Musikhus med forhindringer. En historie om Musikhus Esbjerg A/S

Der ligger det så. Med udsigt over havnens kantede landskab af kraner, siloer og lagerbygninger. Gråt og hvidt. Som to lysende sukkerknalder ligger Jørn og Jan Utzons forhadte hus skabt til kultur. Tilsyneladende med en ideel placering bare 100 meter fra byens store torv og Strøget om nærmeste gadehjørne. Men sådan tænker kun den, der ikke ved besked.

Man kan vælge at nærme sig byggeriet til fods. Så går turen fra havnesiden op ad stejle skrænter gennem tæt bevoksning, hvor små snoede stier lader regnvandet grave dybe lerede render, og brombærkrattet vikler sig op gennem stejl stigning til et grønt plateau. Her ligger en amfiscene. Højt over amfiscenen står byens vartegn - Vandtårnet med sit spir, der i dag fungerer som udsigtspunkt. Til højre ligger en stor firkantet bygning med fladt tag, det er Kunstpavillonen, den lokale kunstforenings udstillingsbygning, der også rummer en velbesøgt restaurant.

Men på den anden side af Kunstpavillonen lå engang en park. Byparken. Ikke nogen særlig stor park eller en park nogen anlægsgartner var specielt stolt af. Byparken var nærmest en skov bevokset med høje træer, men folk kunne lide at kommer der og lufte hunden eller drikke en øl med kammersjukkerne på bænken. Parken var også et sted politiet ofte kom.

I dag er der ikke meget plads til en øl i forårssolen. Gennem det sidste halvandet år har parken været én stor byggeplads. To hvide siloer er skudt op på grunden ved siden af en kæmpe paddehatteskov i beton og glas. Siloerne ligger og glimter i solen med tegl, der chancerer i hvidt og gråt og skifter farve med himlen og havet. Som sukkertoppe hviler de i landskabet mellem de tætte trækroner, der går i ét med paddehatteskoven. Hvide stilke strækker sig elegant mod himlen i en let og svævende konstruktion og breder sig foroven som et beskyttende tag.

Der ligger det så - Esbjerg Musikhus A/S. Efter mere end 13 års indædt kamp er Jørn og Jan Utzons prestigebyggeri en realitet. Beklædt med svenske Höganäs-tegl ligesom mesterværket i Sydney, med en gennemført arkitektonisk idé der får alle husets vægge til at hælde nøjagtig 8 grader, med en stor sal der gløder i orangerødt og nylakeret træ, med teleskoptribune og 28 meter scenetårn, - og en kvadratmeter pris man kan være stolt af! Huset har kostet 95 mio., men er betalt, som det står. Hver eneste sten er købt og betalt og hver håndværker afregnet i kolde kontanter. Huset er bygget helt uden lån, ved hjælp af store kontante beløb fra private sponsorer, og de private initiativer har i det hele taget været husets skæbne på godt og ondt.

De famøse træer

Byggeriet begyndte med en massakre. En 'motorsavsmassakre' som aviserne skrev dagen efter. »Politi med hunde agerer mod fredelige demonstranter i Byparken«. I ugevis inden hin augustmorgen i 1995 havde kommunens skovarbejdere forsøgt at gøre deres arbejde i parken. De skulle rydde et større areal for træer og gøre klar til byggepladsen. Men demonstranter lagde sig i mellem, hældte grus i maskinerne, væltede indhegningen omkring pladsen og klatrede op i træerne, så de ikke kunne fældes. De truede skovarbejderne med personlig forfølgelse og det stod klart, at skulle byggeriet nogen sinde i gang, måtte der skrappere midler til. Aktionen startede klokken 2 natten til d. 14. august. Politi med hunde overmandede tre demonstranter, der havde lagt sig til at sove mellem træerne, bar dem ud, satte stålhegn op og få timer efter trak skovarbejderne motorsaven i gang; lyden skar sig gennem den stille sommermorgen.

To år tidligere havde Musikhuset også fældet en borgmester. Socialdemokraten Flemming Bay-Jensen var tilhænger af Utzonhuset - det behøvede ingen være i tvivl om. Men modstanderne af huset gjorde det til en politisk mærkesag under kommunevalget i 93. Fremskridtspartiets Freddy Madsen lovede simpelthen vælgerne at fjerne byggeriet fra fremtidskortet. Til vi andre begrundede han sin politik således: »Det dur ikke med et Musikhus i Vestjylland. Vestjyderne er et specielt folkefærd, de interesserer sig ikke for kultur. 80% af befolkningen er imod og det vil aldrig løbe rundt. Det er jo et tyndt befolket område, halvdelen er vand og halvdelen land. Der er ingen folk herovre.«

Musikhuset blev en mærkesag. Der var et klart for og imod, sådan en sag er god at føre politik på, og folkets reaktion lod sig umiddelbart læse af valgresultatet dagen derpå. Som det eneste sted i landet fordoblede Fremskridtspartiet sit mandattal! Den socialdemokratiske borgmester Flemming Bay-Jensen måtte vige pladsen til fordel for en venstremand, og Musikhussagen betød, at Esbjerg Kommune blev udstyret med en borgerlig borgmester - for første gang siden 1959.

Socialdemokratiet tabte både borgmesterposten og flertallet i byrådet pga. af det hus. »Det var et protestvalg« sagde den væltede borgmester bagefter - »Vælgerne tænkte - det er gået for stærkt, det er for vildt, det er for groft, lad os give dem en advarsel«.

Men hvor kom den modstand fra? - spurgte jeg ham engang. »Det er uforklarligt« sagde han. »Finansielt var huset jo helt på plads, pengene stod simpelthen og ventede på en konto, ikke en krone skulle lånes eller forrentes«.

På samme tid gik man i gang med at bygge et nyt svømmestadion til 115 mio. - penge man allesammen måtte låne fra staten, men det byggeri har der aldrig været diskussioner om. Og paradoksalt nok var byens nye borgmester, venstremanden Johnny Søtrup også musikhustilhænger. Få uger efter kommunevalget lykkedes det ham at presse Fremskridtspartiet ind i et ja til byggeriet.

Men så var der det med træerne. 55 træer i Byparken segnede for øjnene af en hoben esbjergensere, der havde taget opstilling ved stålhegnet den sommermorgen i august. Senere på dagen gik 4-500 mennesker i protestmarch til Rådhuset, en oprevet formand for foreningen Bevar Byparken gik på tv og opfordrede folk til at spytte efter fjenden, når man mødte ham på gaden. Fjenden var Raider Fauerby, formand for Musikhusets Venner.

»Jag ham ud af byen«, blev der sagt, »og behandl ham i det hele taget som vi behandlede tyskerne under krigen«.

Musikken

I Esbjerg findes et professionelt ensemble - Esbjerg Ensemblet. Et 12 mand stort orkester, der også udgør grundstammen i Vestjysk Symfoniorkester. Ensemblet blev dannet i 1967 og hørte allerede dengang en vag mumlen om Musikhus: »I løbet af et par år bygger vi et Musikhus, hvor I skal bo«, blev der sagt. Det gyldne løfte rummede foruden koncertsal også kontorfaciliteter og prøvelokale. Da Utzon-arkitekterne mange år senere udarbejdede et forslag til byggeriet, valgte de at placere Esbjerg Ensemblet i en særlig tilbygning ved siden af Musikhuset. En smuk arkitektonisk idé, der gav ensemblet sit eget domæne med ro omkring prøvelokaler og administration. Selve Musikhuset fik to sale, den store koncertsal og en lille sal i kælderetagen. Den lille sal kaldte man Kammermusiksalen. På tegnebordet så projektet lovende ud, og endnu en tid levede Esbjerg Ensemblet i det enfoldige håb, at deres næste adresse ville blive Byparken. Så gik det galt. Ensemblet røg i en bureaukratisk smækfælde.

Esbjerg Ensemblet er et offentligt støttet ensemble, der får sine penge fra stat, amt og kommune. Deres husleje betales af disse offentlige midler, og en huslejestigning - for slet ikke at tale om finansieringen af et helt byggeri - betyder langvarig sagsbehandling i tre offentlige instanser. Af praktiske årsager blev ensemblets tilbygning skilt ud fra selve Musikhuset, og de to bygninger behandlet hver for sig. Mens Musikhusdebatten gik sin gang, og den nye borgmester omsider fik byggetilladelsen igennem i byrådet, kæmpede ensemblet sin egen seje kamp med de statslige bevillinger. Da tingene omsider faldt på plads, og byggeriet kunne begynde, opdagede man, at byggetilladelsen ikke omfattede tilbygningen - byrådet havde glemt at tage stilling til Esbjerg Ensemblets situation.

Her kunne man mene, at tilbygningen jo ikke var nogen ekstra bygning, men en gennemtænkt del af Utzon-forslaget, der hele tiden har været kendt, men det argument fik ikke en chance i kulturudvalget, der behandlede byggetilladelsen som »en udvidelse af Musikhuset med lokaler til Esbjerg Ensemblet«. Resultatet forelå i juni 1994. Et enigt byråd stemte NEJ til forslaget om udvidelse.

Hvorfor? Svaret blæser i vinden. I vinden der suser gennem trætoppene på det sted, hvor den såkaldte udvidelse burde ligge. Der står nemlig 3 træer. En byggetilladelse ville betyde endnu en fældning med uoverskuelige følger for den offentlige mening. Ingen politiker ville sætte så meget over styr for så lidt. Alle stemte nej. Der var dog et enkelt medlem, der ikke mødte op til afstemningen i byrådssalen den dag. »Fraværende« står der i proto-kollen ud for tidligere borgmester Flemming Bay-Jensen.

Så blev der i stedet talt om at flytte ensemblet ind i selve Musikhuset. Man kunne udvide huset i dybden med to kælderetager i stedet for én, den løsning kostede i hvert fald ingen træer. Men nu var hele sagen gået i baglås. Og hvad angår kammermusiksalen kom det frem at ordet 'kammermusik' var en misforståelse, salen skulle ikke indrettes med særlig henblik på kammermusik, men derimod ud-styres med filmlærred og overhead til brug for forretningsfolk på messe. Og kort tid efter stod det klart, at der slet ikke blev råd til nogen lille sal. Man ville ganske vist grave ud og cementere hullet, men ellers lade rummet stå i rå beton, til der blev råd til indretning med gulv, lys og møbler.

Musikhuset til 95 mio. var en realitet, men uden plads til byens professionelle musikliv.

Uden Esbjerg Ensemblet under tag har Musikhuset ikke et fast tilknyttet orkester, der kan give stedet musikalsk profil. Man har valgt at gøre huset til et udstillingsvindue i stedet for et levende, skabende værksted, hvor kunsten udvikles og arbejder. I Aarhus og Odense har man valgt en anden model. Her bor symfoniorkestrene i Musikhuset, selv om Aarhus Symfoniorkester ganske vist ikke må bruge koncertsalen som prøvelokale. Men alle steder er det øko-nomien, der har magten - byggerierne er så dyre i drift, at der ikke er råd til at bruge scenen til prøvearbejde. Salen skal altid være fyldt med færdige, indtægtsgivende arrangementer, og det bliver gerne til megashows med internationale stjerner og danske turnéforestillinger.

Rektor Aksel Momme fra Vestjysk Musikkonservatorium udtrykker bekymring:

»Måske har Danmark i virkeligheden ikke en by, der er stor nok til at trække disse store huse. Intet lokalt musikliv kan retfærdiggøre et hus af disse dimensioner. Man kan frygte, at husene blot bliver som et kulturelt ALDI-marked, hvor de samme tilbud vandrer rundt over hele landet. Jeg tror ikke kulturlivet kan holde til den udvikling og fornyelse der skal til for at tilfredsstille disse mastodonter.«

Kulturel bevidsthed

Kommer man til byen en almindelig hverdags-eftermiddag og går en tur på den lange brede strøggade, oplever man en by med international tone. Folk i gaderne taler engelsk eller tysk uden ligefrem at ligne turister. Det er let at finde en pub og en pint: Paddy og Easy - det er her de irske borebisser hænger ud, når de er i land. Havnen, bore-platformene, Englandsbåden og de mange tyske turister giver byen kulør. En ung by - grundlagt for blot 100 år siden med et dynamisk erhvervsliv og et stort opland.

Erhvervslivet støtter idéen om et musikhus. Det er i forvejen svært at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, folk har ikke lyst til at flytte her til. Århus, ja - Odense, ja - men Esbjerg! Hvem f... gider bo i Esbjerg? Den ligger jo for enden af en blind vej - og så lugter der af fisk. Det sidste er i hvert fald rigtigt.

Hvis der er noget byens voksende erhvervsliv har brug for, er det imagepleje. Og det er her, Musikhuset kommer ind i billedet. Sådan et hus kan give positiv omtale i resten af landet, så folk ser hvad byen også er: Ungdom, fremdrift, kulturel bevidsthed.

Der findes en undersøgelse, hvor erhvervslivets spidser har svaret på, hvad der gør en by attraktiv som hjemsted for en ny virksomhed. Er det let adgang via motorveje, havn eller lufthavn? - næh. Erhvervsfolkene ser først og fremmest på en bys kulturelle tilbud. I disse år handler en sund virksomhedsprofil om, hvordan medarbejderne trives i fritiden.

Erhvervslivet i Esbjerg slutter op om Musikhuset gennem den særlige støtteforening, Musikhusets Venner, der efterhånden tæller 2.000 medlemmer. Musikhusets Venner blev dannet i 1984 med det formål at få et musikhus til byen, og foreningen udviklede sig til en overraskende velfungerende interesseorganisation, der stod bag hvert eneste afgørende tiltag i hele forløbet. Det var venneforeningen, der satte Jørn og Jan Utzon i gang ved tegnebrættet, de skaffede 35 mio. kroner i privat sponsorering, og de mange medlemmer har stædigt holdt fast under politisk turbulens og blandet sig i den offentlige debat. I dag er de medejere af huset og er gået i aktieselskab med Ribe Amt og Esbjerg Kommune.

Det var også venneforeningen, der stilfærdigt løste problemerne omkring Lille Sal. Pengene blev rejst, og da Musikhuset åbnede 15. marts, var det med koncertsal i to planer. Den lille sal i kælderen kan i dag rumme 250 publikummer. Akustisk fungerer den stadig ikke til kammermusik, men det kan løses. Esbjerg Ensemblet har givet sin første koncert her og vil fremover lægge alle sine aktiviteter i Lille Sal. Ensemblet fantaserer stadig om Utzon-tilbygnigen, og Musikhusets bestyrelse har lovet at bakke op om projektet, hvis det igen bliver politisk muligt at tale om sagen.

For der er lige det med de træer. Utzon-huset hviler elegant i landskabet med sin paddehattefoyer, sine svenske Höganäs-tegl og vægge der hælder nøjagtig 8 grader. Med 1.091 siddepladser, teleskop-tribune, scenetårn og Europas mest avancerede akustiske loftskonstruktion.

Og med en havudsigt ingen kan se for bare træer! Trækronerne breder sig tæt ned ad skråningen og dækker for glasfoyerens panoramaudsigt - ingen tør tynde ud i bevoksningen af frygt for folkets reaktion.

Birgitte Schmidt Andersen er freelance programmedarbejder på Danmarks Radio, P2Musik siden 1990. Tilknyttet programmet "Lyt til nyt", P2Musiks magasin for lydkunst og ny kompositionsmusik.

Fotos venligst udlånt af Esbjerg Musikhus A/S.

Musikhuset er sammenbygget med Kunstmuseet via en glasfoyer båret af hvide søjler i paddehatteform. Uden for hovedindgangen ligger den såkaldte skulpturgård, et anlæg med planter og udendørskunst. Selve foyeren er et stort, let, lyst rum med hvide klinker kantet med blåt. Til venstre ligger Store Sal, hvis skrå ydervægge fort-sætter gennem glaskonstruktionen ind i foyeren og udgør rummets venstre væg. Til højre ligger Kunstmuseet, hvortil der er adgang via en balkon. Lige frem åbner rummet sig mod havnen og havet gennem et panoramaview.

Foyeren forventes at blive et levende scenerum med et løst podium, der fleksibelt kan ind-rettes til foredrag, teater og kon-certer. Foyer-scenen er åben for alle, der ønsker at optræde gratis i dagtimerne.

I foyeren finder man også Musikhuset og Kunstmuseets fælles kunst- og billetsalgsbutik, et læseområde med tidsskrifter og aviser samt Musikhusets 'Café Tonekunsten'. Via foyeren er der også adgang til kunstmuseets restaurant. Foyeren fortsætter i en glasudbygning på ydersiden af Store Sal ned langs huset med udsigt over havnen. Her vil der være kunstudstillinger og pausebar. I parken uden for glasfoyeren ønsker man med tiden at anlægge en 'oplevelsessti' med skulpturer.

Store sal rummer 1.091 siddepladser eller 2.000 ståpladser. Stolerækkerne er monteret på en såkaldt teleskop-tribune, der kan skubbes sammen som en harmonika og gemmes på bagvæggen. Herved fremkommer et fladt trægulv, der gør salen egnet til messer, arrangementer med spis-ning og dans eller biludstillinger. Gulvet i orkestergraven kan hæ-ves til salsniveau eller hejses helt op og fungere som udbygning af forscenen. Selve scenerummet har et gulvareal på over 400 m2 og et 28 meter højt scenetårn med plads til 62 computerstyrede snoretræk. Loftet er en avanceret akustisk konstruktion, der kan sænkes i flere niveauer. 15 'lofts-flåder' på tværs af salen kan hej-ses op og ned. Derved er det mu-ligt at lægge loft over scenetår-net, når salen fx bruges til symfo-nikoncerter. Salen er indrettet i orange og rødt med strejf af grønt og lilla.

Lille Sal ligger i kælderplanet under foyeren ved siden af publikumstoiletter og garderobe. Salen er gravet yderligere nogle meter ned i niveau for at øge loftshøjden i rummet og der er adgang via en indvendig skulpturel trappe. Rummet er indrettet med 250 løse stole og tænkes anvendt til kammermusik, intimteater og forelæsninger. Akustikken er for hård og endnu ikke egnet til kammermusik, men pla-nen er at forbedre forholdene med et bagtæppe og plader på væggene.

Det kunstneriske og administrative ansvar for Musikhusets daglige drift ligger hos adm. direktør Allan Xenius Grige.