Festival med løse ender

Numus Festivalen 1997 - en seks dage lang rundtur i musikkens ingenmandsland som demonstrerede blandingsformer en masse, men ikke nåede frem til de store afklaringer.

Numus Festivalen 1997 handlede om den musik, vi ikke kan sætte prædikat på. Enten fordi den er helt ny og måske særegen, eller fordi den mere eller mindre bevidst arbejder med at mixe de almindeligt kendte genrebegreber.

Den mængde musik, der rummes i dette 'Ingenmandsland', er så enorm, at festivalens seks dages fulde program med op til fire arrangementer pr. dag kun kunne antyde problemfeltet og aldrig rigtig nåede i dybden med den enkelte type musik. Det var heller ikke meningen, kunne vi læse i programmet - intentionen var at lade erkendelser og nye indsigter indfinde sig sådan lidt ad tilfældighedens vej. I tilbageblikket på festivalen er det derfor heller ikke de store linier, der melder sig, mere en stille tilfredshed over at have mødt så meget forskellig musik - tilsat en stadig grublen over hvad det hele skulle til for.

Festivaltemaet, musikken i Ingenmandsland, blev sat til dis-kussion under lørdagens paneldebat som - fuldstændig i tråd med det musikalske udbud ved festivalen i øvrigt - var et stævnemøde med et overflødighedshorn af paneldeltagere. Ikke specielt fremmende for en præcis diskussion, men trods alt med en god statistisk chance for at de fleste synspunkter om emnet ville være repræsenteret.

Meget af diskussionen handlede om, hvorvidt der kan siges at være tale om et antal decideret væsensforskellige typer musik, hvor to af polerne musikken spændtes op imellem var dem, vi har normalt betegner med begreberne den 'rytmiske' og den 'klassiske' musik.

Selve erfaringen at der er for-skel på hvordan fx en klassisk uddannet og en 'rytmisk' uddannet slagtøjsspiller går til musikken og sit instrument på, fik festivalpublikummet lov at drage ved flere lejligheder. Ligesom vi vel alle tit har oplevet gruopvækkende scener, når den ene 'lejrs' musikere og komponister har forsøgt at begå sig på den anden lejrs præmisser.

Sværere bliver det, når vi vil finde ud af, hvorfor det er sådan. Mindst to forklaringer blev diskuteret: 1. Der er tale om, at musikken, der spilles i den ene lejr, simpelthen er væsensforskellig fra den i den anden, og 2. Det er helt banalt den opdragelse/uddannelse, den enkelte musiker og komponist har med sig i bagagen, der afgør, hvil-ken musik han/hun har talent for at spille eller komponere.

Karsten Fundal koncentrerede sig om pulsen, eller det temporale element, i musikken og plæderede for den første forklaringsmodel. Der findes to kategorialt forskellige måder at forholde sig til musikkens tempofelt på, to måder som gensidigt udelukker hinanden.

Der findes således én type musik som genererer, bearbejder og måske problematiserer sin egen temporalitet hver gang den manifesterer sig. Og der findes en anden musik, som i stedet lever sit liv oven på en allerede eksisterende temporalitet, en musik hvor det, det handler om, mere er hvor elegant - eller ikke - man er i stand til som musiker og komponist at 'surfe' oven på et groove eller en bestemt stilarts normer. Skellet mellem de to typer musik er her ikke det samme som det vi sætter mellem 'klassisk' og 'rytmisk' musik, men handler mere om en grundlæggende forskellig holdning til det at skabe musik.

Lotte Anker og Thomas Clausen betonede improvisationselementet som en anden afgørende skillelinie mellem forskellige typer musik og gik så vidt som til at tale om en social tradition inden for jazzen og den intuitive musik over for en pr. definition mere diktatorisk tradition i den klassiske musikverden. Eksemplificeret blandt andet med ideen om overhovedet at sætte én komponist og én dirigent over for et helt symfoniorkesters i princippet individuelle men i praksis ensrettede og styrede musikalitet.

Det centrale omdrejningspunkt i diskussionen om en musik der går på tværs af traditionelle grænser var her og vil vel altid være spørgsmålet om egenart og individuel gyldighed over for en mindre kritisk 'frit valg på alle hylder'-teknik bag kompositionerne. Det afgørende for et hvilket som helst stykke musik er i Ingenmandslandet som alle andre steder, hvad - og i en vis grad hvordan - musikken kommunikerer i forhold sit publikum.

Ny fordomsfri generation

Med baggrund i forklaringsmodel 2 kan man gøre sig overvejelser over den opdragelse vores musikere og komponister får i dag i modsætning til tidligere. Ganske mange af komponisterne på konservatorieuddannelserne i Danmark og andre steder i Norden har således en aktiv musikerkarriere inden for 'den rytmiske musiks verden' med som erfaringsgrundlag. Ligesom flere og flere yngre musikere som en helt naturlig ting både spiller det klassiske, det rytmiske og det moderne repertoire. Begge grupper - de unge komponister og musikerne - udgør et spændende studie-materiale i den fortsatte søgen efter afklaring af hvorvidt musikken kan deles i nogle af de ovennævnte kategorier.

Ensemblet Mad Cows Sing med dets helt bevidste blanding af medlemmer med klassiske og ryt-miske opdragelser, repræsenterer et sådant 'hands on' studiemateriale, hver gang de optræder. Og ved en festival som denne var de et af de få fikspunkter, man kunne bruge til at gruppere nogle af de øvrige koncerter efter.

Ensemblets musik har i alt væsentligt en puls eller et groove og befinder sig derfor et godt stykke over i retning af det Karsten Fun-dal kaldte 'surf'-musikken, men den er samtidig med sin klangligt set rige og subtile sammensætning i stand til at levere fraseringer og udtryk, der i alvorlig grad rykker ved den automatiske 'vippe med med foden'-lytning.

I samme uklare problemfelt placerede værkerne af Rasmus Lunding sig ved koncerten med Aarhus Sinfonietta. Til at varetage de 'rytmiske' instrumenter - trommer, guitar og grunge-, blues-, m.m.-sang - var indkaldt forstærkning fra Henrik Dresbøll og J.P. Krogh, mens strygergruppen fra Aarhus Sinfonietta stod for det 'klassiske' islæt. På papiret et ægte crossover-ensemble som i Lundings musik præsenterede festivalens eneste 100% vellykkede kobling af de to traditionelt set så forskellige instrumentgrupper.

J.P. Kroghs Zappa-look og sang blandede sig især i The Reckless Journey of Tiny Frankie and the Phantoms of Society effektivt med en velkomponeret strygersats og et meget kontrolleret og opmærksomt trommespil, der smidigt bevægede sig ind og ud af 'grooves' og besynderlige taktarter.

Den samlede sound havde en tung fjernhed og et lidt sørgmodigt, teatralsk skær uden at udtrykket blev patetisk. Lidt livstræt, men under overfladen sprængfyldt af oprørsk tilbageholdt energi - udover de elementer af befriende uhøjtidlig humor, som løftede koncerten fra at være et rent crossover eksperiment til slet og ret at være musik.

Flade billeder og høj lyd

Et andet nok så væsentligt skel i musiklivet blev ved denne Numus Festival tydeligt demonstreret. Det handlede om skellet mellem den snævre og den brede musik. De fleste 'almindelige' festival-koncerter var gennemsnitligt velbesøgte i sammenligning med andre ny musik festivaler, men i hver sin ende af spektret skilte to koncerter sig afgørende ud.

På den ene side Steno-Museets planetariekoncert med et publikum på under 20, alle repræsentanter for den absolutte inderkreds i ny musiklivet, og på den anden side festivalens afslutningsmagnet af en koncert med The Hillard Ensemble og Jan Garbarek i Musikhusets Store Sal med et stort og bredt sammensat publikum, formentlig med en overvægt af Garbarek-fans. Set i bakspejlet fortæller et så forskelligt publikumsfremmøde noget om gennemslagskraften, eller manglen på samme, i den ny musik.

Planetariekoncerter med ny musik kunne nemlig snildt være den ny musiks rambuk over for multi-mediekulturen af i dag og samtidig et afgørende bindeled til et moderne yngre publikum. Det handler alene om at blive i stand til at udnytte de helt oplagte muligheder for samkomposition af lyd, billede og bevægelse, som allerede ligger latent i planetariernes struktur.

Når det endnu ikke er lykkedes skyldes det - som vi også så det under sidste års ISCM-festival i København - at brugen af billedteknikken slet ikke står mål med de musikalske og akustiske intentioner og ambitioner hos komponisterne. Den musikalske del af lyd/billed kompositionerne er således funderet på en århundreder lang æstetisk tradition og det virker - på baggrund af hvad vi hidtil hidtil har hørt og set inden for genren - som en ualmindelig naiv tanke at iklæde fx Birgitte Alsteds stærke menneskelige og følelsesladede intime lydkomposition Sorgsang 7 en form, der ikke er andet end simple diasprojektioner, som oftest af diffuse, abstrakte baggrunde uden den mindste animation og som oftest aldeles uden billedmæssig tyngde.

Planetariefaciliteterne indbyder til at bjergtage publikum, akustisk og visuelt. Man sidder behageligt, afslappet og tilbagelænet, næsten som hos tandlægen eller psykiateren, og er klar til at modtage den behandling, komponisten har tænkt. Men den tekniske middelmådighed, man møder på billedsiden, luller en i søvn, og indfrier stort set aldrig forventningerne om en totaloplevelse af billede og lyd.

Som situationen er i dag ville de komponister, der nu arbejder med værker til planetarierne, faktisk ofte være bedre tjent med at lade deres musik spille i mindre ambitiøse rammer. Selv Michael Nyvangs formfuldendte Collage 1 - rejsende mod himmelen der ellers havde mange gode ideer til en billedmæssig udnyttelse af rumrejsemotivet gik i bogstaveligste forstand i stå på grund af manglende animation og billedmæssig udvikling.

Festivalens mest oplagte komposition for planetarierammer, Lars H.U.G.s A Musician's Guide to the Sound of the Universe, hvis musik er en kortlægning af afstande og bevægelser på stjernehimmelen i en næsten Stockhausensk ånd, blev spillet i Musikhusets Foyers jordnære rammer til akkompagnement af cappuccinomaskiner og almindelig cafe-støj. Som æstetisk objekt er musikken måske kun middel-interessant men som lydkulisse til en planetarieforestilling kan man næsten ikke forestille sig noget mere velegnet. Men sådan skulle det ikke være.

Numus 1997 var naturligvis også meget andet end ovenfor nævnt, bl.a. en helt forrygende koncert med Esbjerg Ensemble, men sådanne almindeligt sublime koncertoplevelser var i virkeligheden ikke festivalens ærinde i år. Den ville være anderledes og mangfoldig og var da også et sandt overflødighedshorn af musikalske oplevelser. Omkostningerne ved konceptet var en manglende samling af indtrykkene, hvor det var svært at skelne almindelige løse ender fra deciderede blindgyder.