En nordisk musikhistorie. En redaktørs overvejelser

Hvad sker der efter deadline? Hovedredaktør på den nye nordiske musikhistorie, svenskeren Greger Andersson, oplyser om arbejdet med at redigere og udgive et værk på 600 sider.

I foråret 1993 gav Nordisk Kulturfond en bevilling til at gennemføre et fællesnordisk musikhistorieprojekt. Målet var at lave en monografi over Nordens musikhistorie. Et projektforslag var udarbejdet af daværende docent Greger Andersson (Lunds Universitet), forskningssekretær dr. phil. Henrik Karlsson (Kungliga Musikaliska akademien) og professor Heinrich W. Schwab (Christians-Albrechts-Universität, Kiel).

Som primus motor for projektet valgtes Kungliga Musikaliska akademien med Henrik Karlsson som administrativ koordinator (projektleder). Nu foreligger et trykklart manuskript og bogen er berammet til at udkomme i efteråret 1997.

Ideen med projektet var at forsøge at se Norden som en samlet, ensartet musikhistorisk og musikkulturel region og dermed komme væk fra 1800-tallets nationalt beto-nede musikhistoriesyn, som har været dominerende helt frem til vor tid. Man stræbte efter en overnational, regional musikhistorie og altså ikke en slags additiv sammenkædning af de forskellige landes musikhistorie. Det gjaldt om at finde musikhistoriske strukturer, der var fælles for hele Norden. Hvordan har de nordiske lande gennem århundrederne profileret sig som et fælles musiklandskab, og hvordan har denne profil set ud i forskellige epoker?

Baggrunden for målsætningen var bl.a. den observation, at musikhistoriske fremstillinger fra de nordiske lande - en svensk musikhistorie, en norsk musikhistorie osv. - indeholder noget nær identisk disponerede kapitler. Det samme gør sig gældende med hensyn til indholdet. De nationale musikhistoriebøger beskriver en række parallelle historiske forløb og indeholder en hel række sammenfaldende faktuelle oplysninger. Hvilket egentlig ikke er så mærkeligt, hvis man tænker på den historiske 'sammenfletning' som generelt har præget Norden, med de sproglige fællestræk som en ikke uvæsentlig faktor.

Østersøområdet

For hvert land foreligger allerede en anseelig mængde empiriske fakta. Projektet bygger derfor kun for en forholdsvis lille dels vedkommende på grundforskning. Det gjaldt snarere om at udvikle relevante problemstillinger og metoder for den syntetiserende, men alligevel problemorienterede, fremstilling af Norden som en ensartet musikkulturel region. Men det gjaldt også om at forsøge at tillempe en slags regionalt musikhistorisk koncept på det nordiske område.

Den regionalt orienterede musikhistorieforskning er i de seneste år gået meget frem som et stadig mere slagkraftigt musikvidenskabeligt paradigme. Den seneste internationale musikforskerkongres, the 15th Congress of the International Musicological Society (Madrid 1992), havde et tema om "Mediterranean Musical Cultures and their Ramifications". Her var altså middelhavsområdet som kulturområde sat i centrum. Siden 1990 har der været et projekt støttet af det nordiske samarbejdsråd for humanistisk forskning (NOS-H) i gang med titlen "Østersøområdet som musiklandskab". Projektet undersøger stadsmusikervæsenet i østersøområdet i 1600- og 1700-tallet. Ikke mindst resultaterne fra dette projekt peger på behovet for et samlet studium af Nordens musikhistorie.

Under alle omstændigheder er det bemærkelsesværdigt, at nordiske musikforskere ikke tidligere, hverken enkeltvis eller i grupper, i større udstrækning har forsøgt at se Norden som et fælles kulturelt område - som det efter alt at dømme har været - men i stedet har valgt at se deres respektive landes musikhistorie ud fra et temmeligt snævert nationalt perspektiv.

Betoningen af deres eget lands særpræg og fremhævelsen af de nationale præstationer har skygget for større musikhistoriske forbindelser, fælles for hele Norden. Dette har igen ført til, at de musikalske forbindelser mellem Norden og det øvrige Europa ikke er blevet inddraget i et større og mere overordnet perspektiv.

Mange musikinstitutioner var opbygget på samme måde over hele Norden: Hoffene (både kongens og adelens), kirken og skolerne. Vi antog som hypotese, at disse insti-tutioner i alt væsentligt havde samme musikalske preferencer i de respektive lande. Hvilke inter-nordiske forbindelser fandtes der mellem institutionerne, og hvad betød de for den musikhistoriske udvikling i Norden?

Fra oldnorden til nutiden

Til at gennemføre projektet blev der nedsat en nordisk sammensat redaktionskomite, som udover de tidligere nævnte består af professor emeritus Fabian Dahlstrøm (Åbo), professor Erkki Salmenhaara (Helsinki), professor Harald Herresthal (Oslo), universitetslektor Niels Martin Jensen (København) og komponisten Porkell Sigurbjörnsson (Kópavogur, Island). Derudover engageredes yderligere godt 20 forfattere fra hele Norden og professor Greger Andersson påtog sig hvervet som hovedredaktør.

Det nu færdige manuskript strækker sig fra den oldnordiske lydverden (bronzelurerne) frem til dagens sammensatte musikliv. Der er ikke tale om en strengt kronologisk fremstilling men mere om en kombination af tematisering og kronologi. Blandt de temaer der tages op, er kirkemusikken, hof- og stadsmusikken, folkemusikken, populærmusikken, den nordiske tone, det symfoniske værk og det 20. århundredes musikdramatik.

Et nyt tema inden for den nordiske musikhistorie lanceres og udvikles i bogen af den tidligere nævnte tyske musikforsker Heinrich W. Schwab - Musik og Landskab. Relationen mellem musik og landskab/natur er naturligvis ikke unik for Norden, men den forekommer alligevel at være en sikker og kun i ringe grad problematiseret konstant i nordiske værker - i øvrigt ikke kun inden for musikken. Meget tyder på, at 'musik og landskab' i virkeligheden er en slags hovedtema i den nordiske tonekunst.

Fremstillingen er ikke - og har aldrig været tænkt som - en altfavnende eller 'endelig' musikhistorie. Der er derfor ikke tale om et opslagsværk. Derimod forventes bogen at danne baggrund for diskussioner om indretningen af en fremtidig dybere forskning. Bogen henvender sig i første omgang til den kultur- og musikinteresserede almenhed i Norden og vil også kunne anvendes som lærebog på videregående uddannelser. Der har derfor været lagt stor vægt på baggrundsstof og forklarende tekster.

Håbet er, at bogens indhold og dens personlige essayistiske stil vil opfordre til sammenhængende læsning af større afsnit. Meget stof af ren fakta-karakter er samlet i 'kasser' eller formidlet via illustrationer.

Neutral redaktør

At være hovedredaktør på et projekt af denne størrelse (manuskriptet omfatter ca. 600 A4-sider) har naturligvis ikke været problemløst. På trods af talrige 'policy'-diskussioner i redaktionskomiteen og med forfatterne kan man stadig mærke, hvor stærkt hver forfatter er præget af sit eget lands musikhistorie. I fx de norske forfatteres manuskripter dominerede - formentlig mere eller mindre ubevidst - de norske forhold på bekostning af de andre landes. Det blev så den 'neutrale' redaktørs opgave at rette sådanne skævheder til, hvor det an-sås nødvendigt, uden der dermed er tilstræbt nogen form for millimeter-retfærdighed.

Set i bakspejlet havde det været en fordel, hvis alle forfattere havde kunnet mødes og diskutere mere end en gang. Men det er et spørgsmål om penge. Det var i øvrigt ikke helt let at finde forfattere som i større eller mindre grad kunne lægge alt andet til side og inden for kort tid forfatte et kapitel til bogen.

Den nu færdige tekst viser også tydeligt, hvilke musikhistoriske epoker og genrer som hører til de mere udforskede og hvilke, som er blevet mere stedmoderligt behandlet. Ikke helt uventet er kirkemusikken og folkemusikken eksempler på førstnævnte, og populærmusikken og det 20. århundredes kunstmusik repræsenterer de sidstnævnte.

Ser man på de enkelte lande, kan man konstatere, at kundskabsniveauet inden for hvert enkelt lands musikhistorie generelt set er meget højt, med undtagelse af Island, hvor man endnu ikke har etableret et musikvidenskabeligt fag. Den største viden om den islandske musikhistorie finder man uden for Island.

Bogen udgives nu på ét sprog - svensk. På et tidspunkt var det meningen, at bogen skulle udgives på samtlige nordiske sprog (med undtagelse af islandsk) og på to verdenssprog (tysk og engelsk). Der blev ført omfattende forhandlinger med Nordisk ministerråds forlag, men opgaven viste sig at være for stor. Ikke mindst vanskelighederne med at finde kompetente (og musik-kyndige) oversættere bidrog til dette.

Oversættelse har udgjort en stor del af redaktørens arbejde, idet han, assisteret af Henrik Karlsson, har oversat de ikke-svenske manuskripter til svensk. Begrundelserne for at gøre udgivelsen et-sproget var først og fremmest praktiske (enklere at redigere), men hang også sammen med forlagsverdenens opfattelse af at en et-sproget udgivelse ville være mere salgbar end en flersproget. Også på dette område ville det, efter redaktørens mening, have været en fordel, at projektets økonomiske rammer havde været så store, at de også kunne dække omkostningerne til oversættelse. Det samme gør sig gældende med hensyn til det lidet glamourøse arbejde med at sammenstille registeret.

Bogen bliver rigt illustreret og i øjeblikket er billedresearch og layout-arbejdet under Henrik Karlssons ledelse inde i en intens fase. At finde gode og repræsentative billede fra hele Norden - og helst nogle som ikke har været pub-liceret alt for ofte tidligere - er et både tidskrævende og bekosteligt arbejde. Billedmaterialet hører til noget af det, man ikke lige tænker på, når man erklærer sig villig til at fungere som redaktør. Men, som sagt, arbejdet går nu ind i sin slutfase.

Greger Andersson er nyudnævnt professor i musikvidenskab ved Lunds Universitet.

Oversættelse fra svensk: Hans Mathiasen.