Nye plader

Det unge danske Kammerorkester: Strygerserenader af Suk og Wirén, samt Carl Nielsen: Lille Suite op. 1. Dir.: Gunnar Tagmose. Paula PACD100. Spilletid: 57'

Det er et ungt ensemble, der præsenterer sig her, stiftet for blot to år siden af en gruppe konservatoriestuderende. Orkestret spiller let, smidigt og ubesværet. Klangen mangler den smule glans, som skaber det ekstraordinære, men der spilles disciplineret og i positiv forstand skolet. Man er lydig over for dirigenten og har øvet sig hjemmefra. Optagelsen er dynamisk nok, men har en noget primitiv klangbehandling, der gør, at orkestret lyder for hæst. Kammerorkestrets næste pladeoptagelse bør have et nøk til, og finde sted i et andet lokale.

Repertoiret på denne første cd tyder på en konservativ holdning, og det gør valget af Gunnar Tagmose som dirigent også. Men fremførelserne er skønne at lytte til - Nielsens Lille Suite sidder lige i øjet, usvigeligt styret af Tagmose. Josef Suks Serenade er et klogt valg (altså i stedet for Dvoraks), der tager hensyn til den unge klang. Wiréns Serenade er endnu et pletskud, der - med indslag af ægte virtuositet - passer godt til musikernes levende karakter.

Der dukker mange ensembler af denne type op herhjemme for tiden, men som der spilles på denne cd, må orkestret være det bedste i Danmark af sin slags. Kommende cd'er må gerne tage fat i værker uden for de oplagte (der er nok Holberg-suiter i handelen), fx det mindre kendte nordiske eller engelske repertoire.

•

Schönberg: Verklärte Nacht, klavertrioversion af E. Steuermann. Arno Babadjanian: Klavertrio. Trio con brio (Sergej Azizjan, Hege Waldeland, Poul Rosenbaum). Classico CLASSCD 137. Spilletid: 48'

En tilsyneladende noget sær plade viser sig at være kunstnerisk helt fuldbyrdet. Som om Schönbergs to egne versioner af Verklärte Nacht ikke var nok har denne dansk-norsk-armenske trio nu indspillet værket i et arrangement af Schönbergs elev Edward Steuermann. Det skal man ikke rynke på næsen af. Schönberg stod selv bag flere arrangementer af andres musik, og har frejdigt reduceret store partiturer uden at ændre den essentielle struktur. Også Steuermanns arrangement fungerer godt. Klaveret kan naturligvis ikke bære sine solopassager som en håndfuld strygere kan, men til gengæld vinder man klaverets perlende artikulation i de tættere passager. Satsen er faktisk temmelig elegant og gør de sarte linier meget delikate. Men det vigtigste

ved klaverversionen er selvfølgelig, at den giver tre musikere, der virkelig ønsker at spille musikken, mulighed for det.

Selv efter en gennemluftet version af Verklärte Nacht kræves noget lettere. Trioens violinist, armensk-fødte Sergej Azizjan, introducerer her sin landsmand Arno Babadjanian, som vist godt kan kaldes totalt ukendt, uden at jeg træder nogen over tæerne. Hans Trio er fra Stalin-tiden (1952), men lyder ikke besk og kantet som fx Sjostakovitj. Udgangspunktet er snarere russisk senromantik à la Medtner, blandet med nogle få og meget bløde modernistiske træk. Der er ingen ambitioner om monumentalitet, men det er god musik, der kan nydes umiddelbart. Azizjans solo i den langsomme sats er hele pladen værd, og anbefales uforbeholdent til alle med en sød tand.

På hele cd'en spiller Trio con brio smukt, begejstret og overbevisende. Det er et befriende modent og temperamentsfuldt ensemble af en klasse, der rækker ud over Danmarks grænser. Trioen kunne godt være indfanget af et stort udenlandsk selskab - lad os håbe at det lille københavske selskab Classico kan få pladen solgt, og få Trio con brio til at indspille noget mere.

•

Bach: Kunst der Fuge. Jens E. Christensen, orgel. Kontrapunkt 32233/34. Spilletid: 1 t. 44' (2 cd).

Nye indspilninger af Kunst der Fuge er ikke hverdagskost, slet ikke orgel-udgaver, og da slet ikke spillet af en dansker. Alligevel kom Jens E. Christensen ikke først, for Eva Feldbæk indspillede i 1993 hele værket for det lille selskab Helikon.

Det er en streng, stejl Mester Bach, man får at høre på denne nye dobbelt-cd fra Kontrapunkt. Jens E. Christensen lader stykkernes didaktiske progression styre sin egen kunstneriske personlighed: De basale fugaer (enkle kan man ikke kalde dem) fremvises på den grønne tavle, med indsatser som knytnæveslag - 'dette er grundstof!' I de helt store fugaer, de mest dristige og kromatiske (fx Contrapunctus VIII, XI og XVIII) svinger Christensen sig så op til afmålte højder af subjektivitet. Det giver et løft, som man bagefter ønsker sig i alle stykker, især fordi hans espressivitet virker helt naturlig. Men der er altså taget en beslutning om, at det ikke skal gælde overalt.

Nøgternt Bach-spil som dette er af en skole, som efterhånden er en del årtier gammel, og også andre stilistiske træk (fx punkteringerne i den 'franske' Contrapunctus VI) bidrager til billedet af 'umoderne' barokspil.

Et andet gennemgående træk ved Christensens spil er en manglende rytmisk smidighed, som kan få stemmerne til at stampe eller slæbe. Det sker oftest i de rytmisk mest intrikate passager, og det er jo vand på møllen for dem der mener, at denne musik overhovedet ikke bør udføres.

Optagelsen er temmelig massiv, mangler rumlig charme og støtte for den vanskelige stemmeklarhed. Det forstærker det kontante og upoetiske i en fortolkning, hvor der ikke ruttes med farverne. Eva Feldbæks indspilning henvender sig i meget højere grad til lytteren, og har den interessante bonus at være forsynet med både Niels Viggo Bentzons og Jan Maegaards fuldendelser af Contrapunctus XIX.

•

Herman D. Koppel: Moses. Radiosymfoniorkestret og Radiokoret. Div. solister. Dir.: Owain Arwel Hughes. Dacapo 8.224046. Spilletid: 60'.

Det er snart et år siden, at Koppels oratorium Moses fik sin 2. opførelse ved en torsdagskoncert, 31 år efter dets premiere. Moses så ud til at blive et af dansk musiks store, henlagte værker - tak til DR og Dacapo for at fæstne det én gang for alle på cd.

Oratoriet består af seks billeder fra det Gamle Testamente og baserer sig på spillet mellem Moses, Folket og det anonyme, bekendende individ (sopransolisten). Som Koppel selv siger det, er Moses ikke noget konfessionelt værk, men en nødvendig bearbejdelse af et stof med personligt anliggende. Den umiddelbare sammenligning med Stravinskijs Salmesymfoni fortager sig efter kort tids lytning på grund af Koppels helt anderledes spontaneitet. Musikken har en usædvanlig friskhed og vitalitet, der er sensualitet (Mirjams sejrssang) og oprigtig dramatik. Og man hører da bestemt synagogesang i mange korpassager.

Balancen mellem solister og orkestret er helt anderledes end det hørtes i koncertsalen sidste år - her på pladen lyder det tilfredsstillende, kraftigt hjulpet af producer og musiktekniker. Den nyligt afdøde tenor Kurt Westi passede vel ikke ind i enhver sammenhæng, men er her en intens fortæller med en særpræget orientalsk klang og frasering.

Soransolisten er Elisabeth Meyer-Topsøe, en helt anden sangertype end Lone Koppel, som partiet er skrevet for. Meyer-Topsøe har en smuk, lyrisk og følsom stemme. Væk er nervøsiteten fra koncerten, men ikke fornemmelsen hos hverken hende eller lytteren af at dette meget vanskelige parti ikke rigtig er hende. Hun kan ikke få sig selv ud i partiets kødelige ekstremer, som kræver at der også skal spyttes og rases.

Moses er et kronende værk på Koppels fordybelse i vokalmusikken, men de praktiske problemer ved en opførelse (penge, plads, akustik, balance) forhindrer, at det bliver et hyppigt værk på koncertprogrammerne. Derfor er det heldigt, at denne indspilning er så flot håndteret af især orkester, kor og dirigent. Det er en fortjent opbakning af et meget særligt værk, som alle opfordres til at stifte bekendtskab med.

Tidlig Carl Nielsen på to måder

Carl Nielsen: Div. ungdomsværker, spillet af musikere fra Odense Symfoniorkester, m.fl. Kontrapunkt 32231. Spilletid: 59'.

En håndfuld nye udgivelser giver på meget underholdende måder anderledes indsigt i Carl Nielsens musik.

Kontrapunkt har fået den gode idé at indspille nogle af de tidligste Carl Nielsen-værker, dem der er uden opusnumre og i værkfortegnelsen kun får et enkelt nummer til deling. Her er altså Carl Nielsens Klavertrio (!), den strygekvartet han viste Gade ved ankomsten til København og såmænd den Polka, som står noteret på en side i Min Fynske Barndom.

Det er bizart at lytte til. Hvem kan høre, at disse Mozart- og Beethoven-pasticher er skrevet af Carl Nielsen? Musikken er fuldstændigt uden substans, og kun fordi man har set navnet på coveret, hører man efter.

Stykkerne udføres glimrende, og som historisk dokument er pladen naturligvis unik. Den underminerer på pragtfuld måde en sejlivet myte, for musikken antyder intet som helst om karakteren af de fremtidige værker. Til gengæld tegner det et interessant billede af Gades smag i 1880'erne! Hvad har han regnet med, der ville blive af denne glade amatør?

Cd'en er nørdernes mandelgave.

Til gengæld får man høj og meget substantiel musikalsk kvalitet i en række udgivelser, som på anden måde er 'tidlig' Carl Nielsen, nemlig de tidligste indspilninger, genudgivet i opfrisket lydkvalitet.

Danacord har over et par år ud-sendt seks bokse betitlet The Historic Carl Nielsen Collection, med 78-indspilninger og utilgængelige live-optagelser fra Radioens arkiv. Nu afsluttes serien med boks nr. 6, som er med sange. Skive 1 deles mellem Aksel Schiøtz' velkendte og elskede Carl Nielsen-fortolkninger, og de samtidige af barytonen Einar Nørby, der er hjertevarme, men mere ujævne. Skive 2 rummer store fornøjelser i en præsentation af et dusin sangere fra Vilhelm Herold til Niels Brincker, altså optagelser fra Nielsens egen tid (1909) til efter Schiøtz-æraen. Det er en vidunderlig demonstration af opførelsepraksis - og Herolds to sange er uforglemmelige!

Som bonus-skive får man to virke-lige sjældenheder: Thomas Jensens allerførste indspilning af 2. Symfoni (1944), der pga. krigen aldrig blev udgivet, og kun eksisterer i en enkelt prøvepresning, som overførelsen er foretaget fra. Og så er der den tidligste optagelse af en Nielsen-symfoni overhovedet, nr. 5, dirigeret af Georg Høeberg ved en koncert i 1933. Den optagelse er hele boksen værd, foretaget live i Stærekassen (!) ved en radiokoncert blot 16 måneder efter komponistens død.

Dirigenten var en af tidens få wagnerianere herhjemme, og hans fortolkning er dybt personlig. Langsom, drømmeagtig og ladet med mystik. Aldrig har den symfoni lydt så syret. Der er ingen ligheder med det strømlinede spil man hører i dag af fantastiske orkestre - men måske er den nærmere Nielsens tænkte mening? Grov og uhyggelig musik, der oser af eksperiment.

Disse to symfonioptagelser er sjældenheder, som indtil nu ikke har været kendt af andre end nogle få samlere. De officielle første-indspilninger af Nielsens symfonier er dog også blevet genudgivet på cd af et engelsk selskab, og det er opsigtvækkende at lytte til. Decca foretog indspilningerne fra 1947-54 med Radiosymfoniorkestret, Thomas Jensen, Launy Grøndahl og Erik Tuxen (ikke lig med koncertoptagelserne i Danacords serie). Indspilningerne var fra starten i meget flot lydkvalitet, men de digitale overførelser er fremragende. Til tider har de en næsten stereo-agtig rumfornemmelse.

Man bliver fanget af orkestrets spil og de karismatiske fortolkninger. Der er småfejl undervejs (fordi man ikke klippede en cd sammen af 150 bidder dengang), men til gengæld også en umiskendelig ærlighed. Strygerne brænder, messinget snerrer, træet blæser i vinden.

Det specielle ved disse indspilninger er den organiske og spontane måde, musikerne forbinder sig med musikken på, i tempi, frasering og udtryk. Helhedsfornemmelsen er enestående. Man vedstår sig simpelthen værkernes natur. Det kan ikke undskylde spillefejl og en finish, der gøres bedre i dag, men gløden i spillet virker så mærkeligt selvklar.

Thomas Jensen dirigerer 1. og 5. symfoni på den ene cd. Her er Symfoni nr. 1 noget bedre end den 5., som har mindre koncentration. På vol. 2 hører man Holger Gilbert-Jespersen som egensindig solist i Fløjtekoncerten, der er skrevet til ham selv, men det er Jensens fire uddrag fra Maskarade der vælter én omkuld - det kan ikke gøres bedre. Morsomt, vitalt og enfoldigt.

Skal man vælge en enkelt af disse Nielsen-genudgivelser fra Dutton må det dog blive den, hvor Jensen dirigerer den 2. Symfoni (1947) og Launy Grøndahl den 4. (1954). De fire tempe-ramenter karakteriseres suverænt, og det er ikke til at fatte, at dette orkester kunne spille så godt for 50 år siden. Der er både præcision og en åndeløs hengivenhed. Det er en af de store danske orkesterplader og helt klart den bedste udførelse af Symfoni nr. 2, jeg har hørt. Det Uudslukkelige har et drive, der slynger lytteren med ud af jordens bane, i en vild jagt gennem splintrende musik. Launy Grøndahls musikalske temperament er forrygende. Han er hele tiden i stand til at skrue op for intensiteten, og kan også forme den tredie sats, så man får en klump i halsen.

Hvis man aldrig har vovet sig ud i at købe en 'historisk' genudgivelse, skal denne cd være den første.