Nye plader

Nocturnal birds, Værker for blokfløjte. Helle Kristensen, blokfløjter, med bl.a. barokensemblet Con Strumenti. Paula PACD 97. Spilletid: 76'

Et usædvanlig flot komponeret program: Blokfløjtemusik om fugle, om natten, eller om fugle i natten!

Rammen er to koncerter af Vivaldi - den første hedder Stillidsen (det er en fugl), og den anden La Notte. De mellemliggende ti værker er mestendels nordiske stykker fra de sidste 20 år, af bl.a. Sunleif Rasmussen, Aksel Borup-Jørensen, Per Nørgård og Mogens Christensen (sidstnævnte med den meget lange Birds of a Winter Night).

Helle Kristensen er sikker i frase-ring og fortolkning. Hun har ikke en Michala Petris umenneskelige egalitet, men rigeligt med drama og karakter, når det er påkrævet. I Olav Anton Thommessens The Blockbird er det en abstrakt fugleart, der kvidrer og knebrer. Akane Naganishi lader en nattergal synge melankolsk om foråret i Japan, mens Sunleif Rasmussens elektroniske fugleflok i Fuglaljómur er grusom, magtfuld og uberegnelig.

Udover Vivaldi-koncerterne har kun Mogens Christensens stykke og Nørgårds Heyday's Night et omfang som gør, at de kan stå helt alene. Heyday's Night (fra 1981) er ganske overdådig musik, virtuos, boblende og småskør, med Helle Kristensen stærk i special effects. Mogens Christensen har med Birds of a Winter Night skrevet sit tredje fugle-årstidsstykke, som på cd'en får en overbevisende udførelse.

Helle Kristensens basblokfløjte har klang af islandsk sibylle, farve af en forfrossen pløjemarks brune muld. Stykkets næsten 20 minutter er én lang, langsom solo tilsat sparsom eletronik. Besnærende i sin gloomy, dyb-nordiske stemning, der får den indre kortfilm til at rulle. Christensens og Nørgårds stykker er cd'ens højdepunkter, og som covernoterne også pointerer, totale modsætninger. Forhåbentlig forsvinder de ikke i mængden af musik på cd'en.

Pladens øvrige stykker indbyder til iagttagelser af, hvordan komponister gennem 300 år anvender samme idéer for at få instrumentet til at associere så tydeligt som muligt til fuglesang, men det gør i sagens natur også lighederne mellem stykkerne mange.

Cd'en er en tour de force for dens unge solist. Et skrat og et skruk for meget forekommer, men skæmmer ikke noget. Der advokeres for alle stykker med engagement. Hvert værk er velplaceret i en sammenhængende præsentation, der har international klasse. Og hvor er det i øvrigt dejligt at høre et nyt dansk barokensemble, Con Strumenti, på cd. Til hverdag spiller Helle Kristensen også med, så mon ikke der er grundlag for en cd med barokmusik fra disse fine musikere.

•

P.E. Lange-Müller: Samtlige klaverværker, vol. 2. Morten Mogensen. Kontrapunkt 32248. Spilletid: 73'.

Et prisværdigt initiativ med skuffelser. Lange-Müllers musik er knapt nok til at købe på plade, så hver ny cd er en begivenhed. Dette er så ovenikøbet et systematisk projekt, der burde kunne afløse Mogens Dalsgaards snart 20 år gamle, beskedne udvalg af klaverværker (genudgivet af dacapo). Desværre er Morten Mogensens tilgang til musikken mindre opfindsom og hengiven end Dalsgaards. Hvor Dalsgaard er flir-tende, kvik, henkastet - næsten for udspekuleret, som det sømmer sig inden for kleinkunst - er Mogensen i sammenligning uoplagt, bastant og fattig på nuancer. Længe leve forskellighederne, men Lange-Müllers meget charmerende musik kræver også charme i udførelsen. Man skal ikke kun høre noderne, allervigtigst er forførelsen.

Når det nu er sagt, skal Mogensen og Kontrapunkt roses for at bringe mange skønne stykker frem. Dalsgaard spillede kun tre af de i alt ni Danse og Intermezzi op. 49 - her er de alle, hvor fransk og nordisk går frydefuldt hånd i hånd. Interessant er også en kort Lamentation, efter sigende ikke et egentligt klaverværk, men en skitse til et orkesterstykke, mens de 42 pædagogiske stykker for børn kun har interesse for en komplettistisk sammenhæng (med mindre en ny nodeudgave skulle komme i handelen).

Også denne cd lider under de lokaliteter, Kontrapunkt bruger til indspilninger. Den klanglige forstoppelse er truende i det kosteskab, pladen er optaget i. Det skæmmer Morten Mogensens spil - kun Horowitz kunne optages så tæt - og giver unødvendigt den meget fine musik præg af rugbrøds-Fauré.

•

Niels W. Gade: Psyche. Anne Margrethe Dahl, sopran, Stig F. Andersen, tenor, m.fl. Canzone Koret, Collegium Musi-cum, dir. Frans Rasmussen, Kontrapunkt 32244/45 (2 cd). Spilletid. 84'.

Frans Rasmussen mangler nu kun Balders Drøm, før alle Gades store korværker er indspillet med ham som dirigent. Psyche er en spændende nyhed i tidens store udbud af Gade-cd'er. Det er et langt værk - varer op mod halvanden time - med engelsk tekst, fordi det blev skrevet til opførelse i oratorielandet England. Det er en mærkelig oplevelse at høre Gade på engelsk! Sørg for at have teksthæftet i hånden, for når Canzone Koret synger alene, er det ikke engang muligt at høre hvilket sprog, der synges på. Men solisterne er gode. Især er Stig F. Andersens bidrag en fryd; en sjælfuld, begavet sanger med stil, fornem artikulation og frasering. I duetterne med Anne Margrethe Dahl nåes indspilningens højdepunkter. Alene forekommer hendes udtryk rigeligt voldsomme til partiet som den bly Psyche.

Psyche er langt fra Elverskud. Det er konservativ, tysk klassicisme i Mendelssohns ånd, og det er et sent værk (1882), Gades sidste i denne genre. De enkelte scener er elegant og meget æstetisk formede, men værkets overordnede fremdrift dæmpes af de beherskede følelser. Psyche har ikke de banaliteter, der findes i det tidlige stykke Comala (Rasmussens seneste udgivelse) - konservatismen er af den ophøjede art!

Orkestret og koret virker begge noget for små, men det skyldes måske den ret usofistikerede optagelse.

•

Den 3. Vej på Nationalmuseet. Athelas Sinfonietta Copenhagen, dir. Bo Holten. Udgivet af Den Danske Jazzkreds (intet pladenr.). Spilletid: 78'.

Den 3. Vej er en sammenslutning af musikere og komponister fra den rytmiske musik, der skriver værker for klassiske instrumenter. Pladens optagelser er fra sidste sommer, hvor de første resultater blev præsenteret ved et par nattekoncerter på Nationalmuseet (deraf cd'ens totalt besynderlige titel).

Sammenslutningens medlemmer vover sig bestemt ikke langt ud i den klassiske kompositionsmusik. Det drejer sig snarere om kompositionsjazz for akustisk ensemble. Christina Nielsens Salehta er en big band ballade for sinfonietta; stykkerne af Lars Møller, Jørgen Lauritzen og især Henrik Sørensens West Coast Concerto er fine og velklingende, men giver bortset fra et diskret, minimalistisk ostinat hist og lidt orientalismer pist mindelser om den gamle Radiojazzgruppe med strygere fra Underholdningsorkestret. Den slags soft-jazz med temperament i retning af easy listening, som man i P3 for år tilbage altid hørte i optagelser fra Eurovisions-arrangementer i Ljubljana.

Betegnende nok løfter værkerne sig først til det personlige plan i solo-erne. Anders Müller er i Mutual Minds helt ude i den blide entertainment - musik til tv ligger lige for ham, tror jeg. Også Frans Bak er inde på det spor, og ikke overraskende fra ham er titlen Ærlighed varer længst. Det fungerer fint, Bak er jo melodiker, og Lennart Gruvstedt spiller fedt på sin tromme, men stykkets ambitioner er ikke besværet værd i denne sammenhæng.

For de fleste bidrag virker det som om, den instrumentatoriske beherskelse har været overskyggende i arbejdet med værkerne. Fredrik Lundin arbejder i sin Strømhvirvler derimod med en friere og mere original instrumentation, og med særprægede melodiske fraser. Den erfarne Allan Botschinsky er endnu mere selvstændig i Patchwork, som rummer stærke, Stravinskij-agtige udbrud i et levende forløb. Den komponerede sats kan måle sig med improvisationerne, og orkestreringen er sikker og fri for klichéer. Disse to stykker er de mest interessante på pladen. Karakteristisk er det også Botschinskys stykke, der afkræver musikerne den største tekniske indsats.

Værkerne stiller ellers generelt milde krav til ensemblet. Faktisk virker Athelas usædvanlig afslappet. Progressionen i stykkerne er også til at overskue: Statiske forløb med små riffs og ostinater er fremherskende. Det er nemt at lytte til, men når den første tilfredshed med lækre akkorder i gammeldags, akustiske instrumenter har lagt sig, er der ikke meget tilbage at tygge drøv på. Den musikalske substans lever ikke op til forventningerne, og en af konklusionerne på dette projekt må være at prøve én gang til.

Som der heller ikke lægges skjul på, er der tale om rå liveoptagelser. Ensemblet spiller fint nok, og publikumsstøjen er ganske beskeden, men det drejer sig altså om hele, uredigerede gennemspilninger af uropførelser.

•

Bo Gunge: Månebryllupssange. Middelalderstrofer. Jysk Akademisk Ungdomskor, m.fl., dir. Erling Kullberg, Uffe Most. Paula PACD 98.

Månebryllupssange er en cyklus af syv små stykker, der gennem-synges i fire variationer som pendant til de fire månefaser. Besætningen er et mandskor, et damekor, en piccolofløjte samt en trombone, der signalerer hvert nyt afsnit.

Det astrologiske indhold i musikken giver desværre ikke mening for mig, men som komponisten selv fortæller, er det musik med mange indgange. Selv om man i sin daglige livsførelse er ubevidst om månefasers symbolsprog, kan man dog lytte til musikken som et vokalværk, der er usædvanligt efter danske forhold. Satsen er meget tæt, i kvik men blød, minimalistisk stil. Mandsstemmerne fører an, mens kvindestemmerne er som glidende månestråler henover. De tilsatte regnvandslyde og små blop burde være overflødige. Det lyder noget i retning af Meredith Monk, men forbliver på et mere realistisk plan hvad angår virtuositet, udnyttelse af vokalteknikker og det formale vingefang.

Månebryllupssangene er 28 i alt, og varighederne på ca. halvandet minut bremser en ekspansion, der kunne have befriet værket og givet det en hvilen i sig selv. Som det er, for-bliver Månebryllupssange installationsmusik med begrænset anden anvendelse. Vokalsatsen i sig selv er dog et lyt værd. De medvirkende sangere har hverken påfaldende velklang eller præcision, men de luftige stemmer kombineret med den tætte multimikrofonering giver en ganske særpræget effekt.

De tre korte Middelalderstrofer synges anderledes velsmurt af Jysk Akademisk Ungdomskor. Her får man et mere håndgribeligt eksempel på Bo Gunges tonesprog, der hører hjemme i Holmboe-traditionen, men blidt skubbet hen mod det holistiske.

•

Poul Ruders: Soltrilogi (Gong, Zenith, Corona). Odense Symfoniorkester, dir. Michael Schønwandt. Dacapo 8.224054. Spilletid: 67'.

Fra lyset af en månestråle til ind i solens kerne, fra studenterkor til symfonisk besætning, der giver musikerne høreskader... Ruders' Soltrilogi er kommet ud på cd med selvfølgelig hast, fordi der ikke var grund til at overveje, om det mon ville blive et betydeligt værk, der indvarsledes med et Gong i 1992. Pladens optagelser er lavet i forbindelse med den første samlede opførelse af de tre stykker, som samtidig var uropførelsen af Corona, i november 1996.

Gong er også på denne cd hårrejsende uhyggelig. Et brillant orkestreret stykke magt-musik, der som sym-fonisk digtning har åndsforbindelse til Also sprach Zarathustra, blot med satanhorn i panden. Den næstsidste udkrængning er ganske enkelt ulækker at høre på!

Gong giver musikken materie på overvældende måde. Zenith, derimod, har en tidsbevægelse. Solens gang over himlen følges som i Carl Nielsens Helios ouverture fra kyst til kyst, men i Ruders' vision er der langt til århundredskiftets optimistiske solkult. Ruders' store stjerne bærer på alle de tragedier, den har kastet sit lys på. Det hendøende er helt dominerende, og selve zenith vånder sig med et suk, i lige så høj grad som den kortvarige intensivering af lyset. En enkel, men fremragende anvendelse af samplede lyde gør musikken ubærlig 'gothic'.

Zenith lyder her på cd'en langt bedre end jeg erindrer uropførelsen i radioen, men måske skyldes det alene, at stykket så perfekt opfølger Gong.

Corona forekommer mig at være det mindst velegnede til separatopførelse. Dets tilbagevenden til livsmulighederne efter den statiske og sortsynede Zenith kræver Gongs dunkende puls i frisk erindring. Ruders sætter solens spinkle, ekstreme corona op mod ildmassens vælde, en hede og en kolos så stor, at den først anes efter lang tids forblændelse af solkronens skær. Frygten fra Gong bliver efterhånden lige så stor i Corona, men heldigvis med et spejlet aspekt af livsbetingelser. Menneskemyrerne tildeles livet mod ærbødighed for den kraft, livet kommer af.

Tid og rum flyver i Soltrilogien, og som lytter flyver man med. Cd'en er en forrygende præsentation af Ruders' kvaliteter, og den har appel til alle, der køber plader med klassisk musik. Filmfreaks kan også være med.

Det skal dog siges, at Gong allerede findes indspillet - uden de to søsterværker - af Leif Segerstam og Radiosymfoniorkestret (på Chandos). Dén indspilning er meget anderledes end Schønwandts. Hos Segerstam er der i højere grad lagt vægt på musikkens rystende fysik, forstærket af optagelsen, der er i wide-screen. Elektronik, det tunge slagtøj og de dybe strygere er trukket spektakulært frem hos Segerstam, men virker mere velproportionerede hos Schønwandt.

Schønwandt får ikke rystet indvoldene som Segerstam gør, er mere nøgtern og bekymrer sig mere om detaljer. Tilsvarende er dacapos opta-gelse mere behersket end Chandos'. Alt i alt giver Schønwandts indspilning et mere realistisk indtryk af partituret. Det væsentligste argument for Schønwandts indspilning er dog naturligvis, at her hører man alle trilogiens tre dele. Segerstam kobler Gong med Symfonien, Tundra og Saaledes saae Johannes.

Odense Symfoniorkester spiller beundringsværdigt, måske bedre end noget andet dansk landsdelsorkester for tiden. Det har dog ingen stor personlighed, og de store klimakser kan virke noget friserede. Klangens finhed er dog, som også Schønwandts tilgang til værkerne, en god kontrast til Radiosymfoniorkestrets gennemført 'store' indspilning af Gong. Under alle omstændigheder er Soltrilogien et værk, der kan trække flere indspilninger, og det bør ikke vare længe før et udenlandsk orkester prøver at binde an med udfordringen.

•

Diana Burrell: Bratschkoncert, Landscape, Das Meer..., Resurrection. Jane Atkins, bratsch. Northern Sinfonia, dir. John Lubbock, ASV CD DCA 977. Spilletid: 77'.

Rygtet om den knap 50-årige engelske komponist er sammen med en cd nået her til lands. Siden 1983 har hun skrevet et betydeligt antal orkesterværker. Det allerseneste er en symfoni og to orkestersange til Tove Ditlevsen-tekster - som synges på dansk!

Diana Burrell har et personligt, ekspressivt tonesprog. Hendes stil og udtryk er overraskende uafhængig, med et befriende musikantisk overskud. Musikken har en livsbekræftende, fysisk virkning, men i modsætning til fx ovennævnte Ruders, mere vilter end massivt overvældende.

Burrell søger det krasbørstige, de skarpe linier. En overmætning af livlighed truer, men kun i Das Meer... når hun til grænsen for det enerverende (bevidst, i en beskrivelse af havets myldrende liv). Landscape er det tidligste af de fire værker - en barsk, havfrisk naturbeskrivelse med en særpræget orkestrering (inkl. olietønder), der lader instrumentgrupperne stå meget alene. Som i de øvrige værker er det ca. 20 minutter lange forløb udadvendt, skrider over-skueligt fremad, og er ikke vanskeligt at følge.

Mest vellykket er dog Resurrection, hvis oplagte udviklingsforløb er særdeles effektfuldt instrumenteret, og som går befriende ligefremt til den bærende idé.

Den engelske sinfoniettas udførelser har en ligefrem, rå karakter, som passer godt til værkerne. Jane Atkins (kendt herhjemme, som noterne fortæller det, for sin uropførelse af "Ob Norholm's Viola Concerto") er en kongenial solist. Optagelsernes lyd er levende, men varierer fra værk til værk, og er nogle gange noget klemt.