Paris, Berlin, Esbjerg

Af
| DMT Årgang 71 (1996-1997) nr. 07 - side 217-217

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

I Parc de la Villette i Paris ligger en musikby. Cité de la Musique hedder den. Formgivet efter ønsker fra bl.a. musikfolk, hvilket turde være en selvfølge. Hele planen for Cité de la Musique blev præsenteret i 1979, siden er de enkelte dele blevet bygget og åbnet. Nu er den sidste del af arkitekten Christian de Portzamparcs Cité de la Musique åbnet: Et musikmuseum med næsten 3000 kvadratmeter udstillingsplads.

Med den sidste bebyggelse er musikbyen færdig og rummer koncertsal, Musée de la musique, Amfiteater, Centre de documentation de la musique contemporaine, Centre d'information musique et danse, Médiathèque pédagogique, Centre de recherche et documentation du musée de la musique og Conservatoire de Paris. Læs om Cité de la Musique i dette nummer.

»Krankatedralen er ret beset en gigantisk byggeplads, men for kendere fremstår den som den mest vellykkede installation til dato, som et Gesammtkunstwerk og en glemmemaskine. Særligt ved nattetide er den tværæstetiske integration imponerende og totalvirkningen overvældende.« Vores udsendte skriver fra Berlin, hvor nye markante bygningsværker skyder op på Potsdamer Platz. Mange mener, at Berlin bliver Europas nye kulturhovedstad. Kræfterne samles nu i centrum, som lige nu antager form af en gigantisk installation i jern, stål, sten, beton og flodvand.

I Danmark skyder kulturhusene op som paddehatte. Rammerne til udfoldelse af kunstnerisk aktivitet er blevet mangfoldige. Ikke en større provinsby uden et markant kulturhus. Selv i Nuuk i Grønland har byens 10.000 indbyggere fået et kulturhus. I år kan Musikhuset Aarhus fejre 15-års jubilæum. Her blev musikhuset en succes, som skulle kopieres andre steder, også hvor der ikke var et dokumenteret behov for det. Kritiske røster angående de mange kultur-bebyggelser har lydt med jævne mellemrum: Hvorfor give betydelige midler til rammerne, når man ikke sørger for at betænke dem, der skaber det, der skal inden for rammerne? Det er skattekroner, som står på spil. Anderledes er det foregået i Esbjerg, hvor det i al væsentlighed er lykkedes at finansiere et musikhus med private midler.

Når det er lykkedes i så stort omfang at opføre de mange kulturhuse i Danmark i de seneste årtier skyldes det, at undersøgelser viser, at det kan betale sig at investere i sådanne bygninger. Hvis en by vil profilere sig, vil trække arbejdskraft og gode familier til, må der være et varieret tilbud af kulturelle oplevelser. Det er ikke længere tilstrækkeligt for lokalpolitikere at opføre dyre steder til sportsaktiviteter, nu vil den fritidselskende dansker have et sted til fordybelse, et sted med kunst på væggene og musik i en rigtig koncertsal.

Kunsten skal ud i landet, til folket. Mest markant oplevet i Kan-og-vil-det-selv-Ishøj, hvor alt gik så grueligt galt med Arken, Museum for Moderne Kunst. Alt rigeligt omtalt i de hurtige medier. Det nye musikhus i Esbjerg er nærmest slet ikke omtalt i sammenligning med Ishøjs Arken. Kun en skandale kan tiltrække de dagsaktuelle informationskanaler. Esbjerg Musikhus er paradoksalt nok mest kendt for de ikke længere eksisterende træer, som engang var placeret tæt ved huset. Historien om de famøse træer kan De læse mere om i dette nummer, hvor vi går tæt på det nye Utzon-byggeri i Esbjerg.

Årgang 71/1996-1997, nr. 07