkert med god grund - men var det virkelig, hvad man havde at komme med om Københavns muligheder, var det Kunstens Betydning I Samfundet, var det De Forenede Danske Mediers kollektivt ubevidste idé om at, som vi gerne siger i højtidelige øjeblikke, skabe debat og sætte dagsorden?

8

Til allersidst står scenen åben. Kæmpeværket er til ende, musikken har spillet færdig for denne gang, hovedpersonen står tavs med ryggen til, Valhal er brændt ned og Siegfrieds ligbål brændt op. Men tæppet går ikke for, Brünnhilde går ikke ud, der er en stilhed så dirrende at man kan skære i dén, og det er også det, der må ske. For hvad den næste handling end bliver, kan det kun blive os selv der foretager den.

Men det er kun i Aarhus, ringen er sluttet sådan i konkret forstand, med afslutningen på henved 15-års Wagner-arbejde - hvis ambitions- og kvalitetsniveau ikke utænkeligt har været med til at inspirere også i hovedstaden. For hvad den etårige københavnske kulturby angår nu, der fortsætter spiralen opad, og hvad skulle den også ellers? Forfatteren Henning Fonsmark, som ingen vil beskylde for overdreven idealisme, var i en kommentar i Berlingske Tidende i december inde på, at nu havde vi været igennem det, nu havde alle tænkelige potentialer været mobiliseret, alle tænkelige indfaldsvinkler prøvet af, og tak for det og hvor var det formidabelt, og aldrig mere, og lad os så komme videre med alt hvad vi nu har lært at vi kan og tør.

Og hvad fik vi så ellers ud af det, kan man efterfølgende spørge, nu hvor både rusen og tømmermændene er ved at have fortaget sig. Men svaret på dét spørgsmål, det afhænger af hvordan man stiller det.

Man kan vælge at spørge med megen patos, helt i ånden fra Kulturby-programerklæringen i sin tid. Man kan anstille overordnede betragtninger, analysere dette og hint og på utallige måder, tælle næser og måle demografi og konstatere, som Trevor Davies forlængst har gjort, at de byfilosofiske programerklæringer i 1993-handlingsplanen enten er opfyldt med succes eller i hvert fald opfyldt, og det er godt altsammen. Man kan konstatere, at det var de fattigste bydele, der fik mindst ud af kulturbyen - som om det ikke er en statistisk klassiker, at interesse for og overskud til kunst og det der ligner, er ligefrem proportional med uddannelse og indkomst.

Og man kan fodre mavesår med politikerleden, og fylde en kirke med vokslys for hver gang forsøg på politisk omklamring, profilering eller bare almindelig dilettantisme har resulteret i offentlige pinligheder, ufrivillig komik eller regulære katastrofer. Fra den kulturministerielle nytårs-rap der indledte året i Falkoner Centret for-rige nytårsnat, over Anna Castberg og Mindship til det forsinkede filmhus og den uendelige historie om Det Kongelige Teater, hvis største skuespilsucceser på det seneste ikke tilfældigt har været franske farcer og grusomme Howard Barker-tragedier.

Men man kan også gå ud i byen og se for sig selv. Den Anden Opera ville næppe være kommet uden Kulturby 96. Lige så lidt Forbrændingen i Albertslund, for slet ikke at tale om Vega, det mellemstore spillested den københavnske rock-verden har drømt om i årevis, og nu efter alt at dømme fået opfyldt de vildeste drømme med. Eller Holmen, hvis muligheder som ny bydel og for placering af spille- og andre steder vi endnu kun har set begyndelsen på.

Og vist kan man mene adskilligt om etableringen af Arken og om udbygningerne af Det Kongelige Bibliotek og Statens Museum for Kunst, herunder at det er for slapt at man ikke for mange år siden har tænkt dem igennem, så man var sluppet for halvbagte hovsa-projekter, der alligevel ikke blev færdige til 1996. Filmhuset skal også nævnes i denne forbindelse, ligeså musikhuset på Bryggen, der som Vineta hos Selma Lagerlöf steg op af havet og sank ned igen.

Men det vigtigste er stadigvæk, at der efter årtiers indolens overhovedet er blevet fremprovokeret en debat om, hvad man egentlig har behov for at bygge i byen og hvorfor. At hovedstaden har fået hovedet med. Og at det så indtil videre er de yngste og mest trængende dele af musiklivet, der i så henseende har haft mest held med sig, er da vel kun ekstra glædeligt?

Allerede før 1996 med alt hvad dertil hørte havde spillet færdigt, med alt hvad dermed ophørte, begyndte talen at falde på 1997 som et år til fordybelse. Som om det skulle være nødvendigt. Hvis ikke man kan fordybe sig i et år med, eksempelvis, Gudrun, afrikanske og arabiske popstjerner på stribe, Günter Wand i al hans vælde, Lulu i Ridehuset og Stockhausen i kosmos, et klaverspil som András Schiffs i Goldbergvariationerne, C.V. Jørgensen på Greatest Hits-turné, og uden for voldene jo så altså også traditionel opera af så gigantisk kaliber som det århusianske Wagner-projekt - ja så kan det lige så godt være det samme.

Snarere er det nu, festen kan begynde for alvor. Og spørgsmålet er i virkeligheden, om den kan andet, nu hvor sluserne forlængst er åbnet. Scenen er så åben som nogensinde. Og nu er den vores.

Jakob Levinsen er journalist ved 'Berlingske Tidende'.