Et hus til musikken

Et akustisk fænomen. En symfoni i sten. Systematisk dekonstruktion med vildskab og humor. Sammensmeltning af musikalske og arkitektoniske parametre. Om at høre hvad man ser: Cité de la Musique i Paris.

Salen er mørk, kun oplyst af en metalblå farve fra projektørerne ind mod midten af rummet. På en sort rektangulær sokkel står to høje slanke cylindre, hver især drejende rundt om sin egen akse. De er formet i slebet stål, så overfladen konstant skifter struktur og mønstre i det isblå lys og de rolige omdrejninger.

På hvert hjørne af skulpturen hænger fire sangere tre meter over gulvet på hver sin stol. Hver sanger har sin egen linje i et samlet poly-font kontrapunkt, sunget uden ord i triller med forskellige rytmer og med håndfladen let bankende på læberne. I en cirkel rundt om og under sangerne går eller sidder publikum rundt om på gulvet, mens de ser og lytter til musikken, der strømmer ud gennem højttalerne placeret hele vejen rundt langs salens vægge.

Stemmerne fra de fire sangere er computergenererede og blandet med lyden af et drejende bækken og med tre instrumentalister fra det ene hjørne af salen. Den yderste cirkel er koncertsalens ovale vægge, der rejser sig i tre etagers højde. I murene er indbygget lysnicher, der kontinuerligt skifter nuancer i alle spektrets farver. Alt drejer rundt om samme midterakse, skulpturen, musikken og arkitekturen. De cir-kulære bevægelser spinder kunstarterne sammen i en sanselig helhed, der på et ideologisk plan forsikrer en naturlig sammenhæng mellem den visuelle og auditive kunst. Concertation er navnet på dette hybride kunstværk, skabt af den græske kunstner Thanassis Totsikas, komponisten Michaël Lévinas og arkitekten Christian de Portzamparc. Stedet er Cité de la Musique.

Les Grandes Projets

Frankrig og specielt Paris har altid været kendt og eftertragtet for sin formfuldendte byplanlægning, der i langstrakte linier har forbundet nye prestigebyggerier med traditionelle parisiske beboelseskvarterer. Enhver konge, kejser eller præsident med respekt for sig selv har fået bygget et monument over sin regeringstid i form af et prestigebyggeri, med fremmelse af den franske kultur som undskyldning.

Paris' blandede byggeri bærer således præg af historiens store regeringsoverhoveder, med deres forskellige smag og skiftende moder. Napoleon d. 1. valgte at lade efter-tiden huske sig for Triumfbuen, mens Chirac i sin leflen for det folkelige har introduceret sin regeringstid med Bercy, et indendørs stadion/messehal skjult under en firkantet græsklædt høj i det sydøstlige Paris.

Angsten for ikke at kunne bibe-holde en status som Europas førende kulturelle storby satte i begyndelsen af firserne gang i den helt store byplanlægning med inddragelse af både by og forstæder. François Mitterrand stod i spidsen for Les Grandes Projets, der gik ud på at decentralisere det kulturelle og erhvervsmæssige tyngdepunkt ved at flytte det fra byens midte ud mod forstæderne.

Med kodeordene decentralisering, prestige, kommunikation og innovation tegnede nationale og internationale arkitekter Paris ud af det tyvende århundrede. I dag, tyve år efter, står de fleste af Mitterrands store projekter færdige; La Defense med von Spreckelsens Grande Arche mod vest, Peis glas-pyramide mellem 'armene' på Louvre, Bastille-operaen og det nye Biblioteque Nationale i sydøst, samt Parc de la Villette med Cité de la Musique i det nordøstlige hjørne.

Baggrunden for Les Grandes Projets var, udover at sætte gang i byggebranchen, en ideologisk tanke om en aktiv medvirken i nyskabelse af kunst og kultur gennem arkitektur formet efter de specifikke behov. Der skulle være offentlige rum for kreative mennesker på alle niveauer, kunstnere, studerende, forskere og erhvervsfolk; steder til styrkelse af kunstneriske uddannelser og udvikling af den kulturelle praksis, og intellektuelle rum, hvor ideer og teknologi kunne åbne sig mod folket i stedet for at være spærret inde i lukkede institutioner som universiteter og private kontorer. Som trækplaster og skabelse af et internationalt ry er flere af bygningerne tegnet af udenlandske arkitekter og dekoreret af internationale kunstnere.

På denne måde har man skærpet opmærksomheden hos omverdenen og fortsat kunnet holde sig et intellektuelt og kunstnerisk hoved over London, Berlin og sumpen af europæiske upcomings.

Byer af kunst og videnskab

I det nordøstlige hjørne af Paris, ved Porte de Pantin, hvor en fire-sporet omfartsvej adskiller by fra forstad, ligger Parc de la Villette med Cité des Science et de l'Industrie i nord og Cité de la Musique i syd adskilt af 55 ha parkområde. Her har Parc de la Villette åbnet sine kulturelle og videnskabelige porte ud mod oplandet og langt ind i fremtiden.

Byen for videnskab og industri er tegnet af arkitekten Adrien Fainsilber og er med sine 150.000m2 bygget således, at alle de konstruktive elementer er synlige uden på bygningen i et stort stålskelet som på Pompidou-centret. Som kontrast til dette gitterværk, er der ud mod parken bygget en 36m2 stålkugle, 'Geôde' i et vandbassin.

Indvendigt er der planetarium, og udenpå forener den runde globus himlen, jorden og vandet i sin spejl-overflade og tilfører de reflekterende elementer en betagende lydside med en musikalsk newage æstetik, der strømmer op fra usynlige lyd-kilder i bassinet.

Den dekonstruerede natur

Som et samlende led mellem Cité des Science et l'Industrie og Cité de la Musique ligger et moderne urbant landskab tegnet af arkitekten Bernard Tschumi. Han har formet arealet som en systematisk dekonstruktion, der adskiller sig fra den traditionelle ide om parken som et stykke løsrevet natur. I stedet for ligger parken som et kulturelt friluftscenter bestående af løsrevne fragmenter, pavilloner, lukkede labyrintiske haver i forskellige niveauer og åbne plæner, kanaler ind til Paris' centrum, lege-pladser og petanquebaner, struktureret efter et stramt overordnet system.

Dette system er materialiseret i et punktuelt net, bestående af røde jernkonstruerede pavilloner, folies, i forskellige former placeret med en afstand af 120 meter. De har ikke en fast funktion, hvilket også gælder det 1,5 kilometer lange fritophængte halvtag, der strækker sig fra nord til syd som en sinuskurve.

Konstruktionerne virker mere befordrende for intellektuel undren og fascination over de postmoderne former uden forudbestemt indhold end som afskærmning mod vind og vejr. Parken fortsætter sydpå i en komposition af overordnede filosofiske ideer og strukturer, med stilistisk blandede elementer præget af vildskab og humor.

På hver sin side af indgangen til parken fra den sydlige del af la Villette, ligger Cité de la Musique. Planen for musikbyen var at skabe ideelle rammer for alt, der går ind under begrebet musik, et samlet kreativt miljø af koncerter, forskning, uddannelse, udstillinger osv. Vægten skulle fordeles ligeligt mellem uddannelses-/forskningsfaciliteter og offentlige områder, og de musikalske rammer skulle frigøres fra den traditionelle opdeling af seriøs og populær musik, så stedets funktion kunne befordre inspiration og kreativitet, i stedet for at virke afgrænsende af stilistiske årsager.

»Arkitekten er inviteret til at komponere et stykke musik...«, lød formuleringen af arkitektkonkurrencen, og året efter i 1985 vandt den franske arkitekt Christian de Portzamparc førstepris for det mest musikalske værk, der senere blev kaldt en symfoni i to satser.

Arkitektonisk adskiller man i grove træk ofte bygninger i klodser og klumper, hvor klodsen er geometrisk og uniformt bygget op, i mod-sætning til klumpens organiske og pluralistiske form. Portzamparcs Cité de la Musique bærer tydeligt præg af denne opdeling, men med et bevidst blik for at arkitekturens form skulle afspejle bygningernes indhold og brugernes mangfoldighed.

Han har med dette for øje delt Cité de la Musique i to monumentale bygninger på hver 40.000m2, adskilt af en stor plads, der på den ene side åbner sig mod parken og på den anden mod kvarterets forskelligartede bygninger og liv.

Midt på pladsen står et springvand med otte løver spejdende ud mod de fire verdenshjørner og bag pladsen, som eneste reminiscens fra slagternes velmagtsdage, strækker La Grande Halle sig i en 24.000m2. stor nyrenoveret rektangulær bygning, bestående af teatersal, udstillingslokaler og biograf for feinschmeckere.

Et kompliceret spil

Førstesatsen af Portzamparcs arkitektoniske symfoni er vestsiden af Cité de la Musique. I 1990 ryk-kede Consevatoire nationale superiéur de musique et de danse de Paris ind i de nybyggede lokaler og 1500 musikere og dansere fik dermed ti gange så meget plads som i det gamle konservatorium.

Den ydre arkitektur er komponeret som en hvilende og rolig sats i piano og afspejler bygningens ensrettede indhold: En uddannelsesinstitution. Den bastante hvide facade er delt op i fire sekvenser, hvis tyngde opvejes af lysskakter, glasvægge og åbninger mod himlen. Sekvenserne kædes sammen af en overliggende tværgående mur skrånende ind mod bygningens midte som et beskyttende akustisk skjold. Den let buede facade spejler sig i et lavt bassin, hvorover en smal bro fører til hovedindgangen.

Men skinnet bedrager. Bag bygningens rolige ydre gemmer sig et polystilistisk virvar af gangsystemer, åbne glaskorridorer og trapper, hvis detaljerigdom overrasker både øjet og retningsfornemmelsen. Portzamparcs idé er at byde på uventede oplevelser i de rytmisk vekslende områder af lys og mørke; blikket skal ved hjælp af lysskakterne ledes ud mod parken og omverdenen, så man ikke føler sig lukket inde, men får en fornemmelse af frihed ved at bevæge sig igennem gangene. Han har gennem bygningens åbenhed og langstrakte vidder med frit vue gennem vinduerne ønsket at »dekompressere øret til at kunne høre langvejs fra«.

Bag hovedbygningen bestående af 120 øverum, klasselokaler, orke-stersale og jazzstudier, samt administrative områder, ligger en ned-sænket patio som en moderne klostergård omgivet af to fløje, hvis lange mure virker som reminiscenser fra en toskansk katedral. Øst-længen indeholder bl.a. et mediatek, en gymnastiksal og en kantine, og er overdækket af et bølgende sinuskurvetag, inspireret af Tschusmis halvtag fra parken, med et imponerende 'lyshul' ned til gården. I den anden fløj mod øst, ligger konservatoriets koncertsal med vinduer ud til den grønne patio, og ved siden af rejser sig en skæv kegleformet bygning med et orgel i en mindre koncertsal.

Modsat facadens rolige dynamik skabt af symmetri, har bygningen fra gårdsiden et levende og varieret udtryk med farver og forskellige niveauer, der indikerer konservatoriets forskelligartede musikalske gøremål; for som arkitekten udtrykker det: »Musik er ikke et simpelt organiseret hele; jeg ville respektere og understrege dets forskellighed.«

Kontemporær komposition

På østsiden af den stribede plads med løvespringvandet, som om dagen befolkes af skaterer og besøgende og om aftenen oplyses af små dæmpede elpærer nede mellem brostenene, ligger en miniby, hvis sammensatte bygninger inviterer nysgerrige sjæle på opdagelse.

Indgangsportalens røde jernkonstruktion med påskriften Cité de la Musique er en af Tschumis røde folies, og indgår i parkens punktuelle gitterværk. Selve byg-ningen er formet som en gigantisk øresnegl, hvis spirale form af eklektisk arkitektur snor sig ud om sin egen kerne. Sneglen ligger inden for en trekantet ydermurs ramme, og åbner sig mod øst i et stigende 'crescendo', både hvad angår bredde og højde.

Denne 2. sats' livligt varierede og organiske arkitektur med sin detaljerede matematiske struktur og overordnede skæve geometri, virker musikalsk og befordrende både ude fra pladsen, men specielt når man bevæger sig ind i dens snoede gader. Musikken i byggeriet er ikke en afspejling af en musikalsk stil eller ét specifikt værk, som fx Phillips-pavillionen i Bruxelles tegnet af Xenakis efter orkesterværket Metastaseis, men fremstår som en ideologisk sammensmeltning af musikalske og arkitektoniske parametre udfra en æstetisk og kunstnerisk begrebsverden.

Den imponerende arkitektur hverken kvæler eller overtager bygningens funktion som formidler af musikken, da smukke udfordrende rammer altid vil virke stimulerende og inspirerende for både publikum og kunstnere.

Cité de la Musique giver med sin polystilistiske arkitektur et indtryk af stedets talrige forskelligartede aktiviteter. Ikke to kvadratmeter er ens, og det er umuligt at fange bygningens polyfoniske linier og spidsfindige figurationer i et enkelt blik. Her er for alvor brudt med det klassiske ideal om det symmetrisk ordnede, og i stedet leget med det u-overskuelige og uventede.

Portzamparc har før løst musikalske opgaver i form af bl.a. en musikskole og et balletinstitut for Bastille-operaen. De akustiske erfaringer han derigennem har draget, er samlet og brugt i hvert eneste hjørne af musikbyens labyrintiske indre; han har derved opfyldt sit ønske om at skabe et »akustisk fænomen som i Dionysos' øre«. Lyden råder over arkitekturen, så hvert rum har fået form efter et specifikt musikalsk og akustisk behov. Øve- og klasselokalerne er trapezformede, da parallelle rektangulære vægge ofte producerer ekko, og de åbne højloftede gangarealer er forsynet med støjabsorberende paneler, så de er velegnede for kor og mindre ensembler.

I ørets indre

Som kronen på værket ligger koncertsalen i hjertet af bygningen. Den åbnede i januar 1995 og er siden blevet brugt til alt lige fra renæssancemusik til jazzkoncerter. Den er konstrueret i et samarbejde mellem Portzamparc og Pierre Boulez, hvilket har resulteret i et ellipseformet rum med et rektangulært gulvareal. For at opnå de bedst mulige akustiske forhold er murene ovale, mens den rektangulære form i midten af ellipsen gør det muligt at indrette salen efter både traditionelle koncertopstillinger og efter det tyvende århundredes musikværker, der bryder rummet og placerer musikere og publikum i anderledes formationer; fx i værker af Stockhausen, hvor musikerne placeres i forskellige hjørner af salen, med publikum i midten.

Scenen og stolerækkerne på gulvet er mobile og loftet kan hæves, sænkes og reguleres, så salen kan formes alt efter musikkens behov og de akustiske krav, der stilles til elektrisk, akustisk og elektroakustisk lyd.

På galleriet, hele vejen rundt langs de ovale vægge, på balkonen, med de bagvedliggende lysnicher og på gulvet, er der plads til mellem 800 og 1200 mennesker, alt afhængig af musikkens indretning. Salens mobile interiør, variable akustik og lyssætning er velegnet til vor tids hybride kunstværker, der blander den visuelle kunst, film, skulptur og billedkunst med akustisk eller computergenereret musik og lyde, hvilket artiklens indledning er et eksempel på. Man kan med frygt se på disse muligheder som et tegn på nutidsmenneskets behov for at billedbombardere musikken, eller med glæde nyde de teknologiske muligheder og den kunstneriske udvikling med blikket vendt mod fremtiden.

Med et vidtfavnende koncertprogram for enhver smag, er inten-tionen at gribe fat i et bredt publikum og byde dem på varierede kvalitetsopførelser i den rette kon-tekst; det er efter den gode franske oplysningstanke nøglen til en større forståelse af komposition, fortolkning, instrumenter, lyd og den musikalske idé.

Ensemble Intercontemporain, der i 1976 blev samlet af Boulez på IRCAM og nu delvist er overtaget af dirigenten David Robertson, har residens i Cité de la Musique og er fast tilknyttet koncertsalen. Med en magtfuld mand som Boulez og Ensemble Intercontemporain som husorkester prioriteres den kontemporære musik meget højt. Til opførelse af de resterende 800 års vestlige musik, er der til stedet knyttet specialiserede orkestre og ensembler både nationale og inter-nationale, ligesom der også til jazz og verdensmusik tilkaldes folk udefra.

Rockmusikken og dens efterfølgere er en af de eneste udeblevne stilarter. Men går man 200 meter ind i Tschumis park ligger rockmekkaet Zénith i en stor hvid hal, og jazzklubben Hotbrass i en udbygget folie; så alt, hvad ens musikalske hjertet begærer, er inden for en overkommelig rækkevidde.

En naturlig sammenhæng

Rundt om koncertvirksomheden og den øvrige udøvende musik snor hele forsknings- og informationsdelen sig i bogstaveligste forstand i et tæt samarbejde. I en spiralbevægelse rundt om koncertsalen, vindler foyer'en sig som en trappegade, med murene malet i bestemte rytmisk afstemte farver, som indikerer og adskiller sekvensernes forskellige indhold og med et glastag hvorigennem solens lys tegner mønstre på vægge og gulv.

Gaden og farverne giver sammenhæng mellem musikkens og dansens forskellige informations- og forskningscentre, mediatek, bibliotek, et kollegium, Musée de la Musique og en café. De pædagogiske faciliteter kan benyttes af mennesker inden for de musiske fag, og der er rig mulighed for at studere både værker og komponister fra det 20. århundrede ved hjælp af partiturer, bøger og artikelsamlinger, cd'er, bånd, video og cd-rom.

Musée de la Musique åbnede, som den sidste del af musikbyen, i januar 1997. Museet består af ni musikhistoriske kapitler, der hver akkompagneres af musik og historiske fortællinger fra høretelefoner styret af infrarøde stråler. Hvert kapitel præsenteres af et hovedværk fra den givne tid og er materialiseret ved en opsætning af tidens instrumenter, en model af koncertsalen, hvor værket blev spillet, og partiturer eller skrevet tekst.

I hovedtelefonerne spilles det musikalske værk på originalinstrumenter. Monteverdis Orpheo spillet i Palais Ducal de Mantoue og Mauricio Kagels Ex-Position fra opførelsen i IRCAMs koncertsal er med til at give en helhedsfornemmelse af værkerne, deres historiske rammer og samtid, samt et billede på udviklingen af musikinstrumenter og koncertsale gennem tiderne.

Museets amfiteater med plads til 280 personer bruges til pædagogiske koncertarrangementer, panel-diskussioner og møder mellem komponister, forskere og almindeligt dødelige. Her afholdes også temauger og workshops med specifikke emner lige fra et instruments historie til opførelsespraksis af balinesisk gamelanmusik.

Cité de la Musique er en musikalsk, arkitektonisk idyl, der for musikelskere udfolder sig som et eldorado af muligheder inden for både de kreative, kunstneriske fag og de pædagogisk forskningsmæssige områder. Der er ikke bukket under for middelmådige hovsaløsninger, men tænkt i store franske linier med internationale mål.

Bevidstheden om at musikerne jævnligt strejker pga. af for lave lønninger, at bassinet foran konservatoriet er tømt pga. vandnedsivning og murstensnedfald fra tagene og at befolkningen raser over de enorme summer penge, der ruller ind i musikbyens snoede gange, kradser enkelte dybe ridser i den ellers flotte fernis. Men det skæmmer ikke helhedsindtrykket: Paris har fået endnu et monumentalt byggeri til kunsten og kulturen.

Karen Bendix er stud. mag. i musikvidenskab ved Københavns Universitet.

Foto og billedresearch: K. Bendix, Paris.

Historisk oversigt

1979

Etablering af område for Le Parc de la Villette, oven på et påbegyndt byggeområde for et moderne slagtehus.

Januar 1984

Le Zénith bygget til store rockkoncerter m.m.

Januar 1985

La Grande Halle renoveret til teater, udstillingslokaler og biograf.

Maj 1985

La Geôde bygget som planetarium

Marts 1986

La Cité des Sciences. Arkitekt Adrian Fainsilber

Oktober 1987

Parkanlægget påbegyndes. Arkitekt Bernard Tschumi

December 1990

Åbning af Le Conservatoire national supérieur de musique et de danse de Paris.

Arkitekt Christian de Portzamparc

Januar 1995

Åbning af Cité de la Musique.

Arkitekt Christian de Portzamparc

Januar 1997

Åbning af Musée de la musique.

Udstillingsarkitekt Franck Hammoutène

Cité de la Musique, 221
avenue Jean-Jaurès
75019 Paris
Métro Porte de Pantin
Information og billetbestilling
tlf.nr. 0033-1-44 84 44 84
Internet: www.cite-musique. fr
Åbent: Tirsdag-lørdag kl. 12-18, Fredag indtil 21.30
Lukket mandag

Offentlig adgang til:

Koncertsal

Musée de la musique
Amfiteater
Centre de documentation de la musique contemporaine (åbent for studerende og forskere)

Centre d'information musique et danse (åbent for alle)

Médiathèque pédagogique (åbent for studerende)

Centre de recherche et documentation du musée de la musique (åbent for forskere)

Gamelan musik workshop (for børn)
Boghandel Café de la musique (levende musik hver onsdag)

Conservatoire de Paris:
Information og billetbestilling
0033-1-40 40 46 46
0033-1-40 40 46 47