Eksistens. En levende lyd

Af
| Årgang 71 (1996-1997) nr. 05 - side 152-155

Lampefeber. Begyndelsen.

Det sværeste er altid begyndelsen. »Godt begyndt er halvt fuldendt«, siger man. Men det svære ved begyndelsen er, at jeg ikke rigtig tror på den. Jeg har aldrig forstået at musik kunne begynde.

For mange år siden: En lærer indprenter for os at fade-in og fade-out er djævlens værk. Det er umu-sikalsk. Jeg var skeptisk. Hvorfor er det ikke omvendt; at netop disse to formangivelser er de eneste sande?

Måske også på trods.

Men alligevel: Da jeg skriver mit første egentlige musikstykke, mær-ker jeg, at det ikke kan have en begyndelse. Det kan ikke starte, for det er allerede i gang, jeg har jo skrevet det, musikken er til, der er musik.

Det falder selvfølgelig ikke ud, som jeg troede; der er så mange faktorer i konventionen omkring musikken, som man glemmer at tage højde for. I begyndelsen. Blandt andet at begyndelsen accen-tueres kraftigt af komplet stilhed lige inden musikken, igen understreget ved det bifald dirigenten får, når han går på podiet, efter der er stemt.

Efter der er stemt. Går han på podiet og beder om, at der stemmes, ved man, at der er noget galt. Måske ikke bevidst, men man er allerede på vagt. Så folk er på vagt, da musikerne, ved den koncert hvor mit stykke fremføres, begynder at stemme efter nogle anvisninger, en svag pedal dukker frem i baggrunden, og på et tidspunkt: Det første 1-slag, puls er etableret.

Overgangen var ikke så uhørlig, som jeg troede, og ingen var egentligt overrasket, eller i stand til at fange pointen. Konventionerne havde afsløret for længe siden, at dette blot var et stykke, der ville være anderledes. Konventionerne overdøvede musikken, og musikken fik aldrig lov til at fortælle, at det, den egentlig ville, var, at vise hvor-dan den hele tiden havde været der, at den ikke kunne begynde.

Jeg kendte intet til John Cage. Det var jo også derfor. Han ville have vidst. Men jeg vidste ikke, at jeg ønskede at vide. Jeg vidste kun, at begynde, det kunne jeg ikke. Musikken var der og den er. Men da jeg således pludselig var - ikke begyndt, men i gang, - var det eneste naturlige for mig at fortsætte.

Sange fra skovene

Under mine studier stødte jeg ind i beretningen om, hvorledes visse indianerstammer i Amazonlandet havde indrettet sig m.h.p. musikudøvelse: De fleste instrumenter plukkede man af træerne, og alle var i stand til at spille dem. De musikalske lyde var taget fra natu-ren, naturens lyde blev i menneskehænder til en musik, der blandede sig i, og overdøvede det continuum af naturlyde en regnskov genlyder af.

Der var sange, og ofte var der en person, der, i kraft af at vedkommende drømte i musik, når han sov, - kom sovende til nye sange - havde det som sin opgave at lære sine musikalske drømme fra sig og derved forny det levende repertoire.

Overgangen mellem musik og ikke musik, eller mellem ny og gammel musik er næppe hørlig her. Musikken er ikke indrammet af stilhed og klappen, og musikken selv er i familie med den lyd, der er i alle tilfælde. De enkelte medlemmer af stammen har en rolle i musikudøvelsen (dog kun mændene), alle er gennem opvækst og liv gjort fortrolig med nuancerne i naturens lyde og musikkens ditto, og lyd er der under alle omstændigheder hele tiden.

Per Nørgård har fortalt om lignende fænomener blandt nordamerikanske indianere. Tankevækkende eller tom romantiseren?

Som man måske kan slutte sig til, følte jeg et umiddelbart slægtskab: Lydene findes, musik er. Den ubrydelige tilstand, som en del af mig hele tiden er i, genlyder af musik. Det giver ingen mening for mig, når Stockhausen et sted snakker om den gyldne oplevelse af intervallet en kvint efter 24 timers musikalsk askese. Det er ikke noget muligt eksperiment! Der er altid kvinter.

Afstande og adskilthed

Men der er selvfølgelig også forskelle. Ører der bevæges rundt i en dansk hverdag, bliver langt fra så nænsomt behandlet som ovenfor nævnte skovfolks. Mængden af forskelligartede lyde, som når bevidstheden er enorm. Der er ikke alene forskel på musik og ikke musik; bare inden for hverdagens lyde må ørerne skelne mellem adskillige verdener. Jeg sidder og forestiller mig det som et hørespil: I myldretiden; i tappehallen, - høre-sansen giver en grov rum- og miljøkarakteristik, der akkompagnerer fortællingen og ægger visualiseringsevnen - ; i flyet; ved bow-lingbanen..., hvor der i øvrigt er 'baggrundsmusik'!

For selv ordet musik er et upræ-cist ord, der ikke giver mening uden den sammenhæng, i hvilken det bruges. Også her må man skelne, kategorisere, finde den rette kanal. Der findes faktisk musik, som danner en vis lydlig samhørighed med hverdagslydene (og her tænker jeg ikke på George Antheil eller Honneggers lokomotiv). Den er kendetegnet ved et stort, vedvarende fysisk lydtryk, intens monotoni og en raffineret mellemting mellem støjflade og antydet tonal kerne. Denne musik transporteres ofte rundt i det frie rum, tæt ved ørerne på en enkelt person, men uundgåelig for dem nærmest ved ham.

Og måske længst muligt væk fra denne musik, og givetvis langt fra hverdagens lyde, er der det, som nogle få danskere (men en hel del englændere, tyskere og franskmænd) endnu kalder den 'Store Musik', og som foregår i de rammer, som det har taget vores kultur århundreder at bygge op: Koncertsalene, symfoniorkestrene, partiturerne. Der er også skel her, for selvom de, der i dag skriver partiturerne, stadig bliver oplært i den gamle, den 'Store Musik', så lyder det, de skriver meget forskelligt fra den. Det er som om komponisterne hører noget andet i den gamle musik, og det har mange af musikerne såmænd vænnet sig til, men tilhørerne?

Ja, her er endnu en forskel, sammenlignet med skovfolket, for spiller man ikke selv i vores musikliv, så har man en anden, mere anonym, men bestemt ikke ubetydelig rolle som publikum.

Her er vi fremme ved en af de helt store aktuelle problemstillinger i vores musikliv, for her trykker skoen på alle områder, undtagen lige der, hvor der er allermest hot.

Roll over Beethoven

Det er som om det, der burde være det store publikum i dag, alle dem mellem 40 og 60, gennem deres opvækst og liv aldrig beskæftigede sig med at lytte til den 'Store Musik'. De lærte ikke nuancerne at kende, den blev ikke en del af dem. For dem stod den for en livsform, som de måtte gøre op med, som de ikke betragtede som deres mere, og det var nok egentlig ikke så meget fordi den var stor, det var mere måden, den var stor på.

Og som en af de komponister der hører noget andet i den samme gamle musik, er jeg dem jo tak skyldig; selv om man selvfølgelig også i dag kan høre klassikerne med den historiske bevidsthed på plads og relatere til feudalsamfund, koncertkultur, offentlighedens stadier og rend mig noget så grusomt, så trængte klassikerne faktisk vældig til at få viftet det tykke lag af lummer sentimentalitet og glorificerende tautologier af sig og træde frem i nøgen vitalitet. Hvad har vi? Hvad kan vi holde ud at høre på? Hvad er de musikalske linier? Hvad gik livsprojekterne ud på, hvordan lød de?

Men det var ikke med det for øre, at 68-erne vragede borgermusikken. Ulysten til at acceptere en autoritet i egen ret, gav en dyb mistillid til institutioner, herunder de musikalske. Nogle tog i stedet den musik til sig, der siden mellemkrigsårenes 'jazz-tid' havde været en livskraftig del af folkelig dansk kultur. For andre var der en anden musik klar, en elektrisk folkemusik, som visse ekstraordinært begavede musikere endda kunne bøje til et imponerende originalt og gyldigt udtryk.

For mange lød denne musik som inkarnationen af en hel generations forhåbninger om en ny tid, som ofte blev beskrevet i de tekster, som fulgte musikken. Blev der lidt sene-re en skuffelse over nogle aspekter ved ungdomsoprøret, forandrede det imidlertid ikke noget ved musikken: Det skær, der stod over håbet om en lys fremtid, havde fået en anden grundlyd. Det instrumentarium, som kunne vække skønhedens associationer i en stor flok danskere, var skiftet ud. Den en-strengede musikkultur var sprængt i tusind stykker, der nu måtte gøre sig gældende hver for sig.

Genkaldelse

De naive sider af de idealer, som fulgte de nye genrer dengang er i vidt omfang genstand for de nye generationers ironi. »I kan ikke slå os ihjel - vi er en del af jer selv...« er simpelthen ikke muligt at synge uden en vis vrængen, men 'Christiania-sangen' står ikke desto mindre i Højskolesangbogen. Man greb til de samme kneb, som man havde gjort oprør imod: Indplacerede sig selv som et autoritativt led i historien, ved at institutionalisere sine bidrag.

Omkring disse nye musikkulturer, groede nye musikinstitutioner op; festivaler, spillesteder, anmeldelser, pladeselskaber og meget mere, der så at sige med den gamle musiks egne virkemidler, fik den rytmiske musik til at blive bedre, og med tiden konsoliderede den som en seriøs genre.

I dag har de rytmiske genrer næsten totalt erobret pladsen i mediebilledet. Skulle der være lidt stof fra den gamle musiks verden, er det tit skrevet som om der stadig var et gammeldags dannet borgerskab at henvende sig til, og man fristes til at springe det over, og læse om den rytmiske musik, for i det mindste at mærke et sprog, der hører hjemme i vores tid. I takt med disse ting har 68-erne som publikum imidlertid svigtet også deres egen musik. De napper måske en musical, hvis det går højt.

Det har været nogle dårlige årtier for den nysgerrige og fordomsfri lytten. Der har været diskuteret og kridtet op, og til tider har ambitionerne på ørernes vegne simpelthen ikke været særlig høje! Publikums musikalitet er blevet ladt i stikken under denne 'gennen i bås' i de mange delkulturer, som på mange måder står i vejen for, at dét kreativt lyttende, åbne og forløste publikum, som jeg i hvert fald drømmer om, når jeg skriver min musik, kan nå frem til koncertsalene.

Musik i en øredøvende tid?

Men har vi så nu en tid, der kan hjælpe på denne misligholdelse af musikaliteten? Nu hvor individualismen kulminerer, enhver snak om at tilhøre en flok er forstummet, og man derfor må vide mangt om meget og være åben for endnu mere? Ja svaret er jo nok nærmest, at nu har vi da slet ikke tid! Det er en hård nød at knække for den ny musik, som 'take it or leave it' kræver sin tid. Som ofte er for mindre besætninger og ofte har tyndere tekstur end den gamle musik for samme instrumenter, og som derfor yderst sjældent rent lydstyrkemæssigt kan hamle op med de ladninger som ophobes i vores krop via indtryk fra hverdagene; akustiske eller ikke akustiske.

Den ny musik overdøves. Selv når den sendes i radioen, kan man erfare, hvordan signalstyrken på P2 er svagere end de andre kanaler af musikalske årsager. Billedet har faktisk en vis symbolværdi! Jeg tror, mennesker, der har med ny musik at gøre, må arbejde for at give publikum den modtage-lyst, som kan bringe balance i dette misforhold.

Derfor er det vigtigt, at den ny musik virkelig er et alternativt sted. Den må stå med et selvstændigt skær. Klinge frisk. Tilbyde muligheden af at være en samtidens og fremtidens klang. Afskrive sig fra brugen af stivnede manerer: At forlene den ny musik med trygge borgerligt-klassiske konventioner er at gøre den en bjørnetjeneste, ligesom billige stilistiske lån fra de rytmiske genrer oftest klinger utroligt fattigt i mine ører.

Vi kan ikke stå på ryggen af hinanden. Der eksisterer ikke noget argument, der kan løfte en ny musik højere end det, den kan i egen kraft. At forsøge at postulere genialitet i samklang med fortiden á la; »Denne musik er den naturlige konsekvens af den anden Wienerskole«, er tomt nonsens.

Samtidig er det et krav, at for-tiden afspejles i den ny musik, hvis den skal være det alternativ, jeg synes den skal være. Den kan ikke pludselig lade som om, at det tyvende, eller et hvilket som helst andet århundrede, eller årti, aldrig fandt sted. Historien må være til stede i musikken i nuet, men ørerne må være rettet fremad. Man kan ikke gå baglæns ud i mørket. Alle sanser må hjælpe til, understøttet af erfaringerne.

At tage imod den rest af autoritetstro og benovelse som det ikke længere eksisterende dannelses-baserede samfund forlenede komponisten med, eller at stive sig af ved de få uundværlige institutioner, der har med ny musik feltet at gøre, er andre fejltagelser: ligesom vi ikke kan stå på skuldrene af hinanden, kan en titel/uniform/rolle heller ikke garantere frembringelsen af virkelig musik. Det er hvad den enkelte får enten ned på papiret eller ud over scenekanten, der står til troende.

Der findes en kunstart, som sanses med øret. Den kommer til os gennem tid og den udspiller sig i tid, men den er der hele tiden. Dens materie er flygtig, det er det lydlige, luften, svingningerne, men i mennesket, i vores sind, et eller andet sted i hjernen, eksisterer den til alle tider. Jeg tror, den er vigtigere end de ting, vi kan finde på at sige om den.

Indgange og udgange

Så sidder jeg da i koncertsalen før en ny musik koncert. Gåturen ind gennem institutionens haller og gange har i overensstemmelse med den kultur og konvention, jeg er en del af, helliggjort mig, eller i hvert fald forberedt mine sanser til mødet med en musik, der kan udfylde de rammer af pauser og klappen som kunstmusikken intil nu har været i stand til.

Som alle andre har jeg mine egne lyde med mig, de sidder i kroppen efter enhver hverdag, som de gør det på alle mennesker, og i kanten af min bevidsthed hører jeg som altid, musik. Jeg har al musikken med. Alt hvad jeg har hørt før er med mig og danner 'klangbund' for den musik, der nu skal komme. Alt afhængigt af om den pågældende komponist, som jeg, mener at musik ikke kan begynde, eller om han tværtimod tror, han kan brase ind i sine lyttere, blander mine lyde sig med musikken, som jeg modtager. Måske får jeg lov til at lade overgangen være blid, måske over-døves jeg brat af en stovt viljesytring. Under alle omstændigheder stemmes mit sind nu efter det nye.

I en grundlæggende ubeskrivelig, stedse omskiftelig sanse-bevæ-gelse af mine ører, min musikalitet, min bevidsthed, mine følelser, min hukommelse, min 'klangbund', lytter jeg, erfarer jeg komponistens, musikernes og rummets klang og lyd. Jeg møder musikken. Jeg forventer også, at den skal hjælpe mig i dette møde ved sin blotte gestalt. Går dette i opfyldelse, opstår der en mulighed for, at det jeg har med mig toner sammen med det, jeg møder, og en lang række af vigtige ting sker, bevidst som ubevidst.

Måske, sandsynligvis, vil musikken bevæge mig. Jeg stimuleres følelsesmæssigt. Jeg erkender, med min hørelses mere praktiske egen-skaber, motivstof, lyde, tempi, former, hvilket i sig selv er stimulerende. Men da disse ting ligeledes forbindes i mit sind med mine egne lyde, sker der også gennem den bevidste afkodning en ubevidst berigelse/fornyelse/erkendelse.

Jeg aner måske hjulpet af disse ting visse tekniske greb, fordi jeg er fagidiot, men det dækker alligevel over en særlig ekspressivitet eller mangel på samme, som er sanselig. I forlængelse heraf vil visse dele af mig muligvis ikke være i stand til at lade være med at overveje, om den hørte musik danner slægtskab med noget andet, og om det måske betyder noget i en ekstramusikalsk kontekst, og endelig vil jeg, hvis det er det musikken lægger op til, og jeg er på bølgelængde med den, begynde at digte/gætte med i det musikalske forløb, eller måske blot lade den strømme, og lade den inspirere min egen fantasi til sågar måske at foretage visualiseringer.

Levende med det levede

Ovenstående er jo blot et fattigt udtryk for rige processer, som i bund og grund er mere følte og mindre konkrete, end jeg giver udtryk for her. Men vigtigt er det, at alle disse ting, og sikkert mange flere, finder sted på én gang, og det har alt sammen at gøre med den egenskab forbundet med det menneskelige øre, som er af både indi-viduel og social karakter på en gang, og som kaldes musik. Koncerten, kunsten giver mig på en måde min egen natur tilbage, idet jeg i mødet med musikken erkender, hvor naturligt den er en del af mig selv. Man kan ikke fratage mennesket musikken. Er den én gang tænkt, realiseret, hørt, består den.

Derfor er det ikke mærkeligt, at der skrives musik, som har summen af de historisk kendte musikalske erfaringer som sit grundlæggende sprog. Kombineret med en rodfæstethed i samtiden, forsøger den at synge sig ind i det ukendte ved hjælp af det kendte. Enkelt, udogmatisk og på tværs belyses musikalske situationer, som kun kan tænkes i netop denne nutid. Det er en kunstnerisk stræben, den er levende, og den er i sit væsen ikke-esoterisk.

Med risiko for at nogen sender den blå vogn ud for at hente mig, vil jeg endda hævde, at den ny musik i sine bedste stunder er egentlig folkelig. Fordi den insisterer på, at det musikalske møde er lige og frit, og at den udfordring af den frie personlige musikalitet, som er hovedsagen, kun finder

sted med en åbning, en forøgelse eller en frigørelse af sensibiliteten for øre.