Nye bøger

Af
| Årgang 71 (1996-1997) nr. 05 - side 172-175

Nye tyske udgivelser

Die Befreiung der Musik. Eine Einführung in die Musik des 20. Jahrhunderts. Udgivet af Franz Xaver Ohnesorg. Musik Triennale Köln/Gustav Lübbe Verlag 1994.

380 sider, Kr. 327,50 gennem Tysk Bogimport. ISBN 3-7857-0760-6.

I sidste nummer af DMT anmeldte jeg to artikelsamlinger, hvoraf især den ene (Notera Tiden) var bemærkelsesværdig.

Dette nummers bogbunke rummer også et par gode artikelsamlinger, nu fra det tyske, og denne første bog lig-ger smukt i forlængelse af den svenske med sit fokus på vort århundredes musik. Bogen er udgivet i forbindelse med den første af tre festivaler i Köln (Musik Triennale Köln, 1994, 1997 og 2000), der frem mod årtusindskiftet søger at gøre status over musikken i vort århundrede.

Programmet for disse festivaler er lagt af en komité på fire personer, heriblandt bogens udgiver, Franz Xaver Ohnesorg. Der er ikke tale om nogen programbog, men om en artikelsamling til nærmere belysning af komponister præsenteret på den første festival. Det gennemgående tema er "Musikkens Befrielse" - Die Befreiung der Musik, en overskrift, der umiddelbart lyder ganske logisk, når man tænker på de seneste godt 100 års europæiske musikhistorie.

Men Hans Werner Henze, der har skrevet en kort indledning, så ikke det umiddelbart indlysende i en sådan overskrift: »Musikkens befrielse? Jeg forstår ikke dette motto. Hvad skal det betyde? Hvem har befriet musikken? Hvordan skal det opfattes?«

Dette har foranlediget Werner Wittersheim til den første artikel, Wie die Musik befreit wurde. Heri opsummerer Wittersheim frihed og ufrihed for musikere, komponister og kompositioner gennem de seneste 150-200 år: Komponistens frigørelse fra arbejdsgiverkrav, løsrivelsen fra de teoretiske begrænsninger, hvilket ytrede sig i dissonansens, klangfarvens og formens emancipation. Men også frigørelsen fra det stilistisk tidsbundne og ikke-kropslige. Og sidst - men ikke mindst - de seneste års frigørelse fra intellektualismens og kompleksitetens tyranni: »Vi må indse, at en given musiks kunstneriske værdi ikke kun lader sig aflæse i kraft af kompleksitet eller oprindelse« (forordet, s. 7).

Som en naturlig konsekvens heraf er den såkaldte rytmiske musik repræ-senteret på lige fod med den musik, der ellers normalt domminerer ny musik-festivaler. I denne bog er der således blevet plads til artikler om Duke Ellington, Ornette Coleman, Jimmi Hendrix og John Zorn. Med god ret kan man hævde, at disse musikere har udforsket nyt territorium, og der-med bidraget til Musikkens Befrielse. Det forekommer rigtigt og naturligt, at en festival-række (og en bog), der ønsker at opsummere århundredets musikalske nytænkning, således viser respekt for musikken i sin helhed. Men det er en beslutning, der garanteret vil anspore til debat og kritik.

Kritik vil jeg tillade mig at rejse over det totale fravær af skandinavisk musik. Én ting er, at vi heroppe måske betragtes som værende så musikalsk repressivt tolerante, at vi dømmes ude fra kredsen af frigørende fakkelbærere. Men bogen bærer dog stadig undertitlen "Eine Einführung in die Musik des 20. Jahrhunderts".

Ja, ja - der kommer en festival igen i år og i år 2000. Måtte vi skandinaver til den tid blive lukket ind i var-men. Måske er det også at være nær-tagende, for med et så omfattende og forpligtende tema kan der naturligvis kun være tale om sporadiske nedslag, hvorfor meget nødvendigvis må lades ude. Når dette så er sagt, så er dette stadig en god og læseværdig bog.

Bortset fra de allerede nævnte emner er der artikler om opbruddet i det harmoniske parameter, eksotik og folklore i dette århundredes musik, Bartóks strygekvartetter, Henzes og Kagels musikdramatiske produktion samt den afsluttende Grundbegriffe der Neuen Musik und des Jazz. Eine subjektive Auswahl, der i leksikal form giver korte og klare definitioner på mange stilretninger og kompositionsprincipper fra det forgangne århundrede, fx aleatorik, atonalitet, bebop, fusionsmusik, mikrotonalitet, ny enkelhed og swing.

Trods de nævnte forbehold er det en bog, der kommer langt omkring, og det klare satsbillede med to luftige spalter på hver side gør ikke fornøjelsen mindre.

Friedhelm Krummacher: Musik im Norden. Abhandlungen über skandinavische und norddeutsche Musik. Bärenreiter-Verlag 1996. 248 sider, indbundet. ISBN 3-7618-1343-0.

Hvis skandinavisk musik var fraværende i den foregående bog, er det til gengæld hovedtemaet for denne. I januar sidste år fyldte den tyske musikforsker Friedhelm Krummacher 60 år, hvilket foranledigede fire kolleger ved Universitetet i Kiel til at udgive nærværende samling af Krummachers artikler.

Blandt de fire udgivere finder vi Heinrich W. Schwab, der gennem de senere år så energisk har virket for at fremme kendskabet til Kunzens musik, samt Siegfried Oechsle, der bla. har skrevet om Grieg og Gade i Musik & Forskning, bd. 19.

Artiklerne i det foreliggende skrift er blevet til i perioden 1978-1993, enten som foredrag eller som bidrag til årbøger, festskrifter el.lign.

Det er generelt udmærkede artik-ler, grundige og omstændelige, helt i overensstemmelse med klassisk, tysk musikforskning. Altså ikke ligefrem et sprudlende, blomstrende sprog, tvært-imod meget akademisk, sine steder tilstræbt akademisk. I centrum står værk- og stil-analyser med masser af henvisninger til faglitteratur af sam-me observans. Men det er jo også godt nok, blot man er opmærksom på det.

Strygekvartetter har tydeligvis Krummachers store interesse. Der er nemlig artikler om Gades og Berwalds strygekvartetter, Stenhammers, Nielsens og Stenhammers sammenlignet, Nielsens set i lyset af en påvirkning fra Mozarts musik, samt Sibelius' strygekvartet opus 56.

Da der er tale om flere artikler med så nært et slægtsskab, er overlapninger næsten uundgåelige, og der er da også en del. Flere steder er der næsten ordrette gentagelser af stili-stiske signalementer og udviklingslinier. Det burde man nok have redigeret væk i en sådan samlet udgave - det ville have styrket indtrykket af et sammenhængende værk.

Bortset fra de detaljerede studier af de nævnte strygekvartetter er bogens vægtigste artikel måske nok den indledende diskussion om begrebet stil i musikhistorien. Dette fore-drag fra 1982 demonstrerer stort over-blik og viden om et ikke ligefrem let tilgængeligt, men vigtigt spørgsmål.

Interessant - men tung at læse - er også den afsluttende artikel: Rezeptionsgeschichte in der Musikwissenschaft: Möglichkeit und Grenzen im Rückblick.

Satsbilledet er desværre ikke spe-cielt indbydende. Tætpakkede sider med små typer, stedvist ledsaget af diminutive nodeeksempler, der vender på både den ene og den anden led, og som mange steder er lige så utydelige som en femte-generations fotokopi.

Desuden: Når man citerer fra et andet sprog, kan man i udgivelser af denne type ofte se, at citatet enten er bragt på originalsproget i teksten og oversat i en note - eller omvendt.

Her kan man se det ene princip i den ene artikel, og det andet i den næste. Det burde redaktionen nok have standardiseret, ligesom de mange stavefejl, der er i disse danske og svenske citater, burde have været opfanget. Det er alt for mange sjuskefejl i en bog med disse ambitioner.

Komponistinnen in Deutschland.

Herausgegeben von Roswitha Sperber. Inter Nationes, Bonn, 1996. 145 sider, indbundet. CD med musikeksempler medfølger. ISBN (fremgår ikke).

Et spørgsmål, man som underviser ofte får stillet er: »Hvorfor er der så få kvindelige komponister?« Hvis det går højt sidder der en enkelt, der har hørt om Clara Schumann.

Vort århundredes kvindelige kom-ponister er mindst lige så ukendte som deres mandlige kolleger hos den almindelige musikforbruger.

Næste gang jeg får spørgsmålet vil jeg med stor glæde og fornøjelse trække denne lille, indbydende bog frem. Selv om titlen angiver, at bogen kun omhandler kvindelige komponister i Tyskland, så skal man ikke tro, at det er en bog med et særligt snævert perspektiv.

For det første behandler bogen på udmærket vis de generelle sociologiske og religiøse forhold, der gennem årtusinder afskar kvinderne fra at virke som komponister eller udøvende kunstnere. Sidstnævnte bliver der lukket mere op for i løbet af 1700-tallet, og det er da oftest også hos kvindelige virtuoser, at man ser den første egentlig kompositionsvirksomhed - med Hildegard von Bingen (1098-1179) som den bemærkelsesværdige undtagelse.

For det andet handler bogen ikke kun om tyskfødte kvindelige komponister, men også om tilflyttere, hvilket betyder, at en del spændende østeuropæiske navne kommer med, fx Sofia Gubaidulina.

Det er både spændende og deprimerende læsning. Spændende, fordi der berettes om interessante livsforløb, der hidtil har været stort set ukendte. Deprimerende, fordi det er blot endnu et kapitel i kvindeundertrykkelsens historie.

Man kan ikke sige andet, end at Manden har været grundig og konsekvent i sin udelukkelse af Kvinden fra alt væsentligt. Lige fra kirkefaderen Hieronymus' udtalelse om at »Kvinden siges at være så at sige døv over for instrumenter. Hun behøver ikke at vide, hvorfor fløjten, lyren eller citaren bliver fremstillet« til oplysningstidens forestilling om, at manden repræsenterede 'Fornuft' og kvinden 'Natur', hvorfor hun ikke kunne siges at have noget Selv. Dén har været tung at komme ud over!

Den medfølgende cd giver en god lejlighed til at møde eksempler på sjældent hørt musik fra barok, wienerklassik, romantik og vort århundrede. Der er også små 5 minutter med Hildegard von Bingens musik - hendes musik har i de senere år været gen-stand for en stærkt stigende interesse og er derfor relativt let tilgængelig.

Meget af musikken fra før århundredeskiftet er kompetent og velklingende, men ligger i høj grad i det maskulines skygge. Der er generelt mere personlig profil over de senere komponisters værker, men de senere generationers stilpluralisme gør det vanskeligt at udgrænse noget specifikt feminint. Rent bortset fra, at de enkelte eksempler (18 ialt) er relativt korte - fra 2 til 6 minutter.

Det er nu ellers en meget spændende diskussion - hvorvidt eventuelt dybtliggende psykologiske kønsforskelle kan aflæses i den fundamentalte disposition af et musikværk (form- og tidsfornemmelse, tematisk arbejde m.m.). Pia Rasmussen berørte problematikken i en artikel i Fontes Artis Musicae, vol. 42, nr. 1, omtalt i DMT nr. 1/95-96, hvor en omtale af en bog om Morton Feldman giver anledning til de samme overvejelser.

Om Hildegard von Bingen kan man læse i Prismer. Semesterskrift fra Tvær-fag, 1995 (omtalt i DMT nr. 5/95-96).

Nyt fra danske forlag

Anne Ørbæk Jensen: Hellige Flamme. Studentersang i Danmark i 1800-tallet. Studentersang i Norden - del 3. Eng-strøm & Sødring 1996. 408 sider, illu-streret. Introduktionspris (frem til 1/4 1997): Kr. 240,00, herefter Kr. 300,00.

Da Statens Humanistiske Forskningsråd i slutningen af 70erne fremlagde et interesseområde med titlen "Nordiske forbindelser i 1800-tallet", blev det vedtaget, at ét af de områder, der trængte til en mere indgående behandling, var Studentersang i Norden. I 1990 hhv. 1995 forelå de svenske og norske undersøgelser, og med denne bog er den danske også færdiggjort. Hermed afsluttes et projekt, der blev igangsat i 1983.

Anne Ørbæk Jensen (forskningsbibliotekar ved Musikhistorisk Museum og redaktionssekretær ved Gade-udgivelsen) er forfatteren til den danske undersøgelse, der foreligger i en nydelig udgivelse fra forlaget Engstrøm & Sødring.

Man mærker hurtigt, at der ligger et meget stort arbejde bag bogen. Det er et omfangsrigt værk, spækket med oplysninger, der er gravet frem fra de mest forskelligartede kilder.

Det har været forfatterens intention at »... give et billede af den bredt definerede studentersangs udvikling i 1800-tallets Danmark med hovedvægten på repertoire og funktion. Selve den musikalske analyse er sat i baggrunden, medmindre den skal belyse særlige forhold. Derimod behandles studentersangen som mobiliserende og identificerende faktor for studenterne og den øvrige befolkning.« (s. 11).

Med »den bredt definerede studentersang« forstår Ørbæk Jensen de sange, som studenterne sang både i og uden for Studenter-Sangforeningen (og før dennes dannelse), uden hensyn til besætning, genre m.m.

Der har været en tendens til at sætte lighedstegn mellem dansk studentersang og Studenter-Sangforeningen, måske fordi denne forenings historie er så minutiøst dokumenteret og vitterligt har haft en helt central placering i forrige århundredes studenter-sangkultur. Derfor er denne forenings historie da også fremtrædende i bogen - men der er også meget andet.

Det er en meget detaljeret fremstilling, der med en firedeling af århundredet som ramme får systematiseret de mange oplysninger på en relativt overskuelig måde. Og fremfor alt er bogen skrevet, så de mange informationer er til at holde ud at læse. Der trækkes hele tiden tråde til den samtidige Danmarks-historie, hvorved de mange små og store hændelser hos de syngende studenter ses i en større, logisk sammenhæng.

Udgangspunktet for fænomenet studentersang som afgrænset, organiseret fænomen er i høj grad de dramatiske år i begyndelsen af århundredet, en periode der indgående blev skildret gennem skillingsviserne af Ruth Andersen i Den rapmundede muse (anmeldt i DMT nr. 7/95-96). Studentersangens guldalder er midten af århundredet, netop den tid, som den aktuelle tv-serie Bryggeren bevæger sig i i de første 5-6 afsnit.

Hen mod århundredets afslutning aftager studentersangens betydning som samlende faktor for standen som sådan. Og det er her, bogen slutter.

Men ind i mellem ligger mange interessante begivenheder, som man enten kan vælge at læse om i ét stræk - lader sig fint gøre, omend visse afsnit er vel omstændelige - eller som man kan bladre rundt i, godt hjulpet på vej af et par glimrende og fintmaskede registre: Foruden navneregistret også et register over titler og sange.

Kim Kløverhus Jørgensen: Musikkens 2. Virkelighed. Musikkens skjulte virkning på sjæl, sind og krop. Bogans Forlag 1996. 111 sider, illustreret, Kr. 240,00.

Undertitlen på filmkomponisten Kim Kløverhus Jørgensens bog lyder forjættende: "Musikkens skjulte virkning på sjæl, sind og krop". Det er jo alment kendt inden for perceptionspsykologien, at der kan kommunikeres direkte til et menneskes underbevidsthed (både auditivt og visuelt), et forhold som især reklameindustrien udnytter. Men også de dygtige filmkomponister formår at udnytte denne viden virtuost.

Når man så får en sådan bog i hånden, skrevet af en filmkomponist, stiger forventningerne. Jeg har tidligere i disse spalter omtalt spændende musik-semiotiske bøger, der med stor varsomhed og videnskabelig respekt nærmer sig musikkens betydningsinhold. Kunne denne bog være et supplement hertil?

Nej - desværre. For Kim Kløverhus er indgangen til emnet ikke den etablerede filosofis eller naturvidenskabs metode, men derimod holisme og new age. Forskellige musiktypers virkning anskues ud fra læren om de fire elementer, ud fra astrologien, den indiske chakra-lære, køns-polaritet og svingnings-energier. Alt sammen noget der tages for givet og bruges som det selvfølgelige udgangspunkt for de videre betragtninger.

Heri ligner bogen mange andre bøger, udgivet af en af de mange modkulturer der er fremme i tiden. Der er mange sjove og overraskende strøtanker og synspunkter - de står bare så uformidlede, så ubegrundede. Derved får de et præg af indforstået ortodoksi, som man enten rives fuldstændigt med af eller hurtigt må føle stor modstand mod.

Det kan da være meget forfriskende at se tingene i et nyt lys, som fx bogens beskrivelse af de fire elementers karakteristiske egenskaber, og hvorledes disse angiveligt kan genfindes i bestemte typer musik, hvorved noget musik kan være typisk 'ildmusik', 'vandmusik' eller hvad det nu kan være. Eller den videre kobling til de tolv stjernetegn, der som bekendt falder i fire grupper med hvert element som kendetegn. Dette kan godt gøres sobert. Per Nørgård har jo i høj grad lagt astrologien til grund for centrale kompositionsprincipper.

Men Kim Kløverhus tager et fatalt skridt videre. Til de praktiske 'øvelser'. Der er korte anvisninger på meditationer på hvert element. Dét er bare for blødt og for blåt, specielt den måde de ganske uformidlet kommer dumpende undervejs.

Det er stor skade, at der ikke er et ordentligt forord, der forbereder læseren på, hvad det egentlig er for en grundholdning, forfatteren skriver ud fra.

Den slags østligt inspireret tankegods er straks meget lettere at forholde sig til, hvis det er formidlet af én, der er dybt fortrolig med kulturen, som fx en Radhakrishnan, en Krishnamurti, en Vivekananda og hvad de nu ellers alle sammen hedder. Hér bliver synspunkterne fremlagt med en ydmyg selvfølgelighed, som man kan tage til sig eller lade være. Hos langt de fleste vesterlændinge, der har set lyset i de østligt prægede, spirituelle bevægelser, bliver budskabet (dvs. deres opfattelse af budskabet) givet videre med en missionerende ildhu, der helt mangler den ydmyge ro, som mange asiatiske skribenter besidder. Det er lidt af denne fornemmelse, jeg sidder tilbage med efter at have læst nærværende bog.

Bogen er udgivet af Bogans Forlag, der for nogle år siden udgav en del bøger om alternative virkelighedsopfattelser, såsom astroarkæologi, Bermuda-trekanten, Afskyelige Snemænd og lignende.

Det er for så vidt i orden. Det har sit publikum og sin egen underholdningsværdi. Med denne bog kunne man have håbet på, at Bogans Forlag kunne have fået en større kreds i

tale. Men det lykkes måske en anden gang.