Mission. Aksel Schiøtz ud i butikkerne

Gernersgade ved Nyboder, tre trin ned, og man er kommet på besøg hos pladeselskabet Danacord. Inden for døren klemmer postbudet sig vej ud, i gangen er en forretningsforbindelse ved at pakke tasken sammen, så er der tekøkken og et rum med skrivebord og sofabord. Alle vægge er pakket helt til med cd-kasser, som gør pladsen trang og akustikken dump. Direktøren hedder Jesper Buhl, og derudover er der kun blæksprutten Rigmor, som er sekretær, bogholder, telefonsælger.

Danacords store nye projekt er en serie med Aksel Schiøtz, den første komplette udgivelse nogensinde med alle sangerens indspilninger. Alle hans officielle pladeindspilninger, plus en mængde sjældne live-optagelser, prøveoptagelser og alternative takes. Serien omfatter hele Aksel Schiøtz' repertoire, det vil sige ikke bare de kendte danske sange, men også opera- og operettearier, tyske lieder, underholdningsmusik og viser. I alt 10 compact discs. Nr. 4 er i skrivende stund på trapperne, derefter kommer der én hver halvanden måned, med serien komplet i september.

Danacord har andre historiske monumentalserier bag sig, først og fremmest 14 cd'er med Lauritz Melchior og 17 cd'er i The Historic Carl Nielsen Collection med kunstnere, der har en eller anden form for autenticitet og tilknytning til komponisten. Bestselleren blandt de historiske cd'er har dog været en københavnsk koncertoptagelse fra 1949 med Kathleen Ferrier.

»Den første ordre kom fra Japan, og var på 5000 eksemplarer«, fortæller Jesper Buhl. »Det giver så et overskud, som vi kan bruge til at udgive noget mere specielt, fx denne her dobbelt-cd med tre danske pianistinder fra 78-æraen«. Buhl hiver pladen frem, ganske særlig er den, med France Ellegaard, Galina Werschenska og den fascinerende hofpianistinde Johanne Stockmarr.

Genudgivelser

Schiøtz indspillede plader indtil 1946, hvor han som 40-årig ramtes af den hjernesvulst, der kostede ham hans lysende tenorstemme. Hans indspilninger har siden da været klassikere, evige lytterønsker i Danmarks Radio, men umulige at købe i butikkerne. Buhl fortæller historien, som er typisk for det kyniske plademarked: »EMI genudgav i begyndelsen af 1960erne hans indspilninger af danske sange, samt Schumanns Dichterliebe og Schuberts Die schöne Müllerin, på lp. Jeg lavede så et lp-supplement til disse EMI-plader, med ting fra hans øvrige repertoire. Så lavede EMI i 1980erne et udvalg af de danske sange på cd, med de numre man nu kunne finde. Støjen fra 78'erne blev fjernet hurtigt og billigt, og det gik ud over stemmens klang. Man tænkte at det nok kunne sælges, men folk hørte at det lød forkert, og ville ikke købe dem.«

»Situationen var altså den, at der var nogle lp'er man ikke kunne få, og nogle cd'er folk ikke ville købe. Derfor var Aksel Schiøtz for 3-4 år siden 'død'. Så henvendte hans enke, Gerd Schiøtz, sig til mig og spurgte om vi ikke skulle tage en dyb indånding, og udsende mine lp'er på cd. Jeg sagde: Lad os tage en endnu dybere indånding og lave det hele; for første gang gøre det, som EMI ikke kunne eller ville. Jeg var så heldig at få kontakt med rektor Arne Hellmann, der er pladesamler og en stor Schiøtz-kender, og sammen med Gerd Schiøtz planlagde vi så de 10 cd'er.«

Det skal siges, at ophavsretten til fonogrammer i EU nu er på 50 år, så fra i år er alle optagelser med Aksel Schiøtz frie. Med Jesper Buhls ord kan »enhver slagter« altså udgive Aksel Schiøtz på cd, og Danacords nye serie skal da også konkurrere med EMIs cd'er, der er blevet licenseret til selskabet Elap (der også laver smølfeplader og hvad man ellers kan finde på tankstationernes diske), og så to cd'er fra det engelske selskab Pearl.

»Pearls to cd'er er tilfældigt planlagt, har elendig lyd og ringe dokumentation«, mener Jesper Buhl. »Vi har derimod brugt de originale matricer til overførelserne, og - hvis ikke matricerne eksisterer - flere perfekte 78'ere til hver sang. Vi bruger den fineste computerteknik i Abbey Road-studierne i London, og laver et kæmpestort, tykt teksthæfte til hver cd.

Jeg håber folk vil købe dem, men hvis det var sikkert at de kunne sælges, så havde EMI gjort det allerede.«

Komplet udgivelse

De 10 Schiøtz-cd'er kommer hele vejen rundt, og viser sider af den sanger, der i dag kun er synonym med begrebet 'danske sange'. Men han indsang altså et meget vidt repertoire, også trivialmusik. Buhl forsvarer ham: »Aksel Schiøtz går professionelt til det hele, og derfor er man nødt til at medtage alt. Det skylder man en kunstner. I Die schöne Müllerin kan han vise en menneskelig modenhed og en intellektuel indsigt på niveau med Dietrich Fischer-Dieskau, og så to dage senere synge Night and Day med et danseorkester. Men hans største forudsætning var stemmens naturlige skønhed. Det lyder sim-pelthen godt når han åbner munden. Parret med en intellektuel styrke og en kammermusikalsk holdning gør det, at han på ingen af de mange indspilninger skraber bunden. Han var så suveræn og gennemarbejdet.«

Hvorfor har man indtil nu kun holdt sig til begrænsede sider af Aksel Schiøtz?

»I gamle dage havde man jo pladedirektører, der valgte repertoiret, og hvilke musikere der skulle spille hvad. Og Schiøtz' pladeselskab havde jo base i England, hvor man mente, at til det danske marked skulle man kun udgive de danske sange - og hvad angik de tyske lieder, havde man jo sikkert 3-4 andre sangere i stalden med samme repertoire. Men man skal ikke være bessermacher. I dag kan folk selv forstå, vælge og tage stilling. Derfor har de nye Schiøtz-cd'er også meget lang spilletid, så man kan tillade sig at programmere de numre væk, man ikke bryder sig om!

Aksel Schiøtz hørte selv alle sine plader, dem allesammen, også da han var blevet ældre. "Jo, for jeg syntes knægten gjorde det godt", sagde han.«

Jesper Buhl ved, at der skal noget til før et nyt publikum vil betale 150 kr. for en måske 60 år gammel indspilning i mono. Men netop derfor vil han ikke spare på noget. »Det koster 1.600 kr. i timen at lave overførelserne i Abbey Road-studierne - og der går altså ikke bare de 8 minutter en 78'er varer, til at gøre den færdig. Teksthæfterne er på 40 sider, det er så tykt som der er plads til i æsken. Pladerne skal også sælges i udlandet, så alle de danske sange skal oversættes, og man skal skrive ledsagende artikler der kan få udlændinge til at forstå hvad det er de hører, når han synger Weyse-sange. Vi sætter billeder i af digterne, og man må ind på hele baggrunden og tiden omkring Aksel Schiøtz' karriere. At producere sådan et teksthæfte koster 8 gange mere end at lave selve pladen. Bare den luksuriøse guldautograf på forsiden koster kr. 2,55 af produktionsprisen. Det skal selvfølgelig signalere, at her er der brugt penge på at lave et ordentligt produkt.«

»Sjuskede genudgivelser har nemlig også en indtjening, og deres avance er større, alene fordi der måske kun er et 4-siders teksthæfte, det mindste man kan lave. Og er de sjuskede genudgivelser først kommet ud hos forhandlerne, insisterer de på at sælge dem, før de køber nogle af vores.

Skal vi lave sådan en produktion som denne nye serie, så skal man gå hele vejen, for der er alle-rede nogle der har gået halvvejen.«

Salget

Besværet med noget så basalt som at få de klassiske plader ud i bu-tikkerne er det værste problem for et selskab af Danacords størrelse:

»Jeg tror det problem er et specielt dansk fænomen. I pladebutikkerne har man typisk en indkøber, der kommer et par timer efter skoletid og har et budget på 3-4 millioner om året. De køber så ind efter en stak nyhedsbreve og efter hvad de ved, deres kammerater vil have. Men en gang imellem kommer der så et ældre ægtepar ind i butikken, og spørger efter en plade med Aksel Schiøtz. Den står så ikke på hylderne, ekspedienten kan ikke finde ud af at bestille den hjem, og kunden går igen, måske hen til en af de max. 10 butikker i Danmark, der gør noget for klassisk musik.«

»Butikkerne ansætter ikke folk, der ved noget om klassisk musik. Det gør det næsten umuligt for os at komme til at mødes med publikummet. Vi siger gang på gang til forhandlerne: Hvis I har pladerne stående i jeres butik, så kommer folk også til jer. Går man som kunde derimod forgæves nogle gange, holder man op med at spørge i butikken, og så ryger de klassiske plader helt ud.«

Buhl og Rigmor viser mig arbejdspapirerne for salget af en Ludolf Nielsen-cd fra et tysk plade-selskab, som Danacord distribuerer i Danmark. Der er adresser på alle pladeforretninger i landet, flere hundreder, med personlige kontakter. Rigmor ringer hele vejen rundt, ved, hvilke butikker der fører hvilket repertoire, og som har haft held med andre af Danacords plader. Hun kender alle indehaverne fra flere års telefonkontakt og kan sludre med om deres babyer og fødselsdage. Svarene fra butikkerne bliver skrevet ned, og lyder typisk sådan: »Vi tager 1 eks., selv om chefen ikke er meget for, at der bliver købt klassisk« (Fredgaard, Viborg), eller: »Nej, nu er det Tina der køber, og hun er ikke glad for klassisk« (Randers Stereo Studio).

»Det er helt ubeskriveligt svært at få pladerne ud i butikkerne, selv om publikummet er der. Folk er jo interesserede. Når Grethe Krogh spiller i Århus Domkirke kommer der 1000 mennesker, ikke engang en ståplads er der at få, og bare 10% af de mennesker må da være interesseret i hendes nye cd. Det kan jo ikke være rigtigt, at vi kun kan sælge 20 eksemplarer.

Hvis man sammenligner med befolkningstallet i Tyskland burde vi have 150 forretninger med et stort klassisk udvalg. Sammenlignet med England 300«, forklarer Buhl, » - men som jeg upoetisk siger: Man får ikke folk til at holde op med at skide ved ikke at sælge toiletpapir.«

Fotos af Aksel Schiøtz:

Rie Nissen.