Dokumentation. Dansk musik på cd i 1996

Broget må vist være det udtryk der dækker bedst, hvis man vil beskrive sidste års høst af dansk musik på cd. Eller måske mangefarvet. Faktisk ville et hvilket som helst adjektiv, der giver udtryk for uoverskuelighed, kunne bruges. Det er selvfølgelig fejt at begynde med en sproglig resignation, når min hensigt nu er at give et overblik over et års udgivelser af dansk musik, men der er på den anden side kun grund til at glæde sig over, at et lille land som Danmark rummer så stor en musikalsk mangfoldighed, at det ikke bare kan sammenfattes i et enkelt ord.

Cd-høsten årgang '96 byder på ny og gammel, kendt og ukendt, væsentlig og mindre væsentlig musik. Samt selvfølgelig meget forskellige opfattelser af hvad musik er for noget. Med lidt god vilje kan man sige, at den tegner et billede af dansk musikliv fra midten af sidste århundrede og frem til i dag med dets in- og outsider-komponister. Altså de store, skelsættende komponister og så dem, der af forskellige årsager altid er blevet set lidt skævt til fra det etablerede musiklivs side. De lidt ældre outsider-komponister er rigt repræsenteret på de mange udgivelser med 'glemte' komponister - og nutidens 'outsidere' har den fordel, at det idag kun koster et mindre banklån at producere en cd.

Har man stadig idealismen i behold, er det desuden glædeligt at se, hvor mange 'risikable' cd'er der er kommet - både fra de små og de lidt større selskaber. Her tænker jeg på cd'er, som pladeselskaberne næppe kan forvente at tjene penge på - smalle eller snævre udgivelser hedder det vist i forretningsmandssprog - men altså væsentlige udgivelser.

Nielsen og skyggen

Hvorfor ikke begynde med den komponist, som er mest kendt i det store udland. Carl Nielsen var sidste år aktuel med Danacords store udgivelse af The Historic Carl Nielsen Collection. Seks bind à to til tre cd'er med sange, symfonier, kammer- og klavermusik, koncerter, orkesterværker og begge operaer. Alt sammen ældre optagelser med navne som Aksel Schiøtz, Emil Telmányi, Launy Grøndahl, Erik Tuxen, Herman D. Koppel og Thomas Jensen m.fl. Folk der har været tættere på Nielsen - om ikke kendt ham personligt - og hvis fortolkninger derfor formodes at være mere 'autentiske' end dem vi hører i dag.

Jeg har særlig hæftet mig ved de indspilninger, hvor Thomas Jensen dirigerer. Han kendte Nielsen personligt og siges at have haft en god og pålidelig hukommelse for Nielsens egne tempi. Hvis det er sandt, så har Carl Nielsen tænkt sig sin musik noget anderledes end vi kender den. Thomas Jensens fortolkninger har langt mere 'kant', de er uhyre spændstige i deres dynamiske udformning, og så har de en distinkt fremdrift, man ellers skal kigge langt efter.

Autentisk eller ej - man finder ikke en bedre fortolker af Nielsen end Thomas Jensen. Det er noget helt andet end den flødeskums-Carl Nielsen som Leonard Bernstein senere var med til at gøre verdenskendt. Så skidt med støjen fra de gamle 78'ere - her er tale om en af de væsentligste Carl Nielsen udgivelser overhovedet. (DACOCD 351-367.)

Carl Nielsen var stor - og det var hans skygge også. I den levede og komponerede en række komponister, som man for størstedelens vedkommende ikke hører meget til. Men nu er det som om pladebranchen gør et slags forsinket oprør mod Carl Nielsen-tyranniets krav om renfærdighed, der som bekendt sendte ikke bare Rued Langgaard, men også en del andre senromantisk orienterede komponister ud i kulden. Nu dukker de 'glemte' komponister op på pladeforhandlernes hylder.

Det mest pudsige tilfælde er, at det er lykkedes det tyske pladeselskab CPO - ad guderne må vide hvilke veje - at finde frem til den danske komponist Ludolf Nielsen (1876-1939), som de har udgivet en cd med. Her er blandt andet hans anden symfoni fra 1909, et flot værk af senromantisk tilsnit, fint instrumenteret og i øvrigt godt skruet sammen. (CPO 999 365-2.)

Og der er kommet en dobbelt-cd fra Danacord med henholdsvis Louis Glass' 5. symfoni (Sinfonia Svastica, 1916), Rudolf Simonsens 2. symfoni (Hellas, 1921), Hakon Børresens 2. symfoni (Havet, 1904) og Herman Sandbys 4. symfoni (1955), alle i ældre optagelser og glimrende fortolkninger med Radiosymfoniorkestret og Launy Grøndahl. (DACOCD 370-371.)

Hvad skal vi så med dem? For det første kan man sige at det faktisk er spændende at stifte bekendtskab med den musik, der har lydt i Nielsens skygge, dernæst kan man med musikhistorien i hånd, argumentere for vigtigheden af en klingende dokumentation af al - i dette tilfælde dansk - musik. For musikhistorisk interesse har disse indspilninger naturligvis. Mit problem med denne udgivelse er bare, at jeg ikke synes musikken er særlig spændende - og ikke mindst at jeg har svært ved at godtage de svulmende senromantiske udladninger i fx Herman Sandbys symfoni, da den er skrevet i 1955 - tre år efter at Stockhausen skrev Kontra-Punkte. Min bevidsthed om værkernes oprindelsesår gør, at jeg ikke kan tage musikken alvorligt som kunstnerisk udtryk. Omvendt ville jeg sikkert have fået stor glæde af denne musik, hvis der var én der havde bildt mig ind at den var fra 1890 - og så er spørgsmålet om vi i dag, med den rigelige adgang vi har til musik fra alle tider, kan sætte os ud over denne historiske diskrepans.

Jeg nævner endnu et par udgivelser med et par af musikhistoriens bipersoner. Den ene cd hedder Cello and Piano, og her giver Morten Zeuthen og Amalie Malling vidunderligt musikalske fortolkninger af Hilda Sehested, Asger Hamerik, Percy Grainger og Louis Glass. Leder man efter uretfærdigt glemte komponister, bør man nok være opmærksom på Hilda Sehested, der jo led af den uheldige skavank, at hun var kvinde, hvilket ikke har gjort det lettere for hende at komme frem i verden. Og hendes Tre fantasistykker fra 1906 er faktisk meget elegante med deres snert af wienerisk schwung. Ligesom Asger Hamerik bestemt også var en komponist, der kunne sit håndværk. (dacapo 8.224052.)

En anden (for) sen romantiker er Otto Malling (1848-1915), hvis orgelværker Paulus og Frelserens syv ord på korset Helge Gramstrup spiller på en anden cd fra dacapo. Her buldrer romantikken virkelig, Malling kender alle afkroge af sit orgel, og den får hele armen, men der er heldigvis også en vis stramhed i hans kompositioner. Malling blev offer for Thomas Laubs udrensninger i dansk kirkemusik. (dacapo 8.224023.)

Fra senromantik til nationalromantik, for den har pladeselskaberne heller ikke forsømt. Der findes næppe noget mere dansk end Niels W. Gades Elverskud. Værket må vel nærmest betegnes som et nationalklenodie, der i bedste nationalromantiske ånd bygger på et tema fra de danske folkeviser: De skæbnesvangert dragende elverpiger i den dunkle skov. En fortælling om mod-sætningen mellem dydig kærlighed og erotisk besættelse i en salonfähig form. Elverskud udkom sidste år i en meget flot indspilning med Michael Schønwandt og Tivolis Symfoniorkester samt en række gode solister, heriblandt Kirsten Dolberg og Guido Paevatalu. En organisk, vuggende fortolkning der eksponerer værkets episk dramatiske indhold levende og dynamisk. Det er nationalmusik, så ikke et øje er tørt. (dacapo 8.224051.)

Mere Gade er der på endnu en cd fra det tyske selskab CPO, der tilsyneladende har et godt øje til dansk musik. Her er det orkesterværkerne Efterklange af Ossian, En sommerdag på landet, Holbergiana og Hamlet der bliver taget under kærlig behandling.

Ligesom på Ludolf Nielsen-cd'en er det Ole Schmidt, der dirigerer Staatsphilharmonie Rheinland-Pfalz og også her er der tale om meget sobre fortolkninger, klare i linierne og gennemsigtige i klangen. (CPO 999 362-2.)

Kontrapunkt har påbegyndt en fejring af P.E. Lange-Müller med en udgivelse af hans samlede klaverværker. Første del er på gaden og den er - formodentlig - ligesom de følgende med pianisten Morten Mogensen. Mogensen har en fin fornemmelse for Lange-Müller, hans 'afdæmpede' behandling af værkerne giver god plads til det lyriske. Men hvor må man dog håbe, han får stillet et bedre instrument til rådighed i de kommende udgivelser. I den indledende Klaverfantasi lyder hans instrument i hvert fald forfærdeligt. (Kontrapunkt 32228.)

En anden af de store i tiden før Carl Nielsen, som heller ikke er overrepræsenteret på plademarkedet, er J.P.E. Hartmann, hvis første og anden symfoni, samt samlede værker for violin og klaver er udkommet på dacapo i fine fortolkninger (hhv. dacapo 8.224042 og dacapo 8.224021-22). Her er der i hvert fald rigelig historisk dokumentation - så kom ikke og sig, at pladeselskaberne ikke gør noget for de gamle.

Danske violinkoncerter

Et historisk vue over en enkelt genre i dansk musik er der i den samlede udgivelse af ikke mindre end 26 danske violinkoncerter. Den er resultatet af et projekt violinisten Kai Laursen (†1996) i sin tid havde med Danmarks Radio: Den danske musikhistorie blev simpelthen støvsuget for violinkoncerter, som så blev indspillet i Danmarks Radios regi i årene 1966-78. Optagelserne er i mange tilfælde foretaget under primitive forhold med kun én gennemspilning, hvilket selvfølgelig er gået noget ud over lydkvaliteten, men det har man jo efterhånden vænnet sig til at leve med igen.

Det er ikke alle koncerterne der er lige spændende, og her kunne man også diskutere, om man ikke skulle have plukket de bedste ud af det enorme materiale og have nøjedes med at udgive dem. Imod taler, at det jo er en enestående dokumentation af den danske violinkoncert fra 1790 til 1968. Desuden er Kai Laursen en herre der er værd at stifte bekendtskab med og som også er værd at hædre med denne 'hommage à Laursen'. Han er en violinist af den gammeldags type, forstået på den måde at han ikke er præcisions-fetichist. Der ryger et par finker af fadet her, og der er et par skæverter der, men musikken når alligevel langt ud over højttalernes membraner. Herligt at opleve i en tid hvor perfektionsdyrkelsen har en tendens til at fortrænge det musikalske udtryk. (DACOCD 461-470.)

Tilbage til vores egen tid, hvor jeg vil begynde med en komponist, der levet i det etablerede musiklivs skygge. dacapo har udgivet en cd med orkestermusik af Henning Wellejus - en komponist som stædigt og vedholdende har afvist modernismen. Han har altid komponeret efter idealerne klarhed og melodiøsitet - og gør det stadig. Det er naturligvis et standpunkt, man må respektere, selvom det gør det svært at tage Wellejus alvorligt som komponist. Det handler om, hvad man forventer sig af musik: Vil man bare underholdes, eller vil man have kunst. Hvis man kan godtage den lidt vage formulering, at kunst er et udtryk for at være menneske under de forhold af politisk, samfundsmæssig og social art, som vi nu lever under, så giver det naturligvis ikke mening at bruge et tonesprog, der hører fortiden til. Wellejus' musik er melodiøs og velklingende, men som kunstnerisk udtryk er den ikke troværdig - den kommer aldrig til at kunne give én den 'nonverbale erkendelse', som al kunst drejer sig om. (dacapo 8.224040.)

Den nyeste musik

Komponist og professor Jan Maegaard har derimod bekendt sig til modernismens tolv toner med hud og hår - uden at han dermed er sat i bås. Det lader sig vist ikke rigtigt gøre med Maegaard, der sidste år fyldte 70 og blev behørigt fejret - bl.a. med udgivelsen af to velproducerede cd'er med hans værker. Tilsammen giver de to cd'er et retrospektivt, omend slet ikke dækkende billede af komponisten.

Der er meget langt fra Jævndøgnselegi fra 1955 til hans cellokoncert fra 1992. Der er sket en opblødning af hans tolvtoneteknik, både Triptykon (1983) og cellokoncerten har ligefrem en snert af romantikkens svulmen og noget søgende og vegetativt i karakteren. Et gennemgående træk i Maegaards musik er en meget stram disponering af det musikalske stof - og så er den forførende velinstrumenteret. To velfortjente fødselsdagsgaver til en fødselar der har været lidt forsømt af pladebranchen. (Dacapo 8.224050 og DACOCD 415.)

Yderligere er Maegaards 3 Södergran-sange udkommet med Lille MUKO og Jesper Grove Jørgensen. Tre små korperler, der på det smukkeste formår at ramme den særegne stemning i Södergrans sårbare og stærke tekster. Ellers rummer cd'en fra PAULA fine fortolkninger af kormusik af varierende kvalitet. (PCD 5125.)

Koret Ars Nova udgav sidste år en cd på Ex Libris. Cd'en blev optaget, mens Ars Nova stadig sang under Bo Holten, og rummer hans egen del af musikken til Hotel Pro Formas forestilling Orfeo. Holten skriver i covernoterne, at han be-sluttede sig til at skrive klangligt bred musik, der skulle alternere med den del af forestillingens musik, som John Cage havde skre-vet, og som var slank i teksturen.

Problemet med denne udgivelse er at Cages musik til forestillingen ikke er med, og taget ud af sin sammenhæng virker Holtens musik ensformig og giver ikke rigtig mening. Samme cd rummer et spændende korværk af Niels Rosing-Schow: Sommerfugledalen hvis tekst er Inger Christensens digtcyklus af samme navn, som på cd'en også findes oplæst særskilt af forfatteren selv. Cyklen består af 15 sonetter, hvor slutlinien i hver sonet udgør begyndelseslinien i den følgende, indtil den sidste sonet som så består af 14 begyndelses-/ slutlinier. Rosing-Schow har underlagt sig samme stramme struktur - og det kommer der langt mere end en strukturøvelse ud af. Tekstens helhed bliver smukt og respektfuldt underbygget i Rosing-Schows musik. (EXLCD 30055.)

Ellers ser det lidt sløjt ud med kormusikken. Koret Pro Cantu og Per Rathje har udgivet en cd med sange til Jeppe Aakjær-tekster. Tunge og kedsommelige fortolkninger af utilfredsstillende klanglig kvalitet. Amatørkor bør nok forsøge at sondre mellem egen glæde ved at synge og den værdi det har på plademarkedet, hvor konkurrencen og niveauet er højt. (DCD 8174). Så præsenterer danske sange sig væsentligt bedre på Vokalensemblet Canzone og Frans Rasmussens cd, som er fjerde bind i Kontrapunkts serie The Danish Song Treasury. Skal det gøres, så skal det gøres ordentligt. (Kontrapunkt 32230.)

Når det gælder ny dansk musik er udbudet stort, ikke mindst fra selskabet dacapo. Men også de små pladeselskaber gør sig også gældende med ny musik . Et af dem er Barbarossa, som har udgivet en cd, hvor Trio Odino (fløjte, guitar, cello) spiller musik af Ole Buck og to kom-ponister, der ikke tidligere er udkommet på cd: Lars Kr. Hansen og Lars Hegaard. En prisværdig og modig men bestemt ikke hovedløs satsning. Trio Odino er fremragende.

Et andet af de små selskaber er Paula, der har forsøgt sig med orgelmusik fra forskellige tider på cd'en Danish Sacred Music. Her er musik af Hans Matthison-Hansen (endnu en af de glemte), J.P.E. Hartman, samt to nulevende, Jesper Madsen og Peter Møller. Klare og sobre fortolkninger ved Inge Beck og bassangeren Ulrik Cold, men absolut ingen epokegørende udgivelse. (PACD 95.) Paulas udgivelse af Bo Gunges korværk Månebryllupssange kan heller ikke siges at høre til de væsenligste udgivelser. (PACD 98.)

Stilistiske tendenser i ny dansk musik er svære at få øje på. Til gengæld er der en tendens til at accordeonet er blevet et populært instrument for danske komponister. Det kan meget vel skyldes accordeonisten Geir Draugsvoll, der med sin lyriske musikalitet aftvinger sit fordomsbelastede instrument en poetisk dimension, der beviser at instrumentet er til meget mere og andet end polka og vals.

Draugsvoll var sidste år solist på to udgivelser fra dacapo, den ene næsten udelukkende med soloværker skrevet af Pape, Kanding, Frounberg (soloversionen af Other Echoes), Winkel Holm, Leif Kayser og Klaus Ib Jørgensen. Spændende musik der emmer af udforskertrang og nysgerrighed over for instrumentet. (dacapo 8.224028). Den anden cd rummer finurlige orkesterværker af Ivar Frounberg, og her bliver Draugsvoll sat på prøve som solist i originalversionen af Other Echoes Inhabit the Garden - også en spændende udgivelse. (dacapo 8.224027.)

Og så er det glædeligt at overrækkelsen af Nordisk Råds Musikpris til Bent Sørensen forholdsvis hurtigt blev fulgt op af en udgivelse af hans vindende værk, violinkoncerten Sterbende Gärten. Sart og sanselig musik der antyder mere end den siger - og smukt forløst af violinisten Rebecca Hirsh, Radiosymfoniorkestret og Leif Segerstam. (dacapo 8.224039.)

Noget lignende skete for en anden prisvindende dansker: Samme aften Per Nørgård fik tildelt Sonnings Musikpris, blev hans klaverkoncert uropført. Et overdådigt værk, som jeg ved flere lejligheder forgæves har forsøgt at sige noget rammende om. Koncerten foreligger også allerede på cd sammen med en nyindspilning af hans tredie symfoni (CHAN 9491). Symfonien er hermed udkommet i hele to indspilninger i 1996. Lidt rigeligt, kunne man måske mene, så meget mere som dacapo hermed for tredie gang præsenterer sine 1982-indspilninger af symfonien og Twilight. Men 1996-cd'en rummer i tilgift Nørgårds vigtige orkesterværk Luna i en indspilning fra 1968, og et hovedværk som 3. symfoni kan man godt tåle at høre i flere forskellige indspilninger. (dacapo 8.224041.)

En anden af de store der er blevet tilgodeset, er den nyligt afdøde Vagn Holmboe - og en dokumentation af hans kolossale oevre må absolut siges at være rimelig i kraft af Holmboes unikke status i nyere dansk musikliv som repræsentanten for 'den nordiske tone'. Komplette indspilninger af på den ene side symfonierne, på den anden kammerkoncerterne og strygekvartetterne er hhv. kommet (BIS CD-572-3, 605, 618, 695 og 728) eller kommer (dacapo) - og det er bestemt ikke for lidt.

Billedet af mangfoldigheden i dansk musik fuldendes af Ole Bucks sarte stemninger i hans Landskaber (dacapo 8.224034), Herman D. Koppels voluminøse oratorium Moses (dacapo 8.224046) og Niels Viggo Bentzons vildtvoksende Taiwanese Sonata (CLASSCD 152.)

Men når jeg kigger i stakken med cd'er fra sidste år, er der nu alligevel nogle komponister, jeg savner. Pelle Gudmundsen-Holmgreen gav ingen cd-lyd fra sig. Og hvornår får vi nogle cd'er, der præsenterer helt unge komponister som Karsten Fundal, Niels Marthinsen, Lars Klit, Eva Noer Kondrup og Klaus Ib Jørgensen, for nu bare at nævne nogle af dem? Man må jo håbe, der er noget under opsejling.

Jakob Wivel er musikkritiker ved Morgenavisen Jyllands-Posten.

Denne artikel og en særskilt version på engelsk kan findes på Dansk Musik Informations Centers website: www.mic.dk