Toner for døve øren

Ville en døv kunne have et kvalificeret bud på hvem der hører til de helt store i ny dansk kompositionsmusik? Ja, det ville han faktisk. Han behøvede blot at læse debatsiderne i DMT; så ville han kunne sige som følger: »Jeg kan ikke selv høre musikken; men denne Nørgård må være en meget betydelig kunstner, siden han ideligt skal udsættes for disse små arrige angreb, åbenlyst motiveret af trangen til at finde blot ét enkelt sted, en enkelt handling eller sætning, som kan sandsynliggøres at være en fejltagelse. Det må ganske vist være irriterende for ham selv, igen og igen at skulle bruge tid på at trække disse små torne ud; men for en udenforstående er sagen klar: det er myggenes eneste måde at hylde elefanten«.

Hvis den døve tillige var udlænding, kunne vi med tegn og fagter forsøge at forklare ham, at det har noget at gøre med dansk mentalitet, ifølge hvilken det kan være meget godt med sfærernes musik, men skulle ham Nørgård nu ikke se at komme lidt ned på jorden, osv. Ligesom det er typisk for dansk mentalitet, at man finder det prisværdigt side op og side ned at referere udenlandske tænkere, som man i et eller andet omfang har forstået, mens man finder det dybt suspekt, hvis nogen indfødt tænker selv - for ikke at tale om hvis nogen sanser selv!

Seneste eksempel er Hans Haagen Larsens fortørnelse over, at Per Nør-gård ved flere lejligheder har hørt en 'havenes grundtone'. Jeg er ked af at sige det; men Larsen står for et syn på hvad teori og videnskab er, som i bedste fald er forældet, nemlig at teori er et middel til at sætte grænser for virkeligheden. På den måde er han ikke et hår bedre end den Hanslick, som han kritiserer: Larsen tror, at han kan bruge Derrida til på forhånd at afgøre, hvad det er muligt at høre! Hele den problemstilling er én stor misforståelse: ingen teori kan 'modbevise' en sansning, hvor uhørt den end måtte forekomme. Hvis jeg har hørt en tone ved havet, så har jeg hørt den, - uanset om andre kan høre den, uanset om andre kan forklare den, og uanset om jeg selv kan forklare den (og så galt er det jo langtfra i Nørgårds eksempel). Dette er, med forlov, forudsætningen for al erkendelse. Hvis vi kun kunne sanse det, vi kunne forklare, så ville kun én ting være endnu fattigere end vores sansning - og det ville være vores tænkning.

Personligt kan jeg ikke se noget utilstedeligt i at en komponist, som i årevis har arbejdet med overtone- og ikke mindst differenstoneforhold, kan høre en grundtone i brændingen. Jeg véd at mange mennesker kan høre meget, som jeg ikke selv kan høre (endnu). Det gør mig ikke vred: det glæder mig tværtimod. I stedet for dogmatisk at afvise dette bidrag til vor samlede forståelse af verden, ville den videnskabelige holdning være at lade sig inspirere til nye spørgsmål: Kan vi forklare dette fænomen med til rådighed stående midler, eller bliver vi nødt til også teoretisk at udvide vor horisont? Hvad er sandsynligheden for at et forventeligt stokastisk fænomen udviser en spektral struktur? (vi skulle have spurgt Xenakis, mens han var her!) Kommer ikke bare vandet, men også lyden af vandet i bølger, i bølger af frekvenser?

Sådanne spørgsmål er der i øvrigt god plads til i katastrofeteorien, som Larsen muligvis kun kender fra andenhånds (og andenrangs) kilder, men som der heller ikke er noget mystisk ved - eller noget mytisk: når man her taler om identifikation mellem jæger og bytte (en identifikation som Erik Christensen muligvis ville genfinde i musikoplevelsen), så er det for at understrege hvor radikalt heterotroft liv adskiller sig fra simpel vegeteren. Det kan være svært at forstå, hvis kød er noget man køber i Brugsen; men det er jo netop derfor, vi har teorien.

Endelig er det mystiske og mytiske - ja sågar det 'obskure' - ikke det som erkendelsen hader og frygter, men tværtimod det den lever af. Når Larsen ikke vil 'acceptere' hvad en anden mand hører, når han ønsker at 'udgrænse' det, og åbenbart foretrækker at lade sig lede af hvad der nu engang er 'berømt' eller 'berygtet', dvs af hvad 'man' mener, er det synd og skam - mest for ham selv.

Kasper Nefer Olsen