Nye bøger

Fra Århusopera til Landsopera. Den jyske Opera gennem 50 år 1947-97.

Redaktion: Lars Ole Bonde under medvirken af Lisbeth Lorenzen og Ritta Løndal. Udgivet af Den jyske Opera 1997. 318 sider, kr. 298,00. ISBN 87-986260-1-9. Kan bestilles hos Den jyske Opera, Musikhuset Aarhus, Thomas Jensens Allé, 8000 Aarhus C, tlf. 86 13 37 10.

Sidste halvdel af fyrrerne synes at have været grødefulde for dansk musik. I 1995 udgav Randers Byorkester deres 50 års jubilæumsbog, og i 1996 og 1997 kan hhv. Odense Symfoniorkester og Den jyske Opera fejre samme jubilæum med tilsvarende udgivelser. I begge tilfælde bliver jubilæerne markeret med smukke, indbundne bøger, der dokumenterer et rigt og yderst entusiastisk musikliv i danske provinsbyer.

Først til Aarhus. Bogen om den jyske Opera er hovedsageligt redigeret af Lars Ole Bonde, der bla. er koncertadministrator for Randers Byorkester og leder Aarhus sommeropera sammen med Troels Kold. Bonde har skrevet bogen Rundt om Ringen om netop Den jyske Operas opførelser af Ringen (omtalt i DMT nr. 6, 94/95).

På de 318 tætpakkede sider kan man finde et mylder af informationer om operaens bevægede historie. Mest konkret i de fyldige registre over forestillinger, sangere, skuespillere, dirigenter, dansere, koreografer m.m. Disse registre dækker dog kun perioden 1972-1997, da de første 25 år er registeret i jubilæumsbogen fra 1972 (af Gustav Albeck og Gerhard Schepelern).

I centrum står fortegnelsen over samtlige opførelser i perioden, indeholdende alle relevante oplysninger vedrørende opsætning, premiere, medvirkende osv.

Udover disse optegnelser er der naturligvis interviews med og portrætter af en del nøglepersoner, samt artikler om mange af de praktiske gøremål i forbindelse med en opsætning.

Tilsammen tegner bogens artikler billedet af en turbulent proces fra de første opsætninger, der blev løftet af amatører og professionelle i fællesskab under primitive forhold og tit med symbolsk aflønning. Gradvist steg ambitionsniveauet og - takket være ihærdige folk - også mulighederne for at realisere en stor del af drømmene, kulminerende med Wagner-opførelserne i 80'erne og 90'erne. I takt hermed forsvandt efterhånden de glade amatører, der bar så meget i starten. Selvfølgelig måtte det gå sådan. Men at de forskellige omstillinger og kampe med bevilligende myn-digheder ikke er sket uden problemer, lægger bogen ikke skjul på.

Den korte, men dramatiske tid under Torben Wiskum i 1972 ('Opera-skandalen') redegør Lars Ole Bonde nøgternt for. Det var begivenheder, som fik afgørende indflydelse på operaens videre skæbne og profil, og som også hører med i en bog som denne. Men visse steder kommer bogen endog meget tæt på, som i den allerførste artikel, interviewet med Gerhard Schepelern. Schepelern var jo én af grundlæggerne, og kan derfor fortælle mange interessante ting fra de første år. Men han var også én af de tre personer (sammen med Boland og Albeck), der måtte stå for skud i begyndelsen af halvfjerdserne, hvilket endte med, at Albeck måtte forlade operaen, og at Schepelern blev vraget til fordel for Cristofoli, da stillingen som kunstnerisk konsulent skulle besættes.

At dette var et stort nederlag for Schepelern, fremgår tydeligt af sam-talen med Bonde. Det er for så vidt ikke så sært, men Schepelerns bitterhed løber af med ham, og går i artiklen i en uskøn kombination med den hang til sladder og stikpiller, der også skæmmede hans bog om operaens historie i Danmark (jfr. anmeldelse i DMT nr. 3, 95/96).

Nogle vil måske opfatte Schepelerns facon som en forfriskende mangel på respekt for store navne. På mig virker det snarere lidt ubehageligt, men Bonde holder en fin balance ved at lade Schepelerns ord tale for sig selv, dog et enkelt sted kommenteret af Søren Sørensen, hvor denne sættes under angreb.

Senere giver Bonde sin version af Skæbneåret, og så må læseren selv danne sig sit indtryk af, hvad der faktisk skete. Alt i alt synes jeg, at Bonde omgås det eksplosive stof fornuftigt, og Den jyske Operas halvrunde jubilæum kan fejres med en grundig, flot og meget anvendelig dokumentation af vejen derhen.

•

Odense Symfoniorkester 1946-1996. Redigeret af Mogens Vestergård. Udgivet af Odense Symfoniorkester 1996. 176 sider, kr. 98,00. ISBN 87-85111-30-9. Kan købes hos Odense Symfoniorkester, Claus Bergs Gade 9, 5000 Odense, tlf. 66 12 00 57.

Helt så dramatisk er Odense Symfoniorkesters historie ikke, men dog stadig spændende og interessant. 50 års jubilæet har man valgt at fejre med bl.a. denne flotte jubilæumsbog. Ikke helt så digert et værk som jubilæumsbogen fra Aarhus, men også en smuk udgivelse. Indbundet, med mange illustrationer, heraf en del i farve og det hele trykt på godt papir. 98 kroner er rørende billigt.

Den redaktionelle styring er knapt så synlig som i Aarhus-bogen. Der er færre interviews, man har snarere bedt en række mennesker fortælle om orkesteret, sådan som de har oplevet det på et givet tidspunkt i de 50 år. Mange af orkesterets musikere fortæller, både anekdotisk og dokumenterende, og det giver en behagelig afveksling i læsningen. Blandt de informerende artikler fortælles der om turnéerne, Nielsen- og Nørholm-indspilningerne og orkesterets kammerensemble, Pro Musica.

I bogens længste artikel fortæller bogens redaktør, afdelingsbibliotekar Mogens Vestergaard, om orkesterets historie. Det er en fascinerende historie om kampen for at stable et egentligt symfoniorkester på benene i en større provinsby i efterkrigsårene. Fra at have været begrænset vel meget af det provinsielle i de første år er orkesteret vokset til at kunne løse store opgaver og markere byen også internationalt, bl.a. ved Carl Nielsen Violin Konkurrencen. Man har formået at skaffe mange gode solister til byen, og blandt dirigenterne må nævnes Karol Stryja, Tamás Vetö og Edward Serov.

Historien om Odense Symfoniorkester (der hed Odense Byorkester indtil 40 års jubilæet i 1986) gøres mere nuanceret og nærværende gennem nogle små artikler om meget konkrete, praktiske problemer: Besværet med at skaffe tilstrækkeligt gode instrumenter, hvorfor orkesteret har sin egen Instrumentfond. Eller den administrative hverdag, set fra billetdamens glug-hul.

Et særligt aspekt ved orkesterets hverdag er de relativt mange udlændinge, der i dag sidder i orkesteret. Én af disse, en polsk førsteviolinist, beskriver hvordan og hvorfor.

Bogen afsluttes med et register over musikere, der har siddet i orke-steret i løbet af de 50 år (en enkelt har siddet der i alle årene), samt en liste over indspilninger.

Eneste væsentlige anke er, at det ikke af indholdsfortegnelsen fremgår, hvem der har skrevet hvad. Det står kun ved starten af de enkelte artikler.

•

Dansk Årbog for Musikforskning XXIV 1996. Redigeret af Jens Henrik Koudal og Thomas Michelsen. Udgivet af Dansk Selskab for Musikforskning, i kommission hos Engstrøm & Sødring. 136 sider, kr. 187,50 for ikke-medlemmer. ISBN 87-88328-13-9.

En af de gamle, danske musikvidenskabelige årbøger er netop kommet. Det nye bind indledes ganske naturligt med en nekrolog over Vagn Holmboe (af Birthe Trærup). I det hele taget orienterer denne årbog traditionelt mere bredt om dansk musikforskning end de universitetsbaserede årbøger. Rapporter fra kongresser og om forskningsprojekter fylder sammen med anmeldelser godt en trediedel af bogen, de fem artikler optager resten.

Bogen indledes med Yngve Jan Tredes artikel om Bachs Kunst der Fuge, én af musikhistoriens store posthume gåder, der har ægget så mange til forsøg på fuldendelse, heriblandt Jan Maegaard for få år siden.

Trede nærmer sig den ufuldendte quadruppelfuga gennem analyser af de færdiggjorte dobbelt- og trippelfugaer, og på baggrund heraf (og med anvendelse af bl.a. det gyldne snit) anfører Trede sit eget forslag til en færdiggørelse af den ufuldendte fuga. Det virker logisk og naturligt, og Trede besidder uomtvistelige evner i kontrapunktik, erhvervet gennem sin klassiske skoling i 50'erne i Tyskland.

Da Wilhelm Hansen lukkede og slukkede i Gothersgade i 1988 ophørte en førende institution i dansk musikliv. Forlagsarkivet er overgået til dels Det Kongelige Bibliotek (størsteparten), dels Erhvervsarkivet, og det er sidstnævntes samling, der behandles i Niels Bo Foltmans artikel. Foltman godtgør, at materialet heri er en væsentlig kilde til nærmere bestemmelse af musikaliernes spredning i Danmark i perioden ca. 1895 - ca. 1940. Især hvad angår datering af musikalier, da der herhjemme har været en ulyksalig tradition for ikke at anføre trykkeår på noder.

Michael Fjeldsøe diskuterer tilbli-velse og reception af Carl Nielsen 5. symfoni på baggrund af nyt materiale, der er fremkommet under arbejdet med den kritiske revision af symfonien.

Tidsmæssigt falder tilblivelsen af Carl Nielsens 5. symfoni sammen med tilblivelsen af Alexander Zemlinskys Lyrische Symphonie. I sin artikel undersøger Thomas Michelsen form og tonal disposition i Zemlinskys hovedværk, og klargør de træk, der giver dette intense værk sit janus-hovede: På én gang skuende tilbage mod traditionelle elementer som sonateform og tonalitet, i det mindste som ramme - og samtidigt skuende fremad med atonalitet i det ekspressive detailarbejde.

Normalt indeholder årbogen en eller flere artikler om rytmisk populærmusik, og artiklen i denne udgave er Alf Björnbergs Om tonal analys af nutida populärmusik. Björnbergs arbejder har man tidligere kunnet møde i årbogen Col Legno (fra Aalborg), og det har været lovende. Han skuffer heller ikke hér, hvor han søger at pejle sig ind på et adækvat analyseapparat, der ikke gør vold på sit objekt ved at foretage en skjult overføring af begreber og værdier i kraft af det anvendte metasprog. Diskussionen af denne latente fare er noget af det bedste i denne glimrende artikel, der i øvrigt heller ikke går af vejen for at vove mere intuitive tolkninger af betydningsindhold. Björnberg gør det sobert og selvkritisk, hvorved det får vægt.

Denne årbog hæver sig i mine øjne klart over gennemsnittet. Det vil være fint, hvis redaktionen kan holde den linie.

•

Dansk Kirkesangs Årsskrift 1996. Udgivet af Samfundet Dansk Kirkesang, under redaktion af Bine Bryndorf, Christian Thodberg og Peter Thyssen. 118 sider, kr. 80,00. Årsskriftets adresse: Institut for Kirkekundskab, Aarhus Universitet, Hovedbygningen, 8000 Aarhus C. Tlf. 89 42 22 38.

Mon denne årbog nogensinde har været omtalt i DMT? Jeg tror det næppe, kirkesang er ikke et af dette blads mest indlysende interesseområder. Da vi imidlertid gerne vil orientere bredt om danske musikudgivelser, iler vi til med en omtale.

Årbogen, der udkom første gang i 1940, udgives af Samfundet Dansk Kirkesang, en forening, der i år kan fejre sit 75 års jubilæum. De ca. 300 medlemmer er hovedsageligt at finde blandt organister og kirkesangere, og ifølge vedtægterne tager foreningen udgangspunkt i 'inspirationen fra Thomas Laub'. Netop Laub var emnet for foreningens weekend-kursus 1996, der imidlertid måtte aflyses på grund af for få tilmeldinger. I den forbindelse blev det drøftet, om foreningen i det hele taget kunne fortsætte. Man valgte dog ikke at nedlægge foreningen, men indtil videre at koncentrere sig om udgivelsesvirksomhed, herunder dette årsskrift, der i udstyr minder en del om Dansk Årbog for Musikforskning, som den så ud for 5-6 år siden.

Blandt bidragyderne finder vi redaktionsmedlem og formand, forsk-ningslektor ved Aarhus Universitet, Peter Thyssen, der tidligere har skrevet en bog om musik og kristendom i Bachs Matthæus Passion (omtalt i DMT nr. 5/95-96, samt i seneste udgave af Dansk Årbog for Musikforskning).

I dette årsskrift kommenterer han salmebogskommisionens statusrapport fra sidste år, der orienterer om arbejdet med en revision af den nuværende salmebog (fra 1953). Thyssen er grundig - og ikke særlig positiv - i sin kritik af rapportens meget stærke betoning af originalitetskrav på bekostning af dybere overvejelser vedrørende anvendelighed og hymnologisk relevans.

Heller ikke Henrik Glahn, der kommenterer musikken i samme statusrapport, er begejstret. Også han argumenterer grundigt for sin sag, og man kan da også følge ham et stykke af vejen. Men samtidigt må man vel erkende, at udvalgsarbejde vedrørende institutioner som salmebogen, højskolesangbogen o.lign. er utaknemmelige jobs. Det vil være umuligt at gøre alle tilfredse.

Udover de nævnte artikler skriver Christian Thodberg om Salmevalget i den danske gudstjeneste i tiden før Kingos Salmebog og Lisbeth Lindegaard om Koralernes betydning og det musik-teologiske samspil i Johann Sebastian Bachs Johannes Passion.

Har man interesse for de særlige forhold, der gælder for sangen i den danske folkekirke, så er dette årsskrift nok værd at bemærke.

•

Jan Nissen: Oplevelser ved klassisk musik. Forfatterforlaget Attika 1996. 80 sider, kr. 95,00. ISBN 87-7528-262-3.

Nå. Endnu én af disse indføringer i den klassiske musiks særlige måde at fortælle på - med de sædvanlige eksempler på programmusik? Overhovedet ikke! Tværtimod en yderst personlig beskrivelse af forskellige værker, overvejende fra klassik og romantik, udformet som en række essays med selvbiografiske og litterære afstikkere. Især Martin A. Hansen, som forfatteren tidligere har skrevet to bøger om, bliver inddraget.

De selvbiografiske indskud afdækker efterhånden bogens egentlige ærinde: Det personligt terapeutiske.

Forfatteren var tidligere lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet, men måtte i 1980 ophøre på grund af psykisk sygdom. Af de bemærkninger, der falder bogen i gennem, kan man rekonstruere, at det må have drejet sig om langvarige og alvorlige sygdomsforløb, samt at den klassiske musik må have været ét af de vigtigste halmstrå at klynge sig til i den mentale malstrøm.

Dette er altså betragtningernes udgangspunkt, og derfor er bogens ærinde ikke at åbne for et kollektivt oplevelsesrum i de enkelte værker, men at videregive forfatterens egne oplevelser.

Jan Nissen beskriver sine musikoplevelser i et velformuleret, litterært og lidt for omstændeligt sprog, der søger at registrere de eksistentielle nuancer, som musikken har vakt, fortalt om eller er gået i resonans med. Der er mange spændende beskrivelser, omend der flere steder er refleksioner, som det er svært at gå i dialog med, fordi de er opstået i så stærkt personlige krisesituationer.

Jeg føler nok snarere, at forfatteren lægger personlige tydninger ind i de enkelte værker (man kan kalde det projektion), end han afdækker et overindividuelt betydningsindhold. Og således handler bogen primært om Jan Nissen og hans psykiske odyssé. Bogens omslag fortæller det egentlig allerede: Fedtfarvetegningen i de stærke farver er som taget ud af en gestaltpsykologisk eksempelsamling, hvor tegneterapi har været anvendt.

Man skal være helt klar over, hvad dette egentlig er for en bog - ellers kan man blive skuffet. Og der vil givetvis også være stor forskel på, om man som læser vil kunne følge Jan Nissen i hans betragtninger, eller om man må give op over for det stærkt personlige. Flere steder måtte jeg stå af - jeg kunne blot konstatere og respektere, at Nissen altså har haft dén oplevelse ved dét stykke musik. Jeg har en anden.

Bogen er udgivet af det lille, men dynamiske forlag Attika, der blev oprettet i 1971 som en slags 'andelsforening' af en kreds af forfattere i reaktion mod de store forlags enøjede fiksering på det økonomisk rentable. Alle manuskripter blev i starten bedømt af alle medlemmerne, der har talt folk som Ulrik Gress, Peter Seeberg og Finn Slumstrup. I begyndelsen udgav man mest avantgardelyrik, siden også børnebøger, og i dag lidt af hvert. For nogle få år siden var forlaget tæt på at lukke, men er i år oppe på at udgive ca. 30 bøger.

Sin indadvendthed til trods placerer Nissens bog sig i et skæringspunkt mellem de først omtalte fire bøger: På den ene side de to bøger om realiseringen af den klingende musiks rammer, på den anden side de mere eller mindre forskningsprægede objektanalyser i årbøgerne. I midten af det hele står den personlige oplevelse af et givet stykke musik, den ordløse kommunikation, der bagom alle analyser berører lytteren, følelsesmæssigt eller intellektuelt. Også dette kan man søge at uddestillere, enten når videnskaben tilstræber at begribe og verbalt formulere musikkens virkning på mennesket ud fra psykologiske og semiotiske studier - eller når den mere poetisk-filosofiske indkredsning tages i anvendelse og da kan resultere i så forskellige udtryk som passager i Heinesens De fortabte spillemænd, i Hesses Glasperlespillet eller en dybt personlig bog som Jan Nissens. Driften er dybest set den samme.

•

Sebastian: Musical Highlights. 40 bedste sange fra teater, ballet & musicals. Edition Wilhelm Hansen 1997. 78 sider, kr. 175,00. ISBN 87-598-0869-1. Dobbelt-cd med sangene i bogen udgivet af CMC Records CMC 6094-2. Kr. 139,95.

Meget passende kan denne stak anmeldelser slutte af med 'klingende realitet', selvom Sebastians musik (lige som kirkesangs-årsskriftet) egentlig falder uden for DMTs rammer. Nuvel - her er i hvert fald en nodebog og en dobbelt-cd med musikken i bogen. Og mon ikke både bog og cd nok skal sælge?

Sebastian har efterhånden været populær i over 20 år, lige fra Den Store Flugt i begyndelsen af 70'erne frem til musicalmusikken i 80'erne og 90'erne. Når man tænker tilbage på produktionen, så er det, efter danske forhold, en imponerende række af flotte og iøre-faldende sange, han har skrevet.

Ved at udsende 40 Musical Highlights af Sebastian lægger WH sig i kølvandet på den enorme popularitet, de moderne musicals har haft lige siden Andrew Lloyd Webber for alvor slog igennem.

Nu er Sebastian ikke helt en Andrew Lloyd Webber, men mindre kan også gøre det, og der er mange glimrende numre i samlingen, der rummer sange fra bl.a. Nattergalen, Skatteøen, Ronja Røverdatter og Cyrano samt fra den seneste, Hans Christian Andersen.

Bogen er lige til at gå til. Overskuelige sider, klart satsbillede (sangstemme med becifring) og korte ind-ledende handlingsreferater af Sebastian.

Dobbelt-cd'en er udsendt af CMC Records i samproduktion med WH, og er en af disse to-for-én-cd's-pris. Af det medfølgende hæfte fremgår det, hvor og hvornår de enkelte forestillinger er blevet opført. Flere af disse lister vidner om stor livskraft, i det mindste i disse år. Om værkerne vil blive stående på længere sigt er svært at sige. Men de lever nu, til stor glæde for mange.

Og der er megen god musik imellem. Sebastian er faktisk temmelig opfindsom, selvom man efterhånden kan genkende hans stil. Især de langsomme sange kan have en tendens til for megen sentimentalitet og for mange klichéer. Værst nok i Så blidt tilstede fra Cyrano. Udgivelsen indeholder både fladtrådte klichéer og glædelige overraskelser. Hvis smagen går i retning af Sebastian og musicals, er udgivelsen et must.