Efter festen

I året der gik løb vi stærkt. Københavnere og tilrejsende kunne bade i kulturtilbud fra ind- og udland som følge af hovedstadens status som kulturby. Undervejs kunne man tage sig selv i at længes mod 1997, men presset måtte man indrømme, at det var meget tilfredsstillende at kunne vrage og vælge blandt de mange begivenheder. I årets første halvdel blev det på mode at kritisere kulturbyen i almindelighed og kulturbysekretariatet i særdeleshed. Og sandt er det da, at det var muligt at finde områder i den operative kommandocentral, som var kritisable. På den anden side: Ingen havde vel forestillet sig en 100% smidig afvikling af samtlige arrangementer.

En del selvmål kunne dog have været undgået, som fx da kulturbyens bagmænd sidst på året begyndte at evaluere sig selv, hvilket førte til en kvalm selvros af værste skuffe. Kritikken burde man have ladet andre om. Når det er sagt, så må man tage hatten af for den grundlæggende vilje til at præsentere den nye og ukendte kunst. Kulturby 96 gav mulighed for, at personer og institutioner kunne præsentere danske og udenlandske kunstnere og deres værker. Dette i et omfang og med en gennemslagskraft, som næppe er tænkeligt i et almindeligt kulturår. Festivaler, koncertrækker og enkeltbegivenheder for ny og gammel musik fik et niveau, som gjorde dem sammenlignelige med lignende ambitiøse arrangementer i det store udland.

Jakob Levinsen ser tilbage på kulturbyen i dette nummer. I artiklen beskriver forfatteren også den fremmede musiks placering, blandt andet Images of Africa-festivalen: »Årets vel mest massive musikalske kulturimport-øvelse overhovedet, med et koncertprogram der spændte fra århundredgammel hofmusik fra Mali til højst nutidig pop som Salif Keita og Habib Koite, også fra Mali, Boukman Eksperyans fra Haïti, Khaled fra Algeriet, Youssou N'Dour fra Senegal... Og på sin vis kom til at ligne et paradoks: De afrikanske indvandrer-kulturer i Danmark er til at overskue, til gengæld var Københavns store indvandrer-kulturer - tyrkere og pakistanere, eksempelvis - året igennem meget lidt synlige i kulturby-billedet.«

Hvordan de fremmede kulturers musik har det i det danske kulturliv, er der netop lavet en undersøgelse om. De gode viljer til trods står det ikke så godt til med vores forhold til andre kulturers musik. Etnologen Eva Focks undersøgelse kan De læse om længere inde i bladet.

Efter festen ser vi også på pladeudgivelser med dansk musik i 1996. Det er blevet til ikke så få fonogrammer med ny og gammel musik. Faktisk uoverskueligt mange - en del af dem er omtalt i vores pladeparade anno 1996. Plademærket Danacord er et af de initiativrige små forlag. Vi tegner et portræt af Danacord, der blandt andet sender musik med Aksel Schiøtz ud i handelen.