Havenes grundtone?

Af
| Årgang 71 (1996-1997) nr. 05 - side 180-180

I min artikel Historiske positioner ... (DMT 1996/97, nr. 2) gjorde jeg rede for, hvad jeg forstår ved videnskabelighed i relation til musik, ud fra et historisk, videnskabsteoretisk perspektiv. Af Hanslick, Adler og Dahlhaus, de tre jeg refererede til, er Hanslick den eneste, der er optaget af musikkens umiddelbare relationer til naturen, og for mig er der ingen tvivl om, at netop hans tro på musikkens naturbundethed dannede grundlag for hans berygtede kritik af nytyskerne: Da han jo mente at kunne høre, at Brahms og Schumann respekterede de naturmæssige love, der tillader enhed, harmoni, balance og skønhed i musikken, så mente han tilsvarende, at Liszt, Wagner og Bruckner forbrød sig mod disse - velsagtens fordi de ikke havde indsigt i dem (!). På denne måde er musikkens naturbundethed underforstået og implicit til stede i Hanslicks kritik, og så godt som aldrig eksplicit.

Blandt mange andre virker dette eksempel skræmmende. Et andet, nærmest rædselsvækkende, findes i Friedrich von Hauseggers bog Die Musik als Ausdruck fra 1885, hvor han, tydeligt inspireret af Darwin, tilskriver hvert menneske en kropslig, biologisk funderet »absolut grundtone«. Denne tone minder mig faktisk om Per Nørgårds »havenes grundtone«. Og det gør ingen forskel, at Hausegger placerer tonen i mennesket - da dette jo opfattes som natur. (Hauseggers bog var i øvrigt et dybt engageret - og uvidenskabeligt - kampskrift for Wagner og nytyskerne.)

Så derfor til Per Nørgård:

Når jeg henregner din idé om havenes grundtone under astrologi eller obskur natursemantik, er det i første omgang for at udgrænse den fra den semiotik, det ligger mig på sinde at skitsere. Her har den naturligvis ingen plads. Jeg tror nu heller ikke, den kan finde plads inden for katastrofeteoretiske rammer, hvor man - i lighed med Hausegger - baserer sig på myter, som for eksempel den om jægeren og byttedyret (naturen). Men da du jo i din oprindelige artikel både ganske kort skitserer, hvordan man måske kunne foretage målinger, der kunne give naturvidenskabeligt belæg for det, du kalder »hørefænomener« - og umiddelbart derefter pointerer, at dette for så vidt ikke er afgørende, medgiver du vel også en bred margin af usikkerhed omkring fænomenet. Og hvordan kan det egentlig være, at kun dine venner og bekendte, og ikke de indfødte, synes at høre grundtonen?

Når du for nyligt i en tv-samtale med Tor Nørretranders igen lancerer tanken, formidler du ikke en relation mellem kunst og videnskab, men snarere mellem kunst og religion. Og det er et indtryk, jeg i hvert fald har fået af disse tv-udsendelser: Vil man drøfte relationer - ligheder, berøringsflader, forskelle - mellem kunst og videnskab undgår man ikke at gå den nærmeste omvej, nemlig at afklare kunstens og videnskabens forhold til tro, religion. Sagt på en anden måde: Religionens historie er totusindårig, videnskabens kun femhundredårig og kunstens blot tohundredårig.

PS

Kenzaburo Oe har nogle skønne overvejelser over, hvad han kalder »Den Store Afskyelige Susen« i andet kapitel af sin nyligt oversatte roman M/T - og fortællingen om De Store Skoves Under. Er den derude - eller er det en, vi opfinder? Han giver vist ikke noget svar.

PPS

Lou Reed lavede i 1975 sin berømte metal machine music, hvor han over 4 pladesider i ét nummer, The amino ß-ring, fastholder en forvrænget H-klang, som regel med et mere eller mindre fremhævet fis, mens alle rytmiske og melodiske bevægelser er rent accidentale og derved forbliver indholdstomme. Ikke nogen ringe udlægning af havenes grundtone.

Hans Haagen Larsen