Ingen slinger i valsen

Erindringer og refleksioner om Finn Høffding (min lærer i teori og formlære på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1952-55).

eller:

Hvad med at uropføre Høffdings 2. Symfoni - fx i hundredåret?

Jeg kender intet finere og elskeligere menneske end Finn - og alle har vi misbrugt ham.

Således skrev Jørgen Bentzon til Richard Hove efter Høffdings 50 års-dag, 10. marts 1949.1

Dette kunne stå som et motto over den nyligt afdøde 98-åriges livsindsats, men først efter en nøjere granskning og vis revision af tekstindholdet, således som det må forstås: Når Bentzon påstår, at »vi alle« har »misbrugt ham«, må det vel primært ses i lyset af de to jævnaldrende komponisters samarbejde inden for Folke-Musikskolens virkekreds: ordet 'misbrugt' må formodentlig være en humoristisk-øm overdrivelse.

Men, ingen tvivl: Finn Høffding er blevet brugt, og dette er - som naturlig fortsættelse af den indledende linie i brevet - at forvente og tilmed håbe på, når det drejer sig om et »fint og elskeligt« menneske - hvorledes skulle disse egenskaber ellers kunne manifestere sig?

For en person, der har kendt Finn i næsten halvtreds år, som jeg, er det imidlertid vigtigt at slå fast, at der med dette udbredte, næsten populære, billede af en 'tjenstvillig sjæl' rammes helt forbi, hvis det skulle vække nogen som helst associationer i retning af fx 'godlidende offerlam'. Finn var nemlig en suverænt selvstyrende person, knivskarpt vurderende ægthed og kvalitet i hvert forslag, tekststykke eller værk, som han fik forelagt. Alt 'tillavet' var ham imod og gjorde ham næsten flov, hvis det trængte sig på: enkelhed og humor knyttede sig derfor til enhver sagsfremstilling på sagtmodig vis (ikke for ingenting var han nevø af humorens apostel, filosoffen Harald Høffding).

Den utrolige myndighed, der alligevel udgik fra dette stilfærdige menneske, er vanskelig, til det umulige, at beskrive (i hvert fald for mig, der foran denne udfordring føler mig bombet tilbage til hine præ-psykologiske tider i forrige århundrede, som Johnny Kondrup har beskrevet i sin biografi-studie Livsværker2: »Efterverdenen (...) kan desværre ikke kommer til at kjende [Møller], således som hans Samtidige gjorde det. Thi det uendelige Indhold af en Personlighed lader sig ikke gjengive ved noget skrevet Ord« (Overlærer F.C. Olsen om Poul Martin Møller, 1843).

Netop sådan har jeg det med Finn: Enhver patos i forbindelse med ham føles pinlig, sentimental taknemmelighed over hans livsgerning og uselviske indsats kvalm og fad! Og alligevel må jeg gøre et forsøg, trøstet af det faktum at hans kompositioner (og tekster) forbliver - og kan berette stærkere end beskrivende ord om hans væsen - ligesom hans fysiognomiske træk, således som de er bevaret fotografisk: Usædvanligt tydeligt, forekommer det mig, er der i blik og hele udtryk en umiskendelig udstråling af - foruden humor og venlighed - generøsitet og vilje til (nok: At leve, men især:) at lade andre leve. Overfortolker jeg? Muligt. Finn var jo på en gang blandt de frieste mennesker, jeg har kendt, men også et af de mest bundne: Bundet til at kæmpe for friheden, dvs. for dem der ikke havde den!

Man kan diskutere, hvad der kom af arv, miljø eller personlighed, sikkert er det, at Finns indre frihed (bl.a. til at underspille egne fordele) frigjorde kræfter til at opprioritere andres, mindre priviligeredes, behov, fx for økonomisk overkommelig musikuddannelse, for kvalificeret børneundervisning, demokratiske styringsforhold i institutioner mv. Denne lidenskab for almen frihed tvang ham til at påtage sig tyngende opgaver livet igennem. Og det kostede! Måske livet - i hvert fald for komponisten: Et blik på Finn Høffdings værkliste, fra 20'rne til nu, afslører et konstant produktionsfald gennem årene - kvantitativt, (ikke kvalitativt, hvor hans fordring til eget 'niveau' aldrig formindskedes). Smerten herover må have været betydelig, og det er svært ikke at sætte den efterfølgende periodes helbredssvækkelse i forbindelse med konservatoriedirektørstillingens udsathed. Han havde næppe forudset det voldsomme, administrative pres, denne stilling ville pålægge ham. Da jeg under en samtale spurgte til hans befindende, sukkede han: »Papir, papir« og slog opgivende ud med hånden hen imod stablerne af 'sager'. Et år holdt han. Derpå plagedes han af tilbagevendende depressioner.

Omend jeg altså - som overlærer Olsen - opgiver at jagte netop de ord, som evt. kunne mane den afdøde frem for dem, der ikke kendte ham (de der kendte ham, behøver dem ikke) kan et par erindringer fra hans undervisning måske antyde arten af hans musikalitet. Særlig klart står for mig de fascinerende indblik, han skaffede mig adgang til i klassikernes musik, fx ved at sammenligne tidligere med senere værkversioner, såsom Bachs berømte C-dur præludium, der i Anna Magdalenas kla-verbog er kortere end den endelige version (i Wohltemperierte I.)

Og hvorfor? Med enkle midler viste Finn dennes formale suverænitet i forhold til førsteversionen. Eller: Han påpegede, hvordan c-moll fugaen (fra samme bind) konsekvent ombytter de 4 stemmers placeringer. Eller: Hvordan Mozart i en sonategennemføring ufrivilligt afslører, at han 'skifter spor' i sin tankegang og går i en anden toneartsretning end kort forinden indiceret (nemlig ved at én tone, tidligere introduceret som 'b' i en C-dur septimakkord-brydning, bliver til et ais, men senere påny bliver et 'b', uden at der er foregået nogen verdens ting i mellemtiden - andet end de fortsatte treklangsbrydninger!) Et musikblik som Finns, der således - bag det imponerende klassikerydre kunne titte ind til det dagligdags - udsprang af et sind, der skyede autoritetstro som pesten. »Se selv, bedøm selv!« kunne have været hans motto.

Denne manglende autoritetstro kunne endog komme til udtryk i forbindelse med et værk af hans store ældre ven, Carl Nielsen, som også var hans livs inspiration. Da jeg en forårsdag i 1996 besøgte Finn, som var på Frederiksberg Hospital efter et slemt fald i sin Slangerup-bolig) forefandt jeg ham halvt sovende, halvt desorienteret (»Hvad gør jeg her?«). Hen genkendte mig først efter kort tøven (på stemmen for lyset var dårligt) og jeg var ved at opgive at ville tale med ham om Carl Nielsens tre sidste klaverstykker (som jeg en uges tid senere skulle kommentere på Det Fynske Musikkonservatorium). Usikkert begyndte jeg at spørge til hans mulige erindringer om disse stykker, men så snart han forstod, hvad jeg spurgte til, sagde han smilende: »Ja, jeg så ham da nærmest over skuldrene, mens han komponerede dem...«

Og efter en kort pause og med et glimt i øjet: »De slingrer derudaf!«

Finns egen musik 'slingrede' aldrig. Selv med tanke på det tilsyneladende improviserede ved dialogerne for obo og klarinet er det karakteristiske, foruden den smittende humor (som han jo havde fælles med 'Carl'), den klassisk-sikre formbeherskelse (som han ikke havde så fælles...). Tænk også på Det er ganske vist, hvor den orgiastiske hønse-ekstase aldrig kammer over og bliver kaotisk. Den fornemhed, dette udspringer af, har intet med akademisme at gøre, men er snarere i slægt med Sibelius og dennes (formsikre) metamorfoser.

Det forblev ... 'ganske vist' ... ved denne fascinerende vækstteknik, med dette sidste store, rene orkesterværk fra 1943. Hvordan vejen egentlig orkestralt banedes for Høffding op til dette mesterværk ved vi ikke - enten er hovedværkerne forinden sjældent - eller slet ikke opførte!

Dette sidste gælder for hans 2. symfoni fra 1924, Il canto deliberato, for kor, koloratursopran og orkester. Finn fødtes 1899. Mon der ikke kan mønstres vilje og midler til at uropføre dette værk - fx i 1999?

Lad ikke svaret blæse i vinden alt for længe!

1. Citeret fra s. 73 i Morten Topp: Jørgen Bentzon, Musik og Forskning, nr. 4, 1978.

2. Citeret fra s. 46 i Johnny Kondrup: Livsværker, Amadeus Forlag, 1986.

Redaktionen takker Ditte Høffding for adgang til det private fotoarkiv.